2021 til 2022…

Endnu et år er gået. Det altoverskyggende tema har været at jeg har haft meget lidt tid og mulighed for at mødes med mine venner og det i høj grad har påvirket muligheden for at udleve min spilhobby. 2021 har været det allerhårdeste år i mit liv målt på aktivitet, opgaver der var større end forventet og uforudsete problemer så selvom jeg i alle betydende træk har det fint, så har der været forsvindende lidt tid til hobby og der går nok lige lidt, inden det bliver anderledes.

Men lad os grave os lidt mere ned i detaljerne.

2021

Jeg startede ud med en ambitionsliste der så sådan her ud:

  • At få færdigindrettet spillerummet i det nye hus inklusiv nyt spillebord.
  • Figurspil: Ingen ambtioner.
  • Liverollespil: Måske deltage i et enkelt megagame i TRoA hvis de bliver til noget men ellers ingen planer.
  • Bordrollespil
    • At få spillet 12-18 spillegang på gammelmandsholdet med Dungeon of the Mad Mage.
    • At – hvis tiden tillader det og lejligheden viser sig – at få startet en lille bordrollespilskampagne op eller få spillet en mini-kampagne. Men det står vist mest på listen for at jeg kan forholde mig til det når året er omme mere end fordi jeg tror der bliver tid til det.
    • Det er ikke planen at gøre mere med Doomstones i 2021. Men jeg forventer at samle op i 2022.
  • Brætspil
    • At bruge mindst 200 timer på spildesign og relaterede aktiviteter med henblik på både at designe på Shaky Town og få færdiggjort flere spil til næste års Essen Spiel.
    • At komme til Essen Spiel med mindst 15 pitchmøder.
    • At få afviklet Fastaval 2021.
    • At engagere mig i Fastaval 2022 designkonkurrencer som arrangør hvis jeg har lysten til det efter Fastaval 2021.
    • At spille brætspil 150+ gange som ikke er spil der er ved at blive designet – og gerne flere 3+ spillere end i 2020.

Få færdigindrettet spillerummet i det nye hus nåede jeg ikke. Der er kommet reoler op med ting i, skrivebord og whiteboard er sat op og spillebord ligeså. Men jeg har været lidt i tvivl om hvad jeg skulle gøre med belysning og den er derfor ret mangelfuld og det nye spillebord er udsat på ubestemt tid. Der mangler også nogle hylder, kroge og basalt set alt i dekorationer.

Figurspil – jeg levede op til mine ambitioner! Jeg tror decideret at spille figurspil ligger lidt langt væk.

Liverollespil – det blev til lige præcis ingenting. Der har heller ikke været afviklet et mega-game i år, så det flugter som sådan med ambitionen.

Bordrollespil startede egentlig rigtig fint ud. Med udgangen af juni havde vi spillet 8 spillegange i Dungeon of the Mad Mage og selvom det tog noget længere at gå gennem et level end jeg regnede med, så havde vi det sjovt med det. Så blev jeg ramt af arbejde (jeg er sådan set ikke kommet mig helt endnu) og holdet har været på pause siden. Vi havde helt sikkert nået 12 spillegange hvis det ikke var tilfældet.

En ny kampagne blev det bestemt ikke til. Jeg har hele tiden mindst en ny ide jeg går og pusler med (lige nu en fantasy post-apokalyptisk “udforske hvad der skete” kampagne der nok hører bedst hjemme i en variant af Ruin Masters), men vi var ikke langt inde i året inden det gik op for mig, at der kom ikke noget nyt på bordet fra mig i år.

Doomstones er der ganske rigtig heller ikke sket noget med. Jeg har tænkt en del over det og jeg er nok der hvor jeg overvejer om jeg helt skal smide håndklædet i ringen på det. For det første er det snart 2 år siden vi gik på pause (det var lige inden corona) og jeg kan mærke jeg har mistet lidt af gejsten. Det er til dels også ført an af, at det er ekstremt tidskrævende at lave scenografien og for mig var det en bærende del af det at lave kampagnen. Sekundært kan jeg mærke, at jeg også er lidt træt af præ-skrevne scenarier. Ikke så meget fordi de nødvendigvis er dårlige, men fordi det simpelthen sker lidt for ofte for mig, at jeg glemmer vigtige elementer fordi jeg ikke selv har besluttet dem. Slutteligt må jeg også anerkende at jeg virkelig ikke synes WFRP 4th edition er godt. Det har nogle helt fantastiske elementer, men det er kombineret med noget der er helt fundamentalt ikke-fungerende og jeg kan ikke se jeg kan house-rule mig ud af det.

Jeg er ikke klar til at trække stikket endnu, men omvendt så står det ikke højt på listen når tiden er knap.

Så kommer vi til det store emne på listen – brætspil. Det er kommet til at fylde mere over de sidste år, men i 2021 har det været en virkelig spøjs størrelse.

Lad os starte med designdelen. Ambitionen om de 200 timer var egentlig rimeligt overkommelig og den første halvdel af året gik fint med lidt over 100 timer – langt de fleste blev brugt på Shake That City (tidligere kaldt Shaky Town) sammen med Mads Fløe og AEG. Det har været en virkelig lærerig proces med sine op- og nedture. Vi er ret sikre på at vi har lavet et virkelig godt spil men udgivelsesdatoen er ikke fastlagt. Jeg må indrømme, at jeg trænger til at se det komme ud og leve efterhånden.

Men derudover har jeg ikke arbejdet på særlig meget. I den første halvdel af året kunne jeg måske have fundet lidt tid (og det blev også til at få skrevet et par koncepter ned i lidt flere detaljer og til at arbejde lidt på et spil til Game rush på Fastaval), men faciliteterne var ikke så gode da vi stadig stod i ret meget flytterod. Anden halvdel af året var faciliteterne i orden men tiden har været præget af arbejde og jeg har ikke engang altid kunnet finde tid ti lat arbejde med Shake That City – endsige at arbejde på nye projekter. Så alt i alt havnede jeg et stykke fra de 200 timer og jeg har ikke formået at arbejde på særlig meget nyt.

Essen Spiel hang i flere omgange i en tynd tråd og jeg overvejede også min deltagelse en del for og imod. I sidste ende valgte jeg at tage afsted men fordi jeg stort set ikke har haft tid til at designe spil valgt jeg ikke at forsøge at presse nogle pitchmøder ind. Det var det dejligt gensyn og et fint afbræk fra en travl hverdag og jeg var rigtig glad for at jeg tog afsted. Men der blev ikke pitchet noget.

Vi fik afviklet Fastaval 2021 online. Det blev bedre end jeg havde ventet men samtidig var det ikke helt det jeg havde ønsket. Jeg krydser virkelig fingre for at der ikke sker noget der gør, at vi ender med endnu et online (eller aflyst) Fastaval i 2022.

Jeg valgte nemlig at engagere mig i Fastaval 2022 brætspilsdesignkonkurrencen igen. Udover en rigtig dejlig gruppe medarrangører så trænger jeg bare virkelig til at lave en fysisk Fastaval – at se spillene i virkeligheden og mødes med andre spillere i virkeligheden.

På spillesiden af brætspil har 2021 været et virkeligt spøjst år. Det er det år jeg har spillet suverænt flest spil – med en faktor 3 eller mere ned til nummer to! 785 spil for at være præcis. Det har dog i høj grad været båret af at jeg har nogle få brætspil jeg spiller solo på telefonen. Topscoreren her er Railroad Ink som jeg har spillet 305 gange, derefter Terraforming Mars som jeg har spillet 160 (et par stykker af dem har dog været mod andre mennesker) og slutteligt Cartographers som er nået op på 121. Jeg har ofte brugt det som afslapning på tidspunkter, hvor det var svært at lave noget andet.

Jeg har dog spillet 162 spil med andre spillere, heraf cirka halvdelen med Majken og hjemme. Fordi en del har været 2-personers spil med Majken så har jeg ikke fået særligt mange 3+ personers spil, men dog stadig næsten 3 gange så mange som i 2020. Det har i høj grad været båret af nogle få begivenheder med mange korte spil. Jeg savner lidt, at spille lidt flere lange spil.

Når jeg tager i betragtning hvor skørt året har været på alle mulige andre fronter, så synes jeg faktisk jeg har fået mere tid til min spilhobby end jeg havde gættet mig til – det har nok mest været det sidste halve år, hvor det har været svært at få tid til.

2022

Ligesom sidste år vælger jeg det billige svar og siger at “det bliver svært at spå om”. Som min tid er nu særligt med arbejde er der ikke megen tid til hobby og sjov. Omvendt har en af mine lektier fra 2021 været, at hvis jeg nedprioriterer det for længe så rammer det min energi og mit humør. Jeg tror i sidste ende ambitionerne ender med at være på niveau med sidste år.

Spillerummet – jeg skal i al fald have sat lys op samt de sidste par hylder og andre småting der mangler. Realistisk set er jeg nok først helt færdig med det engang i sommerferien. Jeg vil også gerne have nyt spillebord på planen men behovet er ikke akut og jeg har mange andre ting der er vigtigere. Så jeg tænker lys og færdigindretning – og så må vi se om der bliver tid til spillebordet, ellers må det bliver i 2023.

Figurspil – jeg ser ikke jeg kommer til at spille figurspil af nogen art i 2022. Når Warhammer: The Old World udkommer kan det være jeg skal være med på den bølge (hvis der er mange andre nørder i lokalområdet der hopper på), men bedste gæt er pt. 2023 og Dropfleet har jeg svært ved at se kommer til live igen i lokalområdet. Jeg er ikke der, hvor jeg har behov for nogle nye projekter her.

Jeg vil dog gerne have tid til at male og samle flere figurer og terræn. Det lyder spøjst når jeg nu ikke regner med at spille, men for det første er det virkelig god afslapning for mig og for det andet bruger jeg mange af de samme ting i bordrollespil. Så jeg har en ambition om at jeg skal have gang i malingen igen i 2022 – også selvom det bare bliver nogle få ting.

Liverollespil – det her er helt klart et sted, hvor ambitionerne er i bund. Primært fordi det er forholdsvis tidskrævende. Hvis der viser sig noget jeg kan tage afsted til med en lav grad af forberedelse og hygge mig med så vil jeg overveje – men større scenarier eller ting der kræver en masse grejproduktion er simpelthen ikke på listen lige nu.

Bordrollespillet minder meget om sidste år. Først og fremmest skal vi igang med Dungeon of the Mad Mage igen på gammelmandsholdet. Hvis jeg skal sætte en ambition på antal spillegange må det bliver 12 – det er i al fald ikke for ambitiøst.

Jeg vil også stadig virkelig gerne starte noget nyt op. Blandt de tanker jeg havde sidste år er der stadig flere der spøger og lidt nyt kommet til:

  • Pendragon kunne være rigtig fedt – jeg synes det lyder spændende og elsker ideen med at spille over lang tid.
  • Ars Magicka kunne af nogle af de samme årsager været fedt.
  • Birthright lurer stadig som en spændende tanke.
  • Det gør Forbidden Lands også – eller Ruin Masters i samme stil. Tanken vil være at lave noget post-apokalyptisk fantasy hvor spillerne også udforsker settingen. Det er i høj grad inspireret af mange nyere fantasyserier hvor det går op for mig, at noget af det jeg synes er fedt at netop gradvist at lære settingen at kende.
  • Det kan også være det skal være noget 5E – jeg er stadig ret tændt på systemet. Men det skal være noget hjemmebrygget for jeg har brug for en pause fra købe-scenarier.

Jeg har som ambition at en af de planer bliver til noget – gerne med en gruppe af folk jeg ikke har spillet så meget med før eller længe. Det kunne eventuelt være en “hver anden uge” eller “hver tredje uge” model for at gøre det lidt lettere, at passe ind i hverdagen.

Doomstones HD – der er heller ikke planer om at samle det op i 2022 som det ser ud nu. Som jeg skrev ovenfor er en kombination af den lange pause, at jeg virkelig ikke er glad for 4th edition WFRP, at jeg er kørt lidt sur i købescenarier og at jeg har rigtig svært ved at finde tid til at male terræn årsagen til, at gejsten er lidt langt væk. Jeg er ikke klar på uden videre at lukke det nu (det vil jeg som minimum vende med spillerne) men det ligger heller ikke først for i 2022.

Brætspillet er stadig den største aktivitet.

Hvis vi starter med spildesignsiden så vil jeg gerne arbejde med noget nyt. Ambitionen er at finde mindst 100 timer på spildesign som ikke er Shake That City. Jeg har masser af ideer og halv- og helfærdige projekter. Realistisk set skal vi nok minimum hen i andet kvartal inden jeg kan samle det op igen. Jeg vil også gerne have vores testaftener igang igen her i Aalborg. Jeg er usikker på, om jeg gør andet i designerrollen (eksempelvis Århus Brætspilsfestival, designer retreat eller lignende). Det kunne være fedt, men meget af det ligger i første og andet kvartal af 2022 og jeg tror ikke jeg har noget at bidrage med til de arrangementer til den tid.

Essen Spiel – jeg vil gerne planlægge efter at skulle afsted igen. Omvendt må jeg også sige, at hvis jeg ikke er afsted for at pitche så tror jeg ikke jeg har behov for at komme afsted hvert år. Med det sagt; hvis Shake That City udkommer inden Essen 2022 så skal jeg afsted, også selvom jeg ikke har noget at pitche. Så det kan nok sammenfattes til, at ambitionen er, at hvis jeg skal afsted så skal det være med et andet formål end som forbruger – altså enten med pitch eller fordi Shake That City udkommer.

Fastaval 2022 skal også afvikles og det forventer jeg at deltage i. Der er nok ikke ret meget mere at sige end det.

Fastaval 2023 er jeg lidt mere usikker på. Jeg er glad for mine medarrangører. Jeg synes det er en fed proces at være med i og jeg elsker at læse pitches. Men det er periodevis virkeligt tidskrævende og jeg kan mærke, at de to sidste år med hhv. aflysning og online har drænet lidt drive. Jeg tror ikke jeg har en ambition om at deltage som arrangør igen. Det kan naturligvis være jeg ændrer mening efter selve Fastaval men for nu tænker jeg, at det måske er på tide at lade nogle andre kommer til og lade op ved at bruge kræfterne på noget andet – måske rent faktisk deltage med et spil igen (nu hvor jeg trak mit spil i 2021).

I forhold til at spille brætspil har jeg valgt to udfordringer til mig selv. Den ene er, at jeg vil prøve i snit 3 nye spil om måneden sammen med nogle andre dvs. 36 spil hen over et år. Der understøtter, at jeg rigtig gerne vil spille med nogle flere mennesker og at jeg rigtig gerne vil prøve nogle nye spil. Den anden udfordring er en klassisk “10×10”; at spille 10 forskellige spil 10 gange. Det tror jeg ikke bliver så svært igen, men jeg er lidt spændt på hvor hurtigt det går. Jeg har ingen konkrete planer om antal spil jeg skal have spillet for så længe jeg bruger solospil på mobilen til forskellige korte pauser, så kommer jeg hurtigt på et højt antal.

Jeg vil dog også gerne spille lidt flere tunge og lange spil. Konsekvensen af at spille meget med Majken er, at det typisk ikke bliver så meget til de tunge spil, og det savner jeg en lille smule.

Jeg har også overvejet, om jeg skulle have et semi-fast brætspilshold – måske hver 2. eller 3. uge med fokus på de lidt større spil. Jeg tror dog der er for mange andre ting på programmet, men jeg kunne jo vurdere sidst på året, om der var tid til at starte det op – så det kommer på som en reminder.

Så er jeg vist klar til en opsummering:

  • Spillerummet
    • At få det færdigindrettet med lys, de sidste hylder, osv.
    • Nyt spillebord afventer til 2023.
  • Figurspil
    • At igen få malet bare lidt på terræn og/eller figurer.
  • Liverollespil
    • Ingen ambitioner.
  • Bordrollespil
    • At få spillet mindst 12 spillegange i Dungeon of the Mad Mage med gammelmandsholdet.
    • At få startet en ny kampagne op – måske hver 2. eller 3. uge med nogle folk, jeg ikke har spillet med længe.
    • Doomstones HD: Ikke nogen ambitioner for 2022 – men måske for 2023.
  • Brætspil
    • Bruge mindst 100 timer på spildesign som ikke er Shake That City.
    • Starte test-aftener i Aalborg op igen sammen med de andre designere i Aalborg.
    • At tage til Essen Spiel enten for at pitche eller fordi Shake That City udkommer – hvis ingen af de to er tilfældet skal jeg nok overveje, om det var bedre at prioritere tid og penge anderledes.
    • At afvikle Fastaval 2022.
    • Fastaval 2023 skal jeg vurdere, om jeg har lyst og gejst til efter Fastaval 2022 – men have i mente, at det har været svært at finde den samme energi, tid og entusiasme grundet de sidste to års aflysninger/ændringer.
    • Få spillet 36 nye brætspil med andre mennesker og spille 10 forskellige spil 10 gange hver.
    • Få spillet flere tungere og længere spil end i 2021.
    • Måske se på at få startet en regulært brætspilsgruppe op i sidste halvdel af året – hvis tiden er til det.

Ambitionerne vægter tungere og tungere på brætspilssiden. Selvom jeg synes jeg har forsøgt at holde ambitionerne lidt nede fordi tiden har været så knap det meste af 2021 og 2022 i al fald starter lidt i samme gear, så er der stadig mange ting jeg gerne vil – så må jeg jo se hvad der ender med at blive virkelighed.

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier