Hvad kan man forvente…
Jeg har engang postuleret – hvilket jeg i øvrigt fastholder – at forventningsafstemning er uhyre vigtigt.
Når det er sagt kan vi vel alle anerkende, at der er så mange aspekter af et rollespil, at man ikke kan beskrive dem allesammen explicit i sit informationsmateriale. Man er simpelthen nødt til at bero på at der er nogle ting man altid kan regne med arrangørerne sørger for er iorden, medmindre de siger andet. Hvad er det så?
Som jeg ser det bør følgende ting altid være arrangørernes opgave medmindre de explicit siger andet:
- Sørge for at der et sted at spille, og at alle tilladelser til at anvende området er indhentet og iorden.
- At sikre at al kommunikation fra dem til spillerne er klart.
- Al koordinering de skal foretage bliver udført og gør, at de tilhørende opgaver glider.
- Sørge for at alle deltagere deltager på lige vilkår, eller det er klart for alle, at det ikke er tilfældet (og gerne hvorfor – det kan jo sagtens være en god grund).
- Sikre at arrangementet forløber problemfrit og at de problemer der opstår, bliver løst forsvarligt.
- At de gør deres ypperste for at realisere de ting de har lovet og hvis de ikke er i stand til det melder det ud så hurtigt som muligt så deltagerne har mulighed for at forholde sig til det og handle efter det.
Hvad man derimod ikke kan forvente medmindre det fremgår klart er følgende:
- Mad og drikke.
- Tag over hovedet til overnatning.
- At arrangørerne gør noget for at “underholde” spillerne (primært i form af plots).
Den liste er naturligvis noget større end hvad der står ovenover, men dem jeg fremhæver her er primært ting som jeg ved folk indimellem forventer selvom arrangørerne aldrig har lovet det.
Jeg er sikker på min liste ikke er komplet men det er det jeg kan komme i tanke om lige nu… jeg tager gerne imod kommentarer til at blive klogere.
2 kommentarer til Hvad kan man forvente…
You must log in to post a comment.