Alt for lange warstories…

Jeg vil tillade mig at vove den påstand, at de fleste indlæg jeg skriver på bloggen er rimeligt saglige i deres udgangspunkt. De er farvede af mine holdninger (som jo er de rigtige – indtil jeg finder nogle bedre 🙂 ), men jeg forsøger at argumentere og analysere på hvorfor jeg mener tingene er som jeg mener de er.

Det her indlæg er ikke sådan et indlæg. Det her er et indlæg hvor jeg brokker mig.

Jeg hader unødigt lange og selvforherligende warstories.

Måske kræver udtrykket “warstory” lige en definition. Rollespil er jo – i sagens natur – en hobby hvor de mange oplevelser der er, hver især kun opleves (rigtig godt) af en meget lille flok. Særligt i liverollespil vil man – i al fald med den type rollespil vi spiller mest af i Danmark – opleve at de enkelte scener og oplevelser aldrig bliver gentaget. Tillige er det mange gange sådan at selve oplevelsen ikke altid er så god – det er oftest mindet (og genfortællingen) af oplevelsen der er bedst.

Og det er det en warstory er. Det er en genfortælling af noget man har oplevet til et rollespil (ingame som offgame). Warstories kan også komme fra alle mulige andre steder i livet, og min pointe med dem – uanset ophav – er nok egentlig den samme, men jeg synes oftest det er i rollespilskredse jeg støder på den slags warstories jeg ikke kan lide.

Altså, warstories i sig selv er ikke onde. De har et vigtigt formål (som allerede beskrevet ovenfor – og sikkert også flere end det). Jeg kan da også godt lide selv at fortælle dem indimellem. Nej, det jeg ikke kan lide er dem der altid skal fokusere på sig selv og hvor godt de selv gjorde det (og i rollespilssammenhæng dermed ofte også i kontrast til hvor dårligt deres “modstander” gjorde det), og venter at de lyttende bliver imponeret. I processen trækkes historien ofte meget langt ud af årsager der ligger udover min fatteevne. Så udover at man er indlagt som tilhører til en historie som egentlig bare er ego-pudsning hos fortælleren, så er oplevelsen trukket så langt ud som muligt!

Bevares, det hænder jo indimellem man har en historie at fortælle der faktisk i al retfærdighed fortjener lidt ros. Men hvis alle historier man fortæller har udgangspunkt i hvor godt man gjorde det, så bliver det trættende at lytte til. Og det er som oftest de samme personer der fortæller deres historier på den selvforherligende måde. Og det hænder også ofte, når man har kendt dem i noget tid og oplevet nogle af historierne fra en anden side, at man bliver klar over at mange af disse historier er blevet pyntet på eller modificeret (enten for at gøre dem bedre eller fremhæve fortælleren mere). Det gør øjeblikket, at samtlige af de øvrige historier vedkommende har fortalt bliver stillet i et utroværdigt lys. En ting er at høre på en historie der bliver trukket i langdrag  – men når den ovenikøbt er selvforherligende og usand, så bliver det lidt af en pinsel!

Jeg nogle (få) venner i min omgangskreds der fortæller historier på den måde. Til nogle af dem har jeg nogle få gange prøvet at pointere det men uden resultat. Ærlig talt tror jeg efterhånden det er en tabt kamp. Jeg tror når folk først har anlagt den fortællestil, så er det sådan de fortæller historier.

Når jeg bliver fanget i sådan en historie er min reaktion er som regel at jeg bliver enormt uinteresseret i selve historien og, ved først givne lejlighed, skifter min opmærksomhed et andet sted hen eller jeg forsøger at skifte emne. Hvis jeg er den eneste tilhører er det som oftest jeg nogle gange griber lejligheden til at sige at historien er lidt lang, jeg har fattet pointen eller skærer det lidt kort af med et “Ja, det var flot. Men har du…” og skifter emne. Hvis det er en historie jeg selv har førstehåndskendskab til og der bliver sagt noget der er decideret usandt er jeg som regel hurtig til at pointere det. Nogle gange var det så centralt at historien stopper der. Men for det meste vil jeg egentlig helst ud af samtalen så jeg bliver fri for at lytte til det.

Sjovt nok tror jeg den reaktion har den modsatte effekt af det ønskede. Jeg tror lige præcis at fortælleren føler et behov for at gøre historien endnu mere fantastisk når vedkommende bliver mødt med en sådan reaktion. I virkeligheden ret upraktisk!

Jeg forstår ikke helt hvorfor folk fortæller historier sådan. Måske er det mig der er pisseintolerant, og alle andre mennesker har det fint med den slags historier. Måske er det skideubehøvlet at jeg forsøger at lukke historierne ned. Og måske skulle jeg tage fat i de (få) venner jeg har der fortæller historier sådan, sætte mig ned med dem på tomandshånd en aften med en øl og forklare dem at jeg synes det er irriterende og hvorfor – det kan være det hjælper. Det virker også bare så drastisk – det er jo ikke fordi de ikke på så mange andre måder er dejlige mennesker, og der er jo ingen mennesker man passer helt perfekt sammen med. Det er jo ikke fordi jeg forsøger at undgå dem – jeg gider bare ikke høre deres historier…

Jeg har en ide om at folk der fortæller den slags historier lidt har brug for at blive bekræftet i det de kan eller deres identitet… uheldigvis har det bare den stik modsatte virkning på mig…

De historier jeg kan lide at høre er dem, der ikke er længere end de behøver at være. Jeg synes de gode historier er dem, hvor det er tydeligt fortælleren forsøger at fortælle historien om hvad der skete og ikke historien om sig selv. Jeg synes de sjove historier er dem hvor fortælleren selv lavede eller oplevede noget fjollet – og ikke dem hvor fortælleren var en superhelt og alle de andre der var med i historien var til grin. Jeg vil ikke høre historier om hvordan du vandt – jeg vil høre de historier der var gode oplevelser for alle dem der deltog!