Kunsten at vælge fra…

Når jeg overvejer at deltage i et scenarie forsøger jeg altid at vurdere, om det er realistisk at scenariet bliver realiseret som arrangørerne beskriver det – ofte også før jeg overhovedet tager stilling til om scenariet er interessant for mig. Jeg tror det bunder i, at jeg hader at køre mig selv op til at skulle deltage i noget som efterfølgende bliver aflyst eller bare ikke bliver som beskrevet. Så hellere starte med et “reality-check” og så efterfølgende finde ud af, om jeg har lyst til at spille det.

Det primære værktøj her er at vurdere arrangørernes kompetencer (tidligere beviste eller, i mangel på bedre, vurderet baseret på det arbejde de allerede har lavet på det pågældende arrangement, f.eks. hjemmeside og kommunikation) op mod de arbejdsopgaver de definerer for sig selv med den plan de har for scenariet.

I mange tilfælde betyder det, at man skal vurdere arrangørerne på den smule de allerede har lavet omkring scenariet – hvilket typisk er at sætte nogle rammer op for scenariet og kommunikere dem ud. Så hvordan vurderer man arrangørerne på de rammer de har sat op? Det letteste at gøre som arrangør, er jo at fortælle alle de ting ens scenarie opfylder og kan. At scenariet både har plads til den ene og den anden spiltype, at det skal være stort og underholdende for alle, at det skal være billigt og man vil få alting, og at arbejdet allerede er halvt færdiggjort. Så hvis man skriver, at man opfylder alting, så bliver det vel pissegodt – hvordan kan man blive vurderet på det?

Problemet med det er bare, at man sætter sig selv en enorm opgave. Faktum er nemlig, at man kan ikke alting på en gang. Man kan ikke både have 500 deltagere og 24-7 underholdning leveret fra arrangørerne til alle deltagere. Man kan ikke både sælge deltagelse for 200 DKK og give mad, lækre boliger og gode skideforhold til alle deltagerne. Eller… selvfølgelig kan man det – men det kræver helt exceptionelt meget fra arrangørernes side, og er derfor ikke vanvittigt realistisk. Den slags scenarier kan der snildt gå et årti – eller mere – imellem, og når de kommer er du ikke i tvivl, for de folk der står bag det ved du allerede godt er hammerkompetente.

Derfor tænder jeg rigtig meget at arrangørerne tør fortælle hvad de ikke kan – og står ved det. For det er nemlig det der viser erfaring og forståelse for opgaven.

For det første gør de projektet realistisk når de siger at “scenariet er pisse-billigt, men du får heller ikke mad og bolig for pengene”,  og for det andet så viser det, at de forstår at begrænse deres egne arbejdsopgaver, så det er realistisk at de får dem udført. Det samme gælder koncepter – hvis man siger man vil tilfredsstille dem der vil spille roligt byspil og dem der vil slås hele tiden så er der en overhængende risiko for at en af grupperne bliver skuffet. Det er bedre kun at lave den ene ting, og så acceptere at det betyder, at nogle folk ikke deltager i stedet for at forsøge at behage begge men i sidste ende ikke behage nogen.

Derudover kræver det mod, at turde vælge noget fra. Det kræver mod at sige nej til deltagere og koncepter, fordi de ikke passer ind i det man gerne vil med scenariet. Det kræver mod at holde fast på ens originale ideer og tanker når deltagerne forsøger at rokke ved dem, og det viser selvsikkerhed og at (man mener at) scenariet er gennemtænkt. Man skal naturligvis ikke være stejl og uimodtagelig, men det er vigtigt at man har en klar ide om hvad man vil, og at man viser man tør stå ved det.

Så derfor betyder det meget at arrangørerne tør vælge fra – og derfor kigger jeg ofte på hvad et scenarie ikke er frem for hvad det er. For hvis de siger de vil alting så ved jeg at det sandsynligvis ikke bliver nogen af delene. Men hvis de kun vil få ting, kan det bliver rigtig stærkt og gennemført.

Hvis jeg kun måtte give et tip til førstgangsarrangører så var det det – beslut hvad jeres scenarie er men så sandelig også hvad det ikke er, og stå fast ved det. Forsøger man at behage alle, behager man i sidste ende ingen. Det gælder både i livet som helhed, og også når man arrangerer scenarier…

8 kommentarer til Kunsten at vælge fra…

  • Pingback: 6 tips for arrangører…

  • Christian Gjelstrup skriver:

    Er du enig i at Khypris, som blver afholdt nu til sommer, er af den slags som der let kan gå et årti imellem, og som man ikke er i tvivl om?

  • Begge Khypris arrangører anser jeg for gode venner, så jeg vil ikke kalde mig selv objektiv i en sådan vurdering. Jeg vil dog alligevel forsøge.

    Det jeg beskriver her, er de helt exceptionelle scenarier, dem man altid fortryder man ikke deltog i. Dem som er så vilde, at man snakker om dem mange år efter og måler ting op imod dem. Dem som definerer nye protoscenarier. 13-taller på den gamle karakterskala. Bjergene udenfor kategori i Tour De France (nej vent, det er de sgu’ næsten allesammen).

    Khypris år 1 bliver et 11-tal – med spillerne som det ukendte element der kan trække det ned, hvis der er nogle der falder hårdt igennem. Arrangørerne lavet bundsolidt arbejde. De ved hvad de går ind til. De brænder for det, og de knokler. De har alle kompetencerne og alle kontakterne til at lave det scenarie de beskriver.
    Men de mangler det sidste til at nå 13-tallet. Det er som sådan ikke manglende evner der gør det, men scenariet er ganske simpelt ikke tiltænkt som et sådan, og det er der intet galt i.

    Hvis man skulle lave et 13-tal med Khypris er der flere steder man skulle sætte ind. Flere originale tanker og ressourcer til rolleskrivning. Vildere kulisser – altså i “Vi bygger en permanent by”-kategorien. Lavere pris.
    Kort fortalt kan det ikke lade sig gøre uden en hær af frivillige og arrangører, som har det som “fuldtidsbeskæftigelse”.

    Men igen – Khypris bliver rockerfedt. Jeg glæder mig helt vildt og jeg kan varmt anbefale at tage med. Jeg tror det bliver en utroligt god oplevelse for alle, der deltager.

  • Christian Gjelstrup skriver:

    For at have noget at sammenligne 11-tallet med, hvilken karakter vil du så give “noget om helte” som du selv deltog i og har skrevet en lang evaluering af?

    Og hvis man (som mig) allerhelst vil deltage i både Khypris og City of Cities 2, men kun har penge eller personligt overskud til en af delene, hvilket scenarie vil du så anbefale? Hvilken karakter får Coc2?

  • Christian Gjelstrup skriver:

    link til din evaluering af noget om helte:
    http://www.idenmoerkeskov.dk/?p=1066

  • Generelt synes jeg det er lidt unuanceret at give karakterer af overståede scenarier, for en scenarieoplevelse af meget individuel. Normalvis skriver jeg netop (lange) evalueringer for at kunne dække mange flere aspekter end hvad et tal kan gøre.

    Bortset fra det – NoH var nok omkring et 8-tal på den gamle skala. Den går fra af 7-tallet fordi jeg er meget begejstret for heltescenarie protoscenariet. Men udførslen manglede rigtig meget, og der var for mange ærgelige oplevelser og for langt mellem de rigtig fede.

    Om man tager til CoC2 eller Khypris er et spørsmål om præference. Jeg ved ikke nok om CoC2 til at kunne sige noget kvalificeret derom. Jeg kan sige jeg tager til Khypris men ikke til CoC2, men CoC2 har aldrig haft en chance i den sammenhæng, fordi jeg har så mange forbindelser til Khypris (jeg var arrangør på Khypris I og II og har deltaget i alle 4, arrangørerne er mine gode venner, det er et joint venture mellem einhejerne og TRoA og jeg synes konceptet er spændende og veltænkt) og CoC tiltalte mig ikke rigtig (for meget man skulle lave selv, alt for løst defineret for min smag, en genre jeg ikke tænder vildt på, osv.).

    Så jeg er ikke den rette til at holde de to op mod hinanden.

  • Christian Gjelstrup skriver:

    Tak for infoen 🙂 hvis jeg til Haraskoven eller Krigslive 8 kan finde nogen at spille på hold med til Khypris, vil jeg benytte mit vikinge-kostume fra krigslive 8 til at spille omvendt norscaner fra Marienburg, ellers nøjes jeg med Coc.

    Et sidste spørgsmål: Har du nogle eksempler på allerede afholdte scenarier af den slags der let kan gå et årti imellem, og som man ikke er i tvivl om? Kunne det svenske kæmpe-scenarie Trenne Byar fra 1996, og avant-garde scenariet System Danmark være eksempler på dem? Under alle omstændigheder er det nogle jeg har hørt om flere gange efter 2009.

  • De er mine to bedste eksempler faktisk. Dragonbane kunne have været det, men der var bare for mange ting der glippede.

    Nu skal det ikke forståes fuldstændig firkantet – jeg burde måske have fundet et navn til dem i stedet for at beskrive dem ud fra frekvensen de kommer med.

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier