…i den mørke skov

Inspireret af et indlæg i Thais’ blog for nogle uger siden (hvor han påstår at liverollespillere ikke forstår nytten af regler), kom jeg til at tænke lidt over liverollespilleres forhold til regler, hvilket naturligt ledte mig til at gruble lidt over tre-vejs-modellen. For dem som ikke kender den har jeg vedhæftet den originale artikel fra Knudepunktsbogen 2003: Trevejsmodellen i pdf fra “As Larps Grows Up”. Læs den lige, hvis du ikke er bekendt med den, ellers giver resten ikke vanvittigt megen mening.

Grundliggende var jeg ikke enig med Thais, som jeg også skrev som kommentar til hans indlæg. Eller snarere – der er sket en del udvikling siden Thais sidst har haft kontakt med livemiljøet… og det fik mig til at tænke, og rode trevejsmodellen ind i det.

Trevejsmodellen har været genstand for meget kritik og mange tolkninger. Jeg synes de tre stilarter / tankegange er meget repræsentative og sålænge man husker på at der er tale om en model, altså en simplificering af virkeligheden, så synes jeg den er valid den dag i dag. Nuvel kunne den måske trænge til lidt afpudsning og klarificering, men når det er sagt så savner jeg stadig en grundig beskrivelse af hvorfor den ikke skulle være gyldig nu om dage som flere har postuleret. Men det er nu ikke det jeg vil ind på.

Det jeg egentlig gerne vil ind på er hvordan “moden” indenfor liverollespil-genrer har udviklet sig i Danmark i de forgangne år (i det omfang jeg kender til det). Der er tale om generalisering og der hersker en masse undtagelser, men i overordnede træk mener jeg det er sådan udviklingen har fundet sted.

I tidernes morgen var vi inspireret af (A)D&D som jo er enormt gamistisk. Man havde en masse regler og evner og det galt om at bruge dem, og sine egne evner fra virkelighedens verden, til at løse de opgaver der var i spillet, som enten var skabt af andre spillere eller arrangørerne. Underholdningen bestod i at bekæmpe de udfordringer der opstod og løse dem på bedst mulige måde – uanset om det var en lørdagsdæmon eller det var at vippe den eksisterende konge af tronen. Udpræget gamistisk.

På et eller andet tidspunkt begyndte dette at blive umoderne (dermed ikke sagt at der ikke stadig fandtes og findes folk der spiller sådan) og fokus gled over på at man skulle leve sig ind i sin rolle, og så skulle alting nok blive underholdende (hermed ikke ment sjovt – for det kunne godt være træls – men det ville give en oplevelse). I samme omgang fik reglerne sparket (så meget som praktisk muligt), fordi regler var abstraktioner som gjorde det svært at leve sig ind i sin rolle og situationen. Det var også her at 360° illusionen vandt indpas rundt omkring (ønsket om at alting skal ligne eller være det det er i spillet – altså sansemæssigt fuldstændig abstraktionsfrit). Det er antageligevis i denne immersionistisk prægede periode at Thais nok har været mest aktiv i liverollespil.

Gradvist gik det dog op for folk at 360° illusion var pissesvært, krævende og begrænsende og at hardcore indlevelse ikke nødvendigvis gav en god oplevelse – historien kunne blive ret kedelig og uinteressant. Det indvarslede et gradvist skift over imod fokus på at fortælle en god historie. Agerbørn I var et af de første scenarier der “officielt” bekendtgjorde at dette var deres hensigt og forsøgte at henvende sig til et bredere publikum, og mange flere fulgte efter (der var sikkert også nogle før, som f.eks. 700%-scenarierne, men de var ikke så udadvendte i deres promovering – jeg snakker om spillestilsmoden i Danmark, ikke i lukkede grupperinger). I tilgift fik reglerne gradvist lov til at komme ind igen – som f.eks. i Jeepform - og dette vandt også indpas i arrangementerne herhjemme. Reglerne anvendes nu ikke til at “løse opgaver” men som støtteredskab til at fortælle en god historie. Vi er altså nu i en periode hvor dramatisme (narrativisme) er hot, og regler igen er in. For som Thais ganske rigtigt skriver, så er alle regler ikke af det onde, og det har nogle liverollespillere altså indset.

Så hvis man kigger på trevejsmodellen så har de tre forskellige spiltyper haft hver deres “mode”-periode. Selvfølgelig er der aldrig tale om rendyrket det ene eller det andet og alle tre spillestile har naturligvis fandtes hele tiden i en eller anden grad. Men der har været en klar “modestil” på ethvert tidspunkt og det har gradvist skiftet fra en af de tre til en anden.

Hvis trenden skal holdes så sker der et nyt skift om en lille håndfuld år. Går vi i ring og tilbage til en form for gamisme? Eller stopper udviklingen her? Eller viser det sig at det er en fjerde fom der ikke passer ind i trevejsmodellen? Personligt tror jeg på vi går i ring eller at vi hælder mod en mere og mere kompliceret blanding af de tre stilarter, men det vil de kommende år jo vise…

3 svar til “Jeg synes tre-vejsmodellen stadig har relevans…”