Doomstones HD – en intro

Så, Theis opfordrede i mit årlige nytårsindlæg til at fortælle lidt mere om mine tanker med Doomstones HD og det gav genklang i mig selv, så det har jeg hermed tænkt mig at forsøge over nogle indlæg.

Jeg har egentlig mange ting på hjerte omkring det her emne, så jeg tror jeg kommer til at dele det lidt op. Det er også lidt et skriv til mig selv, så jeg er opmærksom på de elementer i projektet jeg har tænkt over og husker at få skrevet dem ned. Men first things first…

Hvad er Doomstones HD?

Jeg spiller for lidt bordrollespil. Eller snarere – jeg vil gerne spille noget mere. Det jeg spiller lige nu er hyggeligt, men meget afslappet og jeg savner også at spille noget, hvor selve rollespillet er lidt mere i fokus. Noget hvor der er kælet lidt mere for detaljerne og hvor man fortæller en lang, god sammenhængende historie.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det jeg spiller nu er rigtig hyggeligt. Det er nogle dejlige mennesker som jeg elsker at bruge tid sammen med. Men vi er i den flok – mig selv inkluderet – meget afslappede. Mange jokes, meget snak om andet og ikke særligt fokus hverken på historien eller at spille vores roller. Ud af de typisk 4 timer vi mødes kan vi godt bruge 1½ på at snakke arbejde, familie, sladder fra spilmiljøet, liverollespilsscenarier eller alt muligt andet. Jeg elsker de aftener – det er nok de aftener hvor jeg griner allermest – men det er ikke særligt udfordrende eller udviklende rollespil.

Det er nogle af de ting jeg gerne vil anderledes med Doomstones HD. Alle spillere er fokuseret på spillet, at spille en rolle og det at fortælle en historie.

Noget andet jeg vil er tilbage til rødderne – på mere end en måde.

Den ene måde er at jeg gerne vil helt klassisk spilleder-og-spillere system med klassiske task-resolution mekanik. Jeg ved der er mange moderne fancy måder at lave bordrollespil på og de har deres berettigelse, men det er ikke det jeg har lyst til. Jeg vil gerne gøre det klassiske men forsøge at bruge nogle redskaber til at få det til at fungere og glide bedre.

Den anden måde er indholdet. Doomstones er en gammel Warhammer Fantasy Roleplay kampagne og den var min introduktion til WFRP (Warhammer Fantasy Battle havde jeg spillet i flere år på det tidspunkt). Den er lidt i high-fantasy enden og ikke helt så god som The Enemy Within, men det var her jeg trådte min WFRP-barnesko, og den appellerer til mig i helt særlig grad på en måde jeg ikke helt kan forklare. Det er Warhammer som i de rigtige gamle dage – før det blev rigtig gritty – og jeg knus-elsker det.

Hvorfor HD?

Well, det drejer sig om at kæle for detaljerne i den praktiske udførsel og udtryk. Vi skal spille med malede figurer på lækre landskaber – og flere lignende ting. Det vil jeg komme mere ind på senere.

Doomstones HD er tiltænkt voksne mennesker med travle liv. Vi skal ikke spille for tit, og der skal være tid til forberedelse. Til gengæld skal vi være fokuserede når vi spiller så det bliver en god oplevelse.

Så hvis jeg kort skal forsøge at sammenskrive de tanker bliver det til:

  • Nostalgisk pre-gritty Warhammer
  • Fokus på at den praktiske udførsel er lækker med figurer, landskab og lignende
  • Vi spiller ikke så tit men til gengæld spiller vi lidt længere og mere fokuset når vi så spiller
  • Fokus på at fortælle en god historie og på at man spiller sin rolle

Jeg har en række overvejelser jeg gerne vil skrive om. Så i ikke-specificeret rækkefølge bliver de næste emner:

  • Spillere – hvordan finder jeg ud af hvem jeg skal spille med?
  • Udstyr og terræn – hvad og hvordan? Det bliver måske flere indlæg.
  • Praktiske rammer omkring spillet.
  • Indhold i kampagnen
  • En god opstart

Der dukker sikkert flere emner op over tid – men det er dem her, jeg har tænkt mig at starte med.

6 kommentarer til Doomstones HD – en intro

  • johs skriver:

    Sejt, men du er ikke bange for at alt det der figurawesomeness kommer til at stå i vejen for indlevelse i historien?
    Nogen gange synes jeg at figurere godt kan gøre at man tænker meget i, ja, figurer og ikke laver scener i hovedet ligeså let. Genkender du det?

  • Måske – det har jeg faktisk ingen praktisk erfaring omkring, men det er en relevant overvejelse. Jeg håber det kan understøtte en bedre rumlig forståelse af actionscener så man ikke bruger så mange kræfter på at forventningsafstemme hvad man kan og ikke kan, hvor ting er, hvem der kan se hvad, osv.

  • Thais Munk skriver:

    Jeg synes det lyder som en awesome kampagne-opsætning, især ift dine tanker om nostalgisk pre-gritty warhammer. Min oplevelse er at figurer giver en helvedes masse til kampscener, hvor jeg ikke har haft samme oplevelse med at det giver mindre indlevelse i historien.

    Anyway, jeg glæder mig endnu mere til at læse med nu her 😀 Jeg er selv lidt retro og kan godt lide task resolution til mange ting, gerne med mindre offgame snak og mere spil. Jeg ærgrer mig bare lidt over at jeg bor på Fyn, for det lyder virkelig som en kampagne jeg gerne ville være spiller i.

    Hygge,
    Thais med A

  • johsbusted skriver:

    Cool. Jeg kender godt til problemer med at man forstiller sig den fysiske set up i scenen forskelligt rundt om bordet. Der kan figurer helt sikkert hjælpe. Her ville jeg dog nok alligevel ikke gå “realisme” vejen, men holde det mere abstrakt, da jeg er ret glad for den fortolkningsfrihed der ligger i bordrollespil. Når man kører HD er det (ligesom i Live) ikke kun fantasien der sætter grænserne, men også ens figurer og maleevner.

    Men jeg kan dog se det seje i projektet og tror det bliver skidegodt – selvom jeg ville gribe det anerledes an 🙂

    Noget andet er den der pre-gritty warhammer. Er det noget I har fra Battle før 1986, hvor WFRP og The Enemy Within kommer på banen? Jeg mener både grundbogen og TEW er, da utrolig gritty. Det er også episk og en masse andre ting, men virkelig også gritty (især ift. D&D).

    Faktisk er det min opfattelse at Warhammer (især Battle) er gået fra gritty imod mindre gritty – og altså ikke omvendt. Er det noget jeg ikke har fanget/forstået?

    KH
    Johs

  • Thais; Tak ordene 🙂

    Johs; Jeg kan godt følge din pointe. Det kan også være det viser sig, at fungere dårligere end jeg forestiller mig, men jeg har lyst til at prøve.

    Ifht. Gritty og warhammer; Jeg har i min rollespilsopdragelse tænkt warhammer som gritty through-and-through. Så læste jeg for nogle år siden en artikel som vendte lidt op og ned på det. Jeg kan desværre ikke finde den igen men essensen var, at tanken med WFRP 1st edition IKKE var dark fantasy og gritty, men en alternativ klassisk high-fantasy. Men det blev tolket / spillet i en dark fantasy retning og så blev det nye materiale også mere gritty – både de senere ting i 1st edition og materialet i 2nd edition.

    Når man læser de gamle 1st edition WFRP bøger med det perspektiv, kan man (well, jeg) godt se det. Der er dælme meget episk high fantasy deri hvor spillernes roller kan få nogle ret crazy powers uden det automatisk er forbundet med forfald. Man kan i teorien godt trække sig tilbage og leve og langt og lykkeligt liv på et tidspunkt. Det er ikke D&D episk men heller ikke low-key-dark-and-gritty.
    Den her evindelige (og håbløse) kamp imod Chaos, korruption og forfald er ikke så dystert og håbløst og egentlig bare mere hårdt og episk. Jeg mangler nok nogle begreber for at kunne forklare det klart og det er også mere en fornemmelse end noget andet.

    Hvor Warhammer går imod nu er nok svært at svare på eftersom det er blevet så splittet. Battle findes jo ikke længere og Age og Sigmar er jo en helt anden setting. Så er der diverse computerspil rundt omkring men de bærer jo videre på semi-tilfældige traditioner afhængig af deres nedslagspunkter. Den nye 4th edition som cubicle 7 har licensen på tyder stort set på at blive en nyimplementering af 2nd edition med lidt justeringer hist og her, men det lugter mest af en D&D 3.5 udgave en det lugter af en 5th edition D&D hvis den analogi giver mening.

    Jeg har historisk set warhammer som eksisterende i tre forskellige verdener.
    WFRP; En dark fantasy, gritty, vi-dør-allesammen-og-vi-udretter-næppe-noget-i-processen slags setting.
    WFB: Episk kampe, mægtige helte, alting står på spil hele tiden.
    Blood bowl: Fantasy-comedy – med masser af blod.

    De tre hovedspor har så forskellige andre warhammer-produkter koblet til sig; Blood bowl stilen er f.eks. den samme som Warhammer Quest favner (i min optik) og Genevieve romanerne.
    Det jeg så blev klar over er, at de tidlige WFRP er meget tættere på WFB stilen end jeg egentlig først antog – og det synes jeg også skinner igennem. WFB er indrømmet sidst i 8th edition slægtet WFRP lidt mere på, men der stadig et klart mere episk og alt-er-ikke-håbløst tema end i WFRP.

    Min pointe er i al fald, at jeg synes Doomstones lugter mere af den episke variant end meget af warhammer 2nd edition og jeg også synes den har sin charme.

  • Thais Munk skriver:

    Jeg synes at der er noget rigtig interessant i den her diskussion, for der var nemlig noget om det ift første udgave af Warhammer. Hvis man når hele vejen igennem Enemy Within (og især de 2 sidste gudsjammerlige afsnit) lægges der op til at man afslutter som hertuger, ambassadører, etc. Plus at der i første udgaves grundbog er nogle ret heftige magiske items uden en negativ konsekvens.

    Jeg savner selv det der med at man ikke altid behøver spille “vi dør allesammen og vi får intet ud af det”. Da jeg selv kørte 2 kampagner i Warhammer sluttede de med at spilpersonerne i praksis fik “heltepension” (en af dem blev dog sindssyg) og i det andet tilfælde at de generobrede deres forfædrenes land. Begge dele havde dog det tilfælles at de til sidst havde en bitter smag i munden, også selvom de havde været “helte”.

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier