Super grejhjemmeside…
Jeg havde i sidste indlæg – i min beskrivelse af de gode liverollespilshjemmesider – fat i scenariehjemmesiden. Denne gang vil jeg kigge på min drømme grej-hjemmeside, og hvad jeg synes den skal indeholde.
Formålet med en god grej-hjemmeside er, at give de besøgende mulighed for at skaffe sig lækkert grej. Det betyder naturligvis vejledninger til at lave lækkert grej, men det betyder også, at man skal forholde sig til de købe-muligheder der er i tiden. For der er en masse grej, hvor man kan købe ting der er så gode og billige, at man kun skal lave det selv, hvis man har meget specielle krav eller ønsker. Det klassiske eksempel her er ringbrynjer – man skal have meget specielle ønsker før det giver mening at lave den selv nu om dage.
En featureliste til en sådan hjemmeside vil være;
- Guides til at lave konkrete stykker udstyr; hvordan laver man et sværd, hvordan laver man en læderrustning osv. Her kan både være “Sådan lavede jeg en læderrustning der så sådan her ud” men også “Det her er fremgangsmåde på at designe din egen uafhængigt af hvordan du ellers designer den”.
- Teknik og redskabsvejledning; hvordan arbejder man i læder, hvordan arbejder man med latex, hvordan arbejder man i stål, hvordan syr man, osv. Derudover; hvilke redskaber hører til de forskellige fag, og hvordan bruger man dem ordentligt og passer ordentligt på dem. Hvilke værktøjer er vigtigst at købe i god kvalitet, og hvilke kan man undvære. Hvordan kommer man igang med forskellige håndværk. Det kan tjene til at gøre det lettere for folk at komme igang.
- Anmeldelser af købt udstyr; hvor god er kvaliteten, hvad kan det bruges til, hvad kan det holde til, får man god service fra de forskellige butikker, osv.
- Prissammenligning; lister over pris på lignende udstyr på forskellige butikker. En simplificeret udgave af hvad man gør på diverse prissammenligningssider, så for forskellige produkt(kategorier) skal der være prissammenligning fra forskellige leverandører så man kan se, hvor det vil være fordelagtigt at købe forskellige ting. Kan også være med til at presse priserne hos enkelte forhandlere.
- Diskussion af det indhold der er lagt online, så det hele tiden kan blive raffineret og forbedret.
- Brugerindsendelse af indhold som så gennemgår screening for at sikre kvalitet og ensartethed i teksterne og sørge for, at det er let tilgængeligt for brugerne.
Kort fortalt vil en sådan side give de besøgende mulighed for på lettest og/eller billigst mulig vis, at skaffe det udstyr de har brug for ved at trække på den ekspertise der er i hele landet. Det vil være lettere at komme igang med at lave sit eget udstyr, og det vil være mindre “risikobetonet” og forsøge at købe udstyr fra forskellige webbutikker, fordi man kan bero på andres erfaringer med dem – og anmeldelser.
For år tilbage, var der rigtig mange grejhjemmesider – i al fald der tog guides delen af alvorligt. Nu om dage er der meget få – nok fordi man kan købe næsten alting, og det er for mange den lette løsning. Når man er lidt mere rutineret og har mod på at kaste sig ud i det, kender man som regel nogen der kan hjælpe en, og så er behovet for hjemmesider med guides ikke så stort.
Der er dog tre sider, der fortjener at blive nævnt som runner-ups;
- Liveforum.dk – som nu er lukket – havde rigtig mange guides, også mange der var gode. De havde også et katalog over webshops. Det var dog ikke sidens primære formål, og guides var meget “Nu havde jeg lyst til at lave en guide om det, så her er den” og derfor var det lidt spredt hvad der var guides til. Der var dog nogle af rigtig høj kvalitet.
- Rollespil.dk indeholder en del af de “bedre” guides fra liveforum.dk. Der er også i den senere tid kommet lidt nyt indhold.
- Gnom.dk var højborgen for guides i dansk liverollespil. I en overgang var der en side som indeholdt næsten alt det der er nævnt ovenfor (dog med kraftigt fokus på guides som var lidt spredte i kvaliteten – fra det middelmådige til det gode), men siden er mindre aktiv nu. En rigtig stor del guides ligger der stadig som flade pdf-filer der kan hentes ned, og de er stadig det største “arkiv” til rådighed i dansk liverollespil.
Selvom gnom.dk en overgang var rigtig tæt ved, er der ingen af dem der til fulde opfylder kravene. Det har i høj grad været “Nu har jeg lavet X, det kan jeg da liiige lave en guide til” og ingen af de andre elementer jeg nævner ovenfor, har været særlige stærke på disse hjemmesider. Jeg tror dog at en gennemført grejside som den jeg beskriver ovenover ville have stor appel og kunne have stor nytte. Modsat scenariesiden er udfordringen her ikke så meget teknisk (jeg tror jeg kunne bygge den tekniske side over en weekend eller to uden større besvær), men derimod i høj grad at samle tilstrækkeligt meget og tilstrækkeligt gode guides og artikler, og sikre at indholdet fremstod ensartet.
Næste – og sidste – indlæg bliver om scenariearkivet…
Pingback: Super scenariearkiv…