Hvorfor er der aldrig kampvalg…

At være (live)rollespiller betyder også ofte, at man er aktiv i foreningslivet. Liverollespil kræver – i modsætning til bordrollespil – at man gør noget ud af at organisere sig, hvis man vil opnå kritisk masse til at lave spil af en vis størrelse. At arrangere liverollespil udenom en forening er simpelthen mere besvær end det er at organisere sig i en forening og gøre det derigennem.

Jeg har selv været involveret i en del foreninger gennem tiden, og er en af dem der gerne (well, i det mindste frivilligt) møder op til generalforsamlinger for de foreninger jeg er aktiv i – et hurtigt overslag siger at jeg har deltaget i omkring en 20-stykker af slagsen. Forskellige foreninger har naturligvis forskellige kulturer omkring generalforsamling, men en ting jeg finder at mange af dem har til fælles er, at der kun meget sjældent er reelt kampvalg om tillidsposterne. Her tænker jeg særligt på de tillidsposter der er toneangivende for bestyrelsen; formand og – i det tilfælde det findes – næstformand.

Til næsten alle generalforsamlinger jeg deltager i håber jeg på kampvalg. Jeg tror på det er sundt for kandidaterne, fordi de tvinges til at forsøge at fremhæve hvad de gerne vil arbejde med og hvis de bliver valgt føler de rent faktisk, at de har har opbakning til deres virke, og ikke bare er valgt fordi alternativet var ingenting. Alligevel ender mange generalforsamlinger med få eller ingen kampvalg og – ofte i de perifære poster som suppleanter, interne revisorer og lignende – ender der med at være færre kandidater end poster. Tilsvarende ses det ofte, at der ikke er reelt kampvalg om f.eks. formandspost og kassererposten. Hvorfor er det tilfældet?

Jeg har tænkt en del over det og er kommet frem til, og jeg tror jeg er kommet frem til nogle af de årsager til, at det er sådan.

Først og fremmest tror jeg, at tillidspostsvalg i foreningsregi i høj grad bliver personligt. Det hænder ofte, at folk vælger den person de bedst kan lide, bedst kender eller synes er rarest, frem for den de mener er bedst kvalificeret. Særligt hvis kandidaterne ikke har nogle reelle punkter at gå til valg på eller man har meget lille ide om hvem der reelt er bedst kvalificeret. Det ved kandidaterne også godt (de forventer f.eks. at deres venner stemmer på dem frem for konkurrenten), og derfor bliver et nederlag i høj grad personligt. Jeg har talt med mere end en fravalgt kandidat som har følt sig forrådt fordi vedkommende tabte valget (særligt hvis modkandidaten var en ven). Det betyder også, at når man stiller op så satser man – man satser på, at man har flere venner end modkandidaten. Og det er aldrig rart at få at vide, at det har man ikke….

En anden problematik er at alle – i al fald i de fleste velfungerende foreninger – er venner i en eller anden grad. Hvis man har lyst til at stille op til formand skal man altså stille op enten mod en ven eller måske sine venners ven – og så kan det godt skabe splid i Omgangskredsen. Så ønsket om at prøve kræfter med opgaven er ikke nok – man skal altså også have mod til at skabe midlertidig – eller måske langvarig – splid i Omgangskredsen over magtkampen. Det er heller ikke rart, og så slår man sig ofte til tåls med en mindre vigtig post mens man venter på muligheden…

Man kunne dog godt forstille sig en forening hvor der var flere, modstridende Omgangskredse hvor der var meget få venskaber på tværs. I sådan en situation er det måske ikke i så høj grad venneproblematikken der forhindrer valg, og hvis Omgangskredsene er meget uenige om hvordan foreningen skal køres, vil det helt sikkert udløse et kampvalg til en generalforsamling. Men ofte vil det også ende der. Hvis den vindende part ikke forsøger at skabe fred mellem de to Omgangskredse kan det let resultere i, at den Omgangskreds der tabte, søger andre græsgange. Rollespilsforeningen ARL blev skabt af TRoA-medlemmer på den måde for mange år siden, og der er sikkert andre eksempler over det ganske land. Hvorfor tjene i et kongerige man ikke kan lide, når det er så let at skabe et nyt?

Resultatet af alt det her er ofte, at den eneste måde der kan komme kampvalg på er hvis den siddende repræsentant gør et så dårligt stykke arbejde, at nogle af de øvrige medlemmer overvinder ovennævnte udfordringer og stiller op mod vedkommende. Dette vil som oftest – næsten uanset udfaldet – betyde en midlertidig forbedring for foreningen, men den slags “protestopstillinger” har en tendens til ikke at holde i det lange løb og den nyvalgte kandidat har sjældent som målsætning at sidde længere end indtil “tingene er som de skal være” igen. Så det er et kampvalg, men det giver ikke nødvendigvis en varig forbedring.

Jeg tror grundliggende det er svært at gøre noget ved det her. Uanset hvor gerne vi ser kampvalg og masser af ivrige kandidater der kæmper om at få lov at arbejde for vores foreninger så er fakta bare, at der er så meget arbejde og så lidt taknemmelighed, at kandidaterne er få, og det at stille op mod en siddende repræsentant kræver ret meget.

Det her er også grunden til, at jeg er modstander af de vedtægter der vælger kandidaterne for to år (eller mere). Formålet med dette – særligt hvis det er med halvdelen af kandidaterne på valg hvert år – er at sikre en mere stabil forening fordi der aldrig kan ske en total udskiftning. Men jeg tror ikke på det virker.

For det første sker der alligevel sjældent store udskiftninger af sig selv hvis folk vælger at genopstille (man vælger ofte dem der allerede sidder, hvis de har gjort det godt) så stabiliteten kommer helt af sig selv. Og hvis folk endelig er blevet træt af arbejdet kan de sagtens vælge at træde ud af bestyrelsen før tid, og så er deres post alligevel på valg. Hvis der endelig skulle komme et kampvalg som følge af konfliktende Omgangskredse hvor en ny Omgangskreds kom ind i bestyrelsen så vil resultatet så enten være en bestyrelse der var delt i to (og dermed sloges indbyrdes), eller at en lang række kandidater valgte at trække sig fra bestyrelsen, for at undgå den situation.

Der er en situation jeg ikke har omtalt – det er når en dygtig og populær formand vælger at gå af. Det er min erfaring at medmindre formanden har en rigtig oplagt kandidat til anbefaling – eller en sådan kandidat dukker op ud af ingenting – betyder det døden for foreningen.

Landsforeningen kommer til at stå over for den situation til efteråret, når de holder Generalforsamling – Mikkel Rode har for lang tid siden proklameret, at han ikke stiller op igen, og det tror jeg han gør alvor af. Det har de sidste to år stået på listen over næstformandens opgaver at gå i træning til at blive formand efter Mikkel, men den nuværende næstformand udmærker sig ved at være meget anonym, og jeg kunne godt tvivle på, om hun har lyst til at stille op som formand. Under alle omstændigheder bliver næste generalforsamling i landsforeningen toneangivende for dennes fremtidige virke… lad os håbe, at der bliver stiller en dygtig og arbejdsom kandidat op til posten…

13 kommentarer til Hvorfor er der aldrig kampvalg…

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier