Talk larp…

Hvis jeg havde taget bøgerne “i rækkefølge” burde jeg nok have kastet mig over “Do Larp” som den næste, men “Talk Larp” virkede simpelthen som en nødvendighed for jeg trængte til noget lettere læsning. Derfor sad jeg mid “Talk Larp” imellem hænderne (Okay, på ipadden) i stedet for “Do Larp”.

Indledningen giver en god ide om hvad bogen handler om – det er en bog med meninger. Jeg vil – tillige med “Think Larp” – behandle hver af de 16 artikler hver for sig hvor jeg kort vil skrive hvad de handler om – hvad hovedpointen er – og vil forsøge, i det omfang det er muligt, at tage stilling til hovedbudskabet i hver af dem. Til sidst vil jeg komme med nogle generelle kommentarer til bogen.

Stop Crying

Anders Berner

Anders’ hovedpointe er, at mainstream liverollespil får mere opmærksomhed fordi der er flere der spiller det, og hvis dem der laver avant garde ting vil have mere opmærksomhed – og forme billedet af liverollespil til at være andet og mere end børn der tæver hinanden i skoven – så må de være mere udadfarende omkring hvad de laver.

Overordnet er jeg enig med Anders. Men jeg kan ikke lade være med at have “From Subculture to Mainstream” fra Think Larp i baghovedet, hvor en af hovedpointerne er, at det er svært at styre sit eget image. Og selvom alle de fede projekter blev blæst ud til hele verdenen ville de stadig være enormt i undertal. Og at udbrede budskabet kræver ressourcer… Og det er vel vigtigere at lave en fed oplevelse for spillerne.

Så selvom jeg giver ham ret i at dem der laver avant garde rollespil helt sikkert kunne være med til at præge billedet mere hvis de var mere udadvendte så tror jeg de er oppe imod høje odds, og jeg må nok overordnet erklære mig uenig – jeg tror ikke det er så let at gøre, som det bliver stillet op.

You’re not that brilliant

J. Toumas Harviainen

Toumas argumenterer for, at vi alt for ofte tror at vi selv har opfundet den dybe tallerken når vi laver noget og er for dårlige til at undersøge om andre har lavet noget lignende.

Han har ret. Det er uhyre sjældent vi opfinder den dybe tallerken, og vi skal holde op med at bilde os selv det ind. Ligesom der er forskel på udvikling og forskning, er der forskel på graden af opfindsomhed.
Men det er også svært altid at vide, om der er nogen der har gjort noget lignende før og det gør det svært. Jeg har flere gange troet jeg har været med til at opfinde den dybe tallerken for blot at finde ud af, at jeg blot lavede noget nogle andre allerede havde lavet.

Jeg mener han har ret. Det er uhyre sjældent vi opfinder den dybe tallerken, og vi skal holde op med at bilde os selv det ind. Ligesom der er forskel på udvikling og forskning, er der forskel på graden af opfindsomhed, også i liverollespil, og det er der ikke noget skidt i. Det er okay at lave noget nogle andre har lavet før, det bliver det ikke vildt ringere af – men det er som om vi er tilbage ved det med de hellige ideer der har så meget værdi.

Han argumenterer også for at man skal være bedre til at henvise til dem der tidligere har lavet noget lignende. Der vil jeg dog sige, at som “ny” kan det svært altid at vide, om der er nogen der har gjort noget lignende før – ikke alle har let adgang til en masse information om tidligere scenarier og hvor meget tid vil man bruge på måske at blive bekræftet i, at man ikke har fundet på noget originalt? Jeg har flere gange troet jeg har været med til at opfinde den dybe tallerken for blot at finde ud af, at jeg blot lavede noget nogle andre allerede havde lavet.

Men når det er sagt – så er jeg enig i, at vi bør være mere ydmyge omkring hvorvidt vi er originale i det vi laver eller ej, og bedre til at give credit til dem, der rent faktisk er.

Stop being idiots

Simo Järvelä og Niina Niskanen

De to finner med de herlige navne – åh jeg elsker finske navne – argumenterer for at man skal være en engageret spiller og spilleder, og ikke bare læne sig tilbage. Det er en modreaktion mod folk der laver utilstrækkelig og for sen forberedelse, tilmelder sig for sent og ikke engagerer sig helhjertet i det de laver, og hvor meget det underminerer oplevelsen for de øvrige deltagere.

For det første synes jeg det bør understreges, at det langt fra er et finsk fænomen. Det er noget af det der kan frustrere mig allermest ved at arrangere eller deltage i liverollespil, og det er så afgjort også til stede i Danmark.

Jeg synes de har mange gode pointer, der er skarpt formuleret. Spillere forventer at få en velgennemført og imponerende oplevelse ved at skimme spillermaterialet, skaffe tilstrækkelige kostumedele og dukke op på et tidspunkt mere eller mindre inden spilstart – det hænger jo ikke sammen. Jeg synes også deres tilgang til spilleder versus spiller problematikken (som kortest kan formuleres “hvem er til for hvem” eller  “er spillerne der for at udleve spilledernes vision eller er spillederne der for at skabe en god oplevelse for spillerne”) er rigtig fin; det er en symbiose og et eksempel på samarbejde mellem en masse mennesker der er ligeværdige i processen.Jo, spilledere har mulighed for at sætte nogle rammer som spillerne skal holde sig indenfor, men det betyder ikke at de har ret til at bestemme alting eller at de indenfor disse rammer ellers bare skal tjene spillerne.

Jeg kan meget kort kun sige, at jeg er enig i alt de skriver.

You are not my friend

Stefan Jordan

Stefan brokker sig over, at folk internt i miljøet kan finde på at stille spørgsmål som “er det ikke farligt” til avant garde rollespillerne når han synes, at de burde vide bedre, fordi de selv spiller.

Jeg har svært ved at forstå hvilke(n) situation disse spørgsmål er opstået i og hvor stor forskellen er på vedkommende der spurgte og forfatteren, og det gør det lidt svært at tage stilling til om jeg er enig. Måske var den dialog der afledte nærværende artikel affødt af en tåbeligt snæversynet med-liverollespiller, som tydeligvis havde en masse fordomme omkring de “farlige” avant garde rollespil, og det er naturligvis ikke godt nok. Men som udgangspunkt er jeg meget åben overfor spørgsmål af den karakter så længe folk stiller dem med et åbent sind – og det gælder både folk udenfor og indenfor liverollespilsmiljøet.

Så med det forbehold at jeg ikke helt har haft de samme oplevelse af som Stefan og derfor ikke helt ved hvor frekvent eller hvor fordomsfulde spørgsmålene har været, så må jeg som udgangspunkt erklære mig uenig.

Stop fucking around

Vilhelmine Ozolina

Vilhelmine spiller i Letland, og derfra er hendes erfaringer også. Hun brokker sig over at liverollespillere er bange for folk udefra, fordi vi (de) ikke kan forklare hvad de laver og – sandsynligvis – bliver mødt af fordomme. Resultatet er så, at vi (de) ikke tør interagere med resten af samfundet og/eller “være dem selv” når de ikke er i liverollespilskredse.

I Letland er dette måske rigtigt, men jeg synes ikke det gør sig gældende i Danmark. Jeg er ikke bange for at fortælle hvad min hobby er, og svarer gerne på spørgsmål. Og langt de fleste af dem jeg omgås og spiller med, har det på samme måde. Jeg er ikke i tvivl om at juniorrollespillet har en stor del af æren for, at det er lettere at forklare – også selvom man nogle gange bliver stemplet som barnlig, fordi man dyrker en hobby, der kun er for børn.

Så hvis jeg skal forholde mig til indholdet her må jeg sige at jeg på egne vegne – og danske – må erklære mig uenig, selvom jeg er sikker på at det sikkert er korrekt efter lettiske forhold.

Take responsibility

Juhana Petterson

Jeg synes det var lidt svært at komme ind til præcis hvad det var Juhana gerne ville. Men jeg tror at det han argumenterer for at man skal lave mere kunstneriske og provokerende scenarier og ikke være så politiske korrekte i holdninger og budskab, fordi liverollespil giver en unikke muligheder for at bryde med moralske og samfundsmæssige normer, fordi det er “sikkert”.

Jeg kan godt forstå tankerne bag argumentationen – den er der såmænd intet galt i. Men jeg forstår ikke hvorfor man skal lave provokationer bare fordi muligheden var der – det er lidt ligesom at sige at man skulle trykke Mohammedtegninger fordi nogen blev provokeret af dem (hvilket jeg ikke mener man skal – man skulle trykke dem fordi de havde et budskab i sig selv, at nogen så blev provokeret var en bieffekt som så gik lidt over gevind…). Måske argumenterer han i virkeligheden for at når man vil lave noget kunstnerisk har man også et ansvar for at provokere – men igen er jeg ikke sikker på jeg er enig.

Under alle omstændigheder må jeg erklære mig uenig og jeg tror egentlig det bunder i at jeg ikke forstår provokationer for provokationernes skyld – eller at jeg har misforstået hans pointe.

The Necessary Zombie

Juhana Petterson

Passende nok har den gode Juhanna endnu en artikel i bogen, denne gang at man bør gøre kunstneriske liverollespil mere tilgængelige, fordi de skræmmer folk unødigt væk på det faktum, at de er kunstneriske. Han kommer derudover rent faktisk med nogle eksempler på hvordan det kan lade sig gøre.

En pointe om at gøre ting mere tilgængelige og sågar med værktøjer? Jeg kan vist ikke være andet end enig i det han skriver her – lidt ironisk når jeg ser på at jeg overhovedet ikke var enige i hans forrige artikel. Måske havde jeg virkelig misforstået den… den blev også læst efter en 12-timers arbejdsdag…

You are in charge of you

Mike Pohjola

Mikes grundliggende pointe er, at man som spiller i et liverollespil er ansvarlig for at ens eget spil passer temaet og fortæller en god historie.

For mig er det ikke revolutionerende i nogen grad, men måske kommer Mika fra en anden rollespilstradition eller har stødt på en masse folk, der er af en anden holdning. Under alle omstændigheder er jeg udelt enig.

More sex, love and rock’n’roll

Claus Raasted

Claus er endnu engang på hans korstog om mere anerkendelse til alle der gør noget, denne gang med fokus på gabet mellem de yngre generationer og de gamle. Claus pointe er egentlig så kort at den er klart og tydeligt beskrevet  i det sidste afsnit så jeg må antage resten er en slags tekstbaseret masturbation (ikke ulig hvad jeg kan finde på her på bloggen) og så ellers konstatere, at jeg er enig.

Fuck the cool stuff

Juha-Pekka Rantalainen

Juha siger – sådan hvis vi skal sige det lidt direkte – at alle de elitære svin skulle tage sig sammen og lave liverollespil for masserne, for de har brug for det basale og ligetil og ikke alt det kunstneriske crap som ingen alligevel forstår.

Måske skulle man forvente at jeg med min “nede på jorden” holdning til mange ting (vil jeg i al fald selv sige) var enig i det han skriver. Men det er jeg faktisk ikke.

Jo, det ville da være nyttigt for de yngre generationer – både for erfaringsudveksling, for at få nye folk ind i miljøet, osv. – at veteranerne lavede noget for de nye. Men egentlig synes jeg det behov bør stå i skyggen for, at folk skal lave det de har lyst til. Veteranerne skal ikke lave Søhesten 11, hvis det ikke er det de har lyst til.

Så at oplyse veteranerne om, at de yngre spillere gerne vil noget andet, synes jeg er fint nok. At forvente at de laver noget andet end det de har lyst til, fordi det er de “masserne” gerne vil spille – det synes jeg ikke man kan. Så selvom jeg er enig i at det vil være fordelagtigt synes jeg ikke man kan forvente eller forlange af folk, at de laver noget så stort og krævende som godt liverollespil hvis de ikke har lyst til det – og derfor er jeg overvejende uenig.

Dancing around apartheid

Syksy Räsänen

Det var en artikel jeg ikke havde set komme. Syksy skriver om hvorfor han ikke deltager i knudepunkt siden israelerne begyndte at deltage. Hans problem er kort sagt at han mener det israelske militær udøver apartheid – hvilket antageligvis er sandt nok – og israelere der ikke aktivt har meldt sig fra at deltage i dette selv bærer noget af ansvaret. De israelere de har været på knudepunkt har alle – såvidt jeg har forstået – været i militæret.

Hans pointe er vel som sådan god nok, og jeg forstår også godt hans “stille protest”. Men samtidig har jeg ekstremt svært ved at se hvad den bidrager med. Vil man måske ikke få mere ud af at dukke op og snakke med dem og måske forsøge at forklare dem hans holdninger? Det kan godt være succesraten på dette er lille, men den er da helt sikkert større end bare at lade være med at møde op. Kongressen bliver afholdt uanset, og han går egentlig bare glip af den.

Og dernæst så har jeg svært ved at blive klog på om det “hører sig hjemme” i rollespilsregi – skal jeg så lade være med at spille rollespil med medlemmer af Dansk Folkeparti fordi jeg synes de har racistiske holdninger? Jeg synes det er en lang og svær debat, og jeg synes det er svært at finde ud af hvor grænsen går, når man først går i gang med at boycutte.

Men i al fald – han fik gjort mig opmærksom på en problemstilling jeg ikke havde tænkt over tidligere, men jeg ingen intentioner om at følge hans handlingsmønster.

Så i det omfang at man kan læse hans redegørelse som en holdningstilkendegivelse må jeg sige jeg er uenig – jeg vil ikke boycutte et arrangement på det grundlag.

I am not like you

Jannick Raunow

Jannick fremfører i hans velkendte (ironisk?) hånlige tone hvordan han mener, at liverollespillere der er dygtige og vil helt “ind under huden på rollen” (i mangel på at bruge en masse tid på at definere præcist hvad de vil) og spille avant garde rollespil bør kaldes LARVers – Live Action Role Virtualization.

Hvis jeg prøver at se bort fra de elitistiske undertoner (undertoner?) i artiklen så har han ret i der er stor forskel på “klæd dig ud og antag en accent og at andet navn” og “Nu bruger jeg flere timer på at forstå hvordan denne rolle piller bussemænd så jeg kan gøre det bedst muligt”. Jeg er også enig med ham i, at der bør være forskel på kravene og indsatsen i de to typer af spil.

Men at han føler et behov for at andet begreb kan jeg ikke sympatisere med. Jeg ser det ikke som andet end et behov for at distancere sig fra det, som han mener er af lavere stand og rang, en aktivitet der er mindre udviklet og avanceret end det han dyrker, og han har svært ved at acceptere, at det går under samme navn, for det giver hans aktivitet et dårligt navn. Det har jeg meget svært ved at være enig med ham. Uanset hvor stor forskellen er mener jeg den overordnede aktivitet er den samme. Det er klart at dem der spiller juniorfodbold og dem der spiller professionelt fodbold har to meget forskellige aktiviteter, men det gør ikke det ene eller det andet til mindre fodbold.

Så hvis der skulle være nogen tvivl – så er jeg uenig.

… og hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg måske han har skrevet indlægget mere for at provokere end fordi han egentlig vil slå på tromme for et nyt begreb.

Pride and Prejudice

Martina Ryssel

Jeg er ikke helt sikker på hvad Martina egentlig vil fremføre. Hun skriver at hun hader vampire liverollespillere og forklarer hvorfor det er meget naturligt, at de forskellige grupperinger internt i et miljø hader hinanden. Hun argumenterer også for, at vi egentlig bare skal være ligeglade, og alle skal kunne lide hinanden

Artiklen er den i bogen der har mindst bid synes jeg. Den klare holdning der er (vi skal alle kunne lide og tolerere hinanden) bliver mudret lidt til af, at hun ikke selv praktiserer det og egentlig godt kan forstå at det er sådan.

Det er svært at sige om jeg er enig eller uenig her – jeg synes tolerance er godt, og plejer at sige, at jeg ikke har nogen tolerance overfor intolerante mennesker. Så jeg tror jeg efterlader den ved det.

1000 vultures and 1000 typewriters

Kristoffer Thurøe

Kristoffer synes at der bliver brugt for mange ressourcer på at dokumentere andres spil i stedet for at folk laver deres egne. Hans teori er, at dem der dokumenterer andres spil i stedet for skulle lave nogle spil selv, så der var flere fede ting, og så lade dem der laver spillene om at dokumentere dem (som de fleste for det meste godt kan magte).

Jeg synes dokumentation er vigtigt. Jeg synes også det har værdi at der er nogen udenfor processen der dokumenterer. Og jeg tror – desværre – ikke at de ressourcer folk bruger på at dokumentere andres scenarier nødvendigvis var blevet kanaliseret i at lave et scenarie selv hvis de ikke havde dokumenteret de omtalte scenarier. Jeg tror driften til at lave scenarier er så stærk, at man vil lave scenarier i stedet for at dokumentere, hvis man havde noget spændende på bedding.

Så selvom jeg er enig i, at scenarier er vigtigere end dokumentation, så tror jeg ikke at mindre dokumentation i denne situation ville give flere scenarier, så jeg er uenig.

The Non-United Larp States of America

Aaron Vanek

Aaron beskriver hvorledes liverollespilsmiljøet i USA er fragmenteret og hvordan relationer mellem de forskellige spillegrupper er præget af fjendtlighed og en overlegen tro på, at den gruppe man spiller i, er den bedste. Men han ser også en mulighed for, at med den opmærksomhed hobbyen har fået, kan der skabes en gylden alder hvor foreningerne samles og “kommer hinanden mere ved”.

Jeg kender intet til tilstandene for amerikansk liverollespil udover hvad Aaron beskriver i denne artikel, men ud fra det kan jeg ikke andet end erklære mig enig i det han skriver. Jeg krydser fingre Aaron.

Enjoy it while it lasts

Gabriel Widing

Gabriel ventede meget længe med at koble denne artikel til liverollespil og først som noget af de sidste i artiklen gør han det. Han mener at verdenen er ved at ændre sig for bestandigt og vi skal vænne os til at skære ned for vores forbrug, fordi vi har opbrugt majoriteten af de fossile brændstoffer. Og hans pointe er, at vi kan bruge liverollespil til at forberede os på den post-industrielle verden, som vi kommer til at leve med (og vi til dels allerede gør det, omend ikke af hensyn til hvordan verdenen udvikler sig).

Det er lidt svært at forholde sig til Gabriels artikel, fordi den bygger på nogle antagelser og forudsigelser, som ikke nødvendigvis er sande. Jeg tror – modsat Gabriel – på at vi formår at vende udviklingen og forstår at indrette vores verden således at den ikke er baseret på fossile brændstoffer i tide, således at vores verden ikke bliver ændret dramatisk. Indenfor mit felt – industriel produktion – var tanker omkring “grøn produktion” relativt nye dengang jeg studerede, men allerede dengang tænkte jeg, at det nok blev det næste store forskningsområde, og det tror jeg stadig.

Når det er sagt tror jeg han har ret i, at verdenen i vores levetid kommer til at udvikle sig i en retning vi har svært ved at forestille os. Rollespil kan da bruges til at forberede os på denne verden, men jeg tror ærlig talt ikke det kommer til at ske på nogen skala, der kan bruges til noget. Så jeg er uenig i hans afsluttende pointe, og hans artikel fremstår for mig til at have relativt lidt relevans i en bog omhandlende liverollespil.

Overordnede kommentarer

Alle artikler er 6 (små) sider og derunder, og er utroligt let læst. Det er en stor kvalitet, for det gør at man relativt let lige kan få læst en eller to af artiklerne – noget som har været svært med mange af de tidligere bøger. Sproget er uformelt og let tilgængeligt, og det synes jeg også er rart. Generelt synes jeg bogen fremstår som meget let tilgængelig, omend layoutet er lidt kedeligt (men på ingen måde generende eller fejlbehæftet).

Jeg kan dog godt – ved at lede hårdt og længe – finde et kritikpunkt – som måske egentlig er to. Flere af artiklerne kunne  have været igennem en lidt hårdere redigeringsproces så pointerne fremstod tydeligere. Jeg havde et par af dem hvor jeg havde lidt svært ved at forholde mig til indholdet – som f.eks. Martinas – fordi det ikke var helt klart hvad budskabet egentlig var. Jeg synes i den forbindelse det i orden at karikere holdningerne lidt og måske trække dem ud til nogle ekstremer for at få budskabet klarere igennem (så længe ekstremerne ikke gør, at man ikke kan relatere til indholdet). Det gør, at bogen får lidt et “opsamlingspræg” – der er et par artikler deri – f.eks. Gabriels – der ikke virker som om de egentlig ikke rigtig hører til, men er her, fordi de ikke hørte til i nogle af de andre bøger, og hvis man skrev dem lidt om kunne de komme med her. Måske skulle de have været helt ude, måske skulle de bare have gjort noget mere af koblingen til rollespil og med pointerne trukket lidt klarere frem.

Men som sagt er bogen utroligt tilgængelig, har mange gode oplæg til debat og diskussion, oplyser en masse interessante problemstillinger og jeg tror med den i hånden ville man kunne finde en diskussion med en vilkårlig gruppe mennesker til Knudepunkt – eller et hvilket som helst andet sted i rollespilsmiljøet.

Det eneste jeg rigtig ærgrer mig over nu var at jeg ikke fik noget med, men tiden var ganske simpelt ikke til det da muligheden var der… og det ærgrer mig rigtig meget nu, for jeg tror meget af det jeg skriver på bloggen her havde kunnet passes deri.

7 kommentarer til Talk larp…

  • Anders Berner skriver:

    Hej Kåre

    Det er helt fantastisk du anmelder bøgerne, alle elsker dig.

    Ja det er svært at komme i de store landsdækkende medier og ja det er svært at styre medie billedet af rollespil. og ja det er vigtigere at skabe gode oplevelser end at lave presse arbejde…

    Men så svært er det ikke. De gange vi har taget os sammen til at lave presse arbejde har det givet resultat, på internet medier og lokalmedier. Hvilket er første skridt på vejen…

    Til Vaterland fik vi f.eks. artikeler i Dagbladet Roskilde og Dagbladet Køge + der var indslag i køge Radio om Vaterland med interview med Claus.

    (kommunens egen artikel om Vaterland)
    http://www.stevns.dk/Om-kommunen/Nyheder/Russerne-indtager-Stevnsfortet.aspx

    – Anders

  • Min pointe var, at selvom det er let nok at komme i medierne, er det ikke så let at ændre det overordnede billede af rollespil. At komme i medierne kræver ikke vildt meget arbejde, hvis man ved hvad man laver – men at skubbe holdninger, som er det du taler for såvidt jeg forstod, kræver ret meget medieopmærksomhed.

  • Anders Berner skriver:

    Hej Kåre

    Helt uenig… Det kræver ikke ret meget at skubbe holdninger i et land som Danmark – det kræver at man tør fortælle om sig selv og få andre til at gøre det sammen. Hvilket “Stop Crying – or speak up, artsy-fartsy whinners” handler om.

    Grunden til det ikke er svært er at udvikle holdningen rollespil i DK… er at den allerede er positiv (Som jo netop er konklusionen i Maya Mullers artikel “From Subculture to Mainstream”) – og at medie billedet er “Det er for børn…”. Hvilket gør at Delirium arrangørerne faktisk ville have en reel nyhed – hvis de sagde “Rollespil er farligt – det er for voksne – det handler om sindssyge og kærlighed… og ikke mindst så er vi kunstnere”.

    Hvis man nu ikke kan få sig selv til at sige ovenstående om sit scenarie uden at få dårlig smag i munden ;). Så lav lidt mindre højt flyvende pressemeddeles og tænk på det gavner dit eget arrangør arbejde i fremtiden.

    F.eks. så har det at vi lavede presse på Vaterland, gjort at der i lokalområdet var en forståelse for aktiviteten – når vi var ude for at samle greje ind og købe ind til City of Cities. “Øh… Undskyld – må vi få alt dit træ affald…”, “Ja, selvfølgelig – jeg læste om City og Cities i dagbladet og min søn har spillet rollespil for et par år siden”…

    Vi ændre ikke hele Danmarks holdning på et år… men vi tager et skridt adgang ned af sejrens boulevard – hver gang du ringer til et lokalblad og fortæller om dit ikke fantasy rollespil – eller skriver en pressemeddeles.

    – Anders

  • Well, jeg tror vi må blive enige om at blive uenige. Det kan godt ændres, men jeg tror det er en utroligt stor opgave og jeg tror den er meget svær at styre i den retning man gerne vil have den. Mayas artikel ser jeg ikke som et argument for at det kan lade sig gøre, men snarere imod.
    Selvfølgelig kan du gøre nogle folk positive hist og her – men at ændre holdninger på stor skala kræver ret meget.

  • … men det er ikke det samme som at man ikke skal prøve 🙂

  • Anders Berner skriver:

    Hvis vi så er enige om at vi begge prøver og jeg tror det er lykkes at udvikle medie billedet af rollespil i løbet af de næste 3-5 år. Og du er uenig… Så er alt godt.

    Og super anmeldelse af Claus artikel ;).

  • Det lyder som et godt kompromis 😉

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier