[Gæsteindlæg] Hvordan gør vi Vores Træhytter til Paladser…

Dette er et gæsteindlæg af Lars Kjær.

I sit rigtig gode indlæg om Bilkort værktøjet kommer Kåre ind på en række af de problemer, der opstår, når baggrundsfiktionen blander sig med det faktisk oplevede scenarie. Jeg mener dog at problemerne går dybere og fortjener en yderligere diskussion.

Det er rigtigt at bilkort er absolut centrale for en ganske speciel slags scenarier (forhandlingsscenarierne), og uproblematiske hvis de ikke er emner for konflikt i scenariet. Men i de fleste scenarietyper underminerer bilkort på nederdrægtig vis alt det bedste ved levende rollespil og er et fristende onde vi skal modstå med al kraft.

Bilkort er imidlertid kun symptom for dybere og mere grundlæggende problem: den skrevne baggrundsverdens evne til at underminere det faktisk oplevede scenarie. Jeg vil derfor i dette indlæg komme ind på to yderligere problemer jeg håber arrangører vil tænke over inden de introducerer bilkort i deres scenarier.

Bilkort og Baggrundsverdener er Kedelige

Det første problem er, at bilkort er super kedelige at lege med. Det er ikke bare unfair, at en fyr med et stykke A4 papier kan gøre din hær af hirdmænd ubrugelige. Det er også rigtig kedeligt, fordi bilkortet – imodsætning til en fjendtlig hær af spillere ikke rigtigt kan leges/slås med. Selv hvis diplomatens hær er NPCer så mangler de den kompleksitet og flersidighed som egentlige roller har. Det klassiske bilkort (uden NPCer) forvandler en krig til et spil – nå ja – bilkort, og selv hvis der er NPCer med så forvandler det stadig en krig mellem rigtige mennesker  til et spil diablo. De virkelige mennesker mod de mere eller mindre ansigtsløse stormtropper. Det er altid sjovere at have virkelige ting end papir der referer til ting der ikke findes.

Nemefrego scenarierne blev bla. rigtig seje fordi adelsmændende ejede den lokale bager & papirhandler, istedet for at være grever af langtbortistan. Man kan stadig bytte med lenene og alt det andet sjov man kan med “off-board resourcer”, men det er endnu vildere når det er en reel bager man bytter med en slagter.

Det grundlæggende problem er at bilkortene flytter konfliktens kulmination og gevinst uden for den egentligt oplevede fiktion: det endelige slag finder aldrig sted, jeg kan ikke myrde kejseren. Det er surt fordi det er sjovt at slås, men det er også træls for alle de andre deltagere. Deres personlige kulminationer (bryllupper, udnævnelser til borgmestre, osv.) kommer nemlig også til at miste betydning fordi byens/rigets/stammens/rumskibets skæbne ikke bliver afgjort inden for fortællingen, men når diplomaten kommer tilbage med hans dødsrobotter.

Det leder os hen til problem nr. 2.

Bilkort underminerer Det Faktisk Oplevede Scenarie

I takt med at filmindustrien bliver bedre til at bruge computergrafik bliver det stadig mere tydeligt at det levende rollespils “grafik” altid er lidt ringe: Paladset er en træhytte, vores taler er kedelige og vores hære er en håndfuld teenagere med papsværd. De bliver derfor kun seje, hvis alle er enige om at lade som om de er seje. Derfor skal spillere der tror det er sejt at deres rolle er fra Gondor og synes vores mudderhul er provinsielt lære at tie stille, for til de fleste sommerscenarier (i år undtagen Udskud og Todwald) kræver fiktionen at kongebyen faktisk er ret sej.

Når bilkort som Kåre siger det er ude af proportioner så kommer de til at afsløre hulheden af vores fiktionsverden. Når diplomaten siger at hans konge har 1000 mand, føler jeg, i rollen som tyrannens rådgiver, mig som drengene fra Fluernes Herre der pludselig står over for den engelske sømand. Jeg går fra at være en frygtelig dræber i krigsmaling, bevæbnet med et spyd og det eneste der kan lave ild på øen, til at være et barn med en spids pæl og et par knuste briller i bæltet.

Men selv når bilkortene er holdt i proportioner frygter jeg at de vil gøre os dovne: vi glemmer at big-upe vores skov så det bliver et helt kongerige, vores skole så den bliver Detroit by night. I stedet for at omtale vores bakker i Første Søndagsskoven som om de var seje kongeriger så taler vi om vores seje len der ligger lidt væk fra spilleområdet. Og hvor vi ikke behøver anstrenge os så meget for at gøre træhytten til et palads – fordi det jo ikke er tilstede.  Istedet for at være konger (omend af små riger) bliver vi borgmestre, istedet for at være krigsherrer, vagter for et diplomatkorps.

Bilkort ligner en sej og nem metode til at skabe spil og epik. Men de underminerer sommerscenariets vidunderlige boble, en boble hvor spillerne kan gøre alt med alt, hvor tiggeren kan blive konge, man kan plyndre hinandens len og hvor slag der er 1000 gange så vedkommende og episke som Pelenor sletten kan udspille sig mellem 20 drenge på Forlev spejdercenter. Det er en boble vi skal værne om med alle midler, og vi skal træne os selv og vores medspillere til at styrke den.

En kommentar til [Gæsteindlæg] Hvordan gør vi Vores Træhytter til Paladser…

  • For det første: Lars, du er bare en lille dreng med en spids pind. 😉

    For det andet, den mest interessante sætning:
    “… De bliver derfor kun seje, hvis alle er enige om at lade som om de er seje.”

    Det er en grundregel i improvisationsteater og den familie af leg, at tingenes reelle værdi kun ligger i beskuerens reaktioner. Jeg er ikke konge før du spiller på at jeg er konge, osv. Det er ret let at overholde på en scene hvor der kun udspiller sig en enkelt handling. Det er straks sværere at overholde til et scenarie med dusinvis af deltagere:
    * Jeg skal umiddelbart kunne sætte alle ind i hakkeordenen ud fra deres kostumer, det er svært når kostumerne primært er baserede på folks offgame indsats og udgifter.
    * Jeg kan ikke reagere på at du er stormogul hvis ikke jeg har fået det at vide, derfor vil der opstå huller hvor man går fejl af hinanden og slår hul i fiktionen.
    * Høj status kræver at der er nogen der har lav status, et scenarie hvor alle er grever og baroner virker bare ikke.
    * Samtidig er er der en kronisk dårlig indstilling til at skabe bottom-up belønning, der gør at ingen gider at være lav status: Man vil jo meget hellere være ridder end spise kålsuppe tre gange om dagenb.
    * Rollespillere er nogen smålige sataner, der ved enhver lejlighed vil forsøge at få de andre og deres træhytter til at se dårlig ud, uanset om det passer med fiktionen.

    Det er ting der kun kan løses mellem spillerne, de skal bakke hinanden op og understøtte fiktionen. Det er ret svært at gøre noget ved fra arrangørsiden.

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier