[DEC07] Den gamle, røde kappe…
Selvom både Visby lamelrustningen og den grønne uldkappe er gamle liverollespilsklenodier, så er de langt fra mine ældste liverollespilsejendele. Af de ting jeg har fået lavet til liverollespil er denne røde bomuldskappe den ældste – få timer ældre end en gammel grøn kofte, som ikke kommer i julekalenderen.
Den er ikke vanvittig køn. Den er ikke specielt varm. Den er lige lovlig kort. Den er udstyret med en hætte, der ikke sidder vildt godt. Den er også min moders håndværk, men retfærdigvis var hverken materialer eller instruktioner fra min side et godt grundlag at lave noget pænt på, og der var en skarp tidsramme.
Den blev lavet til det allerførste fantasylive jeg nogensinde deltog i – Mørkeskoven V. Det var dengang alle var hærfører for 3-mands hære, konger over 3-mands kongeriger eller præster for 3-mands menigheder. Dengang en skov var et kejserrige og spillerne alle var konger, baroner, højpræster, lejemordere og dæmonbesatte kultister. Dengang en udbanket aluminiumsplade var en magisk pladerustning, det største gaffasværd var det bedste og et godt kostume var det med mest nervøst velour.
Det var selvsagt andre tider.
Ved tilmeldingen kunne man ønske sig en af tre typer af roller; de onde, de gode eller de neutrale. Jeg havde ønsket at blive ond, derefter god og som tredjeprioritet neutral – og det var så det jeg blev (jeg skal ærligt indrømme jeg var lidt skuffet). Jeg var byrådsmedlem i den ene by og troede det var en vældigt mægtig rolle – indtil det gik op for mig at der var to indbyggere der ikke var byrådsmedlemmer (de var i øvrigt involveret i et plot med nogle kultister), at halvdelen af byrådet ikke dukkede op til scenariet og at byen ikke havde nogen form for magtmidler, så de reelt set var totalt ligemeget når skoven ellers vrimlede med lejesoldater, præster, orker, elvere og kultister.
Jeg tror også jeg var den eneste spiller til scenariet uden et våben.
Til gengæld var jeg smuk i min korte, røde kappe, uformeligt store grønne kofte, sorte cowboybukser og mørke kondisko.
… alt det på trods synes liverollespil var superfedt. Det viser bare, at alt det kostumesnobberi der sker nu om dage snarere er et spørgsmål om at vi er blevet forvænte end det er et ufravigeligt krav for en god rollespilsoplevelse.
Anskaffet: Forår 1999
Anskaffelsesmetode: Stoffet blev købt, derefter syede min mor kappen – vist nok det meste af natten.
Pris: Omkring 200 DKK – det var noget af de billigste stof de havde.
Anvendt til: Mørkeskoven V – og en del kampagner derefter. Den har også været lånt ud flere gange, men jeg tror ikke jeg har brugt den til overnatningsscenarier nogensinde.
Leave a Reply