[DEC12]: Et kort over khypris…
Gårsdagens handout
Det her er helt klart en af de sværere – vi er faktisk ved Krigslive VI. Vi spillede et af de to regimenter af Bretonske Riddere – og vi havde gjort relativt meget ud af at forberede noget rollespil (sammenlignet med de øvrige Krigslives). Primært cirklede konflikterne omkring ejerskab over land, idet der var sket flere forskellige ting der skabte lidt uro. En af de ting var en konflikt om to tilbagevendte søskende som påstod at en af de andre riddere havde dræbt deres far og truet med at dræbe dem for at tage deres land (eller noget i den stil – detaljerne er jeg ikke helt sikker på længere).
En af de ting de medbragte var så nærværende testamente der skulle vise, at søsteren af de to, stod til ejerskab af landet, og ham der besad det nu, ikke kunne kaldes den retmæssige ejer.
Dagens handout
Denne her er let at snævre ind – men kræver nok lidt mere at sætte et specifikt scenarie på. Kortet er tegnet af Oliver Nøglebæk i forbindelse med byplanlægningen, og er såvidt jeg husker en korrekt afbildning af byens indretning.
[DEC11]: Testamente…
Gårsdagens handout
Datoerne – kombineret med scenarielisten – burde være tilstrækkeligt til at fastsætte at dette kommer fra Eldoriels Bane I. Det var starten på en TRoA-tradition om at spille byvagter der har spredt sig over en del scenarier – sidste gang må være Rænkespil & Troldtøj.
Som det ses på planen havde vi – læs jeg – en ide om at vi da skulle have vagter hele natten. På nuværende tidspunkt er det tydeligt for mig hvor tåbelig en tanke det er (der sker aldrig noget, folk bliver enormt trætte og uoplagte, osv.) men dengang virkede det som en god ide. Jeg er bare glad for at jeg ikke var blå Rhode.
Dagens handout
Dagens handout er et testamente. Det er ikke noget jeg har lavet, men det blev mig overdraget under scenariet. Tydeligvis befinder vi os stadig i Warhammeruniverset, men det snævrer jo ikke feltet så meget ind. Det er nok en af de lidt sværere for de, som ikke deltog i samme gruppe som jeg til det pågældende scenarie, men det skal jo ikke bare være et spørgsmål om at kigge på datoer – og det er muligt at udlede scenariet ved at kigge på ældre blogindlæg…
[DEC10]: Vagtplan…
Gårsdagens handout
Gårsdagens handout er en fortjenstmedalje som vi brugte til Krigslive IV. Meningen med den var både at den kunne bruges som medalje til de af vores egne soldater der gjorde det godt (I Niende Stirland) og bruges som hån overfor de averlandske soldater (der er en vis rivalisering og anstrengt forhold mellem de to stater i Kejserriget).
Dagens handout
Dagens handout er også i militærkategorien. Der burde tilstrækkeligt med hints til, at det vil være meningsløst at sige mere.
[DEC09]: En sand stirlænding som har tjent stirland…
Gårsdagens handout
Vi er – igen – tilbage ved Midnatskronen. Der er ikke så meget mere at sige end hvad jeg skrev i går, så jeg vil bringe listen over det han var efterlyst for:
I Solland len har Sorte Franz begået femogtyve overfald, slået falsk mønt i grevens navn, skændet neotars kirke i otte byer, smuglet femten tønder øl over grænsen til wissenland len, drukket sig beruset på offentligt område og har fornærmet greven.
I Wissenland len har Sorte Franz begået elleve væbnede overfald, dræbt fem karavanevagter i koldt blod, bestjålet baron von wissenlands kornlager, jaget vildt i kongens skov, udgivet sig for at være hertug af schwarzwald, har slået lejr i baronens private frugthave og spist af hans æbler samt har berøvet de lokale handelfolk for sekshundredeogtreogfyrre guldstykker.
I Reiksburg len har Sorte Franz bestukket dommeren i reiksburg, overfaldet tre pengetransporter med kongens skattepenge, bortført lensherrens niece og krævet løsepenge, modsat sig udførslen af idømt henrettelse for ovennævnte forbrydelser, berøvet kirkegården i reiksstadt for nitten friske lig, samt båret våben uden gyldig tilladelse.
I Altgerber len har Sorte Franz anvendt terninger med blylodder til snyderi i terningespil, forgiftet tre riddere under middag i marskallen af gerbstadts hjem, snydt sig til fattighjælp, berøvet tolv bevæbnede karavaner og har her været skyld i femten karavanevagters død.
I Ameisenbau len har Sorte Franz stjålet varer for treogtyve kobberstykker fra gennemrejsende handelsmænd.
I Sudetenland len har Sorte Franz blottet sig for komtessens øjne, overfaldet og nedbrændt en bondelandsby, ladet vandet i longens skov, udgivet sig for at være baronesse von hofschranze, stukket af fra idømt strafarbejde, hånet kongen i ord og handling, angrebet kongelige vagter på orlov, overfaldet otteogfirs karavaner og herigennem været årsag til tohundredeogotte døde karavanervagter, slået falsk mønt i kongens navn, smuglet to kapper over grænsen til reiksburg len samt nægtet at tjene kongen i kongens garde.
I Dorfstadt len har Sorte Franz angrebet og såret kongens foged, samlet sytten røverbander under sig og derigennem nedbrændt elleve landsbyer hvor samtlige kvinder blev dræbt og dyrene voldtaget, nedbrændt en kongelig bro, overfaldet to karavaner og har ved disse overfald dræbt tre karavanervagter med koldt blod, nægtet at betale gebyr for udlevering af våbenlicens og administrationsgebyr for bogføring af regning for manglende gebyr for udlevering af våbenlicens og har i sin uforskammelighed bestjålet kongens drost for hans pæneste par bukser.
I Klauengeld len har Sorte Franz nedbrændt kongens skov og kongens marker, udgivet sig for at være død, overfaldet uskyldige kvinder, begået tretten væbnede overfald, startet to kroslagsmål, såret en byvagt, har nedrevet efterlysningsplakater, og har hævet dusøren på eget hoved.
En detaljeret liste med alle forbrydelser mod kongen og kongens folk kan skaffes hos kongens foged til de, som vil være interesseret deri. Der vil blive tillagt sædvanlige gebyr for rekvirering af kongelige papirer fra en kongelig embedsmand, hvilket vil beløbe sig til fem guldstykker i administrationsgebyr plus otte guldstykker per side der skal udleveres.
Dagens handout
Vi er nu tydeligvis igen tilbage i Warhammer-settingen, som nok er åbenlyst. Jeg kan røbe, at den (og et par søskende) blev lavet med det formål at bruge dem som fornærmelser og at det formål blev opfyldt.
[DEC08]: Sorte Franz’ efterlysning…
Gårsdagens handout
At vi var i Krigslive rækken i går, var nok ret indlysende. Mere præcist var vi på Krigslive III – hvor jeg i sort/gule farver deltog i en gruppe bygget op omkring Einherjerne. Formularen indberetter, at fredag aften var averlændingene i felten og kæmpe med nogle minotaurere og nogle maraudører. De – vel egentlig vi, men jeg var ikke personligt med – fik tæv og fik dræbt et par maraudører og såret alle minotaurerne.
Efter at Aagaard og jeg havde arrangeret Niende Stirlands fællesture til hhv. Krigslive I og II gik faklen videre til en anden fra gruppen. Forskellige faktorer – afstanden og den ansvarliges evne til at samle sig om at organisere turen – gjorde at der ikke blev en Niende Stirland tur. Jeg selv var lige flyttet til Holland med arbejde, og havde egentlig bare skrinlagt min deltagelse til Krigslive III. Så hev Allan Davidsen fat i både Aagaard og gennem løfter om at hjælpe med kostumedele blev vi lokket til at komme og spille med.
Krigslive III var på mange måder anderledes end stort set alle andre Krigslives. Det var meget mere fantasy, det var relativt lille målt på deltagerantal, visionen var (efter min smag) en smule for uklar og området var markant anderledes end de øvrige området vi har anvendt. Men det gjorde flere vigtige ting. Det rykkede os ud af “Kejserriget mod Brettonia” som havde været rammerne omkring både Krigslive I og II, de legede med telt og mad-ordning og frem for alt gjorde de det meget mere interessant øst for storebælt.
Dagens handout
For dem der har spillet til Warhammer-scenarier TRoA har haft indblanden i, vil dagens handout nok ringe en klokke. Sorte Franz har været en legende til TRoAs Warhammer arrangementer næsten så langt tilbage jeg kan huske. Jeg tror Monstergruppen (Jens Alsted, Søren Jepsen, m.fl.) har skabt legenden, men den har efterfølgende fået sit eget liv.
Kort fortalt er Sorte Franz en legendarisk forbryder som bliver tilskrevet mere eller mindre alt mulige (og umulige) forbrydelser der ikke lige har andet ophav. Han bliver aldrig spillet af nogen; til gengæld hænder det ofte, at folk spiller roller der er i ledtog med ham, kender ham, har hørt om ham, har set ham eller andre meget vage tilknytninger – og på den måde bygges legenden videre.
Men spørgsmålet her er naturligvis – fra hvilket scenarie er omtalte efterlysning. Da der ikke er mange hints at gå efter vil jeg give et par stykker; jeg har udformet plakaten som en del af mit arbejde som militært-relateret papirnusser og vi er i den “tidlige” del af Sorte Franz’ karriere…





Kommentarer