[DEC05] Uldkappen…
Jeg har en teori om, at alle Omgangskredse har en eller flere legendariske kapper; den slags kapper der erstatter soveposer, har reddet folk fra forfrysninger og holdt folk tørre gennem en weekend af regn.
Bag den femte låge gemmer der sig en tyk, grøn, solid (tung!) uldkappe som bestemt havde potentiale til at opnå lige præcis denne status men af uransaglige årsager, aldrig har gjort det.
Kappen har nogenlunde samme alder som gårsdagens kedelhjelm – den blev nemlig også taget i brug første gang til Eldoriels Bane. Den er lavet af min mor, som har uddannelse som vævelærer og kan mere eller mindre alt udi håndarbejde, og selvom hun aldrig har lavet vildt mange liverollespilsting (jeg var flyttet hjemmefra da jeg begyndte at spille liverollespil), så har hun et par ting på samvittigheden. Til alle dem der har puff-uniformer i Kejserlig stil fra Krigslive – Det Store Modermønster – den første puffuniform som – gennem utallige udlån af mønstre og færdige uniformer sikkert er forfader til langt størstedelen af puffuniformerne – er skabt af min mor (med stor frustration – at få de ærmer til at passe var noget udfordring). Så hun ved hvad hun laver.
Kappen er 3/4 cirkel eller sådan noget (og således har jeg ikke gulvplads til at folde den helt ud noget sted), mandshøj og uden hætte, men der blev lavet en strudhætte i en lysere grøn samtidig. Den er lavet i uld og er derfor næsten totalt vandafvisende – jeg har i al fald endnu til gode at få den gennemblødt.
På trods af det ellers lækre materiale (og den relativt høje materialepris – jeg var studerende dengang) har jeg aldrig fået lavet en ordentlig lukning til den – det har altid været en brun lædersnor som bare bliver bundet om halsen. Lidt sjusket, men det virker godt.
Jeg har kappen med til næsten samtlige overnatningsscenarier. Den er fantastisk på en kold aften, men for det meste bruger jeg den sammen med mit sovegrej som tæppe i kombination med min sovepose – så kommer jeg med garanti ikke til at fryse.
Den største ulempe er at den er relativt tung og fylder meget. Den tager således meget plads op når man pakker, og hvis jeg ikke har haft den med til et scenarie er det som regel fordi det var begrænset hvor meget jeg kunne tage med.
Anskaffelsesmetode: Stoffet er købt og derefter designet og syet af min mor.
Pris: Jeg gætter på 500-800 DKK, jeg kan ikke huske det.
Anvendt til: Eldoriels Bane og næsten samtlige overnatningsscenarier derefter.
You must log in to post a comment.