Krigslive VI…

Så er jeg hjemme fra Krigslive VI og har sundet mig tilstrækkeligt til at begynde at samle et par tanker.

Jeg har rigtig mange ting at sige om Krigslive VI – måske fordi det er så frisk i erindring. Jeg har derfor heller ikke en enorm god struktur på det jeg vil skrive så det bliver lidt mere flydende. Jeg forsøger at gruppere det lidt og så må vi se om det giver mening.

Kort oprids af scenariet

Jeg spillede Baron Gerard de Licorne-Blanche på den Bretonske side og dermed leder af Ridderne fra Licorne-Blanche, Ungridderne fra Carcassonne og stridsmændene fra Carcassonne.

Historien i scenariet var kort fortalt af Norscas horder var gået i land i Bretonnia mens en stor del af Ridderne var i Kejserriget for at bekæmpe De Unævnelige og norscanerne var gået hærgende gennem landet på jagt efter en artefakt ved navn Herskerkronen.

Selve scenariet forløb over 2 dage – den første dag startede spillet fra tidlig morgen og den anden dag varede spillet ca. til kl. 17.30 eller sådan noget.

Første dag bestod af 4 træfninger for vores vedkommende. Først træfning foregik efter 3-4 km. march gennem meget bakket terræn tæt på Norscanernes lejr og blev – ikke overraskende – til et nederlag. Derefter trak vi os 1-1½ km. tilbage til et vejkryds hvor vi ventede på Norscanernes videre fremrykning. Her blev der lagt en klar taktik til at udnytte terrænnet til vores fordel og da Norscanerne delte deres styrker i et forsøg på at omgå vores position knuste vi først halvdelen af deres styrke med vores styrke og derefter den anden halvdel med få tab.

Derefter gik turen 2-2½ km retur til lejren for at spise frokost og slappe lidt af. Her blev der spillet lidt spil i lejren – og heriblandt kæmpet i fruens cirkel (en form for turnering) – inden vi igen gik ud for at kæmpe. Her gik vi mod det samme sted hvor vi kæmpede 2. træfning og her blev kæmpet 2 yderligere træfninger som – desværre – ikke står så klart i min hukommelse da de flyder lidt ud med 5. og 6. træfning. Jeg mener dog at kunne huske at vi vandt den 3. træfning (primært anført af stridsmændene som i al fald reddede vores røv) og 4. træfning tabte vi efter et meget bretonsk men meget upraktisk stormløb mod center med alle ridderne. I samme træfning skete det at Marsken faldt efter en duel med fjendens General.

Om aftenen holdt vores riddere banket med en retssag da der var nogle konflikter omkring land og arveret blandt ridderne internt som skulle afklares. Der var underholdende og god afveksling. Det var også De Løse Handskers Nat og en ganske betragtelig mængde dueller blev aftalt.

Næste dag tog vi først afsted til middag til en 5. og 6. træfning. Disse blev udkæmpet omtrentvis samme sted som 3. og 4. træfning. Jeg mener vi vandt 5. træfning, men 6. træfning var der kun vores Banner mod hele fjendens hær, og der måtte vi bide i støvet. Vi gik tilbage til lejren til sen frokost, fik et par timers hvil og spil og derefter gik vi op til det endeligt afgørende slag. Til dette var der lagt en detaljeret – og alt for kompliceret – plan fra den bretonske side som også fejlede og vi fik tæv.

Det var meget kort opridset af hvad der foregik under scenariet. Så vil jeg forsøge at fremhæve nogle punkter jeg har gjort mig nogle tanker omkring.

March-live

Efter sidste slag fald jeg i snak med en flok sjællændere som kaldte det for Marchlive og syntes der var for lange afstande mellem lejrene og kamppladserne. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Selvfølgelig er det rart hvis der er afveksling i terrænnet men i bund og grund var det ikke meget og 4 km. mellem de to lejre er ikke optimalt. Selvom en smule march er dejligt så bør det ikke være så meget at det tager morskaben ud af resten af arrangementet. Det gjorde det for nogle folk. Jeg tror ikke scenariet havde været dårligere hvis der kun havde været 2 km. – eller mindre – mellem lejrene.

Som jeg ser det bør afstanden mellem lejrene var så stor at det ikke tydeligt kan ses/høres hvad der sker i den anden lejr og at man – når man skal slås – kan nå ud på en lang flot linie i march og gå ca. 100 m. inden man er der. Længere behøver der ikke være.

Modeshov eller rollespil?

Nu har jeg tidligere rantet lidt over grej. Jeg kan godt lide grej, men jeg synes det fylder for meget til Krigslive. Mit endelig estimatet for deltagelse er 15.000 DKK alt inkl. – heriblandt nok ca. 13.000 DKK på grej.  Jeg tvivler på at nogen i vores gruppe har brugt under 2.000 DKK – og de fleste har brugt betragteligt over 5.000 DKK (og mange over 10.000 DKK). Ja, grej er noget man har efter scenariet, men det er stadig mange penge. Selvom Krigslive VI har været en rigtig god oplevelse har det været meget dyrt per “underholdningsenhed”. Det er naturligvis mit eget valg, men set i retrospekt tror jeg ikke jeg vil deltage i et andet arrangement der er så dyrt.

Værre endnu er det så når folk ikke når at gøre deres grej færdigt eller smider en formue efter noget der ikke virker. Selv har jeg brugt tid på at tilpasse mit grej og gået to lange ture i det inden arrangementet for at sikre, at det fungerede ordentligt og at jeg havde fysikken til det – og det betød at grejet virkede for mig under hele arrangement. Uden jeg skal spille hellig vil jeg påstå, at det var der andre der med fordel også kunne have gjort.

Slutteligt ved jeg at der var mange der har knoklet helt til sidst med at få de sidste ting færdige. De har knoklet så meget at de var trætte under scenariet og det lagde en dæmper på deres rollespil. Jeg ved det er svært at planlægge men jeg synes det er ærgeligt at det skal gå sådan. Grej bør ikke være vigtigere end det at spille sin rolle og det føles lidt som om at mange mener det er tilfældet. Rollespil kræver altså også forberedelse.

Når det er sagt var hærene utroligt smukke og der var absolut ingen der havde et kostume som ikke var flot – og mange var ekstremt imponerende. Men mindre imponerende kostumer og bedre rollespil havde givet mere underholdning tror jeg…

Spillerkoordinering og kommunikation

Mit største kritikpunkt til arrangørene var nok manglende kommunikation. I lange perioder hørte man intet. Spillerbrevene kom alt for sent ud. Det virkede som om der ikke blev gjort særlig meget for at koordinere de to sider fra arrangørside.

Det virkede som om arrangørerne – forståeligt nok – fokuserede på logistik frem for spillerkoordinering. Der skal bare være tid til begge dele. Krigslive er altså også rollespil og selvom der er betragteligt mindre koordinering og rollearbejde end til traditionelle scenarier er det ikke det samme som at man kan ignorere opgaven. Til dette scenarie virkede det som om den blev syltet ret meget.

Tilsvarende med kommunikation. I perioder var der meget svært at få svar og information fra arrangørerne. I en relativt lang periode overvejede jeg seriøst at melde fra netop grundet manglende information. Når det ser ud som om arrangørerne ikke brænder for arrangementet så mister man som spiller lidt gejsten og det skete for mig. Den kom heldigvis igen inden scenariet, men mere arrangørkommunikation havde hjulpet på den front.

Historien der forsvandt

Arrangørerne lovede fra start at scenariet skulle have fokus på at fortælle en historie. Taget fra visionen står der som det første:

Historien om krigen – hvorfor hærene er der, hvorfor de enkelte træfninger finder sted, hvad det betyder for den enkelte person og hvad konsekvenserne er af træfningernes udfald. Krigslive har haft en tendens til at være ”Nu mødes vi og slår lidt på hinanden”-live – noget vi vil gøre op med. Liverollespil har en fortælling bag sig – i hvert fald de gode af slagsen – og dette krigslive og dets deltagere skal ikke snydes for dette.

Dette blev – i al fald for den bretonske side – ikke indfriet. Jeg vidste i praksis intet om hvorfor vi kæmpede de enkelte træfninger og jeg var en del af staben så hvis jeg ikke ved noget er der jo ingen chance for at dem under mig ved noget. Først til allersidst (til det sidste slag) – efter et par opfordringer – blev historien “lækket” til alle deltagerne, og selv det gav ingen særlig forklaring på de kampe vi havde kæmpet.

Der stod også følgende i visionen:

I det narrative ligger også en fokus på den enkelte person – et element, som vi til Krigslive VI lægger utrolig stor vægt på. Der skal fra spillernes side være fokus på den enkelte rolle, samt dennes præstationer og handlinger. Disse skal kunne danne grundlag for den spilmæssige status i hærene, således at det ikke er ”befalingsmænd” og ”menige soldater”, men at alle kan fremhæves som den individuelle rolle.

Dette var i høj grad op til spillerne selv at indføre. Jeg synes vi havde held med det i riddergruppen, men jeg så intet fra arrangørside der skulle understøtte dette. Eneste undtagelse var cirklen men den var forbeholdt et fåtal af spillerne – nemlig ridderne – og den alene kan ikke give fokus på de enkelte roller.

Hvis man vil have stærkt fokus på en fortælling omkring slagene så kræver det at man sætter aktivt ind på at formidle historien til alle deltagerne. Det blev ikke gjort hos os.

Koordinering og planlægning

Ventetid og forgæves gåtid er Krigslives evige fjender. Våbnet er koordinering og planlægning. I visionen står det smukt:

Scenariets strategiske rammer vil være topstyret for at mindske eventuelle problemer med at hærene går forbi hinanden – dog vil det taktiske element være 100 % spillerstyret, således at fortællingen ikke bliver skrevet i forvejen, men skabt ud fra de omstændigheder, der tilfældigt måtte indtræffe sig under scenariet.

Jeg forventede som Baron at jeg ville få en plan over hvornår vi skulle slås og hvor – og hvordan dette passede ind med madtiderne. Vores riddergruppe tog ca. knapt time med at komme fra “blødt tøj” til kampklar gruppe. Det krævede at vi har en plan over hvornår vi skal slås. Tilsvarende tog det vores køkkenfolk noget tid at varme maden til os.

Jeg havde på intet tidspunkt en plan der var længere end 2 klokkeslet frem. Så jeg vidste måske at vi skulle i felten om 1½ time og at vi forventede at være hjemme om 3½ time. Og planerne ændrede sig ofte. Det gør det meget, meget svært at koordinere noget. Som regel gav det ikke de store problemer i felten hvor jeg sjældten oplevede meget ventetid, men det gav en del rod i lejren og vi var flere gange klar som de allersidste og forsinkede andre fordi vi havde fået for kort varsel.

På plussiden skal kortet (omend teksten på det var ulæselig) med de på forhånd flag-markede ruter nævnes. Mere af det!

Til et scenarie som Krigslive forventer jeg at staben har en offgame plan fra spilstart om hvornår hvad skal foregå. Den vil naturligvis blive ændret som tiden skrider frem, men vi skal have noget at forholde os til fra start. Det havde vi ikke, og det savnede jeg rigtig meget.

Krigslive er også rollespil

Til efterfesten faldt jeg i snak med Lars Kjær. Han spurgte – i en helt anden sammenhæng – om hvor det var gamisterne gemte sig henne nu omdage. Jeg havde fornøjelse af at forklare ham at han lige havde spillet med små 400 af dem. De kommer nemlig til Krigslive.

Inden nogen tager det ilde op skal det siges at jeg ikke ser gamisme som noget ondt i sig selv. Problemet i rollespilssammenhænge er når det får overtaget i en sådan grad, at man glemmer at spille rollespil men i stedet bare “spiller brætspil”.

Dette Krigslive havde et markant anderledes rollespil både i lejren og felten. Jeg syntes rollespillet sneg sig in i taktikmøderne – endda i høj grad – og jeg syntes det var meget tydeligt i lejren og relativt ofte også i felten.

Men jeg syntes også der var mange spillere – særligt med ridderroller – der godt kunne have tænkt noget mere over deres rolle og forsøgt at skabe konflikter. Jeg synes netop at grundlaget – med bretonnia – gav mulighed for at mange deltagere kunne spille konfliktspil med hinanden, og jeg synes det var ærgeligt at se folk vælge det fra.

Rollespillet er blevet meget bedre og fylder meget mere men vi har stadig et stykke vej til at men får fornemmelsen af rent faktisk deltage i et rollespil. Og det er sgu’ muligt – det har det Krigslive bevist!

Fantasy

Nu er det vist uigenkaldeligt bevist. Fantasy til Krigslive virker når det gøres gennemført. Hobgoblins, Elvere, 200 år gamle Grail Riddere, Fruens præstinder og Ulfrener var allesammen fantasy på hver deres fantastiske måde.

Jeg synes niveauet til dette var perfekt. Mere havde været for meget, men på den anden side var der heller ikke noget af det jeg ville undvære. Jeg håber denne kombination kan rammes igen en anden gang.

Hvis jeg skulle ændre noget var det måske at gøre både Grail Ridderen og Fruens Præstinder mere “fjerne”, tågede og kryptiske i deres opførsel. Men det kan også være de har virket sådan for andre folk og jeg bare havde så relativt meget med dem at gøre at “magien” forsvandt lidt for mig.

Sikkerhed

En af de ting jeg gruede lidt for i år var om sikkerheden ville lide et knæk fordi arrangørerne ikke havde haft noget særligt fokus på det. Det var ikke tilfældet – derimod var det det Krigslive med færrest (alvorlige) skader nogensinde! Jeg er lidt kommet frem til at det fokus der var sidste år nok hænger ved.

Folk var utroligt gode til at undskylde for de uheld (slag i skridt, hoved, hals, mm.) der skete, utroligt gode til at lade nedkæmpede folk komme ud af kamplinien, gode til at passe på ikke at træde på hinanden og var generelt ikke for voldsomme.

Der var dog nogle ganske få enheder der var for voldelige og der var enkelte episoder af folk der ikke tænkte sig om. Men sammenlignet med tidligere arrangementet jeg har deltaget i var jeg virkelig imponeret – det går den rigtige vej!

Kritik og feedback

Folk var utroligt gode til at komme med – og ikke mindst modtage – konstruktiv kritik og feedback efter kampene for at gøre det endnu sikrere og sjovere. Endnu en ting der imponerede mig ret meget! Det kan godt være jeg er lidt træt af at folk står op og snakker om alt muligt efter slagene og bruger relativt lang tid på at rede trådene ud, men det er nødvendigt.

Jeg oplevede tillige kun to situationer med folk der begyndte at give “mindre konstruktiv” feedback under kampene. Tilråb om “Du er død” eller “Du snyder” hører ikke til i kampene, uanset om de er sande eller ej. Kritik ordnes efter kampene!

Mad

Der har i de øvrige anmeldelser på Krigslives forum været en del kritik af maden. Det forstår jeg overhovedet ikke – der var rigeligt af den, det smagte godt og variationen var god.

Måske gjorde vores køkkenfolk ekstra meget ud af at spæde det op, men jeg følte mig velfodret i sådan en grad at jeg var nødtvunget til at anvende Godiktoiletterne undervejs. Stor ros fra mig for maden!

Ros

Jeg har en meget lang liste af folk jeg vil rose. Langt de fleste deltagere – og arrangører – jeg har haft noget at gøre med fortjener ros for et eller andet. Jeg vil ikke fremhæve alle men jeg vil fremhæve dem hvor jeg mener de fortjener ros for nogle bestemte ting. Så i tilfældig rækkefølge kommer her noget ros:

Elverne – for at være enormt mystiske og elveragtige. Jeg forsøgte at undgå jer, være bange for jer og opfordre folk til det samme. I virkede fantastiske som I luskede rundt og man aldrig helt vidste hvor man havde jer. Det er sådan skovelvere skal være til Kriglive!

Ungridderne fra Carcassonne – for at spille godt og udfarende spil (dem af jer jeg havde noget med at gøre – jeg skal ikke kunne sige noget om de øvrige) og være rigtig ungriddere-agtige. Jeg var rigtig glad for at spille med jer, og ville ønske jeg havde haft mere tid til at spille lejrspil med jer.

Ulfrenerne – fordi I var seje og se på og har en god instilling til hvad Krigslive går ud på. Mere af det!

Bæstdriverne – jeg elsker at der var store bæster. De gav et ambitiøst mål for Ridderne at jage!

Bønderne (heriblandt særligt Desants bønder) – fordi I gjorde jeres del til at statusspillet fungerede. I bukkede og skrabede hele tiden og fandt jer i at blivet behandlet som andenrangsmennesker. Det har jeg stor respekt for. Jeg håber at vi som riddere holdt os nok væk fra jer til at der var plads til at I kunne spille jeres spil.

Alle – for to hære der havde hver deres fantastisk visuelle helhedsindtryk. Jeg havde ikke i min vildeste fantasy – som ellers ikke lader noget tilbage at ønske – forestille mig det at det havde været så flot. Jeg glæder mig til at se en masse billeder.

Vores køkkenfolk – som knoklede for at give os lækker mad hele tiden. Jeg skylder jer allesammen, I er alt for seje!

Arrangørerne – at tre arrangører – og en (forhåbentlig stor) flok unavngivne hjælpere – kan lave et sådant arrangement trodser al sandsynlighed. Super mange tak! I har gjort et godt stykke arbejde, trods de relativt mange kritikpunkter jeg har anført. Bare fordi mit fokus ligger på det der kan forbedres er ikke det samme som at jeg ikke kan se det, der blev gjort godt.

Håndværk og kreativitet

For lang tid siden skrev jeg noget omkring at delene en anmeldelse lidt op: http://www.idenmoerkeskov.dk/?p=442. Det vil jeg så forsøge at anvende her i en opsummering af meget af det jeg har skrevet ovenover.

Håndværket var – rent logistisk – udemærket. Det var ikke perfekt, men de dele der manglede blev aldrig rigtig kritiske. Jeg tror den vigtigeste mangel i udførslen af håndværket var mandetimer. Jeg vil også vove den påstand at en del af det arbejde der ikke blev udført kunne have været forberedt for lang tid siden. At lave en skabelon for maduddeling og en tidsplan for scenariet kan gøres måneder i forvejen og revideres når flere detaljer foreligger. Det samme gælder f.eks. deltagerbrev. Så den logistiske del af håndværket kunne have været gjort bedre.

Den spilmæssige del af håndværket er kritisabelt. De mest grundlæggende ting var udemærkede, men spillerkontakten var dårlig og der var meget lidt koordinering på den spilmæssige del.

I den kreative afdeling skete der kun meget lidt. Det bedste – og mest succesfulde – var de to sider der blev valgt og som succesfuldt blev implementeret. Visionen – som oftest er kimen til de fleste kreative tiltag – blev langt fra realiseret og det var nok den største mangel. Derudover blev der fra arrangørside ikke udført særlig meget andet kreativt som skinnede ned på spillerniveau. Krigslive er bestemt heller ikke kendt for at være kreativt så på den måde passer det godt i tråd med de øvrige Krigslives.

Jeg havde en rigtig god oplevelse og den skyldes at logistikken – på trods af hvad man kunne ønske sig af forbedringer – faktisk gled udemærket og at spildesignet var sundt. Ovenpå det kom en masse utroligt dygtige og engagerede spillere som – i store træk – efterhånden er enige om hvad der gør Krigslive godt. Så acceptabelt håndværket kombineret med imponerende spillerindsats gjorde Krigslive VI til en rigtig, rigtig god oplevelse.

Var det virkelig alt jeg havde at sige…

Nej… men jeg tror jeg stopper her. Jeg havde en god oplevelelse og jeg synes arrangørerne gjorde det godt. Jeg ser frem til næste Krigslive – og hvad arrangørerne end beslutter sig for skal være deres næste arrangement, for jeg tror de har lært utroligt meget af det her som giver dem rigtig stærke kort på hånden til at lave endnu et fedt arrangement!

Nu vil jeg så begynde at pakke ud. Min entre er proppet med møgbeskidt livegrej der skriger på en smule vedligehold og at komme tilbage i skuffer og skabe hvor det bor.

5 kommentarer til Krigslive VI…

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier