Anmeldelse: Krigslive X

Lad mig starte med essensen: Krigslive X var – for mig og dem jeg spillede med – et godt Krigslive.

Anmeldelsen jeg har skrevet, vil – som altid – fokusere på de ting, jeg synes kunne være gjort bedre. Det betyder at den overordnet set vil fremstå negativt. Derfor vil jeg gerne henlede opmærksomheden på min indledning – Krigslive X var et godt krigslive.

Dernæst bør det også siges, at selvom mange af mine kritikpunkter indledningsvis vil pege på arrangørerne så ved jeg også, at man som arrangør ikke kan gøre alting – man kan have de bedste intentioner og fineste planer men problemer i kommunikationen, problemer med hjælpere eller deltagere med andre holdninger, kan ødelægge meget, så jeg forstår, at det ikke altid er let. Ikke desto mindre bliver vi ikke bedre, hvis tingene ikke bliver sagt og med disse ord – lad os komme ned i kødet.

Mit Krigslive X

Jeg spillede Seniorsergeant Hessler i Niende Stirland på Stirland/averland/middenheim siden. Vi var historisk små denne gang med 14 mand og sågar uden musiker – vi har været dobbelt så mange, når vi har været størst.

Jeg vil ikke beskrive spillets forløb minutiøst både fordi det er irrelevant og fordi slagene allerede lørdag aften var lidt svære at kende fra hinanden i mit hoved. Jeg vil dog påpeget, at jeg vælger at gå efter den tolkning at vores side vandt fordi det fordobler antallet af Krigslives hvor jeg har været på den vindende side. I betragtning af at jeg har deltaget i 10 og været arrangør på 2 har jeg en utroligt ringe track-record for at vinde.

Niende Stirland var for lille til at fungere ordentligt som linieregiment men fordi vi var det eneste spydregiment blev vi aldrig brugt som andet. Deraf kom også, at vi blev nedkæmpet som enhed til hvert slag – en enkelt gang dog under “5 er for lidt” reglen (som jeg elsker!) og en anden gang “frivilligt” grundet en offgame diskussion omkring hvem der var døde (jeg hader diskussioner mens vi spiller) kombineret med en skade i enheden der gav 5 sting i en tommelfinger. En enkelt gang blev vi sågar skudt helt ihjel af skydevåben inden vi nåede i kamp. Selvom det kunne have været fedt at overleve nogle træfninger, var det på sin vis også fedt at blive slået ihjel så mange gange.

Læring fra Krigslive IX

Jeg har to centrale kritikpunkter omkring Krigslive X. Det mest fremtrædende af det er, at jeg kun i meget ringe grad føler, der blev bygget videre på det vi lærte fra Krigslive IX. Det skal ikke forstås sådan at alt vi gjorde til Krigslive IX var godt – det skal forstås sådan, at vi prøvede nogle ting hvoraf nogle virkede og nogle ikke virkede, og alt for lidt af den læring, blev taget med videre. Jeg følte at man byggede videre på Krigslive VII og VIII – som om IX var “noget andet”. Det eneste der blev taget meget jeg kan komme i tanke om var at regelsættet i høj grad blev kopieret – og “5 er for lidt” lader nu til at være en integreret del af Krigslive reglerne.

Det var særligt følgende elementer jeg mener man skulle have bygget videre på:

  • Adjudanterne og deres funktioner som offgame koordinatorer og klagehåndtering. Måske var det der gennem bl.a. Lahrmann på vores side, men i min optik virkede det ikke så godt og så organiseret som til Krigslive IX.
  • Kampplanlægning. Ja, der var kampplanlægning, men jeg mener den valgte måde var uhensigtsmæssig (mere om det senere).
  • En historie bag hvert slag som alle havde mulighed for at kende (man kunne også have leget med alternative sejrs-betingelser eller anderledes typer af kamp i højere grad, end man gjorde).
  • Dødepunkter. De virkede ikke til KLIX bl.a. grundet terrænet og fordi folk ikke var vant til reglen. Men de var virkelig savnet her og jeg er overbevist om, at de ville have virket godt i det åbne område.
  • Klart markerede ruter i terrænnet. Holbæk Fælled er måske ikke så svær at finde rundt i som f.eks. Tornby Klitplantage, men markerede ruter og flag havde stadig været gavnligt.

Utilfredsstillende logistik

Mit andet centrale kritikpunkt går på logistikken undervejs; herunder særligt mad og toiletforhold. Initierende var der to Godik-toiletter til ca. 150 personer i vores lejr. Efter en dialog med arrangørerne kom der to mere. Den eneste grund til det ikke var dybt utilstrækkeligt var at folk (imod ordensreglerne tror jeg?) tissede i terrænnet og indimellem kørte ud til de normale toiletter i området – enten multihuset eller de lokale handlende. Selv sked jeg to gange i multihuset.

Værre endnu var maden. Vi havde tilkøbt mad fordi med de regler der var sat op, var vi i tvivl om vi kunne sørge for vores eget. Det fortrød jeg. Torsdag aften blev maden ca. en time forsinket og blev serveret i den anden lejr – noget vi først blev informeret om kort forinden. Der var flere andre måltider der var sent på den i en grad hvor det blev en stående joke i vores enhed. Der var også for lidt mad – fredag aften var der ingen aftensmad da jeg og to andre havde lejlighed til at hente mad. En af de andre forsøgte at få noget andet gennem arrangørerne, men det skete ikke, og vi tiggede os til noget fra en anden enhed. Det var også alt for sent – dagen inden! – vi fik menuen. På positiv siden skal det siges, at maden var rigtig lækker – det opvejede dog ikke rigtig, at den ofte ikke var rettidig og slet ikke rigelig.

Usynlig historie

Historien til Krigslive X fangede jeg ikke. Jo, der var noget med to kejsere, men da vi først gik igang var det svært at kende det ene slag fra hinanden og formålene med de enkelte slag. Den eneste træfning der havde en historie bag som jeg kendte var kampene om punkterne – alle de andre var for mig bare “slå de andre ihjel fordi de er fjenden”.

Til Krigslive IX synes jeg vi havde succes med at kommunikere et formål og en historie om hvert slag til alle enhedsledere og opefter – som derefter havde til ansvar at kommunikere det nedad. Det havde jeg gerne set bygget videre på – for hvis det blev gjort, så kom det i al fald ikke igennem hos os. Vi havde – igen – bare en lang række kampe forskellige steder uden synlig mening.

Svært at se ambitioner

Det her er et lidt svært punkt at beskrive tekstuelt, og det er meget subjektivt, men jeg prøver alligevel. Krigslive X virkede på mig fra arrangørside uambitiøst. Det er ikke mit indtryk, at arrangørerne arbejdede for at udvikle Krigslive-traditionen men snarere at lave “endnu et i rækken”. Det hænger nok også lidt sammen med mine forventninger til arrangørgruppen – jeg mener at de har evnerne til at udvikle Krigslive men valgte i stedet at køre det på rutinen og ikke udfordre dem selv eller genren særlig meget. Det er naturligvis deres gode ret, men jeg kunne godt have ønsket mig mere på Krigslives vegne. Noblesse oblige, som man siger.

Området

Holbæk fælled var et bedre område, end jeg troede efter at have set luftfotos. Det var tilstrækkeligt “lukket” til at virke stort, og havde flere interessante kamppladser. Jeg kunne godt have ønsket mig nogle mere “lukkede” kampområder, men man kan ikke få alting. Vi gik også relativt mere end vi gjorde til Krigslive IX er mit indtryk – i al fald fra vores lejr. Jeg kunne godt ønske mig af fremtidige arrangører tæller hvor mange km spillerne forventes at gå og forsøger at balancere det ud mellem hærene, og forsøger at reducere det.

Der var – fra kommunal side – mange regler om hvad man måtte og ikke måtte. Jeg er ikke i tvivl om at arrangørerne har kæmpet for at få så vide rammer som muligt, men der var stadig nogle ret trælse begrænsninger. Specielt forbuddet mod at grave huller morede vi os meget over i vores lejr – der var så mange huller i det område vi boede i, at ingen ville have opdaget hvis vi havde gravet alt det vi plejer.

Området var dejligt tilgængeligt per bil. Jeg var sådan “både og” i forhold til at have indkøbsmuligheder så tæt på og er det stadig – der var flere gange i løbet af spillet folk der smuttede ned og handlede nogle ting, og det kostede lidt på rollespillet i min optik. Omvendt er det sgu’ rart det er let at supplere hvis man mangler noget. Det er nok en smagssag. Nærliggende huse, veje, besøgende og fotografer generede aldrig mig – særligt det sidste vil jeg gerne udtrykkeligt påskønne.

Lejesoldater

Så fik vi prøvet det med “den tredje lejr”. Det fungerede bedre end jeg havde regnet med. Der var lagt op til, at der kunne blive noget spændende spil omkring hvilke lejesoldater der havnede på hvilken side. Det er muligt at det var tilfældet, men i så tilfælde opdagede jeg det ikke. Jeg kan måske være bange for, at det var koncentreret omkring staben. Omvendt så gjorde det ikke så meget – vi havde nok at give os til.

Jeg har to forbedringsforslag til næste gang man bruger lejesoldater.

For det første skal lejesoldater have et armbånd i “hærens farver” eller lignende når de er købt. Selvom “blue on blue” er fedt indimellem, så var det nogle gange også forvirrende på den irriterende måde – særligt for lejesoldaterne tror jeg.

For det andet tror jeg, man er nødt til at styre fordeling af enheder offgame. Hvis enhederne fordeles for ulige – som jeg synes at have hørt de blev fredag – giver det kedelige slag til alle.

Regler

Til alle scenarier – og dobbelt op til Krigslive – er reglerne nødt til at være klare, simple og kendt af alle. Særligt det sidste vil jeg fokusere på her. Jeg stødte på fire eksempler der bryder med dette:

  • Vi kæmpede mod en enhed, som stædigt hævdede at de havde lov at kæmpe med “skirmish” – med 2 meter imellem sig, og arrangørerne havde godkendt dette. Skirmish har ikke eksisteret i reglerne siden Krigslive II eller III.
  • Vi fik fortalt, at det røg troldmændene fremkaldte, dræbte dem der “blev ramt” af det. (Jeg tror dog der har var tale om en joke men det fremgik ikke klart af kontekst)
  • Vi stødte på en kejserlig enhed provinssoldater, der var klædt i ringbrynje, selvom rustningsreglerne for provinssoldater klart beskriver, at de ikke bærer ringbrynje.
  • En af de andre enheder fortalte om en lejesoldat enhed (jeg fik desværre ikke fat i hvem) der var ca. medium pansret efter Kejserlig norm, men efter sigende havde 9/10 HP.

Disse tilfælde kan hver især bygge på en kombination af uheldig kommunikation eller misforståelser, og det kan desværre ske. Hvis der er nogen af dem der rent faktisk er undtagelser fra reglerne synes jeg de skulle have været kommunikeret klarere ud, for de skaber forvirring og frustration hos de øvrige spillere. Man er nødt til at kunne stole på at det der står i reglerne er hele sandheden.

Jeg vil også knytte en anden kommentar til reglerne; ændringerne til skydereglerne brød jeg mig ikke særlig om. Vi blev skudt ihjel til det ene slag, og det var sjovt fordi det skete en gang. Var det sket to gange, var det træls. Potentielt at kunne nægte andre spillere den underholdning de er kommet for, synes jeg er ærgerligt. Jeg så gerne reglen om, at man ikke kan skyde enhed ihjel genindført. Tilsvarende mener jeg ikke kanonen skal kunne one-shot’e enkeltspillere af samme årsag. Det bør i samme åndedrage tilføjes, at de bueskytter der skød den sidste salve i det slag hvor vi blev skudt ihjel (vi blev beskudt af ialt 3 enheder) fandt os efter slaget og beklagede, for det var ikke deres hensigt at slå os ihjel – de vidste ikke, vi allerede var blevet beskudt så meget.

Lejren og lejrspil

Vores lejr kunne have haft godt af, at der havde været en plan fra centralt sted om hvor vi skulle lægge os. Den lejr vi endte med var simpelthen for spredt ud over området til at føles som én  lejr, og det var ærgerligt.

Jeg undrede mig noget over tårnet i midten af lejren som var en ærgerlig øjenbæ at ligge hvor alle kunne se den. Hvad var egentlig formålet med den?

Slutteligt vil jeg sige, at jeg synes lejrspillet der hvor jeg kom, fungerede godt. Særligt sangdysten fredag aften vil jeg fremhæve som underholdende.

Kampene

Kampene var – som beskrevet tidligere – for ens. Terrænnet gjorde at næsten alle slag vi deltog i basalt set var linieslag på åben mark, og jeg var ikke bekendt med særlig meget historie i de slag, vi var med i.

Jeg var også overrasket over, at der blev udkæmpet en duel inden et af slagene. Uanset hvor “vigtig” man er, så er der intet vægtigt argument for, at to mennesker skal udkæmpe grim gummivold mens 450 mennesker står og sveder og venter på at komme til at lave det, de glæder sig til. Det troede jeg egentlig vi kollektivt havde lært efterhånden.

3-hære slaget var også underligt. Jeg forstår godt, at man gerne vil prøve det – ligesom borgen til Krigslive VII. I min optik virkede det ikke. Jeg havde det indtryk, at den generelle præmis for slaget var, at det var alle mod alle hvilket betyder, at den side der kan se på de to andre slås og derefter tæve vinderen, vinder. Det belønner passivitet hvilket er dårligt design. Måske var der noget jeg har misforstået omkring slaget, men sådan virkede det på mig.

Kampen om punkter er en fin ide som vi også overvejede som central mekanik til Krigslive IX. Vi overvejede en model hvor der var et antal punkter som hærlederne kunne prioritere og frit sende enheder ud til. Vi kom frem til en central problematik ved dette design; en overlegen strategi er at droppe et punkt og opnå lokalt overtal på de øvrige. Således bliver det udkæmpet et antal ulige slag og en eller flere enheder kæmper slet ikke. Det er kedeligt for alle. Det er mit indtryk, at det var det der skete til Krigslive X hvor Tolderne i al fald kæmpede “slaget om tærten” hvor de holdt et punkt og spiste tærte – uden kamp. Samtidig kæmpede vi en træfning der virkede meget ulige matchet.

Hvis man skal have punktkamp er man nødt til fra arrangørside at pålægge nogle relativt restriktive krav om hvordan enheder skal fordeles, hvis det skal være sjovt for alle. Også selvom tærte er godt.

Jeg var i starten ikke bekendt med nogen overordnet plan for kampene. Det fandt jeg ud af der var fredag til middag – men at den ikke var kommunikeret ud til (alle?) enhedslederne. Jeg lod mig også fortælle, at den til dels beskæftigede sig med det taktiske i slagene – f.eks. hvilke enhedstyper der skulle hvad.

Hvis man skal lave en plan for kampene mener jeg det er vigtigt at den:

  • Beskæftiger sig detaljeret med timingen i slagene, så ingen venter længe på andre. Jeg ved ikke om denne plan gjorde det, men det jeg så, gjorde ikke.
  • Er kommunikeret så bredt ud som muligt for at sikre misforståelser. Der er ingen grund til at alle med nogen form for kommando, ikke kender hele planen. Overraskelser her gavner ikke noget.
  • Ikke beskæftiger sig for meget med det taktiske, både fordi det er svært at planlægge meningsfyldt på forhånd, men også fordi det er et centralt underholdningselement for enhedsledere og opefter.
  • Understøtter en fortælling af en historie.

Der er også andre hensyn – ovenstående er udvalgt fordi det er dem, jeg har indtrykket af, ikke var tilstrækkeligt tilgodeset med den designede plan.

Krigslivekulturen kræver oplæring

Krigslive har været holdt for lidt på Sjælland, kan jeg konkludere. Den konklusion bygger jeg på, at der var alt for mange der – i al fald i handling – gav det indtryk, at Krigslivekulturen var ny for dem. Måden og tilgangen til kamp er anderledes til Krigslive end til kampagner. Og ikke alle disse forskelle er – og kan – fanges i reglerne.

Set i bakspejlet burde man have holdt nogle workshops for nye Krigslive-enheder for at lære dem (lidt om) kulturen inden de kom derud. Fremadrettet bør vi afholde flere Krigslives på sjælland, så flere folk er bekendt med kulturen fra tidligere.

Visuelt imponerende

Krigslive X var visuelt imponerende. Niende Stirland var engang en af de enheder der havde den absolut højeste grej-standard. Det har vi ikke længere. Det skyldes ikke at vi er gået tilbage, men at rigtig mange har lagt sig i selen. Det synes jeg er fedt. Jeg så nogle ganske få enheder i år som var lidt halvhjertede og et par enkelte, som konceptmæssigt ikke var så warhammer i min bog men resten var super-lækkert.

Lydhøre arrangører

Kort og godt; hver gang jeg påpegede noget overfor arrangørerne jeg synes var uhensigtsmæssigt blev der lyttet og enten handlet eller modargumenteret. Det har jeg stor respekt for. Måske har jeg haft lidt sær-status grundet mit engagement i Krigslive projektet som helhed, men det tillader jeg mig at antage, ikke er tilfældet. Hvis det er korrekt, så vil jeg gerne give stor ros for lydhørhed. Arrangører kan umuligt vide alting og kan også lave fejldispositioner og derfor er det vigtigt at være lydhør overfor spillernes kommentarer – noget som alt for få arrangører desværre er. De her var, og det var godt.

Ros

Der er mange der fortjener ros for alt muligt. Jeg vil forsøge at ramme nogle af dem, som jeg kan huske udmærkede sig særligt i min bog. I andre var sikkert også fede men den ros jeg har, har jeg ikke grundlag for at gøre tilstrækkeligt konkret, og derfor er I ikke med her.

De svenske pikenerer; for fede sange og seje kostumer. I var fede at kæmpe med.

Claus Raasted; for at forstå hvad man skal som Krigslive general og have fokus på det.

Alle der deltog i sangkonkurrencen; for at have lavet så utroligt mange fede sange og være frisk på at synge dem foran publikum.

Averlandske hellebarder og skjold-folk; for det sædvanlige underholdende spil i lejren såvel som fede kampe i felten.

Tolderne; for at levere mad da arrangørerne var løbet tør og for at være flotte og underholdende.

De Rustne Ræve; for at være med på vores interne spil om svindleren Liebgott.

De bueskytter der skød os ihjel inden vi kom i kamp; for at give os en fed oplevelse og ikke mindst sikre, at det ikke skete to gange.

Niende Stirland; for en masse fedt internt spil og evnen til at “dø flottest”. Vi gjorde det i al fald mange gange.

Bjarke, Kasper og Pierre; for at have knoklet for at arrangere Krigslive X. Jeg ved, at der er meget “usynligt arbejde” når man arrangerer Krigslive – jeg sætter pris på at I har gjort det. Jeg ved ikke hvem jeres hjælpere har været, men min tak går ligeledes til dem.

Afrunding

Jeg vil afslutte som jeg startede. Jeg havde et godt Krigslive X. Det sker ikke, hvis arrangørernes oplæg er det rene lort. Så selvom der var mange elementer jeg synes var suboptimale, så synes jeg overordnet scenariet var godt, og anerkender, at arrangørerne har lavet et stort stykke arbejde for at nå dertil. Tilsvarende mener jeg langt den overvejende del af spillerne har gjort en stor indsats, for at bidrage til alles underholdning.

Jeg ser frem til hvem der har lyst til at tage handsken op omkring det elvte Krigslive.

4 kommentarer til Anmeldelse: Krigslive X

  • SorenJepsen skriver:

    Ikke overraskende så er jeg enig i Kåres anmeldelse og Krigslive X var et godt krigslive.

    Og ja – selvom en del af kritikken nok peger på arrangørerne, så vil jeg gerne understøtte Kåres udsagn om at arrangørerne var lydhør for deltagernes ønsker og klager. Man skal ikke ligge sig ned på ryggen for alle spilleres ønsker, fordi man risikerer at gå på kompromi med ens vision for scenariet, men man skal også tager spillerne alvorligt – og den ros bør KLX arrangørerne have.

    Så til saltet.
    Krigslive X var godt men processen op til scenariet var mangelfuld og efterlod mig af og til ret frustreret. Det virkede som om at arrangørerne ikke tidsnok havde taget stilling til essentielle ting som “historien bag scenariet” og “hvordan griber vi rent praktisk tingene an når scenariet starter”.

    Eksempelvis – og en af mine kæphæste – der blev aldrig uddelt de lovede bonus Helbredspoint til bedste eller flotteste enhed. Selvsagt havde jeg som Tolder sat næsen op efter et par bonuspoint, men uanset det, så var deres mangel meget symptomatisk for en del ting til scenariet. Hvis man som arrangør skriver man vil gøre dit eller dat, så skal man også i samme ombæring ligge en plan for hvordan man vil får dit eller dat til at ske.

    Hermed kommer vi til det der mangler i Kåres anmeldelse, og noget som han altid plejer at gøre; nemlig at gennemgå arrangørernes visioner. Jeg vil ikke diskutere om visionerne var gode eller ej, men istedet kommentere på deres udførsel.

    Samler miljøet: Ja og nej. Ja fordi der var mange foreninger fra hele landet med. Men lidt nej, fordi jeg syntes hærene bestod af enheder der kendte hinanden godt i forvejen. Man kunne have rystet posen lidt mere.

    Visuelt flot: Nej – de orange tårne var en øjebæ, og selvom konceptet ‘roadshrines’ er genialt, så skal der kæles lidt mere for detaljen hvis man vil skabe det høje nivau som visionen lagde op til.

    KL er for alle: Jeg så mange nye enheder så her mener jeg arrangørerne fuldt ud gennemførte visionen, også i den forbindelse med krigslive for SFO’er. Man skal dog, som Kåre også nævner, huske hvad det vil sige at invitere nye og uindviede grupper ind i Krigslives skrevne og uskrevne regler. (Igen en lille kæphest fra min side, men det var mit klare indtryk at en del af enhederne var usikre på reglerne.)

    Mediedækning: Ja – der var billeder i den lokale avis dagen efter. Jeg er ikke bekendt med andet.

    Pay and Play: blev til Pay and Pray. Vi overvejde at leje telte og tilkøbe mad, men endte med at fravælge det fordi vi ikke tidsnok kunne få fortalt hvad præcist mulighederne indeholdt. Stor ros til arrangørerne dog for at at stille især telte til rådighed, men det ville være rart hvis man kunne få vished om hvilket telt det var man fik.

    Vi ses til næste Krigslive!
    /Kogle

  • Du har ret i, at jeg rent undtagelsesvis ikke forholder mig til visionen. Det skyldes til dels at anmeldelsen blev lang nok, men i højere grad, at jeg ikke i særlig grad bed mærke i visionen og ikke havde den i erindring, da jeg tog afsted. Jeg kan dog fint støtte op omkring din vurdering ifht. visionen.

  • Christian Gjelstrup skriver:

    I din evaluering af Krigslive 8 har du skrevet:
    “Krigslive VIII var et af mine bedre Krigslives. Det ligger helt sikkert over Krigslive III og Krigslive VII. Det er lidt svært at sammenligne med I’eren og II’eren fordi de er så langt tilbage at de er badet i et romantisk skær og V’eren fordi jeg var arrangør. Krigslive VI og IV var begge bedre i deres helhed, primært grundet at de var tættere på mine krigslivepræferencer.”

    Hvordan ligger Krigslive 10 i forhold til de andre Krigslives?

  • Jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg ophører med at rangordne, fordi de første ligger så langt væk. X’eren var god, men ikke exceptionel da der var for mange små irritationsmomenter og en følelse af, at vi ikke byggede tilstrækkeligt med læring fra tidligere Krigslives. Den havner et sted i midten – måske i bunden af den – ikke fordi det var et dårligt scenarie, men fordi der var ting der generede mig som jeg havde forventet arrangørerne kunne have gjort bedre.

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier