Julekalenderen reinkarneres…
Så er det ved at være den tid på året igen. Jul, du ved.
Sidste år havde jeg stor fornøjelse af at lave en julekalender med grej jeg havde bygget eller samlet gennem årene. Jeg havde planlagt at gøre det samme i år – jeg har interessant grej til i al fald en julekalender mere måske to – men tænkte at I år skulle være anderledes.
Som den samler jeg er, gemmer jeg som regel ting, der har været lagt arbejde i. Specielt hvis jeg tror, det kan have anvendelse senere hen og ikke fylder alt for meget. Relativt tidligt i min liverollespilskarriere gemte jeg de handouts – typisk i papirform – som jeg fik i hænde til de scenarier jeg spillede eller havde arrangeret. Det kunne jo være, de kunne bruges igen senere. En del af dem har også været brugt igen senere, typisk i form af bunker af papir på et eller andet bureaukratisk kontor.
Jeg tænkte, at dette års julekalender skulle tage udgangspunkt i disse handouts. Men vi laver lige en lille krølle mere. Vi laver nemlig en lille quiz ud af det.
Hver dag klokken 12 poster jeg et billede af et handout og muligvis en kort beskrivelse. Handoutet kommer fra et scenarie jeg har deltaget i og som fremgår af min scenarieliste, medmindre andet er specificeret.
Når indlægget et postet må folk gætte hvilket scenarie det er fra ved at skrive en kommentar. Hver person har et gæt – kun det første gæt en person afgiver tæller. Den der først gætter det korrekte scenarie eller kampagne, har vundet dagens konkurrence. Konkurrencen er bestemt ikke retfærdig efter nogen moderne, vestlig definition af retfærdighed og snyd og urent spil straffes hårdt – medmindre det er sjovt. Jeg er suveræn dommer i alle tvivlssituationer.
Den der vundet flest daglige konkurrencer når måneden er ovre bliver julekalender-scenarie-handout-quiz-gætte-mester – en titel hvis værdi er ligefrem proportional med mængden af bindestreger i ordet – og lidt til.
Derudover vil mit indlæg også indeholde en kort beskrivelse af gårsdagens handout der er lidt mere grundig end den, der blev givet i forbindelse med gætteriet – indeholdende relevante anektoder og lignende analogt til sidste års julekalender.
Først indlæg kommer den 1. december og denne indeholder kun et handout. Sidste indlæg kommer d. 25. og indeholder kun en beskrivelse af handoutet fra d. 24. december, og således er der intet point at hente den dag.
Leave a Reply