Kamp er ikke rollespil…

Vi har efterhånden lært, at konflikter er centrale for rollespil. Vi har også lært, at en konflikt som oftest har tabere og vindere, og en del har efterhånden lært at man stadig kan fortælle en fed historie selvom man taber. Slutteligt har vi deraf også lært, at det nogle gange er fedt at indføre nogle svage karaktertræk i de roller vi spiller for at åbne op for at tabe konflikter vi er engageret i, og for at give rum til at andre kan sejre.

Altså – med undtagelse af når vi står med et latexsværd i hånden.

I det øjeblik vi er “i kamp” glemmer vi totalt at vi spiller rollespil, og vi kæmper det bedste vi kan. Forskellige regelsystemer har gennem årene forsøgt at råde bod på dette ved at lave regler for hvilke våben man kan bruge eller – hvis man skal forestille at være dårlig til at slås – at man ikke må slås med et våben i sin primære hånd eller lignende finurligheder. Men i bund og grund er disse løsninger ikke særlige gode og kun symptombehandling.

Det virkelig problem vi bør se på er, at når vi slås, så spiller vi ikke rollespil.

Selvom Krigslive er sjovt, så er rollespillet ikke i højsædet. Indrømmet er folk blevet bedre til at rollespille under hele scenariet, men det er stadig et faktum at når de slås, så gør de altid deres bedste – uanset hvilke evner det skal forestille deres rolle har. De forsøger altid at lægge den bedste taktik de kan, og de forsøger altid at kæmpe det bedste de har lært når de står i situationen.

Jeg bliver også selv fanget af den. Når adrenalinen suser gennem kroppen så falder jeg tilbage på rutinen og jeg kæmper det bedste jeg har lært – det er vel en slags overlevelsesinstinkt gætter jeg på. Men der er også et andet aspekt i det.

Det er som om, at selvom man spiller rollespil så er selve kampen man kæmper aldrig en kamp mellem to roller men altid en kamp mellem to spillere. Mange – særligt dem der regner sig for dygtige – har en “personlig ære” i at de fortsat er dygtige til at slås og har ry derfor. Bevares, der er også mange af dem der rent faktisk er meget dygtige, men det er vel ikke et argument for ikke at spille sin rolle? Hvis man nu spiller en almindelig soldat så skal man vel ikke bare uden videre kunne tæve en der spiller elitesoldat? Jeg regner mig selv for over middel begavet, men hvis jeg skal spille en lallende tåbe, så må jeg jo nødvendigvis indrette mig efter det.

Det har også en anden ærgelig effekt – nemlig at folk meget sjældent får mulighed for at spille dygtige til at slås uden egentlig at være det. Så næsten uanset hvor du spiller og efter hvilke regler så er kamp KMSKM. Hvis du skal være god i spillet, skal du også være god i virkeligheden.

Det samme gælder i høj grad også for folks evner til at intrigere til intrige-scenarier. Selvom det er lidt sværere at observere så kan jeg ikke huske jeg nogensinde har observeret nogen bevidst gøre sig dårligere end de er, fordi de spiller en rolle, som skal forestille at være dårlig til at intrigere.

Det er som om – i begge tilfælde – at der er en uskreven kontrakt om at man gør sit bedste og folk er bange for at hvis de spiller dårligere end de er, så tror folk at de som spillere ikke er bedre, snarere end at de har valgt at spille en rolle, der ikke er bedre. Og ligesom at man ikke har lyst til at få ry for at være dum (fordi man ikke kan intrigere) så har man heller ikke lyst til at få ry for at være dårlig til at slås, hvis det er noget man synes man er god til.

Bevares, mange folk er gode til at vælge roller hvor de så kan tillade sig at udfolde deres evner eller vælge den slags roller fra, hvis de ved de ikke er dygtige. Men det er stadig en lidt ærgelig begrænsning synes jeg.

Problemet er dog et svært et at tage hul på. Problemet er jo, at der hersker en respekt om dem der er dygtige til noget. Og det ry opbygges ofte gennem hvad vi har set dem præstere – og i den ligning er det meget sjældent at man får med, om de gjorde deres bedste eller ej. I en lukket gruppe hvor man evaluerer bagefter – eller på forhånd er bevidst omkring hvilke svagheder de andre forsøger at spille – er det lettere at lave den slags og spille nogle svagheder man ikke selv har. Men til et 4oo-personers scenarie ved jeg ikke lige hvordan man skal gribe det an…

Til Krigslive VI forsøgte jeg og nogle andre at indføre lidt af det i den bretonske strategi. For det første blev alle planer lagt med udgangspunkt i ridderne og at de skulle placeres hvor der var mulighed for mest ære. Stridsmænd og bønder blev brugt til at fylde huller ud og dække flanker (i al fald i planerne – praksis gav dem masser at lave). Det var helt sikkert langt fra optimalt – til det afgørende slag ville en plan baseret på spyd med skjoldbevæbnede stridsmandsenheder til flankering og med ridderne i reserve til at lave nådesstødet nok have virket bedre. Vi havde også en enkelt træfning hvor vi i de to ridderenheder havde aftalt (offgame) at lave et frontalt angreb i strid med planen i jagten på ære og det virkede efter hensigten – vi tabte træfningen. Men det var en ud af syv træfninger…

Det kom jo af, at vi først for alvor turde at begynde at gøre det efter vi allerede havde vundet lidt. vi ville jo også gerne vinde nogle slag, og vi ville ikke have at modstanderne troede, at vi offgame ikke kunne lægge en plan… og så er vi tilbage til problemstillingen beskrevet ovenfor.

Jeg så gerne at folk gjorde mere ud af at spille svagheder – også i kamp og i intriger. At man forsøger at spille sin rolle hele tiden. Men jeg anerkender også, at som strukturen er omkring de ting nu om dage, så er det meget, meget svært at få folk til…

4 kommentarer til Kamp er ikke rollespil…

  • Jeg tror at meget af det du siger omkring personlig ære er sandt, idet man fysisk udfører handlingen er der ikke længere det nødvendige lag af rolle som giver frihed til at være dårlig.
    Det kommer måske af at liverollespillet voksede ud af ordrollespillet den gang man legede i dungeons og brugte sin egen offgame snedighed til at overvinde de fælder og monstre som dungeon masteren satte foran en?
    En af grundene til at man kæmper alt for hårdt for at vinde er også at i de klassiske sandkasse scenarier er det et faktum at man ved at tabe går glip af en masse positivt spil, det er sjældent at man får mere sjov af at tabe. Det er måske en udfordring for arrangørerne, at finde på måder som dem der taber i konflikter (fysiske, sociale eller andet) får mere ud af det end bare en mistet mulighed.

    En anden dimension er at konflikterne sjældent bliver brugt optimalt til at udtrykke rollespil, det er en utroligt skarp situation hvor man kan sige meget med meget lidt. Den gang vi gjorde os klar til Dragonbane var jeg med til at opfinde detaljerne i dragetæmmernes rituelle dueller, vi brugte meget tid på at indbygge muligheder for at indpasse ritual og rollespil. Vi afprøvede ritualerne ved at opstille små scenarier med forskellige følelser i de to kombatanter, det var en superfed øvelse at skulle slås mere for at fortælle en historie end for at vinde.
    et blev meget interessant da en af de ting vi fandt frem til var at alle ville bakke om at jeg var den allersejeste til at duelere, på trods af min komplet manglende erfaring og fysik blev det en helt anden oplevelse fordi de andre støttede op omkring fiktionen. Jeg synes også at min egen indsats blev bedre af at jeg legede at jeg var bedst til det. Men det bedste var helt klart muligheden for at rollespille den intense situation, i stedet for at tænke på hvordan jeg bedst kunne tæve Morten. Det lod sig gøre fordi konflikten var ritualiseret og tvang en til at spille rolle inden man kunne kaste sig ud i kampen, noget der ikke er udnyttet ordentligt i min erfaring.

  • Gode tanker.

    Måske er meget af det også hængt op på at når et spil antager mere gamistiske tendenser bliver det automatisk en offgame konkurrence og det er her disse elementer kommer ind? Hvordan får man folk til at spille en rolle i stedet for at konkurrere offgame. Eller er det i virkeligheden helt fint at denne offgame konkurrence finder sted i denne type af spil?

  • Pingback: Stemmen fra ådalen

  • Pingback: Træfzoner… | …i den mørke skov

Skriv et svar

Login
Login med Facebook, Google, Yahoo eller Twitter.
Abonner
Arkiver
Kategorier