2020 til 2021…
Så er 2020 forbi og 2021 står for døren. Det har været et år i coronaens tegn men det har faktisk påvirket mine (rolle)spilsambitioner meget lidt – primært fordi ambitionerne var ret lave. Det var gået op for mig i praksis hvad det betyder at have en lille datter, så det var nyttigt for mig at fokusere på det jeg virkelig gerne ville i stedet for at tro jeg skulle alle de ting, der var sjove.
Lad os grave os ned i evalueringen af 2020.
2020
Jeg havde for 2020 en (sammenlignet med tidligere år) forholdvis overskuelig liste med ambitioner som omfattede følgende:
- Figurspil
- Jeg har ingen ambitioner om, at lave noget på figurspilsfronten.
- Liverollespil
- Jeg har – for første gang i snart 20 år – ikke nogen planer om at lave noget liverollespilsrelateret.
- Bordrollespil
- I Doomstones HD kampagnen vil jeg gerne have spillet indtil udgangen af bog 4 eller måske få startet på bog 5.
- På gammelmandsholdet går jeg efter at vi afslutter Dragonheist og kommer i gang med Dungeon of the Mad Mage.
- Hvis der er rimelig styr på det praktiske arbejde omkring Doomstones HD så der ikke er så meget forberedelse, vil jeg starte en Birthright kampagne op i 5E. Ellers må det vente til efter Doomstones HD er afsluttet. Det piner mig lidt at sige det (for jeg er meget tændt på min Birthright kampagne) men det er nok ret usandsynligt det bliver i år.
- Brætspil
- At få skrevet kontrakt på udgivelse af mindst et brætspil.
- At deltage til Essen Spiel med mindst 10 spil der er pitchklare og 15 møder.
- Deltage i Fastaval 2020 og færdiggøre arrangørarbejdet ifbm. brætspilsdesignkonkurrencen.
- At være med til at lave brætspildesignkonkurrencen til Fastaval 2021.
- At deltage i en eller to brætspilsarrangementer jeg ikke har deltaget i før, gerne nogle der har fokus på design snarere end at spille.
- At finde en samarbejdspartner jeg kan designe et spil med og komme igang med den proces.
- At få spillet lidt flere af ny-klassikerne for at få en bedre forståelse af hvorfor de er gode spil.
Den korte opsummering af 2020 er nok, at jeg har gjort næsten alt jeg planlagde i slutningen af 2019.
På figurspilsfronten kan det siges kort. Min plan var ingenting og det var ret akkurat det jeg gjorde. Jeg har flere gange i året skelet til diverse figurkrigsspil og haft lyst til noget men jeg har simpelthen så mange andre ting at det her ikke kan blive prioriteret.
Indenfor liverollespil var ambitionerne også “ingenting”. Jeg har faktisk været meldt til et liverollespilsscenarie i megagamekategorien, men det blev desværre aflyst i sidste øjeblik da folk fik lidt kolde fødder omkring smittetallene på daværende tidspunkt og deltagerne derfor faldt fra.
Bordrollespilslisten var lang. Hvis vi starter med Doomstones HD så havde vi en spillegang i starten af året hvor vi kom ca. 60 % igennem bog 3 og så havde vi en spillegang planlagt i februar som vi aflyste fordi jeg var syg og så kom corona – og siden har vi ikke kunnet spille.
Jeg havde dog allerede inden corona sat kampagnen på pause. Vi skal spille bog 3 færdig når vi kan mødes igen efter corona, men derefter tror jeg vi tager en længere pause. Der er flere årsager, men en kombination af meget tidskrævende praktisk og spilmæssig forberedelse samt at det er ret krævende at have et lille barn gør, at det lagde beslag på en rigtig stor del af den tid jeg havde til fornøjelser – og det stod simpelthen ikke mål med outputtet. Altså, vi havde det sjovt, men det skal bare ikke være (nærmest) det eneste, jeg kan lave.
Nu må vi se hvornår vi kommer igang igen. Det kan være at det – grundet corona – er så langt ude i fremtiden at overskuddet i hjemmet er et andet. Men som det ser ud lige nu ligger afslutningen på den kampagne noget længere ude i fremtiden.
Gammelmandsholdet blev jo – som alt andet – ramt af corona. I starten holdt vi lidt pause men efter en måned eller to flyttede vi over på roll20. Det har egentlig været okay. Jeg synes værktøjet er lidt kluntet og fordi der indimellem er gået lidt længe mellem vi har fået spillet, så er jeg heller aldrig blevet rigtig god til det og bliver ved med at glemme de samme funktioner. Men vi har spillet 13 gange og er blevet færdig med Dragonheist og har klappet alt af til at starte på Dungeon of the Mad Mage – så må vi se om vi orker at dungeoncrawle helt op til level 20 eller om vi skærer lidt hist og her.
Jeg var ikke så imponeret af Dragonheist. Den har en fed præmis men der er godt nok mange steder hvor scenariet gør mange antagelser om rollernes interesse i dette og hint eller hvordan man skal regne noget ud (og ikke noget andet) og jeg synes ikke det har været så fedt. Spillet var rigtig godt om bordet i starten af året da vi mødtes fysisk, men det har lidt hårdere kår over nettet og med en historie der er lidt klodset og railroaded så blev det til en middelmådig oplevelse. Jeg tror at hvis jeg ville noget i stil med Dragonheist igen så tror jeg at jeg ville tage grundpræmissen og bygge et helt nyt scenarie op omkring det selv.
Jeg håber Dungeon of the Mad Mage er federe fordi den er mere “ærlig” – det er en dungeon med de underligheder og finurligheder der følger med det. Vi har første spillegang i starten af det nye år og jeg glæder mig. Gad vide hvor langt vi når ned inden vi kommer til at mødes fysisk igen?
Mine ambitioner om et andet bordrollespilshold blev som forventet ikke til noget. Til dels fordi tiden ikke har været til det, til dels grundet corona. Jeg vil gerne starte en ny kampagne op der er mindre krævende end doomstones (så spil-forberedelses ratioen er bedre) men det er nok også lidt langt ude i fremtiden.
Slutteligt kommer vi til brætspilslisten. Det er uden tvivl der hvor der er sket mest – om noget har 2020 stået i brætspillets tegn.
Først og fremmest skal nok nævnes det som jeg ikke skrev på ambitionslisten selvom jeg allerede på det tidspunkt arbejdede seriøst med ideen; nemlig at holde noget (delvis) orlov for at fokusere på at lave brætspil. Det har jeg gjort i 2020; fra primo juni og til ultimo november holdt jeg fri fra arbejde 3 dage om ugen for at designe brætspil.
Jeg skal undlade de lange overvejelser og tanker her (det kan være de kommer på et andet tidspunkt) men kort fortalt blev ideen undfanget i mit hoved i efteråret 2019 og modnede sig til at jeg i januar 2020 spurgte min chef om det var en mulighed. Lidt til min overraskelse var svaret ja og planen var så at gøre det fra maj og 6 måneder frem – hvilket passede med at perioden stort set sluttede efter Essen Spiel.
Men så kom corona. Jeg blev noget i tvivl – en del af min plan var også at komme ud i “brætspilsdanmark” og møde nogle folk – både andre designere og spillere og bygge noget netværk op – og det var ikke længere muligt. Essen Spiel blev aflyst (eller rettere – “flyttet” og erstattet af en digital version). Kort sagt; en del af det jeg ville blev ganske simpelt ikke muligt som jeg havde forestillet mig det.
Samtidig så er det også bare så let for mig, at udsætte de store og skræmmende ting og det her var begge dele. Men vejen fra ide til udgivet spil er typisk lang, så jeg vidste at udsætte det et – eller måske endda to – år til efter corona så ville der være endnu længere til jeg fik noget ud. Så jeg valgte alligevel at kaste mig ud i det og med en måneds forsinkelse startede jeg på orloven.
Det har været vildt at prøve. Siden endt studietid er det længste jeg ikke har været på arbejde de knapt 5 uger før og efter Liljas fødsel og der var nok at se til og selvom hun er fantastisk er det synd at sige, at den periode var vildt sjov. Nu skulle jeg lave noget jeg synes var sjovt men samtidig skulle jeg være målrettet og fokuseret. Jeg tænker yderligere detaljer omkring den oplevelse hører til i en anden sammenhæng for ikke at komme på vildspor men jeg kan meget kort sige, at jeg bestemt ikke har fortrudt det – også selvom det bestemt ikke har været gratis.
Så med det i mente lad os kaste os ned i listen med brætspilsambitioner for 2020 startende med den første; at få skrevet kontrakt på (mindst) et brætspil. Kort fortalt er det lykkedes – og over al forventning. Shaky Town er planlagt til udgivelse i 2022 hos Alderac Entertainment Group. Det er en af de store udgivere og det ser man også i deres ambitioner og grundighed. En stor del af 2021 kommer til at gå med at arbejde videre med spillet med dem både på det spiltekniske men naturligvis også på det grafiske, formidlingsmæssige, etc. Jeg glæder mig vildt meget til den proces.
At deltage til Essen Spiel blev ikke til noget. Den digitale substitut var ligegyldig. Til gengæld har mange forlag sat deres egne online-pitch sessioner op og jeg har pitchet for en lang liste af forlag; AEG, Helvetiq, Alley Cat Games, Ravensburger, V-games, MEBO, Libellud, Blue Orange games, Pegasus Spiele samt de 50 forlag – store som små – som deltog i pitchrunden på The Pitch Project. Oven i det kommer pitchvideoer som er sendt til endnu flere forlag.
Jeg har endnu ikke 10 pitch-klare spil. Jeg har omkring 20 spil i forskellige stadie af færdigt men da Shaky Town fik rigtig meget opmærksomhed endte jeg med at bruge rigtig meget tid på at pitche det snarere end at få designet andre spil færdige. Jeg blev også lidt forhindret af, at det i perioder har været rigtig svært at få testet spil, fordi kan ikke måtte mødes. Så jeg har mange spil hvor jeg er så langt som jeg kommer uden at få testet med nogle kritiske øjne. Selvom Tabletop Simulator som sådan er fin til test er jeg ikke så begejstret for den til de lidt mere rå ideer så jeg har flere “halve” spil der først kommer videre, når jeg har haft lejlighed til at mødes med andre og teste dem. I sidste ende gør det ikke så meget, at jeg ikke har 10 test-klare spil; det var hele tiden tænkt som et delmål ifht. at nå en kontrakt, så da det stod klart, at der ville komme en kontrakt på Shaky Town så var det ikke på samme måde vigtigt at få afsluttet yderligere en håndfuld spil.
Fastaval 2020 blev aflyst af corona og dermed blev min deltagelse også forhindret. Vi fik lavet vores arbejde omkring det og er nu undervejs med Fastaval 2021 som – også af corona årsager – nu er blevet transformeret til en rent online Fastaval. Mere om det i ambitionerne for 2021.
At deltage i brætspilsarrangementer jeg ikke har deltaget i før var jeg nogenlunde undervejs med, da corona ramte hvorefter alting blev lukket ned. Men jeg nåede at komme til Århus Brætspilsfestival lige inden corona lukkede landet og jeg har deltaget i et par online events at forskellige art, så jeg tænker det er opfyldt så godt som 2020 tillader.
I forhold til at finde en samarbejdspartner er jeg virkelig lykkedes. Jeg har haft fat i ikke færre end seks forskellige personer hvoraf jeg har projekter i gang med fire af dem i forskellige grader af aktive – alle dog også til dels ramt af, at corona har gjort det lidt svært at komme videre den sidste måned. En af dem har jeg endda brugt rigtig meget tid med i 2020 – nemlig Mads Fløe som jeg også har lavet Shaky Town sammen med.
Jeg kommer helt sikkert til at lave flere spil med Mads (vi har to som vi aktivt arbejder på) og jeg håber de andre jeg har projekter med kommer lidt videre i det nye år – de er alle på lidt forskellige stadier men jeg ser ikke nogen grund til, at de ikke alle skulle bevæge sig videre.
I forhold til nyklassikerne har året jo været lidt udfordret, men det er faktisk lykkedes mig at få spillet nogle stykker. Jeg har spillet ca. 2 håndfulde spil hvis primære bevæggrund for at spille dem har været at lære af dem at kende. I forhold til 2019 har jeg generelt været bedre til at få spillet spil og prøve nogle nye spil af.
Alt i alt synes jeg 2020 var et godt nørdår. Det har været det år der har været allermest præget af brætspil og jeg ville ikke være forundret over, at hvis der mellem den tid jeg har brugt på spildesign og den tid jeg har brugt på underholdning er lagt 800 timer på brætspil alene.
2021
Men hvad venter så i 2021? Ja, det er jo et svært år at spå om fordi selvom vaccinerne så småt bliver givet rundt omkring i Europa, så er det svært at gætte på hvornår vi kan mødes nogenlunde “frit” igen. Mit gæt er, at vi skal hen til sommerferien inden vi for alvor kan forvente at afholde større arrangementer igen men vi skal nok hen på efteråret eller sidst på året inden vi er tilbage til noget der minder om før-corona for alvor.
Tillige har vi solgt vores hus og købt et andet (stadig i Aalborg – mere præcist Svenstrup) hvor selve flytningen foregår hen over februar. Men at komme på plads i et nyt hus kommer helt sikkert til at tage noget tid, så en stor del af Q1 og nok også en vis bid af Q2 går min fritid med at komme på plads i det nye hus.
Selvom jeg kan mærke at Lilja er blevet ældre, så sætter hun – naturligvis – stadig en del rammer for hvad jeg kan. Hun sover bedre så jeg kan oftere få noget ud af min aften efter hun er gået i seng, så på den måde er situationen en helt anden end den var eksempelvis i januar og februar i år. Weekender forsøger jeg dog så vidt muligt at holde hjemme da det enten kræver hjælp til pasning eller lægger alt arbejdet over på Majken – og det er jo også en af de lejligheder der er for at hygge med hende mere end bare et par timer mellem dagpleje og sengetid. Så der er en hel del ting som jeg ville have gjort før vi fik hende som jeg vælger fra nu. Sådan er det at have et lille barn. Jeg glæder mig til, at nogen af de ting jeg synes er sjove (forhåbentligt) også bliver sjove for hende.
Så med alle disse parametre er der ingen tvivl om, at også 2021 er et år hvor jeg skal fokusere på de spil-ting jeg synes er sjovest eller vigtigst og helt fra start sortere dem fra, som der alligevel ikke er mulighed for.
Først på listen vil jeg nævne noget der falder udenfor kategori – nemlig at indrette mit nye hobbyrum / kontor. Med flytningen følger et nyt hobbyrum / kontor som jeg skal indrette. Det er ca. 50 % større end det jeg har nu, men der er lidt arbejde (vælt en væg og flyt en dør eller to) inden det er helt klart. Men det stopper ikke der. Jeg kommer til at gentænke hvordan jeg bruger mit hobbyrum / kontor så det fungerer til de mange formål jeg har og jeg ikke løber tør for plads lige med det første. Dette indbefatter på sigt også et nyt spillebord med skærm i bordpladen. Min ambition for 2021 er at rummet er færdigindrettet og alting er sat på plads herunder at jeg har fået lavet mit nye spillebord. Hvis jeg er heldig og flittig er det allerede på plads i marts, mere sandsynligt skal vi nok hen efter sommerferien inden vi er hele vejen rundt.
Hvad angår figurspil er ambitionerne simple. Selvom jeg hygger mig med at samle og male figurer, så er det en af de ting der bliver sorteret fra. Jeg tror ikke det her kommer op på listen igen førend Warhammer kommer i en genudgivelse. Jeg kan godt finde på at lave lidt til brug for bordrollespil (eksempelvis har jeg et par 4ground bygninger jeg skal have samlet) men det er alene som afstresning.
Liverollespil er lidt i samme dur. Jeg har stadig ideer til scenarier jeg har lyst til at lave og der er også flere spændende scenarier jeg har lyst til at deltage i, men alene det at et spil typisk mindst tager en hel weekenddag og ofte tager en hel weekend eller mere – plus forberedelse – placerer det langt nede på min liste. Jeg vil gerne til et enkelt mega-game hvis det bliver til noget i 2021 men ellers så bliver liverollespil ikke en del af menuen.
På bordrollespilsfronten har jeg også mange ting jeg har lyst til, men igen må jeg sortere med hård hånd. Gammelmandsholdet er den primære aktivitet og jeg håber vi kan spille 12-18 spillegange med Dungeon of the Mad Mage som nok bringer os en 4-6 levels ned gennem dungeonen og med det tempo har vi 2-3 år mere inden vi er færdige. Jeg tror nok vi ender med at skære lidt i længden for jeg ved ikke om vi synes dungeon crawl bliver ved med at være sjovt så længe.
Jeg har også meget lyst til at starte noget nyt op. Jeg har ideer jeg har lyst til:
- Birthright i 5E med mit eget twist.
- En marco polo / handel / arkæologisk 5E kampagne baseret på Ultraviolet grasslands and the black city – men i en mere klassiske fantasy-setting.
- Forbidden Lands – udforskning af et ukendt område.
- Pendragon – leg med at spille slægter på tværs af generationer synes jeg kunne være spændende
- Ars Magicka – at spille en ensemble og igen med spillet fordelt over mange år samt leg med et meget frit magisystem som jeg også har haft det sjovt med i Mage: the Sorcerers Crusade for næsten 20 år siden.
- Old school “sjov med tabeller” Dungeon Crawl Classics minikampagne.
- Eller måske en plot-løs vi-tager-et-scenarie-af-gangen WFRP 2nd edition eller 5E kampagne hvor vi bruger det terræn jeg allerede har til at lave nogle visuelt fede oplevelser og fokuserer os omkring at spille karaktererne snarere end en historie.
Som du måske kan se, så skorter det ikke på ideer og interesser. Men det gør det helt sikkert med tiden. I bedste fald får jeg måske lidt en kort 4-5 spillegangs mini-kampagne men ærlig talt så tror jeg heller ikke på det. Selvom jeg har lyst så tror jeg nok det her er en af de interesser, der ikke bliver tid til.
I forhold til Doomstones HD vil jeg gerne afslutte bog 3 – men kun hvis det kan gøres uden stress. Jeg er nok skeptisk overfor om spillelokalet er klart og jeg har tid og overskud til at forberede mig således vi kan nå at spille før i 2022, uanset om corona tillader os at mødes.
Lad os med dette bevæge os over til brætspillenes verden – som helt sikkert er det der har fyldt i 2020 og også kommer til det i 2021. Lad os starte med spildesigntankerne.
Shaky Town kommer til at gå gennem yderligere design igennem 2021 i samarbejde med designholdet hos AEG. Det er noget af det jeg vil have tid til at være med i så jeg vil ikke engang sætte mig en særskilt ambition omkring det.
Hvad der derimod ikke er så klart er hvor meget andet jeg vil designe. Tiden er helt klart en anden end den har været i 2020, men omvendt er det her også en mulighed for at “smede mens jernet er varmt”. At få et spil udgivet gennem AEG er helt klart en løftestang der gør det lettere at komme igennem til andre udgivere, og jeg vil derfor gerne disponere noget tid til at arbejde med mine andre spilideer – og eventuelt nye ideer – og få dem modnet til et niveau hvor de kan pitches. Jeg vil ikke sætte mål om et specifikt antal spil, men jeg vil sætte mig som mål at bruge 200 timer i 2021 på at arbejde med spildesign. Det svarer i store træk til en aften om ugen men i praksis bliver det nok delt noget mere ujævnt ud.
Som min sidste designrelaterede ambition har jeg, at jeg gerne vil til Essen Spiel og have mindst 15 pitchmøder. Det er naturligvis behæftet med en vis usikkerhed, men jeg tror på at Essen Spiel 2021 bliver afholdt (det ligger i oktober, så vi bør være ret langt med vaccineudrulningen på det tidspunkt) og jeg tænker ikke 15 pitchmøder er urealistisk – heller ikke selvom vi nok skal hen i Q2 inden jeg for alvor kan begynde at gøre flere spil færdig, end dem jeg har nu.
I forhold til Fastaval 2021 har jeg naturligvis en ambition om at være med til at køre det i mål. Det er lidt træls for anden gang i træk ikke at realisere det man ønskede sig, men det ændrer ikke ved vi skal gøre vores bedste, for at lave så god en oplevelse som muligt under de rammer vi har til rådighed. Jeg har selv fået optaget et spil i år men det kan bedst beskrives som et “Helcon-brætspil” og er på ingen måde egnet eller sjovt til den form Fastaval nu har taget, så jeg kommer til at aflyse det. Det er lidt ærgerligt, men omvendt var det også virkeligt naivt at tænke det op selvom tiden jo var en anden i August.
I forhold til at være med til at lave Fastaval 2022 er jeg lidt i tvivl. Jeg elsker processen omkring at læse pitches, lave program, hjælpe designere, osv. og jeg synes jeg har nogle dejlig medarrangører, men jeg har nu ikke være til et helt og normalt Fastaval siden 2018 (i 2019 var jeg der kun én dag fordi vi lige havde fået Lilja) og jeg kan godt mærke at lige nu gejsten lidt langt væk i forhold til 2022. Omvendt er processen enormt givende også selvom den i en periode er rigtig tidskrævende. Så det er nok en af de ting jeg ikke helt har besluttet mig for om jeg vil være med til igen – det skal jeg nok vurdere når vi kommer derhen af. Men jeg vil som minimum deltage som spiller.
Slutteligt så vil jeg gerne spille noget brætspil (altså udover spil der er ved at blive designet). Før vi fik Lilja spillede jeg 150-200 spil på et år. I 2019 – hvor vi fik Lilja – spillede jeg under 75. I år har jeg spillet lidt over 100 men mange af dem er 1- og 2-personers spil. Så i 2021 vil jeg gerne spille over 150 spil. Det er nok lidt for frisk at sige at flertallet skal være 3+ spillere for det afhænger meget af hvordan corona går, men jeg håber da at flere af dem bliver med nogen udover Majken og jeg selv.
Det tror jeg var ambitioner for 2021. Lad os opsummere dem herunder
- At få færdigindrette spillerummet i det nye hus inklusiv nyt spillebord.
- Figurspil: Ingen ambtioner.
- Liverollespil: Måske deltage i et enkelt megagame i TRoA hvis de bliver til noget men ellers ingen planer.
- Bordrollespil
- At få spillet 12-18 spillegang på gammelmandsholdet med Dungeon of the Mad Mage.
- At – hvis tiden tillader det og lejligheden viser sig – at få startet en lille bordrollespilskampagne op eller få spillet en mini-kampagne. Men det står vist mest på listen for at jeg kan forholde mig til det når året er omme mere end fordi jeg tror der bliver tid til det.
- Det er ikke planen at gøre mere med Doomstones i 2021. Men jeg forventer at samle op i 2022.
- Brætspil
- At bruge mindst 200 timer på spildesign og relaterede aktiviteter med henblik på både at designe på Shaky Town og få færdiggjort flere spil til næste års Essen Spiel.
- At komme til Essen Spiel med mindst 15 pitchmøder.
- At få afviklet Fastaval 2021.
- At engagere mig i Fastaval 2022 designkonkurrencer som arrangør hvis jeg har lysten til det efter Fastaval 2021.
- At spille brætspil 150+ gange som ikke er spil der er ved at blive designet – og gerne flere 3+ spillere end i 2020.
Det var vist ambitioner for 2021. Brætspillene dominerer som en fortsættelse på den rejse jeg har været på i 2020 men der er også stadig plads til en god flok bordrollespil.
2 kommentarer til 2020 til 2021…
You must log in to post a comment.