Hvad jeg skal til sommer…

Nu begynder der at komme lidt mere info om de arrangementer der foreligger til sommer. Der er stadig nogle stykker der ikke har meldt noget officielt ud, men mange har. En rar tendens – jeg synes det er rart med 6+ måneders planlægningshorisont.

Fra koordineringstråden på liveforum har jeg følgende liste over scenarier i “sommerperioden”:

  • Desin afholder Pioneerne 1 fra mandag d. 5 juli til søndag d. 11 juli.
  • TRoA afholder Udskud – Fristedet i Ødemarken fra onsdag d. 7. juli kl. 14 til fredag d. 9. juli kl. 20.
  • Ripen afholder sommerscenarie fra fredag d. 9. juli til søndag d. 11. juli.
  • City of Cities bliver afholdt fra onsdag d. 14. juli til søndag d. 18. juli.
  • Helios afholder Kongens Epilog fra mandag d. 19. juli til lørdag d. 24. juli.
  • Tempus Vivo afholder sommerscenarie fra tirsdag d. 27. juli til lørdag d. 31 juli.
  • Pirater II bliver afholdt fra torsdag d. 29. juli til søndag d. 1. august.
  • Mythodea bliver aholdt fra onsdag d. 4. august til søndag d. 8. august.
  • Einherjernes sommerscenarie vil blive afholdt fra torsdag d. 12. august til søndag d. 15. august.
  • Battleground bliver afholdt fra torsdag d. 9. september til søndag d. 12. september.
  • Reya sommerscenarie bliver afholdt fra fredag d. 10. september til søndag d. 12. september.
  • Ripen afholder 2. del af orkscenariet fra fredag d. 24. september til søndag d. 26. september.

Det er jo en rimelig imponerende liste må man sige. Gad vide om vi igen i år ser en del aflysninger grundet for få tilmeldinger?

Nå, indlægget her går på mine egne overvejelser for deltagelse. Jeg skal naturligvis deltage, og bruge tid på, Udskud, da jeg er arrangør på foretagnet. Det betyder i praksis, at jeg nok kun får tid til et scenarie derudover. Så hvilket skal det være?

Efter såden hurtig sortering kom jeg frem til, at det bliver en af følgende:

  • City of Cities – fordi det blev hypet godt, og virkede nyskabende.
  • Kongens Epilog, fordi det virker som et velarrangeret, “klassisk” fantasy scenarie.
  • Einherjernes sommerscenarie, fordi det plejer at være godt, og jeg har en god fornemmelse for det de laver i år.

Så jeg vil lige prøve at gøre mig nogle overvejelser omkring de tre scenarier.

City of Cities

Hypen var rigtig god, og post-apokalyptisk vil være en rar forandring. Hjemmesiden er visuelt flot, og det lyder som om der er gjort en masse spændende tanker. Sidst, men ikke mindst, virker det som noget mange er interesserede i, og det derfor godt kunne gå hen at blive en succes alene gennem spiller dedikation.

Men jeg må indrømme at da hjemmesiden kom, blev jeg lidt skuffet.

Informationsniveauet er ikke særlig højt. En del spørgsmål er efterfølgende blevet stillet og besvaret på forum, men det er meget svært at overskue alle trådene og de relevante svar står meget spredt. Jeg ved at flere af de folk jeg har snakket med scenariet om har lavet antagelser baseret på hvad der står på hjemmesiden, men hvis man læser på forum kan man se de ikke holder stik.

Men min primære anke er, at jeg mangler afgrænsninger. Post-apokalyptisk som genre er jo mindst lige så bred som fantasy – man er nødt til at begrænse noget mere, ellers ender man med alt for mange forskellige tolkninger. Jeg er lidt bange for, at hvis det ikke lidt klarere bliver sagt hvad scenariet ikke er, så bliver det alting. Og det er sjældent godt.

Slutteligt er der også noget med præferencer; post-apokalyptisk er ikke lige mig, jeg skal lave et helt nyt kostume, jeg kan ikke rigtig se et koncept jeg synes kunne være sjovt, jeg skal sørge for både egen mad under scenariet og selv skaffe bolig, og scenariet er lige vel langt nok. Altsammen småting hvis de stod alene, men sammen lægger de en betydelig hindring i vejen. Jeg mangler lidt at der er nogen der fortæller mig hvad jeg skal spille, hvilken gruppe jeg skal spille i, at jeg ikke skal sørge for hus og mad, og hvorfor jeg kommer til at elske det. Det virker ikke vanvittigt sandsynligt…

Så jeg er bange for, at det nok ikke ender med City of Cities… men det kan være de kommende måneder får mig til at ændre mening. Jeg håber, for jeg trænger nok lidt til at prøve noget andet end det “sædvanlige”.

Kongens Epilog

Det er lidt en outsider, men da jeg så deres hjemmeside blev jeg tiltrukket af det.

Hjemmesiden er fyldt med dejlig information (omend lidt mindre læsevenlig) og arrangørerne virker grundige, velforberedte og velstrukturerede. Det er det arrangement der virker som om de er længst med planlægning og som om de har den bedste struktur, og begge dele er store plus-ord for mig. Det giver ikke i sig selv et godt scenarie, men de er det grundlag, man bygger et godt scenarie på.

Konceptet virker sådan nogenlunde interessant. Det er klassisk fantasy-byscenarie-koncept vil jeg mene, men det trænger jeg også lidt til, så det kunne være meget fedt. Derudover synes jeg ikke der er lagt op til at man skal kede sig, der er masser af roller ledige hvor der kan komme til at ske noget.

Jeg var faktisk næsten besluttet på at tage afsted med en lille gruppe, da jeg kastede øjnene på reglerne. Det er fint med nogle magiregler, men jeg synes det virkede som om der var mange “Powers”, regler og modregler. Jeg er lidt bange for at konflikter, og meget spil, hurtigt kan blive et spil om regler og hvem der har flest evner og lavet det bedste “build” og ikke rollespil. Jeg har nogle rigtig dårlige erfaringer med den slags systemer, så det afskrækkede mig rigtig meget. Måske overfortolker jeg.

Så de røg fra hot til næsten ude af listen. Det kunne ellers have været en rar afveksling at prøve at spille med nogle andre spillegrupper, men det bliver ikke til det scenarie tror jeg. Øv.

Einherjernes sommerscenarie

De har ikke en hjemmeside oppe endnu. Jeg har ikke rigtig en ide om hvornår den kommer op. Jeg tror ret meget på at den arrangørgruppe der er i år, har lidt mere “go” end den fra sidste år, og hvis det er rigtigt så kommer der måske en side op indenfor en måned eller to.

Det koncept jeg har hørt derfra – om warhammer-western-lovløst-samfund-something –  minder lidt om Udskud, og tænder mig rigtig meget. Men det meste jeg har hørt er andenhåndsviden og som bekendt er der ikke noget der ligger fast førend det er sagt til spillerne. Så jeg må holde vejret lidt, men lige nu er det bedste bud.

Det der ærgrer mig er bare, at jeg ikke udfordrer mig selv særlig meget med det her. Jeg kender spillestilen, sikkert 50% eller flere af deltagerne og jeg ved hvad jeg får. Det er sgu’ for dovent. Men samtidig er det også det jeg finder mest interessant lige nu.

Jeg må nok holde vejret et par måneder endnu inden jeg træffer en afgørelse. Det kan være et af de andre projekter kan vække min interesse, eller jeg genfinder interessen for City of Cities eller Kongens Epilog. Jeg trænger virkelig til at prøve noget andet end Einherjerne og TRoA, og jeg synes der er mange muligheder i år.

9 Svar til Hvad jeg skal til sommer…

  • Thais Munk skriver:

    Løse tanker over noget jeg er forholdsvis enig i, sådan langt hen af vejen…

    Kongens Epilog synes jeg virker lækkert og fristende, men…det er muligvis bare mig, men er der ikke nærmest for meget info? Jeg følte mig ret overvældet over mængden af navne på steder, folkeslag og guder og det har jeg en fornemmelse af ville forvirre mig hvis jeg f.eks. stod med et dokument og skulle forsøge og huske om min karakter kunne læse det. Derudover synes jeg at hjemmesiden er flot og stemningsgivende.

    City of Cities…jeg er ret ærgelig over det, for jeg er nemlig superstor fan af post-apokalytiske scenarier, men jeg savner også en klar afgrænsning af settingen. Hvis du ændrer mening, må du mægtig gerne prikke til mig, for jeg er ikke 100% tændt på det koncept, som der er nogen af mine fynske hjemmedrenge har fundet på, men jeg vil gerne med til scenariet, hvis jeg har en gruppe at tage med. :-)

    Mht Einhjerenes sommerscenarie…så synes jeg deres hjemmeside er veldesignet og informativ. Blandt andet har jeg kunnet konstatere at jeg ikke tror scenariet er noget for mig, hvilket jo også er en vigtig del af kommunikationen ved et scenarie. :-)

  • Har du set en hjemmeside på einherjernes sommerscenarie? Det har jeg ikke…

  • Thais Munk skriver:

    For helvede, jeg har sguda forladt det danske liverollespilsmiljø. Jeg troede at Den Fortabte Stad var for i år, det var jeg ikke klar over. Pinligt, sorry. :-(

  • Jeg tror faktisk der var en chancen for, at du ville have syntes om Den Fortabte Stad – men nok om det :-).

  • Chia skriver:

    Kongens Epilog – Jeg har deltaget i to af de tidligere Haeven scenarier som også foregår i Praedias verden. Det med folkeslagene og Guderne er præcis ligesom til ethvert andet fantasy-scenarie. Det tager lidt tid før man har alt på plads.

    Min oplevelse af tidligere scenarier: At hvad regler angår er der ikke så meget knepperi. Scenariets mål dengang var spillet fremfor reglerne. Om du var power eller ej havde ikke nogen betydning. Min spiloplevelse blev ikke ødelagt på noget tidspunkt af de omstændige regler. Så jeg vil da gå ud fra at det er nogenlunde samme hjertebarn der videregives og deles denne gang.

    Udover det kan jeg ikke rigtig sige så meget om det. Jeg kender en smule til verdenen og idéerne bag men da det lader til at det er en anden arrangør-sammensætning end tidligere er det svært at udtale sig om det kommende scenarie.

  • Tak for kommentaren!

    Det er muligt at det ikke bliver regeltungt, men grundlaget for at gøre det sådan, er til stede. Det betyder at det i høj grad er et spørgsmål om de folk der kommer og de roller, som folk får lov at lave, og sådan noget er vildt svært at sige noget om, medmindre den samme arrangørgruppe har lavet noget tidligere, eller man kender folk rigtig godt.

    Du har givet mig mod på at genoverveje scenariet, men jeg forholder mig umiddelbart stadig kritisk. Jeg har været til en del scenarier hvor reglerne var i den tunge ende, vi blev lovet at det ikke ville blive sådan, og så blev det sådan alligevel (helt eller delvist). Brændt barn skyr ilden og alt det der… :-)

  • Chia skriver:

    Okay. Så inspireret af et svar, på et spørgsmål fra en bruger, fra Kongens Epilog’s forum vil jeg komme med en yderligere kommentar:

    Citat fra forummet:
    “Blot fordi vi har et stort regelsæt, betyder det ikke at det kan mærkes i spillet. Reglerne er lavet for at giver noget fedt rollespil, ikke for at regelkneppe. Vi har tænkt meget over de typiske problemer der opstår under et scenarie. For at nævne et typisk eksempel; Magikeren har en ton af fordele, men ingen ulemper, hvorimod krigerne ikke har noget.

    Derfor har vi bla. lavet ulemper ved troldmænd, og fordele til krigere (dette er blot et lille eksempel). Og det er ganske enkelt for at fremme rollespillet. Det er tydeligt karaktertræk man vil kunne mærke gør en forskel. Det kan godt være man kan ønske et væld af evner, for at forme karakteren, men det er for at fremme det for spillerne i sidste ende og give en super fed oplevelse.

    Derud over er størstedel af evnerne lavet således at de giver spilleren der besidder dem ekstra muligheder og værktøjer til at støtte rollen, uden at alle folk behøver blive trukket ind i det regel tekniske f.eks.: alkymi som standart spiller behøver man blot vide at man skal læse effekt kortet og se hvad bryggen gør, mens alkymisten får et væld af opskrifter, ritualer og forsknings metoder og hvad det bringer med sig af fordele og ulemper.” (citat slut)

    – Så kan du udfra det forhåbentlig danne dig et større og bedre indblik. Om det så er afskrækkende eller tillokkende i forhold til det tidligere nævnte, vil tiden vise.

    Udover det:
    Visionen der bliver lagt op til, på hjemmesiden, er at det er det, du medbringer til spillet, der er det, der kommer til at præge din spiloplevelse. Hvis du skriver et fedt plot omkring dig selv/din gruppe, er det hvad der kommer til at præge din spiloplevelse. Hvis du ikke gør, bør du forvente, og her taler jeg af erfaring, et mindre interessant spil med ikke ret meget plotinvolvering og mest af alt et overfladisk “hygge-scenarie”.

    Jeg fik kigget en ekstra gang på arrangørerne og jeg fik øje på en del gentagne navne. Enten fra sidste scenaries (Haeven 3) spiller-liste eller arrangør-liste.

    Noget helt andet: Jeg har deltaget i både “nordjyske scenarier” og Haeven-serien. De er MEGET forskellige. Spillet, indhold og måden man gør tingene på adskiller sig kraftigt fra hinanden. Så om ikke andet ville det være en god mulighed for, at få prøvet noget “nyt og anderledes”.

    Hvad end du vælger at gøre denne sommer, er jeg sikker på, at det bliver en oplevelse. Jeg glæder mig til at læse om det bagefter :)

  • Tak for opfølgningen!

    Min bekymring omkring regler går som sådan ikke på længden – det er måske lidt upræcist beskrevet af mig. Det er nok to ting der kan forskrække mig; kompleksitet og “forsøg på balancering”.

    Kompleksitet er ikke det største problem her, men såvidt jeg husker er der lidt. Der er dog meget vundet ved det princip de beskriver, som også bliver brugt til Sidste Søndag i Aalborg, nemlig at man i den modtagende ende af overnaturlige evner kun behøver at vide få ting, mens dem der udøver det, har mulighed for at lave mange forskellige ting. Det er fint nok.

    Det er særligt forsøget på afbalancering der sætter nogle bestemte associationer i gang (og det gik nok først op for mig nu da du beskrev det her). For afbalancering betyder, at balancen er vigtigt – dvs. at reglerne er vigtige. Hvis evner og besværgelser ikke betyder særlig meget i spillet, var det ikke nødvendigt at afbalancere dem. Det er måske en lidt svær pointe at videreformidle, men jeg håber det har fanget.

    Lige nu afventer jeg stadig at se hvad jeg skal til sommer. Der er tre muligheder; Kongens Epilog, Einherjernes og Mellem Kansler og Krone (som dukkede op indenfor de sidste par uger i mit synsfelt). Jeg vælger med at træffe en beslutning til alle tre arrangementer har forklaret tilstrækkeligt meget om hvad de vil, til at jeg kan tage min beslutning.

    Men endnu engang tak for tilbagemeldingen, det sætter jeg pris på!

  • Migal skriver:

    Sch. Hemmeligt indlæg for at sige Kåre er rar og at jeg håber på at se mere fra hans fine blog når han er færdig med hans hus. :) 2014 here we come!

Add Comment Register

Skriv et svar

Login
Login med Facebook, Google, Yahoo eller Twitter.
Abonner
Arkiver
Kategorier