Super scenariehjemmeside…

Liverollespil har, i al den tid jeg har være engageret i det – været rimelig god til at anvende internettet. Kort fortalt tror jeg det skyldes, at et godt scenarie kræver en del folk der kommunikerer meget og billigt, og så er internettet jo et oplagt valg.

Det betyder også, at der har været en hob er hjemmesider – nogle ringe, men også en masse utroligt gode. Men med undtagelse af det nu hedengangne liveforum.dk (som nu så heller ikke er en undtagelse længere) så er der relativt få sider, som ikke enten er forsvundet igen (særligt arrangementssider lider ofte denne skæbne) eller som har undergået så store ændringer, at de er at betragte som nye sider.

Det er nu ikke fordi jeg vil rante over rollespil.dk’s overtagelse af liveforum.dk og hvorvidt det var succesfuldt. Nej, min pointe er egentlig, at på trods af at vi har en stor web-tilstedeværelse, har vi få “solide piller”. Jeg har tre drømmehjemmesider, som jeg gerne så blev lavet til liverollespil og som jeg mener vil have gyldighed på tværs af tid, men som lige nu ikke findes – eller dem der findes, ikke er helt perfekte. Jeg vil starte med at kigge på den perfekte scenarieside.

Den perfekte scenarieside er vel ikke en hjemmeside i sig selv, men et CMS man kan installere (måske med enkelte forbindelser til eksterne sider, f.eks. betalingsløsninger). Det skulle være genvejen til den gode scenariehjemmeside, med al den funktionalitet man kunne ønske sig.

Featurelisten er som følger;

  • Forum – ideelt set på højde med phpBB i værktøjer.
  • Tilmeldingsformular som var fuldstændig dynamisk (altså at arrangørerne i et web-interface kunne tilpasse den med valg af felter, logiske regler der bandt felterne sammen, osv) med online betaling med flere forskellige betalingsmetoder; plastickort,bankoverførsel, paypal, etc. Det skulle både være velegnet til tilmelding, rollebygning (altså som I “køb evner for XP”) og til at spille de samme roller til flere scenarier (kampagnebrug).
  • Hjemmeside værktøj hvor man let og elegant kunne lave sin hjemmeside, både indhold og design uden tekniske forkundskaber. Det skulle også indeholder værktøjer som kalender, nyheder, nyhedsbreve, osv.
  • Integration til sociale medier som Facebook og Google+; automatisk oprettelse af events, kommentarer fra facebook kommer ind som kommentarer på siden, forum er integreret med facebook, osv.
  • Total integration mellem elementer på siden; een bruger på tværs af hjemmeside, forum og tilmelding som kunne være lavet automatisk ud fra ens facebook profile eller googlekonto, fælles data så f.eks. efter tilmelding blev man flyttet i en gruppe i tilmeldingssystemet der så automatisk gav en adgang til at læse og skrive i bestemte fora, at den gruppe man spillede med i spillet ville man automatisk kunne læse roller og kontaktoplysninger på, man fik måske sågar rettigheder til at ændre i bestemte dele af hjemmesiden, så man f.eks. kunne tilpasse sin gruppebeskrivelse.

Kort fortalt; Arrangørerne skulle kunne installere siden, lave alt opsætning og konfigurering direkte i browseren uden teknisk forkundskab (i særlig grad) og udvikle en hjemmeside lige til deres scenarie og have total integration mellem forum, hjemmeside, tilmelding og sociale medier.

Der er en del kandidater som er på vej, men som ikke udfylder hele listen;

  • Rollebasen.dk – har et fuld-fleksibelt tilmeldingssystem men ingen integration til andet – og ingen onlinebetaling.
  • Tilmeldher.dk – meget som rollebasen (men her bliver der stadig udviklet).
  • Billetto.dk – ingen integration, begrænset fleksibiltet i at manipulere information af “de tilmeldte” – man kan ikke laver grupper, osv.
  • Fastavals tilmelding – jeg kan ikke huske præcist hvad den kan – tror den har dankort integration? Og en masse andre fine ting…
  • Karakterbasen.dk – Er nok den kandidat der er tættest på men ud fra hvad jeg har læst, er den langt fra så fleksibel som f.eks. tilmeldher.dk er i opbygning af tilmeldingsformular. Den har dog en del integration mellem forskellige elementer.
  • Formstack.com – Kan mere eller mindre alting på tilmeldingssiden og har en API, men der er mig bekendt på nuværende tidspunkt ikke lavet noget der bare minder om den integration der ønskes ovenfor og jeg ved ikke om API’en tillader det – og så koster den penge (månedligt gebyr).
  • Akastin.dk – deres kampagnetilmelding er også rimelig fancy og med noget integration, men jeg tror ikke den er så fleksibel.

Derudover en hob af forum og hjemmeside programmer (CMS’er) som ikke indeholder en tilmelding og derfor er ude af billedet.

Alle ovenstående sider er fine. Men ingen af dem er helt deroppe, hvor de kan “det hele”. Jeg håber med tiden, at en af dem kommer det – eller et nyt projekt dukker op, og overhaler de andre indenom.

Næste blogpost kommer til at handle om den perfekte grejside… stay tuned.

6 kommentarer til Super scenariehjemmeside…

Leave a Reply

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier