2013 til 2014…

Lettere forsinket sidder jeg har og skriver mine rollespilsmæssige nytårsfortsæt. Jeg vil både gøre status over året der er gået, men også hvad mine planer er for det kommende år. Vi starter med det forgangne. 

2013

Sidste år skrev jeg følgende nytårsfortsæt.

  • Få startet min Victoriana kampagne – “Anholt”
  • Deltage i mindste 3 liverollespil
  • Arrangere Krigslive IX og mit brætspils/liverollespils forhandlingsscenarie
  • Få SagaBlot offentliggjort
  • Deltage i Fastaval – men nok kun onsdag eftermiddag – lørdag aften
  • Deltage i Sidste Søndag og også gerne en eller to andre liverollespilskampagner – i al fald et par spillegange

Inden jeg tager fat på listen; der skete to relativt ting i mit liv i 2013 der gjorde det markant forskelligt fra 2012. Det ene var at jeg skiftede arbejde. Det har givet mig meget mere tid hjemme og generelt bruger jeg mindre tid på arbejde. Omvendt har det også betydet, at jeg har mindre tid i lufthavne og hoteller rundt omkring i verdenen som jeg typisk har brugt til at skrive og læse. Så jeg laver flere aktiviteter, og skriver og læser mindre.

Det andet er at jeg (vi) er blevet husejere. Det har været undervejs længe, men det kørte på lavt blus – indtil vi faldt over det helt rigtige hus. Med huskøb i maj og efterfølgende lidt ombygning og indflytning så tog det stort set hele min sommer – og en del tid før og efter. Det har også haft stor indflydelse på hvor meget tid jeg har kunnet afsætte til projekter i 2013.

Med det sagt – lad os se på listen.

Victoriana er det ikke blevet til. Ikke fordi jeg ikke har haft lyst, men fordi det – groft sagt – har stået nederst på listen. Jeg har faktisk – Fastaval undtaget – stort set ikke rørt bordrollespil i 2013. Jeg savner det lidt men omvendt er det et ret bevidst valg – der har været andre ting, jeg hellere ville.

At deltage i 3 liverollespil blev det heller ikke til. Det var ellers tæt ved. Monitor Celestra og Krigslive IX var givet allerede ved årsskiftet. Stortinget skulle være det tredje, og jeg ville frygteligt gerne have deltaget, men dårlig kalenderkoordinering fra min side gjorde at jeg var nødt til at vælge det fra. Det var jeg virkelig ked af og endnu mere, da jeg hørte, at det var et godt scenarie. Til min store ærgrelse fik jeg ikke skrevet anmeldelser af nogen af de scenarier jeg deltog i – noget jeg ellers har haft for vane at gøre fast de sidste mange år. Huskøbet er min undskyldning – selvom jeg stadig har komplette noter til anmeldelserne liggende og sikkert kunne skrive dem nu, så ved jeg ikke om det giver så megen mening.

Arrangere Krigslive IX blev til noget. Det var hårdt – særligt det med at lave en Mørkegoblinside var krævende. Jens Alsteds (tror jeg det var) visdomsord i den sammenhæng var “Du kan lave high-fantasy eller du kan lave det i nordjylland – du kan ikke gøre begge dele”. Dem der vil noget andet end kejserrige-reenactment havde – for rigtig manges vedkommende – for langt til scenariet.

Mit brætspils/liverollespils forhandlingsscenarie blev ikke til noget. Igen – huskøb. Interessen for projektet er også lidt dalende, og jeg tror det får lov at ligge på hylden lidt, for der er mange andre projekter der har prioritet før det.

SagaBlot er offentliggjort – og det er jeg glad for. Jeg mangler stadig en del scenarier, men det kommer hen af vejen. Kommentarerne har været positive og folk har været gode til at komme med indhold. Jeg har en backlog jeg skal have lagt ind, men så skal jeg til at være på forkant og kontakte kommende scenarier.

Det blev også til Fastaval – og som beskrevet, onsdag til lørdag. Igen, ingen anmeldelse. Fy, Kåre. Det var overordnet en god oplevelse men der var både rigtig gode oplevelser (“En dag på kontoret” var toppen mens Hinterlandet var bunden – sidstnævnte nok i høj grad fordi der var disharmoni mellem spillergruppens ønsker og forventninger og mine). Jeg fik også spillet en masse brætspil og fik blod på tanden i forhold til at lave noget selv. Jeg må også konstatere, at onsdag aften til lørdag aften er stadig længere for mig, end jeg strengt taget behøver. Jeg er typisk godt brugt hen af lørdag. Det kan være, jeg skærer en dag mere af i år.

Kampagner blev det kun til en gang. Mit liverollespilgrej er noget af det, der ikke er pakket ordentligt ud efter flytningen, og det kunne jeg give skylden. Men det er ikke årsager. Årsagen er, at der bare er ting der har været vigtigere eller mere interessante. At tage til en kampagnespillegang tager det meste af weekenddag. Der er bare ting der har været mere interessante eller vigtige hver gang jeg har haft lejlighed.

Jeg har også gjort ting, der ikke stod på listen. Jeg har brugt relativt meget tid på Warhammer Fantasy Battle. Det var ikke planlagt da jeg skrev sidste års indlæg, men blev det kort efter. Jeg har både brugt penge og en hulens masse tid på at skubbe dukker efter 11 års pause. Det har været hyggeligt fordi stemningen omkring WFB i TRoA er rigtig god. Det kommer jeg også til at bruge tid på i 2014.

Jeg har også spillet Warhammer Quest. Det var heller ikke min plan, men det er hyggeligt, og vi har en fast gruppe, hvor vi mødes og spiller ca. en gang om måneden. Derudover er det blevet til utroligt meget brætspil – særligt de lidt mindre krævende spil, som kan spilles med ikke-nørder.

2014

Så hvad er planen for det kommende år?

I forhold til den tilgængelige tid vil den være som i 2013. Selvom min arbejdsplads er blevet opkøbt, så ændrer det ikke markant på min arbejdsbelastning (og jeg sparer 40 minutters kørsel om dagen). Huset kommer nok til at tage cirka den samme tid, som det har gjort hidtil. Så i bund og grund har jeg en del tid på mine hænder.

Jeg har dog også en del projekter i min fritid som æder tid. Mellem bestyrelsespost i Østerskov Efterskole, næstformand i TRoA, formand i Stirland og næstformand i Foreningen Yxengaard er der egentlig projekter nok, der tager min tid. Det er allesammen spændende projekter, men de tager allesammen tid ud fra rent faktisk at spille og arrangere spil. Det er jeg nok nødt til at have med når jeg ser på ambitionerne.

I forhold til scenarier er det min ambition at deltage i 3 scenarier i 2014. Det ene bliver Krigslive X, derudover har jeg kendskab til 2 scenarier i det jyske, som begge kunne være interessante, men der er også andet interessant på bedding. Jeg vil gerne noget – udover Krigslive – der ikke ligger i sommerferien for jeg må indse, at jeg nok har hus & have-opgaver i sommerferien i år, så to scenarier er ambitiøst.

Jeg har også nogle grej-ambitioner. Jeg har ikke lavet så meget grej de sidste 1-2 år. I år skal jeg have gjort status over mit grej, vedligeholdt det der har behov for vedligehold og så vil jeg have lavet en god løsning til at pakke tøj, sovegrej, mm. så det er let at pakke og let at tilgå under spillet. Jeg har en plan…

Jeg har ikke ambitioner om at arrangere noget i år. Jeg har to planer – forhandlingsscenariet nævnt ovenover og et andet projekt der ikke er klar til at blive beskrevet nærmere – men det er ikke min ambition pt., at nogen af de to skal afholdes i 2014.

Jeg vil deltage i Fastaval i år. Måske en dag kortere igen end sidste år, måske ikke. Mere fokus på brætspil men samtidig også være lidt mindre kræsen omkring bordrollespillet.

Jeg vil spille noget mere bordrollespil i år. Jeg har – langt om længe – fundet nogle folk der er interesserede i noget indie-rollespil. Vi mødtes første gang i starten af januar og har planlagt første spillegang – vi skal spille Apocalypse World. Folk er geografisk lidt spredt, men det bliver nok til 1-2 gange om måneden. Hvis det dør ud så vil jeg igang med noget andet. Jeg vil gerne spille noget mere bordrollespil, men det skal være noget, der ikke kræver en masse i forberedelseskategorien tror jeg.

Der bliver dukkeskubning i år, herunder maling. Jeg har til målsætning at få færdigmalet en fungerende 2.000 point hær – og gerne mere. Pt. har jeg ca. 1000 point. Jeg har ikke planer om mængden af spil – det skal nok komme løbende gennem vores escalation league og den turnering, der er planlagt i foråret.

SagaBlot skal der også arbejdes på. Rammen er på plads nu, arbejdet består i at skaffe indholdet. Det kræver jeg skal være lidt mere udadfarende med at få skaffet nye scenarier. Jeg tror det hjælper, jo mere jeg får skaffet til siden. Målsætningen er 40 scenarier på siden når året er omme. Prioritetsmæssigt betyder det nok, at jeg ikke får skrevet så meget her. Faktum er bare, at jeg har andre ting jeg brænder mere for. Jeg vil forsøge at skrive anmeldelser og forventningsindlæg omkring relevante arrangementer men derudover har jeg ikke de store forventninger til at få skrevet en hel masse på bloggen. Hvis der kommer 10 indlæg, så vil det være godt.

Der skal også spilles en del brætspil. Jeg vil gerne lave mit arrangørbrætspil, men jeg tror ikke det sker i 2014.

Så – opsummeret – giver det mig følgende målsætninger for 2014:

  • At deltage i 3 liverollespilsscenarier.
  • At få lavet en god løsning til tøj/personligt grej både pakningsmæssigt og tilgængelighedsmæssigt – og få gennemgået mit grej generelt.
  • Deltage i Fastaval, kaste mig ud i nogle scenarier der virker lidt på kanten af mine normale interessesfære og få spillet en masse brætspil (kendt som ukendt).
  • Få spillet noget bordrollespil, helst indie. Noget der ikke kræver for megen forberedelse.
  • Få skubbet dukker og få samlet og malet mindst 2000 point.
  • At få samlet 40 scenarier til SagaBlot inden året er omme.

Det giver mig også en række ting jeg ikke har planer om:

  • At arrangere scenarie.
  • At skrive en masse på idenmoerkeskov.dk.
  • At lave et brætspil.

5 kommentarer til 2013 til 2014…

  • Nogen gange kommer livet bare i vejen for ens planer.

    Jeg tror ikke jeg har været til en eneste kampagnespilgang i hele 2013.

    Til gengæld har det været året hvor jeg genfandt glæden ved bordrollespil.

    Ny d&d-kampagne, ny warhammer-kampagne, 2 drager og dæmoner kampagner, sidder og kigger på at lave vores dark heresy om til 2.0.

    Alt i alt er jeg egentlig meget tilfreds. Live sugede min energi fordi jeg ikke kunne holde mig fra at blande mig i logistik og styrelse. Sådan har jeg det ikke (endnu måske) med bord.

    Jeg glæder mig til at se dine anmeldelser i 2014. Jeg lover at sige noget forfærdeligt om dem bare for at se hvem der bliver sure.

  • Tak Troels 🙂

    Og du har ret – nogle gange kommer livet bare i vejen. Udover jeg gerne ville have nået noget mere spil, så er det eneste jeg er træt af ved sidste år, at jeg ikke fik skrevet mine anmeldelser. Jeg synes det er vigtigt at få gjort af erfaringsmæssige hensyn og det er meget, meget svært at gøre på bagkant.

  • Christian Gjelstrup skriver:

    Jeg vil bare sige tak for SagaBlot, det var herligt at kune læse mine indlæg på Khypris forum igen, især dette:
    https://www.facebook.com/notes/christian-gjelstrup/hvilken-slags-rollespil-jeg-er-egnet-til/10200832899448008
    Men hvis du har noter for de svenarier du har deltaget i, syntes jeg da du skulle skrive anmeldelserne, de er altid spændene at læse for os andre 🙂
    Og du har ret, Hinterlandet var et dårligt bordrollespilsscenarie, jeg prøvede det selv på Viking-con. Da tiden var gået, var vi kun halvvejs igennem scenariet, som i øvrigt slet ikke handlede om det der stod i viking-con folderen at det ville handle om, og det var barer for ynkeligt at en økse i hånden på en dværgekriger giver mindre skade end et vaskebræt i hånden på en lille pige.

  • Hinterlandet er jo ikke et scenarie, men mange. Og jeg synes ikke hverken konceptet eller det udleverede scenarie jeg var spilleder for var dårligt – men (majoriteten af) spillernes ønsker med scenariet og mine ønsker, var så divergerende, at jeg ikke tror nogen havde det rigtig sjovt. Spillerne havde haft mere sjov med en spilleder der ville mere det samme som dem og ditto.

    Eller for at gøre det helt klart – problemet var ikke i scenariet, problemet var i mødet mellem spillere og spilleder.

  • Pingback: 2014 til 2015… | …i den mørke skov

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier