Anmeldelse: Nemefrego

Kort men kontant; Nemefrego var ikke et godt scenarie for mig. Det var heller ikke et dårligt scenarie for mig, men snarere en mellemting. Jeg er dog overbevist om, at for en lang række mennesker var det en udmærket oplevelse og den overordnede historie scenariet endte med var ganske god.

Anmeldelsen her vil – som altid – fokusere på de ting der kunne gøres bedre snarere end de ting der fungerede godt. Den vil også indeholde nogle refleksioner der går lidt ud over scenariet, for jeg tror en del af mine kritikpunkter skal ses i et større perspektiv. Jeg vil også minde om, at alt jeg skriver er udtryk for mine egne holdninger og ikke nødvendigvis objektiv sandhed.

Mit Nemefrego

Jeg spillede hustrællen Hans hos stormandsslægten Stridsland. Hans fungerede som bogholder, administrator og forhandler for Stridslandsfamilien.

Den første dag startede vi med at præsentere de 4 kongedyder og få indledende dialog med flere af de andre stormandsslægter. Vi faldt hurtigt i dialog med Drachenfelt om giftermål mellem den unge frk. Stridsland og den yngste søn hos Drachenfelt – et giftermål der var acceptabelt i vore øjne, fordi vi kunne få ham gift ind i Stridslandslægten og bevare slægtsnavnet. Vi valgte dog at udsætte aftalen til dagen efter, da vi mente det var for tidligt at knytte os så tæt til en anden slægt og vi havde flere andre optioner vi ville undersøge – herunder et giftermål med et handelshus.

På andendagen forsøgte vi at få en dialog med Bakke-hviderne, som hidtil ikke havde givet meget lyd af sig. De var lidt svære at blive kloge på, og det tog noget tid. Det var også denne dag, at Edwin Drachenfelt blev stukket ned af overhovedet for Torgeir familien, og fejden var ved at bryde ud igen. I al hast blev den forhandlede ægteskabskontrakt underskrevet af Ebbe, og vi var klar til at støtte op omkring Drachenfelt, nu da de to familier skulle giftes. Fejden blev dog udsat til middag dagen efter nu da der skulle være bryllup. Brylluppet blev arrangeret uden spisning omkring klokken 8 om aftenen med 32 gæster. Det var en større affære hvor der blev givet mange fine og underholdende gaver.

Samme dag var den yngre herre Høgsholt faldet ud med hans moder, og hun følte sig truet på livet. Herren tog hende under hans beskyttelse, men hun blev stadig stukket ned af hendes søn. Denne skamplet på Stridslandsfamiliens ære endte med en duel som datteren tog og hun rensede familiens ære ved at tæve den unge herre Høgsholt.

Fruen bekendtgjorde denne dag også hendes kandidatur til posten som Konge, sammen med Toke Høgsholt, Sif Torgeir og Bjarke Bakkedal (eller var det dagen efter? Jeg er faktisk ikke helt sikker…).

Den sidste dag startede med budskabet om at Herren af Torgeir familien var blevet myrdet i hans seng og derefter af Ebbe Drachenfelt, hele hans hird og Ekild Stridsland – tidligere Drachenfelt – alle var blevet myrdet i deres senge som hævn omend det viste sig, at Drachenfelterne ikke stod bag Torgeir-mordet. Dette prægede dagen noget, og vi overvejede kraftigt at indgå i fejde med Drachenfelt som havde slået en Stridsland ihjel. Det endte dog i den anden ende i stedet; en aftale mellem Stridsland, Drachenfelt – nu med Ebbes uægte datter Saga Drachenfelt som overhoved, Torgeir og Høgsholt. Enkefru Stridsland blev gift med den unge søn af Torgeir slægten og dannede en ny slægt – Valdemar, efter den gamle kongeslægt. Enkefruen af Stridsland skulle være konge. Torgeir fik posten som Drost, Njal – ridder hos Høgsholt – som Marsk og Kansler titlen med udvidede rettigheder til Drachenfelt.

Selv da vi havde forhandlet denne aftale på plads – og Enkefru Stridsland var blevet gift igen – var det svært at få alle de involveredes endelige accept, så vi kunne bekendtgøre dette inden tinge. På tinge blev kongespørgsmålet behandlet først og efter et nederdrægtigt forsøg fra Torgeir på at snige sig udenom aftalen endte det med at Katrina Valdemar blev konge af dalen.

Herefter fulgte behandling af en masse andre punkter hvoriblandt Enkefru Drachenfelt (efter Ebbe) stak til skovs med hendes troldeunger, Toke Høgsholt blev henrettet for mordet på hans moder, hædermandslogen opløst og en enkelt derfra henrettet. I efterdynningerne af dette blev der genforhandlet fordeling af poster hos hoffet og Sif Torgeir blev drost, Bjarke Bakker blev Marsk og Saga Drachenfelt Kansler, med Nicolaus som hendes formynder (frigivet som træl og optaget i slægten). Høgsholt slægten blev opløst da der ikke var flere levende familiemedlemmer og Njal blev overhoved for en ny slægt med samme jorder.

Der blev holdt en fredelig og fin kroningsfest og sent på aftenen begav kongen sig ud i skoven – hvor hun nær var kommet af dage. Rygtet gik også, at både hun og hendes tidligere ægtemand – Ekild – hver havde lovet deres førstefødte væk og hun ventede tvillinger… men det kom der ikke mere ud af den aften.

Min rolle

Som du nok bemærker af det jeg skriver ovenover beskriver jeg egentlig mest hvad der sker til scenariet og meget lidt hvad jeg lavede. Her kommer min første læring fra scenariet; den rolle jeg have lavet, var ikke for mig. Jeg havde alt for lille mulighed for at få de spiloplevelser jeg fandt interessante og var alt for ofte egentlig bare assistance for andre. Det skyldes en kombination af hvordan vores egen gruppe spillere, hvordan de andre stormænd spillede, hvordan folk så trælle og typen af scenarie.

Det jeg lærte var, at roller jeg skal spiller skal have direkte mulighed for at handle og indgå i klare konflikter eller have tilpas mange interessante karaktertræk at spille på. Den rolle jeg havde her, havde ingen af delene til dette scenarie.

En god del af årsagen til, at jeg ikke havde en god oplevelse var helt sikkert at finde i min rolle i kombination med scenariet, og jeg kunne have haft en markant bedre oplevelse som familiemedlem eller hvis enkelte elementer i scenariet havde været anderledes. Jeg tror det var svært at vide på forhånd, men det er en lektie til mig selv til næste gang.

Statusbaseret konfliktscenarie?

Nemefregos tagline var “Statusbaseret konfliktscenarie”. Det var også et centralt element til Khypris År 1. Og ligesom til Khypris lykkedes det kun i begrænset omfang og blev i stedet for meget et intrigescenarie. Det har jeg tænkt meget over hvad årsagen er til.

Jeg kan starte med at spørge, hvem der klart kan definere forskellen? Jeg tror mange har svært ved at sætte ord på. Jeg er først selv blevet rigtig bevidst omkring forskellen efter scenariet.

Som jer ser det, er det centrale karakteristika med et statusbaseret konfliktscenarie, at man gør ting åbent og tydeligt. Man markerer sig. Man handler. Når man taler (offentligt) er det kort, og ellers forsøger man hele tiden at markere sig. Man argumenterer ikke så meget som man bare gør. Næsten sådan en “al PR er god PR” tilgang. Man forsøger ikke at løse problemer, man forsøger at skabe dem. Ved et intrigescenarie er kunsten derimod, at holde ting i det skjulte. Hemmelige aftaler, forræderi, den der er synlig risikerer at komme i klemme, den usynlige vinder hvis han spiller sine kort rigtigt. Man løser de udfordringer, der står i vejen for at vinde.

Så; synligt & konfliktsøgende kontra hemmeligt & problemløsende.

Der var alt for få ting, der foregik synligt. Vi – i Stridsland – var heller ikke perfekte og de ting der virkede var for det meste ting, vi havde forberedt og snakket igennem på forhånd. Vi holdt altid møder hos os selv i det åbne og vi bad basalt set aldrig folk om at gå. Vi forsøgte at annoncere alle større beslutninger i byen ved Råber. Vi lavede præsentationen af kongedyderne, for at markere os. Men vi havde også for mange aftaler vi var for sløve til at bekendtgøre, og vi kunne godt have handlet tydeligere med nogle af de ting vi gjorde. Og vi markerede os også for lidt “offentligt”. Jeg mener dog vi hørte til i den bedre del af stormandsslægterne og når vi ikke gjorde det godt nok, så siger det jo noget om hvordan det fungerede som helhed.

Det leder mig til min næste pointe; nemlig at det er pissesvært. Det er så langt fra vores vaner som rollespillere; når vi skal forhandle foregår ting fordækt. En del af dette er vaner fra andre typer af historier – bøger, film, mm. – en anden del er vaner fra andre scenarier. Det kræver en bevidst og målrettet indsats at gøre op mod, og det er ikke let.

Min sidste pointe omkring statusbaserede konfliktscenarier er spørgsmål om hvordan det skal fungere i praksis, hvordan “vinder” man egentlig? “Vinderkriterierne” bør være at opnå ingame status. Men det er bare en utrolig svær størrelse. For det er uhyre svært ikke at forbinde ingame status med offgame status. Eller at man metagamer og tænker at “de og de spiller sejt, og derfor skal de vinde”. Problemet her er jo også, at status er en kulturel/social ting, så afhængig af hvilke normer folk bruger til vurderingen, kan en type af handling tolkes forskelligt. Kort sagt er det svært at blive enige om hvad der er “det fede” at gøre. Eller sagt på en anden måde – vi kan ikke allesammen kører det konfliktsøgende og synlige helt ud uden det på et tidspunkt ophører med at give mening.

Jeg synes det er spændende at arbejde med statusbaserede konfliktscenarier. Men det er svært at gøre rigtigt og utroligt svært at tage derhen, hvor det er den måde alle tænker på og handler efter – i en grad hvor jeg tvivler på, om det kan lade sig gøre til større scenarier før end større mængde “uddannelse” har fundet sted.

Slutteligt kan man også altid pege på arrangørerne. Verenas plads fra Khypris I var fantastisk, fordi den synliggjorde en masse ting. Der manglende en lignende plads her. En Råber – som der kom senere i scenariet – gjorde det også meget, meget lettere at gøre handlingerne synlige, og burde have været en høj prioritet. Slutteligt burde man have lagt endnu flere kræfter i at være sikker på, at folk forstod ikke bare den overordnede handling men også  formen (statusbaseret konfliktscenarie) scenariet skulle spilles på.

Trælle

Ideen med trælle som dygtige, betroede tjenere var fin. For mit eget vedkommende synes jeg ikke rigtig det fungerede. Jeg kunne have gjort det samme – måske endda med mere frirum – som frimand ansat af familien eller som familiemedlem. Jeg tror mange ikke havde forstået hvordan det skulle fungere, og jeg tror heller ikke det fungerer godt til et statusbaseret konfliktscenarie fordi det drejer sig mindre om forhandlinger og mere om handlinger. Og hvor en træl med rette kan forhandle på vegne af sin herre, kan han ikke handle.

Hovedpersoner

Jeg deltog ikke til de gamle Nemefrego-scenarier. Mit første scenarie fra Einherjernes hånd var Dalens Døtre – altså det første efter Nemefrego-serien. Nemefrego gav mig dog en del flashbacks til elementer, jeg ikke var så glad for ved Dalens Døtre og et af dem var at scenariets overordnede tema gjorde, at en god del af spillet var centreret omkring nogle få hovedpersoner – stormændsfamiliemedlemmerne.

Netop fordi formen var (burde være) handlingsbaseret, er det svært at inddrage en masse yderligere folk som andet end hjælpere og statister. Der var for mange ting der i sidste ende drejede sig om stormændene skulle dit og dat og som ingen andre kunne gøre. Jeg havde det bedre end de fleste tror jeg, men kedede mig alligevel i lange perioder og selvom jeg offgame snakkede med familiemedlemmerne i vores familie, var det svært for os at finde en vinkel hvor jeg kunne inddrages mere i det spændende spil.

Jeg tror egentlig, at et scenarie der handler om at finde en ny kalif enten alene skal indeholde kalifkandidater og deres nærmeste betroede eller skal indeholde en eller flere parallelle historier, som alle andre direkte involveres i.

Skoven

Skoven var et af de andre elementer der for mig mindede mig meget om gamle dage. Selve mytologien og effekten af skoven var god, men for mig – og flere af dem jeg var i gruppe måde – blev det oplevet som et lukket spil for dem der i forvejen var i centrum – stormændsfamilierne. Måske var der andre der havde en anden oplevelse, men jeg havde det klare indtryk at jeg ikke havde nogen årsag til at gå derud, og jeg snakkede med flere der forsøgte at involvere sig i det derude, der blev afvist.

Jeg synes skoven er et fedt element. Men jeg synes man enten skal arbejde aktivt med, at flere kan engagere sig (eller ved hvordan de kan engagere sig) i den foruden dem, der allerede har nok at lave eller overveje hvor mange kræfter og fokus der skal lægge på den.

Et godt eksempel på noget der involverede og relaterede til mange var de troldebørn enkefru Torgeir fødte – de skabte nemlig underholdning og spil for mange. Flere af den slags elementer vil gøre skoven relevant for flere. Hemmelige quests til ridderaspiranter hvor de skal gå alene ud og lave byttehandler er også fede, men er bare mere fedt spil til dem, der allerede har nok at lave.

Soveposemord

Mit sidste flashback; soveposemord. Det lader til, at overhovedet for Torgeirfamilien skal soveposemyrdes. Det blev denne gang fulgt op af en oprydning i Drachenfeltslægten. Ingen af delene var i sidste ende spilskabende. Jeg behøver næppe at sige, at det var ugennemtænkt og jeg tror at alle involverede er klar over, at det ødelagte langt mere spil end det skabte, så nok om det.

Efter valget

Efter tinge og valget af konge gik spillet i stå. Alle konflikter blev løst, alle fik noget, alle blev glade. Der var basalt set 5-6 timer med fred og fordragelighed – alt det vi ikke var kommet for. Vi var selv uforberedt på at vi endte med kongemagten og havde derfor ikke gjort os nogle tanker om hvordan vi kunne smide grus i maskineriet derfra og var ikke gode nok til at improvisere. Jeg var nok også selv havnet lidt for meget i “intrigemode” og forsøgte at konsolidere magten i stedet for at skabe splid omkring den.

Vi skulle som spillere have tænkt nogle tanker til hvad vi kunne gøre. Arrangørerne kunne også godt have forberedt noget der kunne smide grus i maskineriet. Under alle omstændigheder var det ærgerligt, at den sidste del af scenariet var lidt for meget hygge og fest og lidt for lidt action.

Deltagerantal og “liv i byen”

Vi havde en klar plan om at frekventere kroerne om aftenen men til vores overraskelse var de ret døde. Rævegraven var det eneste sted hvor der var lidt stemning. Jeg tror det skyldes, at deltagerantallet ikke var større. Generelt kan man sige det samme om livet i byen i det hele taget; deltagerantallet var lige under den kritiske grænse for velfungerende.

Mad

Maden til scenariet var udmærket grænsende til god i perioder, men var alt for knap. Der manglede udvalg til morgenmad og de portioner man fik til aftensmad var meget sparsommelige og langt fra den sædvanlige standard fra Einherjerne. Det er mit indtryk at det skyldes at scenariet var lidt for lille i forhold til budgettet, men det hjælper jo ikke meget. Havde vi ikke selv haft mad med, tror jeg vi havde manglet ordentligt morgenmad og også haft problemer med frokost.

Kommunikation

Kommunikationen op til scenariet var mangelfuld. Spillerbreve mm. kom relativt sent, og der var radiotavshed fra scenariet i lange perioder. Jeg havde stor tillid til arrangørgruppen og det generede mig derfor ikke så meget, men jeg ved at folk der ikke havde det på samme måde, undrede sig over det.

Tilsvarende fik hjemmesiden mange steder hårde ord med på vejen. For mig personligt gjorde det ikke så meget for jeg havde af mundtlig vej en god ide om hvad scenariet skulle handle om, men jeg ved der var flere for hvem det var et centralt element i deres deltagelse (eller mangel på samme).

Tidligere deltagerbreve og en bedre hjemmeside havde noget gjort folk bedre forberedt og skaffet flere deltagere.

Erfaringsniveau blandt deltagerne

Det her drejer sig mindre om scenariet som sådan og mere en refleksion omkring forventninger og mig som rollespiller i forhold til scenariet.

Det er efterhånden snart 18 år siden jeg spillede mit første liverollespilsscenarie, og det er 12 år siden jeg første gang arrangerede. Jeg har 40+ større scenarier på bagen som spiller og arrangør. Alligevel har jeg i mange år ikke regnet mig selv som en af “de gamle” men snarere en “mellemgeneration” mellem de unge og de gamle. Til Nemefrego gik det op for mig, at jeg er en af de gamle nu. Det var faktisk lidt en overraskelse for mig da det gik op for mig for folk omkring mig spillede som havde de mange års erfaring – og for flere af dem var det først på bagkant af scenariet jeg blev klar over, at de var relativt nye i rollespilsregi. Stor ros til mange af de nye spillere som virkelig gjorde det fedt!

Men tilbage til reflektionen; jeg bør i højere grad tænke ind i hvad jeg gør, siger og forventer af mine medspillere, at jeg har mere erfaring. Selvom de virker som om de er solide spillere kan jeg ikke nødvendigvis antage, at de har samme erfaring som jeg. Jeg bør være bedre til acceptere, at det betyder at nogle ikke gør det jeg mener er det optimale i alle situationer.

Tak til

Arrangørerne for at lave et scenarie. Jeg ved det er hårdt arbejde.

Simon for vores forhandlinger, som var det bedste spil jeg havde til scenariet.

Drachenfelt gruppen for at være dem, der spillede scenariet mest som jeg mener det burde, og spille rigtig meget fedt spil med vores gruppe.

Goderne; for at lave utroligt mange spilskabende elementer folk kunne spille på og for at tage

Høgsholt familien; for at lave et fedt koncept  med “mors dreng” og spille det igennem.

Rævegraven; for at lave legene som var en aktivitet, der var god for spillet.

Opsætterne; for at sætte byen op, så vi alle kan lege.

Stridslandsgruppen; for – som altid – at være dejlige at spille med på alle mulige måder.

Afrunding

Nemefrego var ikke et godt scenarie for mig. En del af dette skyldes min egen forberedelse og præferencer, en del skyldes at flere af spillerne ikke spillede statusbaseret konfliktscenarie og en del skyldes at flere elementer ikke understøttede det på forhånd beskrevne scenarie.

Scenariet led under lidt for få deltagere og et håndværk der var over middel, men ikke imponerende. Jeg synes den overordnede historie var god, omend jeg var selv ringe underholdt. Jeg anerkender dog, at mange andre var godt underholdt.

30 kommentarer til Anmeldelse: Nemefrego

  • Tobias Tobiassen skriver:

    Det ærgrer mig at læse du ikke mener der var nok aftensmad, den første portion der blev uddelt var afmålt efter at alle skulle kunne få noget at spise. Der var altid mulighed for at komme igen efter portion nr. 2. Jeg har aldrig før serveret for så store grupper mennesker, og fulgte derfor råd fra anden side om hvor store de første portioner skulle være for at sikre alle fik noget at spise. Kun én aften var der ikke aftensmad til overs, og det var fordi vi den aften havde en ekstra mand med overskud til at gå rundt og sige til alle i byen at der stadig var mad at hente. Hvis du er gået sulten i seng vil jeg hævde at det er fordi du er gået fra buffetten for tidligt.

  • Tue Saarie skriver:

    Spændende læsning for en der ikke var med.
    Jeg tænker at en ren anmeldelse af egen oplevelse måske er den bedste måde at anmelde rollespil på?
    Eks. “Morgenmaden indeholdt ikke noget der fald i min smag. Jeg savnede noget brød og kaffe”.
    Det er i hvert fald nok lettere for arrangører at læse.

  • Lars Nørlev skriver:

    Fin anmeldelse – især den teoretiske del er jeg meget enig i, men jeg har dog nogle kommentarer til enkelte punkter…

    Ifht. byspil/stormandsslægter/deltagerantal:

    Som en spekulation kunne jeg overveje at have sakset to stormandsslægter, som i stedet skulle have ageret byboere af forskelligt håndværk, hvilket ville efterlade tre stormandsslægter til kalifudpegning.
    Jeg bilder mig ind at dette: 1) ville kunne give grundlag for mere byspil/liv uafhængigt af stormændenes magtkampe, 2) gøre stemningen i byen mere relevant for stormændene hvorved flere ting blandt stormændende med fordel kunne gøres offentligt (kun måske), 3) de tilbageværende stormandsslægter kunne have været en anelse større, med mulighed for flere interne stridigheder (udefra virkede det, for mig, primært som om Høgsholt og udplottede Drachenfelt havde interne stridigheder i grupperne)

    Ifht. Skoven:

    Som et caseeksempel på det du skriver kan jeg nævne, at det som jeg oplevede var enormt overbevisende, og overbevisende, men ikke desto mindre er dette en offgame fascination af spil og sminkning, fremfor “feel” under scenariet.
    Skovens mystik forblev for mit vedkommende mystisk, og blev aldrig et element i mit spil, ud over lørdag nat hvor den pludselig fik fuld skrue – det var bare 2 dage for sent for mit vedkommende.

    Ifht. situationen post valg:

    Dette er primært for at spille bold op ad din holdning til den relativt tidlige forløsning på scenariets overordnede konflikt – som jeg har en anden tilgang til.

    Ingame, såvel som meta, var jeg yderst tilfreds med at valget fik en nogenlunde rolig afslutning – faktisk blev jeg en anelse led i kødet af det, som jeg oplevede som en påtaget konflikt med skoven lørdag aften. For mig lignede det en abtinenskrampe efter fraværet af en “lørdagsdæmon”, og som resultat heraf gik jeg i seng – og blev vækket af GoT temaet.

    Jeg kan sagtens se, at hvis man er kommet for konflikten, så var resultatet blodfattigt, men personligt var jeg i en håndfuld timer ualmindelig tilfreds med et scenarie der forløb uden fornemmelsen af at blive ført af arrangørhånd.

    Afslutningsvis:

    Nemefrego har været en udemærket scenarie for mig, og da jeg først blev “varm” torsdag aften gled spillet rimelig problemfrit.

    Mit overordnede indtryk er, at de bedste toner til scenariet i høj grad har været et resultat af niveauet blandt spillerne, mere end den ramme der var givet.

  • Tobias;

    Du har ret i, at man kunne gå anden gang til aftensmad. Det benyttede jeg mig også selv af. Det var dog ikke altid en mulighed, f.eks. kunne man have spilårsager til, at man ikke havde så lang tid til aftensmad og så er det lidt lang tid at vente ½-1 time på at alle har fået så man kan kigge forbi og se om der er mere mad.

    Min primære anke med maden – som det også fremgår i slutningen af det jeg skriver om maden – er dog ikke aftensmaden men morgenmad og frokost hvor vi havde svært ved at finde spændende mad når vi ikke var så meget til grød og det ekstremt kedelige rugbrød der blev serveret.

    I sidste ende kan jeg bare konstatere, at Nemefrego er det første scenarie i nyere tid hvor jeg rent faktisk har spist hele min madreserve.

    Tue;

    Jeg er ikke helt sikker på hvor du vil hen med din kommentar. Er den specifikt rettet mod noget jeg skulle gøre anderledes i min anmeldelse eller er det en generel observation som – groft sagt – intet har at gøre med hvad jeg skriver?

    Og hvis det er rettet mod det jeg skriver – kan du så være mere konkret med hvad du synes jeg bør gøre anderledes?

  • Kommentar fra Søren Højlund Hedegaard som havde lidt bøvl med at logge ind vha. facebook;

    Jeg har været i dine sko mange gange, og sætter megen pris på folk der kan være konstruktive, og holde sig til det man kan lære af, så tak for en velskreven, og velovervejet anmeldelse (jeg er ikke arrangør)
    Jeg stod dog for at samle monstergruppen, og da jeg ikke var en del af by spillet vil jeg kun kommentere på skov delen af din post.

    1:
    “Selve mytolgien og effekten af skoven var god”
    Dette var vores eneste mål med monster gruppen, at der skulle være en fungerende stemning omkring skoven, som var eventyrlig frem for fantasy monstre man kunne tampe på når man kedede sig. Det var heller ikke meningen af vores skov spil skulle havde en direkte indflydelse på spillet.

    2:
    “Det blev oplevet som et lukket spil for dem der i forvejen var i centrum/årsag til at gå der ud”
    Vi vidste ikke hvem der var i centrum, vi havde hjemmefra lavet gravide plottet, og designet mytologi/creature der skulle være i skoven, alt andet var mere eller mindre on the fly

    3:
    ” jeg synes man enten skal arbejde aktivt med, at flere kan engagere sig/Ridder quests”
    Det var meget bevist, da npc grupper normalt bliver en plot opfyldende funktion af statister. Jeg har siden før, den i min verden, horrible warhammer bølger. Drømt om at lave en monster gruppe, hvor alle involverede lavede det de syntes var sjovt på tidspunktet, på ligefod med “de rigtige spillere” Dette var forsøget på at lave netop det spil.
    Mht til ridder quests er de 100% spiller skabte, så der er spillerne selv der sendte ud i skoven, vi hørte om dem ugen før scenariet, og i kraft af at de emmer af eventyr, og vi ikke skulle være andet end reaktive i det, med frit slag på hvor vi ville tage det hen syntes vi det var en udemærket ide og genbruge

    4:
    “Folk der blev afvist”
    Grunde til at folk kan havde følt sig afvist / været blevet afvist ret hårdt:
    1: Du er for fuld gå hjem, vi er ikke din fest i skoven der er ansat til at trække dig igennem en tivoli forlystelse
    2: Du står i kø, det hæmmer spillet hvor det er, detsværre, kom igen senere, eller find en af de 5-6 andre monster dudes der render rundt ude i skoven. Men ingen af os gider havde dig til at stå og glane, det kan du gøre på kroen
    3: Du er for fuld
    4: Du er ikke inspirerende, du kommer op og står stille og venter på showet starter. Detsværre sådan virker det ikke, du kommer op og starter, og hvis du er sjov, så er vi med

    Dette relatere endnu engang til at vi ikke var vigtigere for nogens historie end at vi kunne samle de sjove bolde op og lege med dem, istedet for at føle os forpligtigede til at lege med alle der kom ud og gav et halv drukent kvak

    5:
    “Et godt eksempel på noget der involverede og relaterede til mange var de troldebørn enkefru Torgeir fødte – de skabte nemlig underholdning og spil for mange”
    Detsværre har jeg også hørt en modsat kommentar der syntes det var lige i overkanten og for forstyrende, men glad for at det virkede for dig, det bliver hurtigt et stil spørgsmål. Vi havde det sjovt med det, og mit indtryk er at størstedelen af de indvolverede parter, samt dem der valgte at indvolvere sig havde det sjovt.

    Slutteligt vil jeg sige at stemningen i monsterbunkeren var høj fra start til slut, vi har haft nogle super fucking seje folk ude og rende hos os, ked af det ikke var dig, måske næste gang !

    /søren

  • Lars;

    Tak for kommentarerne. Jeg har et par kommentarer til dine kommentarer.

    Ifht. byspil/stormandsslægter/deltagerantal;

    Færre stormandsslægter ville gøre det for let for nogen at skabe stabilitet. Om noget så jeg hellere flere end færre stormandsslægter. Med en konge + 3 hofposter er der bare “noget til alle” hvis der er 4 eller færre stormandsslægter, og det er ikke et godt grundlag for konflikter.
    Mindre stabilitet internt slægterne havde dog været godt. Vi gjorde os helt sikkert skyldige i, at være for sammentømrede. Jeg tror ikke Bakker-hvide var, men de var bare meget ugennemskuelige udefra. Torgeir kan jeg ikke helt udtale mig om.

    Ifht. situationen post valg;

    Du har ret i, at det lørdag aften til sidst virkede en smule fjollet, fordi det virkede en smule påtaget. Det skyldes vist primært misforståelser (skoven ville aldrig angribe byen).

    Jeg er dog tilhænger af en klar slutning på et scenarie og det her virkede mere som en gradvis slutning hvor en lang række spillere var ophørt med at spille de sidste timer af scenariet i stedet for en reel afslutning. Selv kedede jeg mig bravt de sidste ca. 3-4 timer hvor jeg egentlig bare ventede på scenariet sluttede og hellere ville have snakket et par timer ekstra med folk eller sovet lidt mere, end at sidde og vente. Jeg synes scenarie uden handling er spild af tid.

  • Kommentar fra Steen Høiberg Erichsen på facebook der havde lignende problemer (som burde være løst nu):

    Slutter mig lige til, flokken af folk der ikke gider at lave et login, da jeg nok ikke kommer til at bruge det igen.

    Men når du skriver at du har kedet dig til scenariet, vil jeg påstå at du havde rig mulighed for at opsøge spil, jeg havde den gyldne hind, og der var tit så få folk i kroen, at jeg vandrede rundt i byen, og fandt folk jeg kunne spille op ad og få bolde kastet fra. Og det ville jeg mener også ville være en mulighed for en træl
    Morgenmad mumas havde både kaffe pølser æg og flæsk om morgenen, så mit bud er at I ikke har kigget de rigtige steder efter mad, jeg havde intet mad med selv, og jeg var aldrig sulten i en grad der ikke kunne mættes, og jeg er ikke et lille nips på 50 kg, men derimod en fuldvoksen mand på 96 og du nævner de sidste 5-6 timer, nå nu der var valgt en konge, kunne folk der kede sig, vel nemmere komme ud i byen og snakke med folk, arrangere ting, selvom scenariet slutter, behøver din rolle jo ikke tænke at “nå nej i morgen er jeg her jo ikke, men derimod sagtens tænke i forberedelse af flere ting”

    Jeg synes nemlig Det er op til spilleren selv at skabe spil, du er ikke kommet til et gm styret scenarie, så man kan ikke forvente at blive opvartet og overdynget af spil, hvis man ikke selv aktivt gør noget, skal lige siges det var mit første scenarie, så kan ikke snakke med så meget erfaring, men jeg var med under opsætning og alt Det der.

  • Søren Højlund Hedegaard;

    Jeg nøjes med et kommentere dem, hvor jeg har noget at sige 🙂

    Ad 2)
    Jeg siger ikke, at det nødvendigvis var tænkt sådan. Men set derfra hvor jeg sad var det svært at vide hvordan – og hvorvidt – man meningsfyldt kunne engagere sig med det i skoven.

    Ad 3)
    Om monstergruppe skal underholde sig selv eller spillerne er en gammel diskussion. Problemet er at set med spillerbriller ses monstergruppe let som nogen der deltager på andre betingelser og derfor nogen man antager, har en anden rolle i forhold til spillet. Derudover kommer, at de ofte – i sagens natur – vil have friheder og muligheder de øvrige deltagere ikke har, og derfor vil man automatisk forvente, at “adel forpligter” og de dermed implicit har et ansvar overfor de øvrige spillere og deres underholdning.
    At det ikke var tilfældet her er ikke til at vide som spiller og derfor min grundantagelse om, at de var til for spillernes underholdning i en eller anden grad.
    At det så ender med at underholde som det gør kan man så tænke over hvordan sker. Måske kræver det en decideret indsats at forsøge at underholde andre end de sædvanlige “hovedpersoner” da alle former for handling ellers automatisk søger imod dem?

    Ad 4)
    Det er klart, at folk ikke bare skal gå derud og vente på at blive underholdt. Omvendt skal man forstå de præmisser man kan engagere skoven på, og de stod i al fald ikke klart for mig og en helt masse andre.
    Jeg tror en anden gang det vil være nyttigt klart og tydeligt at redegøre for de præmisser under hvilke man kunne engagere skoven så folk ved, hvordan / hvorvidt de har mulighed for det. Jeg forstår godt jeres holdning men når de ikke er kendt af spillerne er de svære at forholde sig til.

    Ad 5)
    De var også irriterrende for mig i første omgang, men eftersom de kun var der periodevis og de skabte en masse interessante problemer og konflikter synes jeg de var et godt eksempel på en måde at bidrage til underholdningen for mange.

  • Steen Høiberg Erichsen;

    Nu har jeg spillet så længe, at jeg godt ved at der er masser af muligheder for at opsøge spil på forskellig vis. Grundpræmissen her er, at jeg jo ikke kommer bare for at spille “noget” men for at få en bestemt oplevelse (eller oplevelser indenfor nogle bestemte kategorier, om man vil). Jeg kunne jo også have overfaldet nogle tilfælde folk i byen eller begyndt som lommetyv og begge dele ville helt sikkert have skabt en masse spil, men ingen af delene var jo den oplevelse jeg kom efter.
    Vi diskutere flere gange i gruppen hvordan vi kunne gribe problemet an uden at komme til en god løsning, så det var heller ikke fordi jeg bare sidder her bagefter og brokker mig uden at forsøge at gøre noget undervejs.

    Og så til den her kommentar;

    Jeg synes nemlig Det er op til spilleren selv at skabe spil, du er ikke kommet til et gm styret scenarie, så man kan ikke forvente at blive opvartet og overdynget af spil, hvis man ikke selv aktivt gør noget, skal lige siges det var mit første scenarie, så kan ikke snakke med så meget erfaring, men jeg var med under opsætning og alt Det der.

    Jeg har svært ved at læse det du skriver som andet end en antagelse om, at jeg troede jeg kunne sidde i et hjørne og forvente at spil og underholdning ville strømme ned over mig.
    Jeg finder det banalt at påpege, at jeg naturligvis godt ved at det ikke er tilfældet, og det bestemt heller ikke var situationen. Jeg havde lavet en rolle som var bygget til en bestemt type spil, og det viste sig, at den rolle og det spil ikke mødte hinanden i tilstrækkelig grad og hverken jeg eller mine nærmeste medspillere havde nogle forslag til hvordan vi kunne ændre det undervejs.
    Jeg overvejede også simpelthen at gå op til arrangørerne og se om vi kunne finde en anden rolle men valgte ikke at gøre det af en lang række årsager, som vist er udenfor dette svar at nævne.

    Jeg fandt hverken frokost eller morgenmad hos Mumas de par gange jeg spurgte der, men det kan have været et udtryk for dårlig timing fra min side og jeg gjorde det ikke til hvert måltid heller. De gled nok lidt ud af min bevidsthed efter et par fejlslagne forsøg, hvilket var ærgerligt hvis der var æg og bacon.

    Kedsomhed efter kongevalget; Ja, man kan da godt lade som om at det bare er starten på mange års velstand og handle derefter. Vi lavede også enkelte ting i den dur; f.eks. var jeg med til en forhandling omkring de lån der var i de gamle Høgsholt jorde og hvordan renterne skulle være over de næste 2 år eller den konkrete formulering i de papirer, der gav de Medici titlen af Storhertug af Sortemosen (nu kendt som Grønnelunden).

    Men det scenariet egentlig handlede om, var slut. Historien var ovre. Vi spillede på de sidste bølger efter handlingen.

    En godzillafilm viser jo heller ikke hvordan Tokyo bliver genopbygget når godzilla er død eller jaget på flugt, selvom vi godt ved det sker bagefter. Den viser kun elementer fra den, hvis det udvikler historien – f.eks. man finder godzilla-æg begravet under metroen.

    Tilsvarende skulle efterspillet efter kongemagten udvikle historien – vise hvor forfærdelig kongen var, eller byde på et oprør mod den valgte konge eller et-eller-andet der relaterede til historien omkring kongen. Hvis ikke kunne vi lige så godt have været foruden og haft kongevalget senere eller sluttet scenariet tidligere.

  • Jeg vil holde mig til din stil og kun svare hvor du har kørt videre og jeg finder det relevant.


    Ad 2)
    Jeg siger ikke, at det nødvendigvis var tænkt sådan. Men set derfra hvor jeg sad var det svært at vide hvordan – og hvorvidt – man meningsfyldt kunne engagere sig med det i skoven.

    Svar inkorporeres i andet punkt.

    Ad 3)
    Om monstergruppe skal underholde sig selv eller spillerne er en gammel diskussion. Problemet er at set med spillerbriller ses monstergruppe let som nogen der deltager på andre betingelser og derfor nogen man antager, har en anden rolle i forhold til spillet. Derudover kommer, at de ofte – i sagens natur – vil have friheder og muligheder de øvrige deltagere ikke har, og derfor vil man automatisk forvente, at “adel forpligter” og de dermed implicit har et ansvar overfor de øvrige spillere og deres underholdning.

    Jeg er delvis enig, og tror måske denne debat gør sig bedere med en kop øl i hånden. Jeg er dog ved at være sygt træt af “adel forpligter” da dette ordsporg er lavet af folk der spiller et helt andet spil end jeg. Alle er forpligtiget til at skabe underholdning for deres medspiller. Særligt at skabe sjov for adlen og andre højstatus spillere. Jeg syntes det er noget at det kedligste at spille og har aldrig misundet dem der skulle, heller ikke de gange jeg selv har fået mast en adel role ned over hovedet i sidste øjeblik. Der er meget lidt i rollespils debatter der bringer mit pis mere i kog end en person der siger “Game masteren gav alle de fede roller til sine venner, og peger på kongen, de to overhoveder i adels familierne og lederen af oprøret” De har givet de roller til folk de ved magter ikke og side og klappe kål, for at de personer kan smide spillet ud til andre spillere istedet for at horde det selv.


    At det ikke var tilfældet her er ikke til at vide som spiller og derfor min grundantagelse om, at de var til for spillernes underholdning i en eller anden grad.
    At det så ender med at underholde som det gør kan man så tænke over hvordan sker. Måske kræver det en decideret indsats at forsøge at underholde andre end de sædvanlige “hovedpersoner” da alle former for handling ellers automatisk søger imod dem?

    det blev meldt på briefing at vi ikke var der for at slås, men som udgangspunkt for at lege og snakke ligesom alle andre. Jeg tror det vil være utroligt hæmmende for spillerens kreativitet at definere præsis hvordan man skal opføre sig i skoven, og da vi af gode grunde ikke kan visualisere ansigter og huske roller på alle spillerne, har vi behov for at spilleren inspirere os så vi kan give noget igen.

    Jeg tror det at mange er blevet underholdt i skoven, skyldes at når man ikke blot står med et selvlysende spørgsmåls tegn over hovedet og laver reruns af det samme plot igen og igen, men netop kan inkorporere spillerens tidligere oplevelse med selve spillet i snakken, og improvisere på ligefod med spilleren føles scenen mere relevant for spilleren. Jeg skriver min egen “sådan oplevede jeg spillet” senere og der vil jeg nok kunne forklare det bedre 🙂

    Ad 4)
    Det er klart, at folk ikke bare skal gå derud og vente på at blive underholdt. Omvendt skal man forstå de præmisser man kan engagere skoven på, og de stod i al fald ikke klart for mig og en helt masse andre.
    Jeg tror en anden gang det vil være nyttigt klart og tydeligt at redegøre for de præmisser under hvilke man kunne engagere skoven så folk ved, hvordan / hvorvidt de har mulighed for det. Jeg forstår godt jeres holdning men når de ikke er kendt af spillerne er de svære at forholde sig til.

    Jeg kan forstå hvorfor man tror det ville være bedre at vide dette på forhånd, og hvis monstergruppen var warhammer-mutanter ville jeg være enig, da verdenen kræver at man ved hvordan disse virker.
    Dog mener jeg med myter, legender og eventyr, at det ville være dræbende for oplevelsen og vide følgende:
    Når man går ud i skoven kan man få alverdens ting, men de har altid en dyr pris. Alle i skoven er der for at stjæle din sjæl etc etc. Nu er der ikke længere noget mystisk ved skoven, en del af mystiken er at du ikke ved hvad du kan forvente. Det er her pkt 2 kommer i spil


    Ad 5)
    De var også irriterrende for mig i første omgang, men eftersom de kun var der periodevis og de skabte en masse interessante problemer og konflikter synes jeg de var et godt eksempel på en måde at bidrage til underholdningen for mange.

    At underholde mange på engang har aldrig være et målsætning jeg vil hellere til et 115mands scenarie at 5 spiller for en virkelig WOW oplevelse, og XX for en stemnings fuld oplevelse.
    End at 40 for en “meh-det-var-som-det-plejer-og-i-øvrigt-var-det-en-anden-der-fandt-skatten-og-samlede-de-tre-dele-af-sværet” oplevelse.

    Derfor var vores ingame målsætning vores egen agenda istedet for en agenda der var plot relevant for spillerne:
    Få så mange spillere som muligt til at være mindre civilizerede.
    Offgame målsætning: Få så mange spillere som muligt til at havde en fed stemnings oplevelse når de bevæger sig ud fra byen.

    Jeg tror det var min deltagelse i din anmeldelse herfra så det hele ikke kommer til at handle om skoven.
    Jeg siger ikke at vi var en 100% success, men indtilvidere har jeg kun modtaget negativ kritik fra 3 spillere, hvoraf 2 af dem ikke bevægede sig ud i skoven. Den tredje forstuvede sin hånd men havde ellers en fed oplevelse, så alt i alt vil jeg hellere gøre det på den her måde igen, end som vi plejer. – jeg håber ikke jeg har fået formateret det her helt af helvede til eller tabt mening i det meget lille vindue man har at skrive i 😛

  • Ps. man kan mene at det 115 har betalt lige så meget som de 5 der for en fokuseret wow oplevelse og det er uneven distribution of assets. Men til det kan jeg kun sige at alle i monstergruppen betalte lige så meget for at være der 😉

  • Søren;

    Ad 3) og 4)
    Jeg er ikke helt med på, om jeg har gjort klart, at “Adel forpligter” skal her ses i overført betydning (egentlig bruger man vel det franske [i]Noblesse oblige[/i]) og ikke møntet på stormandsslægtsroller i særdeleshed.

    I den her sammenhæng mener jeg, at dem der har særlige privilegier af enhver art, også har et større ansvar for den samlede oplevelse. Jeg har selv i masser af tilfælde stået med centrale roller og om jeg har lyst til en sådan rolle beror i høj grad på, om jeg vurderer jeg har lyst til og tror jeg kan overkomme at løfte dette ansvar til det givne scenarie.
    Naturligvis er det ikke alene de ledende spillere – eller en eventuel monstergruppe – der har ansvaret overfor de andre spilleres underholdning. Men de skal være opmærksom på, at de med få handlinger kan skabe eller ødelægge muligheder for spil for utroligt mange andre spillere og handle med dette ansvar i tankerne.

    Derfor; I det øjeblik en monstergruppe har specielle privilegier i forhold til andre spillere må der i min optik nødvendigvis følge et større ansvar overfor at skabe interessante historier fordi de har mulighederne. Øgede muligheder, øget ansvar.

    Jeg var fint bevidst om, at I ikke var der for at slås. For mig at se er kamp også en kedelig form for underholdning. Det jeg savner omkring præmissen med at interagere med skoven var, at man klart forstod hvordan man meningsfyldt kunne engagere sig i det spil derude.
    Det kunne f.eks. være “Enhver kan opsøge kontakt med skovens væsner efter mørkets frembrud men det vil altid foregå i form af en byttehandel og vil altid være omkostningsfuldt” eller “Hvis du ønsker kontakt med skovens væsner skal du fremføre dette ønske for en gode i spillet”. Det vil gøre det klart hvordan man kan opsøge den del af spillet. Som det var nu stod det mig uklart om jeg overhovedet kunne opsøge det.

    For mig ville det ikke dræbe mystikken; jeg mener godt man som rolle kan have en vis grad af mystik omkring noget uden det behøver at stå uklart for mig som spiller. Og selvom jeg ved de generelle “rules of engagement” er det jo ikke det samme som at jeg ved alt om hvad der bor derude og hvad de kan finde på…

    Man kan naturligvis anføre, at man jo altid kan prøve. Men når jeg ikke har en klar ide om hvorvidt jeg var velkommen, min erfaring fra f.eks. Dalens Døtre var, at spillet i skoven var reserveret bestemte spillergrupper og jeg ikke havde nogen ide om hvordan jeg meningsfyldt kunne skabe noget spil med dem – hvad interesserer de sig for, hvad er interessant spil for dem – så var det ret meget at famle i mørket. Det er måske nogle mennesker stil; jeg kan godt lide jeg ved hvad der forventes af mig når jeg engagere mig i noget spil så jeg rent faktisk bidrager og ikke bare bliver irritationsmomentet der står og venter på de andre fortæller mig hvad jeg skal gøre.

    Helt personligt gjorde det mig ingenting, for jeg havde ikke en plan om, at jeg skulle en masse med den del af spillet. Min betragtning her var mere generel; hvis det var meningen at enhver i princippet skulle kunne interagere med skoven synes jeg det havde været nyttigt at “spillereglerne” omkring det var klare. Måske var de klare for alle andre end mig, men det tror jeg ikke på – jeg anser mig selv for at være over gennemsnitsinformeret om scenariets præmis som helhed.

    Ad 5)
    Med de målsætninger du beskriver, gik det jo meget fint for jer.
    Jeg stiller egentlig ikke spørgsmålstegn så meget ved hvad I gjorde men mere hvad det grundlæggende formål set med spildesignbriller var med “skoven”.

    Min holdning er, at den bør bruges mere som udjævner i forhold til at give alle muligheder for at engagere sig i underholdende spil. Det betyder at den til dels bliver en servicefunktion i forhold til spillet og dermed muligvis mindre underholdende at være en del af. Det er dog ikke det samme som ligegyldige quests og at folk bare kan vade derud og blive underholdt; det betyder bare, at det skal være lettere at engagere at engagere sig meningsfyldt med den – meningsfyldt her set både med “skovens briller” (altså tro med det koncept “skoven” udgør) men også set med rollernes øjne (altså at man ikke bare vader ud for at “se showet”).

  • Tobias Torfing skriver:

    Jeg er enig med Kåre på en lang række af punkter (f.eks. soveposemord, mad og andet).

    Kommunikationen var alt for dårlig, og når man ikke er på facebook var man skåret helt fra alt interkommunikation. Men selvom min kone var på facebook var det først ca. en uge inden scenariet vi opdagede at der var en gruppe (mange informationer fra arrangørerne blev KUN meldt ud på facebook, ikke på hjemmesiden). Der blev ikke henvist til den fra hjemmesiden eller på anden måde fra arrangørernes side. Så den primære informationsplatform , meldte de ikke bredt ud til spillerne.

    Monstergruppen
    Det kan godt være det ikke var meningen (eller rigtigt) men monstergruppen -virkede- som om den var forbeholdt visse spillere. Hvis det ikke var rigtigt fejlede kommunikationen om hvad dens rolle var.

    Omkring liv i byen, deltagerantal og stormandsfamilier:
    Her er jeg delvist uenig med Kåre, og mere på linje (tror jeg) med Lars.
    Der var klart for få “almindelige” mennesker i byen. Dette betød at spillet var dødt i perioder (men ok i andre), men samtidig også at byens borgere blev irrelevante for stormandsfamilierne, og det blev alt for let at klappe det hele af mellem storfamilierne selv. Jeg oplevede ingen fra stormandsfamilierne der aktivt prøvede at få min eller andre borgeres støtte til kongemagten. Det virkede som om at det var indforstået at enten dræbte man sig vej til magten, ellers aftalte man sig til rette blandt stormandsfamilierne. Jeg så oplægget sådan at tinget skulle have et vist fokus. Her kunne alle (fastboende) familier stemme (og herefter kunne kamp evt. bryde ud). Men da tinget blev irrelevant i og med det var aftalt internt mellem stormandsfamilierne (eller afgjort ved kamp/drab), blev “borgerne” irrelevante for stormandsfamilierne (forstærket af stormandsfamiliernes voldsmonopol).

    Det betød at der udviklede sig to parallel historier. Et var et spil om kongemagten, et andet handlede om handelslaug/handelsmonopoler/logen. For jeg havde en del spil, men kun ganske lidt havde med kongemagten at gøre. Mit spil var centreret om konflikten mellem de forskellige handlende og deres ønsker til byens fremtid, og her var tre forskellige tilgange. Nogle der ønskede handelsmonopol til de store handelshuse, nogle der ønskede et bredt funderet handelslaug der gav udpræget magt til de lokale (i kraft af deres antal), og nogle der arbejdede for at logen tog de vigtigste beslutninger.
    Dette spil var heldigvis ikke slut efter tinget og jeg havde en del fint spil efter tinget (blev med en falsk optegnelse framet for mordet på Torgeir, havde en del små konflikter med de resterende logemedlemmer, indtil disse om aftenen blev sendt til skovs etc), men der kunne sagtens været givet mere gas fra de andre handlende/borgere. Men jeg var rigtig glad for at der var noget tid efter kongevalget til at få afsluttet nogle af de konflikter der var i denne sammenhæng. Jeg tænker at spillet sluttede for stormandsfamilierne (fordelingen af poster var slut), men nok knap så meget for resten af scenariet.

    Disse to grene af spillet blev tildels bundet sammen af kontakt mellem stormandsfamilier og de store handelshuse (primært i form af gæld), men stormandsfamilierne ignorerede resten af spillerne (var min oplevelse). Interessant nok burde Bakker-Hvide slægten kunne have spillet en rolle her, da de var handlende (men ikke handelshus) og stormandsfamilie. Men de forholdt sig ekstremt meget for sig selv og sad nærmest bare og hang ud i deres hus hele tiden (min oplevelse af dem). Undtagelsen var deres trælle/tidligere trælle, som lavede mange rygter mm. Hvis Bakker-Hvide havde noget spil, var de ekstremt dårlige til at vise det for andre. Så enten var de passive eller fuldstændig skjult (og jeg var deres nabo). For mig var Bakker-Hvide nok scenariets tørste skuffelse, da der var flere i familien som jeg anser for dygtige rollespillere. Men de bidrog i mine øjne ikke til scenariet.

    Men alt i alt havde jeg et rigtig godt scenarie, med mange fede oplevelser.

  • Tobias;

    Tak for kommentarerne.

    Du har ret i, at byens borgere ikke blev tilstrækkeligt inddraget. Vi (Stridsland) var bestemt heller ikke gode nok på det punkt.
    Udover det faktum, at vi ikke tænkte særlig meget i de baner, var problemet også, at jeg havde svært ved at se hvad vi kunne tilbyde dem og derfor var en forhandlingssituation lidt ligegyldig. Nogen – det kunne være os stormandsslægterne, borgerne eller arrangørerne – skulle have gjort mere ud af at definere hvad borgerne kunne forhandle om, så vi vidste hvilken præmis vi kunne engagere dem på.
    Jeg tror også noget af problemet kom af, at jeg i sidste ende ventede at det skulle afgøres med våbenmagt. Det vidste sig slet ikke at være tilfældet (hvilket var mega-fedt!) og så var borgerne pludselig et mere meningsfyldt element.
    Jeg tror at hvis en gruppe af borgere havde meldt sig med nogle klare krav, havde de i højere grad været en part vi skulle forholde os til og havde haft sjov med at forholde os til.

    Jeg synes også det var rigtig fedt at høre, at for mange andre spillere var der masser af handling efter Tinge. Det viser nok bare, at vi i stedet selv skulle have gjort os nogle tanker om hvordan historien om kongevalget kunne være kørt videre efter tinge på meningsfyldt vis. VI forsøgte da det gik op for os hvor spillet var på vej hen, men der var det vores vurdering at det var for sent at rette op på noget.

  • Thomas Aagaard skriver:

    Et par ting.
    Jeg holdte mig bevist væk fra byen. Min erfaring fra div andre Einherjer scenarie i denne setting er at man som Adel/stormand forstyrre spillet omkring en. Og det samme oplevede jeg de første par gange jeg kom i byen. Folk stoppede med hvad de havde gang i og flyttede fokus til mig. Dvs jeg tvinger folk til at spille med/for mig, når de lige er i gang med at spille med andre.
    Derfor blev jeg ude i min lejr medmindre jeg havde en klar grund til at gå inde i byen.
    Dette blev dog efterhånden bedre, da folk forstod at vi var stormænd og ikke adelige man skulde bukke for. Og det blev muligt at gå i byen, uden denne effekt.
    Alle havde lov at sidde ved mit bord, så længe de sagde hvad de mente højt og tydeligt. Den eneste gang jeg bad nogle gå,(Ebbe Drachenfeld) var fordi vi i gruppe lige havde et par tig vi skulde snakke om offgame. Men de par regler burde jeg havde fået mine folk til at sprede i byen.

    Og de første to dage spurgte jeg igen og igen og igen personer fra “folket” om hvad folket ville have.
    Eneste svar jeg kunne få var fred. Da jeg ikke fik noget andet svar begyndte jeg direkte at opfordre til at folket gik sammen og satte krav om en række rettigheder… altså en håndfæstning som Kongen skulde acceptere. Flere gav udtryk for at ville arbejde på det, men tror ikke det skete.
    En klar konflikt omkring konkrete rettigheder hvor folket siger A og stormænd B, ville havde givet folket en større indflydelse på kongevalget.

    Det var iøvrigt et forslag fra forskellige personer af “folket”(bla. Medici) der gjorde at vi endte med at ægte Katrina Stridsland og Siegfried Torgier og det som en ny slægt.

    Efter tinge:
    Jeg havde forventet at tinge ville være efter aftensmaden. Og da det hjemme fra på ingen måde var vores plan af vi skulde gå efter kronen, så havde jeg gjort mig en del tanker om hvordan jeg skulde håndtere at “tabe” på tinge og lige efter… Men nærmest ingen tanker om hvad h.. vi skulde gøre i de mange timer der kom efter at Katrina endte med Kronen. Og vores roller var meget dårligt indrettet til at skabe spil i den situation.

  • Allan Davidsen kom med to gode betragtninger mundtligt som jeg vil føje til her.

    Den første er, at det nok var et problem at det var “de gode” der vandt tronen. Vi var simpelthen for ærlige og behagelige til at der kom særligt mange konflikter ud af at vi vandt. Vi skulle nok have besluttet os for af princip slet ikke at gå efter kronen med de roller vi havde, eller tillagt os flere usympatiske karaktertræk.

    Den anden kommentar var omkring indretning af byen. Udover vi manglede Verenas Plads fra Khypris så var det også et problem, at 3 stormandsslægter lå udenfor byen. Selvom alting foregik meget åbent derude, så kom folk der jo kun, hvis de havde et ærinde der eller hos goderne.
    Et bedre bydesign havde været, hvis alle stormandsslægterne lå i centrum af byen – også selvom det betød at der havde været en meget stor plads med telte på i “midten” af byen, og at der var et klart sted hvor man kunne forhandle og “råbe ud” fra. Det ville have gjort meget for at holde alle engageret i den primære historie i scenariet.

  • Lars Nørlev skriver:

    Om Allans betragtninger:

    Jeg tror begge dele er helt korrekte. Til det første vil jeg bare nævne at det for mig at se ville være synd om i havde besluttet jer for ikke at tage kronen fra start… lidt for meget metaspil til min umiddelbare smag.

    Om monstergruppe/skovens-plads-i-spillet diskussionen

    Nu har jeg fulgt snakken lidt på sidelinjen – og muligvis alligevel ikke fået alle nuancer med, så tilgiv mig for oversete modargumenter til det som jeg her bringer i spil.

    1) Der har manglet en forventningsafstemning af “monstergruppens” funktion/intention/ønsker i relation til settingen med “skoven”.

    2) Alene ordet “monstergruppe” burde, for mig at se, helt være udeladt da det bringer assosiationer til en gruppe ikke-spillere, der agerer efter arrangørernes intention/masterplan.
    På bagsiden af debatten synes jeg nærmere man bare burde have holdt sig til at kalde gruppen for regulære spillere, eller “spillere på særlige vilkår” – og i relation til ovennævnte forventningsafstemning burde arrangørerne have understreget at de ikke havde plothammer funktioner, men at deres roller var åbne, tilgængelige, og uforløste, på samme måde som andre spillere i settingen.

    Jeg mener således Søren Højlund har en pointe når han taler om forudindtagethed som medvirkende årsag til at skoven enten virkede som et no-go, eller slet ikke figurerede som scene for noget man skulle/kunne deltage i (i mit eget tilfælde i al fald).
    Denne forudindtagethed handler, for mig at se, om at en “monstergruppe” bringer nogle uheldige assosiationer i spil, baseret på den konventionelle monstergruppeoplevelse hvor deres roller altid har en klar funktion/intention/plan, og derfor ikke er tilgængelige for kreativt spil og improvisation som andre karaktérer i spillet. (beklager mulig gentagelse)

    3) Hvilket bringer mig til et konkret forslag til en monstergruppe-disclaimer man evt. kunne skrive, skulle en lignende setting opstå:

    “Scenariets ‘monstergruppe’ består af spillere der agerer på eget initiativ og lyst, både i forhold til at være i spil, såvel som formgivningen af den enkelte karakter/monster. ‘Monstergruppen’ er altså ikke en gruppe der agerer i overensstemmelse med arrangørernes forudbestemte ønsker eller planer, men blot individer der spiller på andre vilkår i forhold til at være ingame/offgame, veksle mellem karaktérer mv.
    Dette betyder at i kan støde på alle mulige karaktérer i skoven, om natten såvel som dagen, og udfaldet af mødet ingenlunde er bestemt på forhånd, men i rollespillets ånd afgøres af interaktionen mellem karaktererne.”

    Giver det mening for andre end mig?

  • Om det var for meget metaspil er jo en smagssag. Det synes jeg ikke men det kan vi så blive enige om at være uenige om :-).

    Jeg brugte ikke termen “monstergruppe” i mit oprindelige indlæg og jeg tror ikke det har farvet min opfattelse af spillet i skoven.

    Punkt 1 er jeg delvist enig i. Jeg manglede dog også en afklaring om hvordan / hvorvidt man kunne interagere med denne gruppe spillere, for det var klart det foregik på andre præmisser end alle andre spillere. Jeg forventer ikke de skal underholde mig mens jeg ser passivt til, men jeg forventer at jeg ved hvordan jeg kan interagere med dem – det ved jeg med alle de andre spillere.

    Og så synes jeg helt konceptuelt at spillere med større beføjelser end andre bærer et større ansvar for alles underholdning – men i sidste ende afhænger det jo af hvilken aftale der er mellem arrangører og de pågældende spillere. (Heri ligger implicit at alle spillere jo altid bærer et ansvar for de andre spilleres underholdning)

  • Thomas Aagaard skriver:

    Vi havde besluttet ikke at gå efter kronen. Men at støtte en af de slægter der spillede som der var lagt op til. Med det klare mål at undgå en gentagelse af Khypris, hvor det i min optik i for høj grad var de folk der var passive og holdt hemmelige møder som “vandt”. (denne beslutning blev taget en gang tilbage i slutningen af april, før vi vidste hvilket stormandsslægter der kom og er ikke en reaktion på de grupper der var til scenariet)

    Bla. derfor jeg spillede kristen, da vi vurderede at det ville være en politisk hæmsko. Det var også derfor at vi så klart var den svage af stormandsslægterne. Vores kongedyder var også lavet til at tillade en Konge som ikke var en flik person, da det var mindre vigtigt, end en konge der kunne holde fred i riget.
    (igen for at f.eks gøre det muligt at have en Drachenfeld eller Torgier som konge, uden at bryde de dyderne. For det er jo også retfærdigt at hævne et familiemedlem)

    Under vores workshop før scenariet, blev ideen om at forsøge at få Katrina Stridsland kronet nævnt… men som noget husholdet kunne bruge lidt kræfter på hvis det var. Men ikke som noget vi seriøst ville arbejde imod.
    Det var først i løbet af scenariet, at vi begyndte at overveje muligheden seriøst – da Katrina gentagende gange oplevede at folk gik ud fra at hun var Kong Knuds arving… og at folk begyndte overfor mig at forslå hende som Konge.

  • Når sektionen her nu ikke bare er mig og kåre der snakker vores forskellige holdnigner hopper jeg med ind igen.
    (pre post edit: denne post er gået hen og blevet min post-scenarie brainstorm så den bliver ret lang sorry)

    @Tobias – din statement er svær at forholde sig til – da der ingen argumentation er i den, uddyb gerne mere konkret.

    @Lars
    Da jeg læste det du skrev tænkte jeg det måske ville være meget smart næste gang hvis der bliver en sådan.
    Dog ville det hæmme vores muligheder, vi havde kreativ frihed, og kun en mulig indvending fra kasper sangil, der ønskede at det skulle være muligt og vinde skovens gunst. Noget man må sige Frk. Stridsland gjorde på dag et. Dog var vi eventyr inspirerede, og jeg kan ret hurtigt ridse vores premisser op:
    1: Lov guld og grønne skove
    2: få alle spillernes handler og drømme til at forvandels til aske i deres mund
    3: skoven er hverken gammel tro eller kristen, vi ser deres religioner som en fortolking på vores eksistens.
    4: skovens eneste ønske er at trække byens indbyggere væk fra civilizationen, og få dem til at agere mere impulsivt/dyriske.
    5: lave vores gravid plot der var brygget hjemmefra som det eneste.

    når der er flere spillere der har oplevet os som noget man ikke gik ud til med mindre man havde en grund til det, er det selvfølgelig noget jeg vil tage til mig, da min passion er at lave eventyr til scenarier. Det betyder dog ikke at jeg er enig i betraktningerne om at det blev behandlet forkert, eller at vi som monstergruppe skulle være særligt priviligeret. Når jeg siger at vi er der for at havde det sjovt selv frem for at underholde spillere, er vi der jo på samme præmisser som alle andre, og hvis du ikke underholder den du står over for, underholder han/hun heller ikke dig. Så det er ikke ment som at vi bare ville køre vores eget show uden hensyntagen til de øvrige deltagere.

    Grunden til at monster gruppen har dags roler, er for at samle op på hvad der foregår i spillet, således at den kan bruge dette til inspiration i skovens ageren, og forhåbenligt skabe oplevelser for nogen spillere, at der sker noget magisk. I mere end en instans har spillere efterfølgende givet udtryk for at det var virkelig fedt og opleve at skoven vidste ting den ikke burde vide, og da de ikke har kunnet forstå hvordan denne information er kommet ud i skoven har det bidraget med et lille “wow det er magi” øjeblik.
    Grunden til at monsterne skal kunne gå offgame og slappe er meget simpel, når spillerne sover sidder vi og deler en masse historier så alle har info om en masse karaktere der kan gøre overstående. Jeg har personligt sovet under 4 timer hver dag i denne omgang, og er først gået iseng efter den sidste klump spillere i byen var gået til ro både torsdag og fredag så jeg solen stå op.
    På den måde gør vi jo præsis det der menes med “adel forpligter”. Jeg er bevidst om at mange andre spillere til scenariet også stikker hovederne sammen og konferer om hvordan man for skabt noget fedt.
    Det jeg vil frem til er at målet ikke har været at dele ligeligt ud af hvad end vi fandt på, vi har samlet op og koncentreret os om det der var sjovt, jeg syntes det har givet pote, og skabt mere intenst spil end jeg nogensinde før har oplevet som denne funktion.
    Mange har før scenariet spurgt om ikke det kunne være fedt at lave det ene eller det andet, og jeg har sagt ret koncekvent “jo det kan det godt, men jeg vil ikke love dig det, jeg putter det i vores godte pose, og så trækker vi op fra den når vi mangler noget. Jeg vil ikke havde et timetable hvor nogen af mine monsterspiller skal stå et bestemt sted kl 2 om natten, selv om de er brændt ud og trænger til en pause. Det har aldrig givet noget godt, alligvel har jeg oplevet det samtlige af de gange jeg har været i monstergruppen, jeg ville død og pine prøve og gøre det uden, og jeg er både glad for at vi gjorde det, og syntes resultatet har været uendeligt meget bedere både for os og det vi leverede til scenariet.

    Jeg havde muligheden til briefingen for at holde en lille brandtale om monstregruppen, og det er 100% min beslutning at dette ikke blev gjort. Jeg har simpelthen ikke forestillet mig at folk ville lade være med at opsøge spillet i skoven.
    Jeg er ikke sikker på det ville havde været en størrer success hvis jeg havde gjort det, vi havde svært ved at lege nok med alle dem der kom ud. Når jeg siger nogen spillere har fået den store tur, så er der tale om 2-3 spillere der har fået særlig meget opmærksomhed – særligt meget i denne forstand er forskelden på 2-3timers spil over scenariet til 3-4 timers spil over scenariet.

    Nogle af de problematikker vi snakkede om undervejs i monstergruppen var følgende:
    1:Scenariet ligger i juni frem for i august. Vi manglede 2 timers mørke. Det gjorde at vi fik de roller der kunne bære at ses i dagslys tidligere ud fredag og lørdag. Detsværre var der meget lidt spil at finde i det tidsrum uden for bymuren
    2: Kø kultur, vi var på vores største aften 10 spillere i gruppen, på den mindste 8, vi kunne ikke om vi ville havde trukket flere spillere igennem f.eks hekse bålet. Dette er grunden til mange blev viftet hurtigt videre, til tider tvunget videre når de ikke kunne forstå et hint om at deres 15minuttes of fame var ovre.
    2a: Det er sindsygt hårdt at være så meget på som heksene var når der intet puste rum er. Heksene virker kun så længe de er mystiske og altvidende, lige så snart heksens hjerne bryder sammen og hun begynder at sige “øhhhh” så ryger illusionen. Vi havde hekse der ikke kom i spil som planlagt på dag 3 da de simpelthen var brændt sammen i det og glemte at havde det sjovt selv, de blev til plot-hammer-funktionen.
    3: Jeg er ikke fan af den nye måde einherjerne skriver scenarier på, i gamle dage blev nemefrego lavet med personlige roller til 300+ mand, det er sindsygt hårdt arbejde at gøre dette, og mængden af arbejde, retfærdigøre ikke udbyttet. Dog håber jeg at det vender den vej igen i fremtiden. også selv om det kræver 5-600% mere arbejde for 50% bedere udbytte. Det er svært i monstergruppen at være relevant for en person der kun har den role de selv har skrevet som baggrund hvis du overhovedt er heldig nok at huske den når spillet går igang og husker at det er det ansigts role du spiller over for.
    4: Når man prøver og lave noget eventyrligt frem for fantasy roler taget ud af monsters manual, kræver det meget både fysisk og mentalt, det privilegie at vi kan gå væk fra spillet og slappe er, er en nødvendighed. Faunen som var den eneste eventyrlige role jeg spillede, kan simpelthen ikke hoppe rundt og holde et nysgerigt-gede kropssprog uden pauser. Flere gange på vej tilbage til bunkeren tvang jeg mig selv til at løbe efter en spiller fordi der var mulighed for at starte scenen med at give dem et lille schock, eller jeg kunne huske og havde mødt spilleren aftenen før, så der var mulighed for at give dem en opfølgning og ingame finde ud af om de havde fået båret spillet videre, og i så fald presse dem lidt mere, eller forklare dem at nu skyldte de skoven.
    5: Byens placering. “i natten er alle blomster næller” Når man render rundt i bar overkrop eller et trolde kostyme man ikke kan hoppe i var det stort set umuligt at komme om på tæltsiden af spillet man skulle op bag containerne, langt op i skoven for ikke at gå i krat, hele vejen bag om bunkeren næsten op til den gamle tinge plads bag elverforted fra gamle dage, og så tilbage mod byen igen, for ikke bare at komme slæntrene samme vej som alle spillerne bruger og sige “offgame jeg hopper først i spil når jeg når træerne” det var super ærgeligt at vi ikke kunne det.
    Jeg er personligt en 1on1 spiller, jeg er ikke godt til verbalt at deltage i spil med mange spillere og gøre det sjovt for nogen, med mindre jeg kun er baggrunds støj. Det betyder at jeg når ca 3-4 spillere igennem i timen ude i skoven hvis jeg ingen nedetid har. Det ville tage mig 40-50 minutter at skife til den anden side.

    Efter at havde skrevet dette kan jeg forstå hvorfor man syntes “vi er der ikke for at underholde dig” er en mærkelig udmelding, den er kun delvis sand, for selvfølgelig er vi det, det jeg skulle havde sagt til at starte med skulle være “Vi er der ikke for at være statister der er der udelukkende for at underholde de rigtige spillere”

    Dobbelt undskyld for at lave en post der sikkert er længere end din anmeldelse 😛

  • Jeg tog bevist ikke i skoven af to grunde:
    Offgame grund: Som Stormand havde jeg nok at bruge min tid på. så ingen grund til jeg tog spil fra folk der havde mere brug for det.
    Inngame grund: Skoven lover guld og grønne skove, men forsøger at snyde dig i sidste ende. Som Satan der forsøger at friste Kristus… Og som ung mand havde Hr. Stridsland oplevet dette på sin ridderprøve… noget jeg da også advarede Katrina om… men uden held 😉

    Roller:
    Jeg tvivler på at vi kommer tilbage til personlige roller,(for de er i min optik ikke arbejdet værd når vi snakker store scenarier) men gruppebeskrivelserne fra Khypris manglede. Med beskrivelse af rollerne, klare relationer til andre gruppe, både positive og negative. Og omtale af klare mål for rollerne.
    Disse ville også havde givet jer mere information at arbejde med.

  • Tommy Schouw skriver:

    Hej Kåre

    Lige en gang generel feedback på selve indlægget. Det er altid en fest at læse dine anmeldelser, særligt når man ikke selv har deltaget i scenariet. Denne gang har du dog været lidt uheldig og kommenteret på en del ting uden rent faktisk at få dem beskrevet først. F.eks. kunne det være rart at få nævnt hvor mange spillere der rent faktisk var til scenariet, når du nu mener at det var et problem at der var for få.

    På samme vis retter du noget kritik af “Skoven” uden at forklare nærmere hvad det i din opfattelse gik ud på.

    Overordnet set er det stadig god læsning, og kommentarerne herinde hjælper også på det. Så er primært ment som en opfordring til fremtidige oplæg.

  • Lars Nørlev skriver:

    @ Kåre/Aagaard

    Jeg har muligvis en meget romantisk forestilling om spillet – uanset hvad var jeg, ingame såvel som offgame, meget tilfreds med jeres familie….

    @ Tommy

    Deltagerantallet vil jeg skyde på 120 – og det er måske lidt højt sat

    @ Søren

    Tak for en ‘monstergruppe’ vinkel på scenariet 🙂

    Når jeg skriver “særlige” vilkår i min ‘monstergruppe-disclaimer’, er det med vilje der ikke står “priviligeret” af samme grunde som du nævner ovenfor.

  • Migal skriver:

    mht. Hovedpersoner:
    Jeg har lavet en dårlig rolle til scenariet ergo min dårlige oplevelse.

    Jeg ved at vores naboer ikke var en del af kongevalget, men havde et misundelsesværdigt godt spil. De skabte en fed stemning.

    Det sagt så virkede det til at fokus lå på kongevalget og stormandsfamilierne. Men det kunne sagtens have været anderledes hvis de meget statusbaseret konfliktspillende spillere, primært anført af Allan og Hornbæk, havde spillet i byen i stedet for i teltlejren.

    Der blev ikke gjort så mange tiltag fra arrangørernes side for at styre spillet i en retning eller en anden. Det er jo et sandkassescenarie i bund og grund, med noget by og “hvem vil være kalif” på toppen.

    Så min konklusion må være at det er mest op til rollerne og ikke scenariet.

    mht. Skoven
    Som det allerførste blev jeg overtalt af en af NPC’erne til at spille kirke. (og deltage)
    Vi fik hurtigt skitseret hvordan “magien” virkede, men også at dette skulle være hemmeligt. At det var hemmeligt var en styrke, eftersom det kom som en overraskelse for de spillere der oplevede den. Det foregik ved at mine religiøse handlinger, såsom skrifte og banlysning, blev videreformidlet til NPC’erne, så de kunne gøre noget vildt med det.

    I deltagermaterialet fremgik det at Skovens væsner var virkelige “Befolkningen i dalen omkring Lidris og resten er landet er bekendt med væsnernes eksistens”, men mange andre kristne troede ikke på trolde. I starten prædikede jeg at de var djævle yngel, men holdt hurtigt op, eftersom jeg gerne så at de kristne havde mulighed for at kontakte skoven. Så var det “bare” de aftaler de lavede som var djævle aftaler. 🙂 Hvilket gav et par gode scener.

    Jeg havde meget lidt at gøre med NPC’erne i spil. Kun troldeungerne og Birk “Skovens Dørmand”. Men jeg opsøgte det ikke, så hvis jeg havde ønsket det lå det på mine skuldre.

    mht. Mad
    Jeg fik virkelig god mad. Og en fin mængde. Rugbrødet var forfærdeligt!

    mht. Statusbaseret konfliktscenarie
    De gerne det skete, så virkede det. Jeg opsøgte det meget ihærdigt, men kunne have været bedre. Der var ikke så meget konflikt i det jeg gjorde eller sagde, dog. Og når man først havde proklameret kirkens støtte til en slægt, så måtte det jo gerne ændre sig. Når man så gjorde det til en anden, så kunne de første jo godt mene at man havde holdt hemmelige møder, men eftersom man ikke kunne hører kirkeklokken to huse væk, så kunne man nok heller ikke høre mig sige højt og tydeligt at jeg støttede bla bla.

    Så man kommer nok mest til at opleve det for sig selv, og i mindre grad at andre gør det. Fordi man ikke er alle steder i scenariet og beslutninger sker alle steder i scenariet.

    Selvfølgelig kan folk blive bedre til det og jeg synes det er noget at stræbe efter.

    Jeg havde desværre svært ved at vende mig af med det efter spillet, hvilket var en rigtig dårlig form for lorte-bleed.

  • Tobias Torfing skriver:

    Sikke mange interessante indlæg. Jeg vil lige svare kort, selvom flere af indlægne fortjener længer svar.

    Omkring borgerne og stormændende:
    Jeg bebrejder ikke Stridsland eller andre Stormandslægter. Som jeg nævnte tror jeg det skyldtes en skæv fordeling af grupperne. Jeg kan kun tænke på 4 familier af borgere, hvoraf de tre bestod af 2-3 personer (barberen, rævegraven, og os som smykkesmede), mens en var lidt større (Arvid).
    Jeg finder det dog interessant at Aagaard skriver at han forsøgte at tage kontakt til borgerne, men samtidig at han brugte Medici’erne som kontakt. Selvom Medici familien ikke var så ekstrem som det andet handelshus, var de dog udefra kommende handelsmænd og havde helt andre interesser/funktioner end egentlige borgere/beboere i byen.
    Dette sås tydeligt da Høegsholt (grundet gæld) lovede Cabalero handelsmonopol hvis Høegsholt fik magten (stor respect til Fru Høegholt til at insistere på at de ikke havde noget at skjule og at de kunne diskutere ved et bord i Rævegraven!)- jeg havde på fornemmelsen at andre stormandsfamilier lavede lign. aftaler. Det var altså handelshusende der blev kontaktet, som repræsentanter for borgerne, selvom de ofte havde modsatrettede interesser. Jeg ville f.eks. have støttet en Stormandsfamilie der ville forhindrer/forbyde handelsmonopoler. Noget jeg talte åbent om i byen, men ikke formåede at få videre til stormændene

    Jeg forsøgte et par gange at komme i kontakt med nogle stormandsfamilier om mine interesser, men de virkede til at have meget travlt, specielt efter 16.00 når vores bod lukkede. Men jeg indrømmer at jeg skulle have været mere aktiv i denne henseende.

    Jeg er enig med Kåre i at tanken om at der udbrød våbenkamp om Kongemagten betød at mange ikke forberedte sig på tinge. Det jeg kunne godt have tænkt mig at én af Stormandsfamilierne havde gået efter at vinde den moralske sejr på tinge, fremfor at alt blev forhandlet internt. Men da stormandsfamilierne havde stemmeovervægt selv på tinge, blev de få ikke storfamilier irrelevante selv i denne sammenhæng. Da borgerne ligeledes var irrelevante i kamp-scenariet var en rolle i magtspillet helt udelukket.

    Andgående monstergruppen:
    Jeg vil gerne goive et længere svar, men det kræver lidt mere omtanke fra mig. Men når jeg skriver det virkede som om at den var forbeholdt visse spillere, så var det fordi det virkede som om nogle spillere havde en klar idé om gruppens formål og måde at at interagere med andre på, mens andre (f.eks. mig) ikke havde. Jeg tror det er det samme som Kåre er inde på. Ikke at i var dårlige eller ikke lavede fede ting, men at der var en forskel på;
    1: hvem der på forhånd havde tilstrækkelig information. Som du skriver havde i kontakt med nogle personer før spillet, mens jeg ikke anede at man kunne tage kontakt til jer. Så selvom i ikke havde lovet noget til disse spillere, så havde der fundet en hvis forventningsafstemning sted, som ikke foregik med alle spillere, og som ikke alle spillere havde mulighed for at deltage i. Det foregik i stedet mere på bekendtskabsbasis (var og er min klare opfattelse).

    2: I havde meget klare præferencer om hvad i ønskede af jeres medspillere. Både i denne tråd og på facebook gruppen ses kommentarer i stil med “De afbrød vores scener”, “De var ikke seje/sjove”. For det første har jeg en opfattelse af at man til rollespil ikke kan afbryde scener, da det antyder at der er et på forhånd fastlagt forløb der skal udspilles, i modsætning til at folk agere efter hvad de mener deres rolle gør. For det andet kan de øvrige spillere ikke på samme måde fravælge deres spil/hvem de vil spille med. Kroen kan f.eks. ikke sige at de ikke vil servere for nogle der ikke er med til at skabe kro-stemning. Specielt et indlæg på facebook tråden tændte mig lidt af (jeg tror det var Saras), hvor der blev sagt noget i retning af at nogen kom i i skoven med et løg og prøvede at få løst nogle in-game problemer. Tydeligvis var dette heller ikke rigtigt? Nogle havde in-game gjort en anstrengelse for at finde ud af hvordan man skulle håndtere skoven og havde begivet sig ud i skoven for at interagere med den, men alligevel lyser det ud af indlæggene fra jer at de andre spillere var til besvær, undtaget dem i syntes var seje/sjove.

    Jeg hører til en gruppe der opgav al kontakt med skoven fordi jeg ikke kunne gennemskue dens funktion og måden man skulle agere overfor den, mens jeg har hørt andre fåle sig afvist når de prøvede. Det er for mig at se to problemer i forhold til skoven, og jeg tror at klare udmeldinger før scenariet om hvad i ville og hvordan havde løst dette (i hvert fald delvist).

  • Det foregik i stedet mere på bekendtskabsbasis (var og er min klare opfattelse).
    Nej, ret kort og kontant spillede jeg i spillet kun med Katrine Abel som jeg kendte før scenariet.

    De afbrød vores scener
    Jeg tilegner det dårlig forklaring fra min side. Når du prøver og lave noget eventyrligt og mystisk, men inden bag sminken bare er et menneske lige som alle andre, så er der en ting der er meget vigtig “Jeg kan ikke trylle, det kan du” jeg kan kaste bolde op til spilleren, og hvordan du griber dem er op til spilleren.
    Detsværre er der ikke noget hverken eventyrligt eller mystisks ved 30+ spillere der sidder om bålet som var det et nutids-clevoriance scheme, og venter på at heksen siger noget til dem. Derfor prøvede vi ret så hurtigt at gene folk videre.
    Et eksempel på nogen der ikke er sjove er folk der er så fulde at de mest render rundet for at høre sig selv tale, dem havde vi et par stykker ude af, også nogle ædru folk.

    Folk der kommer op til bålet og afbryder heksen skal nok ikke forvente at blive inviteret til at side ned, da heksen ikke kan lave powerword-fuck-af er hun og de væsner der er i nærheden nødt til at eleminere den person der bryder ind og ved sin ligegyldighed over for stemningen i spillet trækker den ned på et plan der for folk til at huske at heksen i virkligheden bare er gymnasie læren, skopusseren, og bestyrelsesmedlemmet, midster så meget at jeg jeg hellere vil respektere den spiller der kommer ud og leger på lige fod, end den der bare går ind med en attityde af “nu har jeg ventet længe nok, det er vidst min tur nu hva?”

    For det andet kan de øvrige spillere ikke på samme måde fravælge deres spil/hvem de vil spille med. Kroen kan f.eks. ikke sige at de ikke vil servere for nogle der ikke er med til at skabe kro-stemning.
    Jo det kan de sagtens, det har jeg gjort massere af gange, jeg vil hellere ryde op i rallet der gør det ikke er fedt for dem der er med til at gøre det fedt, end jeg vil være service funktionen der skal underholde alle ligeligt, lige meget om jeg er spiller arrangør eller npc.
    Som stor fed streg under denne udtagelse, kan jeg sige at til søslottet 2 havde vi de mest udulige paviliontelts forhold i en park der var åben for offentligheden, og kun ved hjælp af en hård hånd der smed 70% af de spillere ud som ikke var på kroen for at spille det den samme form for indlevelse som os, lykkedes det at få skabt en stemning, og jeg gør det gerne igen.

    men alligevel lyser det ud af indlæggene fra jer at de andre spillere var til besvær, undtaget dem i syntes var seje/sjove.
    Tja, det må jeg sige del vist ja til. Bortste fra at jeg tror du har en antageles om at vi kun ville lege med folk vi i forvejen syntes var sjove at lege med, og det må du så tage mit ord for er forkert antaget. Jeg så meget få folk i skoven jeg anser for venner ude i virkligheden, og jeg legede med færrer af dem.

    Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle agere med skoven argumentet
    Det er lidt et ringe argument jeg har svært ved at tage seriøst. Jeg ved heller ikke hvordan jeg skal agere med barberen, det er hans opgave at trække mig igennem the motions. Oppe i den gyldne hind ved jeg heller ikke hvad der venter, skal jeg ud bagved og råbe højt som der er lagt op til i deltager brevet?
    Skal jeg være den bærende spiller der gør det sjovt for massøren ?
    Det er alt sammen op til dem der har sat rammerne for den lokale sætting at vidre for midle dette.
    Derudover er det ikke alles ret at få en positiv oplevelse, den negative kan være lige så sjov, vi er ikke en forretning der måler vores success på at kunderne kommer igen 🙂
    Du for noget når du går ud i skoven, lad os tage løget som eksempel. Du kommer ud i skoven med et løg i gave, og dit ønske er at brydes med trolden så du kan gå hjem og sige du har bestået din riderprøve (dette er i øvrigt et konkret eksempel hvor vi ikke gave Jonathan Faber, som alle kender i bunkeren, det han ville havde) I stedet for fik han en sur trold, der åd hans løg og afviste ham. Hans historie er nu ikke som han gerne vil havde det, men det er stadigvæk en historie. Han fik vidst en hårtot fra trolden for at gå væk, og han har nu rig mulighed for at lyve, eller være ærlig og fejle sin riderprøve, det er jo også en historie (hvis ikke han blev sovepose myrded)
    Til sidst skal man huske at en afvisning af spil kan være mange ting, den er ikke nødvendigvis en “du er grim og du lugter, vi vil aldrig lege med dig igen” den kan lige så godt være “Der er behov for mig et andet sted, jeg har ikke tid, og jeg har ikke tid til at forklare det fedt ingame + jeg nægter at gå offgame for at forklare dig at det ikke er dig der er noget ivejen med, men mig :P” Så lader man sig kue af at man enten ikke vidste hvordan man skulle gå ud i skoven, eller at man ikke fik det tilbage man ville havde første gang man gik derud, så er jeg mere end villig til at snakke om hvordan man gør det bedere, men jeg kan nok godt acceptere udfaldet.

    Og jeg er stadig imod at melde konkret ud fra start, det dræber fantasien.
    Der er milevid forskel på den spiller der kigger på mig lidt halvdovent som var jeg en kedlig forlystelse i tivoli, man kun prøver fordi man ikke har noget bedere at tage sig til, og den spiller der kommer ud med ansigts udtryk der utvivlsomt har glemt den rigtige verden eksistere lige nu, og er 100% fanget i settingen. Der vælger jeg spiller 2 hvergang, og er ligeglad med spiller 1s følelser hele vejen ned i oplevelses banken 🙂

  • Tobias.
    Jeg opsøgte ikke handelshusene. Medici’erne kom til mig go de var de eneste der sagde mere end “vi vil have fred” når man spurgte dem. Dvs. de forsøgte aktivt at få vores støtte til div ting. Andre bad om støtte til et vægterkorps og at ældsterådet skulde genoprettes. (begge dele noget jeg støttede op om)
    Og da de løbende, på eget initiativ kom med konkrete forslag til kampen om Kronen så blev de ret involveret i magtspillet.

    Tinge:
    Der var en aftale imellem Drachenfeld, Torgier og Stridsland. Det var den det gjorde at Enkefru Stridsland blev gift med Siegfried Torgeir, og det som en ny slægt. Og planen var at vi på tinge alle ville bakke op omkring Katrina Valdermars kandidatur.
    Dvs. 3 slægter, men ikke ligefrem med en overvældende våbenmagt.(ingen våbenføre mænd fra Drachenfeld, 2hirdmænd fra Torgeir +2 riddere og 2 hirdmænd hos os selv)
    Vi vidste fra forskellige “folk” at vi havde en del støtte blandt borgerne, og enkelte havde da også lovet os det direkte… men præcist hvor mange støtter vi havde var ikke helt klart.
    Men som de fleste nok opdagede så brød Fru Torgeir aftalen… og så er vi altså nede på at kun to slægter, og en våbenmagt som Bakke-hvid kunne matche alene.

    At det ikke endte i et blodbad, mener jeg netop skyldes at folket tog parti og til sidst valgte side… og viste klart og tydeligt at en af kandidaterne havde den største støtte… Men præcist hvad der skete står dog lidt uklart for mig, da jeg havde travlt med at blive lappet sammen… så jeg så ganske simpelt ikke hvad der skete, ud over at nogen nævnte Knuds arving og det blev hurtigt fejet af bordet og så knælede folk.
    Her vil jeg iøvrigt takke (Eva Mærsk) for at Fru Torgeir brød aftalen, for ellers tror jeg ikke at nogen havde stillet op som modkandidat… og det havde jo bare været sørgeligt… Det var svært nok at få nogen til at tage handsken op da jeg kaldte hende for en Nidding…ca. 7 gange…

  • Jeg kan mærke jeg bliver defensiv hvis jeg tager den meget længere på internettet.
    så min konklutioner er at jeg gerne vil drikke en øl med alle der havde en dårlig oplevelse/ingen oplevelse, så det kan blive federe næste gang, men ud over det syntes jeg det var været en brag success med mange folk der endte med at få en positiv oplevelse 🙂

  • Kathrine Abel skriver:

    Det ligger mig på hjertet at komme med en kommentar omkring monstergruppens portrættering af skoven.
    Hjemmefra havde jeg nogle korte snakke med Søren Højlund om hvordan vi i familien Arvid skulle sørge for at sprede så mange rygter som overhovedet muligt omkring skoven. Der var lidt koordinering omkring hvad vi kunne tale om og hvad der ikke skulle være noget af.

    Jeg bliver ærlig talt ærgerlig når det bliver fremstillet som om at monstergruppen kun var interessere i at lege med dem de kendte i forvejen. Ja, jeg kender en del af folkene i monstergruppen, men ud over Søren Højlund, så var langt de fleste af de andre jeg spillede med, ikke nogle jeg kender synderligt andet end per navn. Og det skal samtidig siges at mit spil med Højlund udelukkende bundede i at jeg selv opsøgte ham pga. noget der var sket min rolle og dennes søster imellem. Altså var der intet koordineret hjemmefra.
    Jeg måtte selv stykke tingene fra den ene og den anden sammen, og det var først langt op af lørdagen at jeg faktisk forstod skovfolkenes ingame præmisser for at ville lege med os mennesker – lyst, lad være med at gøre hvad andre vil have dig til, gør hvad du selv har lyst til!

    For mig virkede skoven mystisk og især farlig! Farlig hvis man troede at man bare kunne vade ud i skoven som det passede én og forventede at få svar på sine spørgsmål/bønner. Jeg hjalp til ved fødslen af de tre troldebørn og forsvarede dem med mit liv, efter dét var der en mere åbenhed overfor mig, men derfor vadede jeg da ikke ud og stillede krav, eller troede at trolde, faune og andet var mine bedste venner.

    Det blev langt 🙂 Min pointe var: det er nemt bare at sige “de ville kun lege med deres venner” – jeg vil blot, som ikke-monstergruppe, gøre hvad jeg kan for at få manet dén teori til jorden!

    😀

  • Gentagelse fra Facebook:

    For lige at klarificere hvad jeg har skrevet ifht. skoven og hvem de ville lege med (måske nogen andre har skrevet andet her et sted, det er ved at være svært at have overblikket);
    Jeg siger, at med de observationer jeg gjorde mig under spillet så så det ud som om at man skulle tilhøre stormandsslægterne førend de ville lege med en.
    Jeg har altså ikke sagt “venner” og jeg er også efterfølgende blevet klar over, at mange ikke-stormænd fik spil derude. Det ved jeg bare først nu og kunne selvsagt ikke bruge til at danne mig konklusioner under spillet :-).
    Det eneste jeg efterlyser er at det var klarere for alle hvorvidt og hvordan man kunne interagere med skoven for det er da utroligt ærgerligt at spillere der måske ellers kunne have bidraget med noget fedt derude fik indtrykket af, at de ikke havde mulighed for det.

    Øvrig snak om skoven kan sagtens gøres over øl i den fysiske verden :-).

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier