[Gæsteindlæg] Nemefrego og Warhammer: Brætspil og bordrollespil…

Dette er et gæsteindlæg af Lars Kjær.

Liverollespil har altid fundet inspiration i bordrollespil. Men først for nylig er arrangører i stor stil (uden for Vampire) begyndt at bruge en verden designet hertil som baggrundsverden i kampagner og scenarier. Games Workshops Warhammer verden har imidlertid været en blandet velsignelse for dansk live. Der er blevet arrangeret rigtig gode scenarier i Warhammer (Aalborgs sommerscenarier, Krigslive, Dengang I Warharmmer, Den Fortabte Stad) og der er endnu flere på vej. Men bruger vi Warhammer på den rette måde, eller er den blevet en kreativ hæmsko?

I scenarie-serien Nemefrego fra Einherjerne undersøgte man over en årrække hvilke elementer af de klassiske fantasy verdener der virkede i rollespil og hvilke der ikke duede. Bl.a. konkluderede man at de klassiske panteoner med 10+ guder ikke fungerede, spillerne kunne simpelthen ikke huske dem uden at havde spillebøgerne ved hånden. At beskrive store kejserriger uden for spilleområdet og havde deres diplomater/hære dukke op under scenarierne viste sig også tit at være spild af tid. I stedet lavede de en simpel religion: 2 guder, manden og kvinden, og et uendeligt antal onde ånder som havde navn efter de problemer de bragte: strid, svig, hunger osv. (som man selvfølgelig ikke havde brug for at huske.) Og et uafhængigt kongerige der lå nord for det ellers fuldstændigt udefinerede kristne kejserrige.

Når vi bruger Warhammer hænger vi imidlertid tit alt for fast i Games Workshops oplæg, i stedet for at skrive det om så det passer til liverollespillets særlige rammer. I parentes kan det lige bemærkes, at Games Workshop ivrigt tilpasser baggrundsverdenen til spillet. Deres brætspil (Warhammer Fantasy Battle) er fyldt med episke heltekejsere og gigantiske rottemandshære der gør sig godt på bordet. Men deres rollespilsverden (Warhammer Fantasy Roleplay) er regeret af korrupte adelsherrer og fyldt med hemmelige rottemandskulter som vores karakterer kan optrævle, men som det officielle kejserrige ikke vil anerkende eksisterer.

En ting der fungerer rigtig dårligt i liverollespil er Warhammers mange guder: Der er guder for alt mellem hindbær, hajer, healing, snigmord, ulve, kejserriget, hajer (true story! Han hedder åbenbart Stormfallos), riddere, strategi, held, døden, havet osv. Og de opremses igen og igen i baggrundsmaterialet til scenarierne. Når man er heldig har det bare ingen effekt: et fåtal af spillerne læser det, færre kan huske det og ingen ved hvad de skal bruge det til. Hvorfor skulle vikingehæren fra Norsca fx lære navnet på hajguden og havguden til et krigslive der foregik langt inde på land? I praksis blev de guder selvfølgelig aldrig nævnt så meget som én gang til scenariet. Men listen havde stadigvæk den uheldige konsekvens, at de gode spillere koncentrerede sig om at lære de her enormt mange ligegyldige navne, i stedet for at tænke over hvordan man spillede en vikingereligion. Så da de marcherede rundt til krigslive, råbte de ’Hil Ulvor’ (ulveguden), på præcis samme måde som de havde råbt ’Hil Sigmar’ til andre scenarier. (Sigmar er statsguden i kejserriget). Ja de sang endda den samme sang som de plejede at synge for Sigmar med bl.a. Linjerne ’Ingen anden end Sigmar [Ulvor] vil jeg tjene og i hans navn jeg gør min fjende træl’ … Sangen er oprindelig lavet til den monoteistiske Izyx religion fra Legendernes Tid og er temmelig uegnet for en polyteistisk vikingekultur, hvor man ikke bekæmper fjenden af religiøse årsager men for hæder, plyndring og ære (ergo ikke i gudens navn).

Men det kan være langt værre: Særligt Shallaya, gudinden for healing, fred og kærlighed har forplumret utroligt mange scenarier. Warhammer verdenen (og de fleste livescenarier i den) har tematiseret fortabelsen og menneskelig forråelse. Et eksempel var Khypris 4. Her måtte tyrannen, som arrangørerne havde sat til at styre et scenarie der skulle forestilles at være mørkt og uden håb, pludselig se sit styre omvæltet af et oprør ledet af kærlighedsgudindens præstinde og hendes ridder … Forinden havde retfærdighedsgudens præst forhindret fyrstens onde rådgivere i at true et vidne under et forhør. I øvrigt er Shallaya aldrig nævnt i brætspillets baggrundsmateriale, skal hun partout være med til alle liverollspilsscenarier?

Pointen er, at de her guder måske virker i et bordrollespil, hvor arrangøren kontrollerer alle andre end spillerne, og kan sørge for de er passende korrupte eller et helt særligt lys i det tiltagende mørke. Men til liverollespil har arrangører har langt mindre kontol med spillerne, risikerer man let at de kommer til at dominere scenarieoplevelsen på en måde der ikke stemmer ganske overens med visionen. I Krigslive er det ikke længere god tone at argumentere for at tingene, skal være som ’dengang i Warhammer.’ Det vil være fedt, hvis det samme fokus på rollespilsmediets særlige karakter også kommer til at dominere måden vi laver sommerscenarier på. ’Warhammer Liveroleplay’ må nødvendigvis blive meget anderledes end både Battle og Roleplay. Lektien, om man vil, fra Nemefrego og Krigslive.

Heldigvis ser det ud til, at arrangører bliver stadig bedre til at bruge Warhammer. Einherjernes nye sommerscenarier Totwald har fx en rigtig kort beskrivelse af verdenen og har klogelig skåret religionen ind til de 3 guder, der er relevante for scenariet. Og har så oven i købet (ligesom Troas Udskud) været frække nok til at skrive Warhammer om til en western setting. Begge scenarier lyder knaldseje, lad os håbe at der kommer mere af den slags frækhed fra vores kreative arrangører fremover!

10 kommentarer til [Gæsteindlæg] Nemefrego og Warhammer: Brætspil og bordrollespil…

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier