Doomstones – rammer omkring spillet
I dette tredje indlæg om Doomstones HD vil jeg snakke lidt om rammerne for spillet – både de praktisk og de spilmæssige.
Praktiske rammer
Som jeg skrev sidste gang er tanken at spille en hel lørdag med 3-6 ugers mellemrum.
Spillestedet bliver herhjemme (billeder af en – på nuværende tidspunkt – lettere rodet nørdhule herunder) så det er let at forberede de praktiske rammer. Nørdrummet har et stort spillebord, mulighed for at variere belysning, mørklægningsgardiner, whiteboard og lyd i form af et trådløst lydsystem. Køkkenfaciliteter er tæt på og det er let at have et par overnattende gæster.
Jeg forestiller mig at en spilleweekend starter fredag aften for dem der lyst hvor vi mødes omkring aftensmad eller senere, snakker lidt om løst og fast (så det er gjort – nogle af spillerne ser måske ikke hinanden så tit), snakker lidt om spillet og måske spiller et brætspil eller ser en film. Formålet er at få snakket lidt af, at få givet dem der kommer langvejs mulighed for at komme dagen før, så de er velforberedte og i det hele taget komme i stemning.
Lørdag tænker jeg at starte efter en sen morgenmad – måske klokken 10. Så spiller vi et par timer indtil frokost hvor vi spiser. Hernæst spiller vi en 5-6 timer (afbrudt af en pause eller to) inden vi holder pause for at lave og spise noget god aftensmad. Så spiller vi yderligere nogle timer indtil en 22-23-tiden eller deromkring. Herefter tager folk hjem – eller kan overnatte til næste dag, hvis de skal lidt langt. Man vil stadig have mulighed for at lave noget andet søndag.
Regler om bordet
En anden ting jeg har tænkt en del over er reglerne omkring bordet – altså regler om hvordan vi agerer som spillere.
Noget af det jeg gerne vil er et øget fokus på at spille rollespil og få nogle meget fokuserede oplevelser omkring dette. Det betyder lidt bedre “borddisciplin” end der har været i de fleste spil jeg har spillet i nyere tid og det tænker jeg at effektuere ved at sætte nogle rammer op der gerne skulle gøre det lettere at fokusere.
For det første drejer det sig om, at vi som spillere alle er enige om, at vi fokuserer på at spille, når vi spiller – og ikke laver alt muligt andet. Jeg tænker dog, at et par retningslinier om hvad det betyder i praksis er god forventningsafstemning:
- Vi er “til stede” når vi spiller hvilket betyder;
- Medmindre man venter på sin gravide kone skal føde, så er mobiltelefoner på lydløs og pakket væk når vi spiller.
- Ingen bærbare computere. Vi skal ikke sidde og gemme os bag hver vores skærm – den kan også alt for lidt blive en fristelse hvis man ikke lige er i fokus i historien.
- Man må fint slå op i regelbøger hvis man har brug for noget konkret viden, men man sidder og ikke læser mens man “ikke lige er med” – man følger med i historien.
- Intet hemmelighedskræmmeri med “nogen udenfor døren” – alle er med i hele historien, så man ikke kommer til at “sidde på bænken” og dermed begynder at kede sig.
- Vi holder regulære pauser. Ingen kan fokusere i 6 timer om at spille uafbrudt. Regulære pauser hjælper med at fokusere når vi spiller.
- Vi fokuserer på historien og handlingen, når vi spiller hvilket betyder:
- Vi snakker ikke om alt muligt udenfor spillet. Det kan gøres i pauserne.
- Jokes og puns bruges sparsomt – det er ikke meningen det skal være slapstick.
Min største udfordring med disse retningslinier er nok de manglende computere. Jeg ved at mange gerne vil lave noter på computer og det er jo lidt svært hvis man ikke må have den med. Jeg ved ikke helt hvordan det skal håndteres smart – noter i hånden er bare ikke en force for de fleste nu om dage.
Det er ikke nogen hemmelighed at nogle af disse retningslinier kommer af erfaringer fra andre spil. Det warhammer vi spiller nu gør sig skyldig i de fleste af disse ting. Her betyder det ikke så meget fordi en central del af rammen er at det er meget afslappet og hyggen er vigtigere end at vi får spillet. Men jeg vil gerne noget andet med Doomstones HD og jeg tror særligt det med fokus og at være til stede er rigtig svært for os nu om dage, så det kræver nok en fokuseret indsats at opnå.
Næste indlæg
Det var tankerne for denne gang. Næste gang tror jeg at jeg vil skrive lidt om kamp eller noget om hvad jeg mener kan være med til at bidrage til den mere fysiske side af HD.
3 kommentarer til Doomstones – rammer omkring spillet
You must log in to post a comment.