…i den mørke skov

Når man spiller rollespil ville det på mange måder være ideelt, at der var total distance mellem rollespiller og rolle set udefra. Om de andre deltagere kun kunne se den rolle de spiller overfor og på ingen måde kunne ane spilleren bagved (bemærk dog at set indefra mener jeg det omvendte er uhyre vigtigt – rollespilleren skal være i tæt kontakt med sin rolle, ellers bliver oplevelsen superringe).

Faktum er dog, at det ikke er tilfældet. Der er meget, meget få mennesker der forstår at give den illusion, og langt de fleste vil – i en eller anden grad – lade deres egen personlighed, tanker, holdninger, opførsel, osv. skinne igennem. Og det er som sådan ikke nogen katastrofe, så længe man vælger sine roller med det i baghovedet, så rollen stadig virker overbevisende.

Der er dog en af konsekvenserne af dette, jeg særligt ikke bryder mig om. Det er i forhold til gennemslagskraft.

Vi kan nok allesammen blive enige om at gennemslagskraft er vigtigt til rollespil. At  intimidere, charmere, gennemtrumfe, bluffe og overbevise andre kan bl.a. i høj grad bæres igennem af ens personlige gennemslagskraft. Hvor stor en gennemslagskraft man har i en given situation afhænger af en lang række ting såsom kropssprog, alder, fysik og sprogbrug – men også social anseelse er en enormt vigtig brik her.

Ideelt set skulle dette være ækvivalent med social anseelse i spillet – så alle har dyb respekt for kongen. Men tit og ofte oplever jeg, at det er den sociale anseelse man har udenfor spillet der træder igennem, så folk har kun respekt for kongen hvis vedkommende også er ham der f.eks. leder foreningen. I praksis betyder det, at man i kraft af hvem man er som person udenfor spillet kan rollespille sig til ting i spillet, som man ikke kunne hvis man var en anden udenfor spillet – eller værre endnu, man kan ikke bære sin rolle, fordi man ikke udenfor spillet har den sociale anseelse, der skal til.

Intet sted er denne effekt mere tydelig end til diverse juniorkampagner. Jojo, her har man også ofte mange af de andre faktorer på sin side som gammel spiller, men jeg synes stadigvæk ofte jeg har observeret, at man kan komme utroligt langt basalt set på at mange af de yngre deltagere ved, at man er “en af de gamle” som derfor er helt vildt farlig og man tør ikke gøre ham noget. Man ser det også nogle gange til mere almindelige scenarier, selvom effekten ofte drukner lidt i, at det netop er “de gamle” der spiller op mod hinanden og derfor i mindre grad føler sig intimideret af de andre “gamles” sociale status.

Det er en af de primære årsager til, at jeg relativt sjældent deltager i juniorkampagner nu om dage. Det er ikke fordi de er dårligt lavet eller fordi jeg er træt af kostumerne eller fordi jeg synes det spil der spilles derude er kedeligt. Nej, det er slet og ret fordi, at jeg mangler ofte seriøst modspil. Medmindre der er andre “gamle” deltagere derude som ikke lader sig intimidere af min sociale status, så kan jeg komme til at lede meget længe efter noget ordentligt modspil, og så bliver det hele drønkedeligt ret hurtigt.

Jeg tror det er meget svært at gøre noget ved. Mellem “gamle” rollespillere der har nogle år på bagen vil denne effekt ofte helt eller delvist forsvinde. Men til spil med en stor andel unge spillere, er effekten meget dominerende i meget af spillet. En relativt lille gruppe voksne, erfarne spillere kan få utroligt frit spil hvis de ikke forstår at lægge bånd på sig selv – og så kan effekten også hurtigt blive, at de bare kommer til at kede sig.

Som erfaren spiller kan du godt gøre noget for at komme denne effekt til livs, du kan sagtens gøre en indsats for at forsøge at mindske hvor meget af din sociale status du bruger i spillet. Men de fleste vil ikke gøre det, for når de spiller så gør de naturligvis deres ypperste, og det er forståeligt. Men resultatet er – i mine øjne – at spillet hurtigt kan blive lidt kedeligt. Og det synes jeg er lidt ærgeligt.

7 kommentarer til “Du er også dig selv…”