Spillere til Doomstones

Mit andet indlæg om Doomstones HD drejer sig om spillere og rammer omkring kampagnen – to ting der hører tæt sammen.

En anden rytme

Da jeg gik i gymnasiet, spillede jeg i perioder bordrollespil 1-2 gange om ugen + noget i weekenden. I min universitetsstudietid havde jeg også 1-2 ugentligt kampagner stort set hele tiden – og jeg ville egentlig gerne mere.

I de senere år har jeg ikke spillet så meget bordrollespil og en af faktorerne i det er, at en ugentlig begivenhed er blevet en stor ting. Der er mange uger hvor der sker noget – arbejde eller andet – der gør at en fast, ugentlig aftale har været svær at overholder. Der kommer – groft sagt – alt for ofte undtagelser, og jeg har det indtryk at en del af mine venner har det på samme måde.

Da jeg var yngre, kunne en aften sagten være fra 18 til 23 – og nogle gange længere. Når jeg spiller noget på hverdage nu om dage er det oftere 18.30 eller 19.00 til 22.00 eller 22.30. Det giver noget kortere spilletid. Specielt når man lige trækker den indledende snak og hygge fra. Derfor har jeg overvejet, om rammen ikke i stedet skulle være en anden.

Min tanke er derfor, at Doomstones HD skal have en anden rytme. En spillegang skal derfor fylde en hel lørdag fra formiddag / middag og frem til sen aften – men til gengæld være med 3-6 ugers mellemrum. Dertil kommer muligheden for at mødes allerede fredag aften og snakke og hygge. Det tror jeg har nogle fordele:

For det første giver det noget længere spilletid. Man kan simpelthen nå noget mere når man mødes.

For det andet giver det mulighed for at udvide den mulige spillerbase. Når man spiller i en weekend og ikke en hverdagsaften kan folk lettere rejse lidt for det – endnu mere når der går nogle uger imellem man spiller. Tanken er at vi spiller hjemme hvor vi har rigtig gode rammer til det, og så folk der kommer langvejs fra kan

Det giver også mig en anden mulighed for at forberede mig. Et problem jeg nogle gange har stødt på med “spil en gang om ugen” er nemlig, at jeg ikke altid når at få forberedt mig tilstrækkeligt. Med 3-6 ugers mellemrum kan jeg lettere få forberedt mig. Særligt i starten kan der godt blive en del praktiske opgaver med at få lavet terræn, samlet figurer, osv. som medfører lidt ekstra arbejde.

Jeg tror måske også der opstår en anden seriøsitet omkring det at være til stede og aktiv i spillet.

Der er også nogle ulemper ved denne tilgang. For det første er 3-6 uger lang tid og man kan let komme til at glemme hvad der skete. Det kan til dels løses ved at man fører referat og ved at være fokuserede når man spiller, men det vil nok også kræve lidt mere åbenhed fra min side om hvad der sket og hjælpe spillerne med at huske det. Derudover er Doomstones heldigvis ikke den mest komplicerede kampagne plotmæssigt så jeg tror ikke det er så slemt (nogle af de andre jeg har kørt ville have det meget sværere med denne model).

Jeg anerkender også, at for nogle af en lørdag værre en en hverdagsaften. Jeg tror det til dels kan imødekommes ved at give et langt varsel på spillegang (at have planlagt 2-3 spillegange frem) men derudover må jeg bare acceptere, at det koster nogle potentielle spillere.

Slutteligt er 12 timer (eller hvad det bliver) også lang tid at spille. Jeg tænker dog det kan løses med pauser. Hvis der er to hovedmåltider undervejs (frokost og aftensmad) og derudover pause med 1-2 timers mellemrum så tror jeg det tager brodden af det.

Det her er en af de forsøg jeg glæder mig til ved kampagnen – så må vi se om det holder.

Hvem er spillerne?

Det har jeg også tænkt rigtig længe over.

Jeg har en pæn base af folk jeg har spillet med i Aalborg hvoraf stort set alle er mine venner nu om dage – eller rigtig gode kammerater. De fleste har jeg nydt at spille med, men jeg vil også gerne udvikle mig og forbedre mig, og når vi mødes de samme folk kan vi let havne i de samme vaner. Derfor vil jeg rigtig gerne spille med en blanding af nye og gamle folk.

Jeg har allerede snakket med et par af “de gamle” og en “ny” som jeg har en løs aftale med – dvs. at de har fået buddet men jeg ikke forventer at de svarer endeligt før vi er klar til at gå i gang og enige om præcist hvad kampagnen har af rammer. Da jeg gerne vil bredt ud har jeg således 1-2 yderligere pladser.

Til de pladser har jeg en enormt lang liste med navne (over 20). Jeg har to tungtvejende kriterier i dette valg. Det ene er, at jeg gerne vil have nogle jeg ikke har spillet så meget med før eller som jeg ikke har spillet med længe – så jeg får fornyet dynamikken omkring bordet. Det andet kriterie er, at jeg gerne vil have en der passer ind i gruppen – som er et supplement til de typer der allerede er. Det jeg forsøger at undgå er at vælge to spillere “bare” fordi de er mine venner. Jeg har mange som jeg gerne ville bruge lidt mere tid med og som jeg har lyst til at vælge fordi de er mine venner, men hvor jeg ikke tror en eller begge af de to ovenstående kriterier er opfyldt, og jeg skal forsøge at undgå at vælge dem.

Jeg tror jeg venter med at vælge to folk mere indtil jeg er ved at være klar til at gå igang.

En anden overvejelse jeg har gået med er om 6 spillere er for meget. Jeg synes nok dynamikken omkring bordet er bedre med 4 eller 5 men der er bare så mange spillere jeg gerne vil have med, og det tror jeg bliver drivende – og så må jeg acceptere at vi måske er lidt for mange.

Det var ordene for denne gang – jeg tror det næste jeg skriver om er lidt mere omkring rammerne og måske lidt omkring opførsel om bordet.

2 kommentarer til Spillere til Doomstones

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier