Hvem ejer ideer…

Træt efter en lang weekend med arbejde omkring det nye hus (det tapetklister man brugte for 100 år siden er tydeligvis meget bedre end det man bruger nu), faldt jeg i at høre en af Claus’ podcasts. Mere specifikt #33 som handler om hvem der ejer ideer.

Claus stiller mange spørgsmål og kommer med mange eksempler og anekdoter, men ikke så mange svar. Jeg synes dog det er en vigtig debat og noget jeg har tænkt meget over, så jeg kommer med mine umiddelbare tanker om hvad man kan og ikke kan tillade sig herunder.

Der er særligt to områder jeg synes er interessant. Det ene bliver berørt perifært – nemlig spørgsmål omkring hvem der kommer først med en given ide. Det andet er det mere centrale spørgsmål om hvor meget man kan tillade sig at kopiere fra andre.

Hvem kommer først

Det er min opfattelse, at ideer er ikke originale. Ideer fremkommer ikke i vacuum. Ideer består som oftest af et mash-up fra andre inspirationskilder. Nogle gange er det klart hvor de kommer fra og man er meget bevidst om det – f.eks. “Ideen med flydende HP er god, den bruger vi”. Andre gange er det mere uklart og man er måske ikke selv klar over præcist hvor ideen stammer fra. Liverollespil gør utroligt meget i at lade sig inspirere fra andre medier – film og bøger er helt centrale her – og fører historier og historietræk over. Nogle gange sker det, at arrangørgrupper – simultant – henter ideer fra lignende inspirationskilder, og dermed står med lignende koncepter uden i øvrigt at have været i dialog. Jeg har flere år bemærket, at der var scenarier der lignede hinanden rigtig meget hvor begge arrangørgrupper hævdede at de ikke kendte til de andres arrangement da de startede.

Spilteknikker er derimod en mere liverollespilsspecifik ting men heller ikke de opstår ud af ingenting. Godt spildesign består som oftest af et mashup fra andre scenarier med en evolutionsagtigt ændring – små detaljer hist og her som måske går op i en større enhed – eller hvor udførsel og kombinationen af teknikker på en helt særlig måde spiller sammen. Men stadigvæk – man starter som oftest ikke med at opfinde den dybe tallerken. Man tager det kendte og modificerer.

Protoscenarie-teorien er en særligt interessant her. Når jeg kigger ned over listen af proto-scenarier kan jeg ikke mindes et scenarie i nyere tid, der ikke kunne klassificeres under en af dem. Igen – der sker ikke afgørende revolutioner, vi bliver i bund og grund i samme baner.

Slutteligt så er vores dokumentation af scenarier i fortiden rigtig mangelfuld. Man kender de scenarier man selv har deltaget i og måske nogle stykker af dem der har været arrangeret mens man har været aktiv, men derfra er viden mangelfuld. Derfor vil man hele tiden – uvidende – gentage koncepter. Indimellem bilder man sig selv ind at man er original. Når man tror man er original er det i virkeligheden oftere et udtryk for, at man ikke kender sin liverollespilshistorie.

At stjæle andres ideer

For mig gælder der basalt set et princip; credit where credit’s due.

Hvis du låner delelementer mener jeg rimeligt frit man kan låne hvad man vil uden at spørge om lov. Hvis man låner ting ordret, så er det god stil og spørge – og som absolut minimum skal man skrive hvor man har det fra. Ligesom Claus har jeg også oplevet at se sætninger jeg har skrevet være ordret kopieret i materiale hvor forfatterne tog æren for hele teksten. Det blev også til en høflig men bestemt henvendelse om at kreditere hvor de havde taget materialet fra.

Hvis du forsøger at kopiere scenarieoplevelsen helt eller delvist fra et specifikt andet scenarie så mener jeg du skylder at spørge de originale arrangører om lov. Jeg kan ikke forestille mig andet end at de vil være beærede og sige ja – og måske endda deltage (for rigtig mange arrangører laver nemlig de scenarier de gerne selv vil deltage i). Og så naturligvis kreditere de originale arrangører i dit materiale.

Hvis man efterlever ovenstående regler så mener jeg ikke man træder nogle over tæerne, vi kan lære af hinanden og arrangementerne bliver generelt bedre. Alle vinder.

I forbindelse med Udskud havde jeg en sjov oplevelse omkring det med at stjæle hinandens ideer hvor jeg følte mig trådt lidt for nær. Vi synes vi havde et spændende og anderledes koncept i Udskud, som virkelig ville kunne slå igennem hvor vi havde bygget på solide byggesten fra andre og tilsat nogle “nye” ideer som vi mente gik op i en højere enhed. Vi havde holdt kortene tæt ind til kroppen men havde fortalt noget til enkelte af Einherjerne fordi de skulle spille centrale roller i scenariet.

Så nogle uger inden vi offentliggjorde Udskud offentliggjorde de så Todwald – som havde utroligt mange af de samme træk som vi havde i Udskud – forskellen var bare, at de offentliggjorde først! Der må jeg indrømme jeg var rigtig gal i første omgang – nyhedsværdien på vores scenarie ville falde drastisk og vores “originale” ideer ville virke som det rene rip-off fra Todwald. I realiteten gik det hverken værre eller bedre end at begge scenarier blev aflyst, men det var i al fald et eksempel hvor jeg følte at kopiering af mine/vores ideer ikke blev gjort på en ordentlig måde.

Et andet lidt besynderligt eksempel er Krigslive. Det miks af ideer der udgør kernen i Krigslive er originalt i den forstand at der ikke fandtes noget lignende dengang Krigslive I blev afviklet. Der var masser af inspirationskilder, men det Krigslive 1 var et godt eksempel på en blanding af “nye” ideer og mashup af gamle der gik op i en højere enhed.

Derefter begyndte Krigslive så at “gå på omgang”. Og der har nogle år været meget hård konkurrence om at måtte lave Krigslive. Men hvem har egentlig ret til at lave Krigslive? Hvis det kom helt derud hvor nogen sagde “Vi laver et scenarie og kalder det Krigslive-something” – kan nogen så forhindre det?

Det første spørgsmål her er måske “Hvorfor forhindre det?”. Svaret er komplekst, men et element er nummerering, et andet element er at sikre, at Krigslive står for noget bestemt så når folk tager til Krigslive kan det gøres med nogle bestemte forventninger. Et tredje er at undgå, at der bliver flere krigslives tæt på hinanden. Det er en lang debat, så jeg vil ikke komme mere ind på det her og i stedet vende tilbage til det originale spørgsmål.

Det korte svar er, at ingen kan forhindre nogen i at lave et scenarie og kalde det Krigslive seks-og-halvtreds. Men der er to virkemidler som kan bruges i “yderste nødstilfælde” for at sikre, at der er en eller anden form for struktur omkring Krigslive-brandet og genren. Det ene er krigslive.dk som ejes af TRoA. Hvilket scenarie der end optager krigslive.dk vil nok være det folk forventer er det næste Krigslive. Så hvis der pludselig er 3 grupper der alle vil lave Krigslive så kan krigslive.dk bruges til at give et af dem legitimitet overfor de andre – og dermed sikre, at de alle taler sammen og bliver enige om hvem der laver det næste Krigslive og hvem der venter et halvt eller helt år mere. Det andet virkemiddel er reglerne. Reglerne kan som udgangspunkt anvendes af alle, men der er specifikke krav omkring f.eks. anvendelse i forbindelse med kommercielle arrangementer. Så hvis nogen vil bruge Krigslive brandet til at tjene penge, så kræver det særlig tilladelse. På den måde kan man sikre, at hvis nogen lukrerer på brandet, så gøres det på en måde, hvor de giver noget tilbage til det frivillige miljø på en eller anden vis – præcist hvordan vil man nok tage på en case-by-case basis.

Jeg synes det er vigtigt, at ideer kan flyde frit. Jeg synes det er vigtigt, at vi alle kan bygge på hinandens arbejde – til gavn for os allesammen. Men det er også vigtigt at folk får kredit for det arbejde de laver – for det er for mange det der driver værket.

6 kommentarer til Hvem ejer ideer…

  • Migal skriver:

    Jeg lavede egentligt krigslive 6½ for blandt andet at vise at krigslive sagtens kunne være noget andet, men også med den klare forventning at navngivningen på en eller anden måde skulle være anderledes. Som jeg skrev under “Hvad er krigslive½?” :”Dette er det første af Krigslive½ spillene, der vandalisere krigslive konceptet.”

    Selvom jeg har skrevet tak til forfatterne af de tekster jeg har brugt og i visse tilfælde omskrevet, så har jeg dog ikke skrevet hvorfor jeg takker dem eller at det egentligt bare er deres tekst jeg har brugt. Jeg har lagt den gamle hjemmeside ind på migal.dk igen af nostalgiske grunde.

    Jeg kan se at jeg ikke helt har efterfulgt din metode.

  • Christian Gjelstrup skriver:

    Egentligt er det jo heller ikke Einherjerne der var de første som brugte kan-man-så-kan-man reglen, selvom det er Einherjerne der har fået æren for det. For live-rollespil har jo eksisteret i meget længere tid en bord-rollespil, bare under andre navne (og således er det heller ikke bordrollespillerne der opfandt live-rollespil, selvom de har fået æren for det). Og til alle de former for live-rollespil der fandtes før bordrollespillet blev opfundet, blev kan-man-så-kan-man praktiseret på en eller anden måde, også bare under andre navne. Det har Brian Morton skrevet meget mere om på side 245-256:
    http://rollespilsakademiet.dk/pdf/lifelike_web.pdf

  • Min “metode” er jo også mest et spørgsmål om at være på den sikre side – mindre kan også gøre det i flere tilfælde, men så er det nok lidt sværere at beskrive hvornår det er OK.

  • Claus Raasted skriver:

    Well, problemet med “give credit where credit is due” er desværre nogle gange, at folk føler de skal have credit hvor det faktisk ikke er tilfældet. For mange år tilbage (1999) lavede jeg og et par andre de første Legendernes Tid scenarier. Titlerne var “Troldmandens Prøve” og “Skyggespil”.

    Et par arrangører fra Ripen blev voldsomt sure (og skrev det på vores forum, derfor ved jeg det) over, at vi havde “stjålet” deres scenarietitel – tror nok deres hed Skyggernes Spil. Tilfældighederne ville det dog sådan, at vi aldrig havde hørt om Skyggernes Spil og Skyggespil havde været en arbejdstitel (som aldrig blev ændret) siden vinteren ’98.

    Men de syntes jo, at vi var nogle skurke… og bar nag i en del år. :o)

    Så jeg tror det nemmeste man kan gøre selv er, at virkeligt være sikker i sin sag før man føler, at folk looter ens ideer/tekster/koncepter whatnot. Hele afskrevne paragraffer er too much – lignende ideer kan jo opstå uafhængigt af hinanden.

  • Det er faktisk også en af de pointer jeg har fat i længere oppe – nemlig at lignende ideer (det værende sig scenarietitler, genrer eller spilkoncepter) kan opstå flere steder samtidig. Måske fordi de kommer fra samme inspirationskilde, måske fordi de ligger lige til højrebenet af en anden grund (Khypris II i 2003 havde vist undertitlen “snigende skygger” og jeg kan ikke huske jeg har hørt om de to scenarie Claus nævner før det – jeg tror der er mange scenarier der hedder noget med skygger).

  • thomas aagaard skriver:

    Jeg kender til 3 forskellige scenarier ved navn “grænseland”…
    Skjold’s serie af 4-5 weekend skolescenarier afholdt i svendborg for 10 år siden
    Det krigslive som blev aflyst pga. manglende tilmeldte i sommeren 2005. (som fik mig til at lave krgslive I)
    Og så har jeg set endnu et scenarie med det navn, på rollespil.dk inden for det sidste år eller to…

    Og i forhold til “give credit where credit is due” så kan jeg kun nikke genkendende til det.
    Der er bestemt ikke enighed om hvem der rent faktisk lavede arbejdet til khypris I og II.
    Altså det oprindelige khypris i 2002, og ikke Khypris år 1 som Allan davidsen og Jeg lavede i 2012.
    (med nogle gode folk til at hjælpe med bla. mad, opsætning og hjemmeside)

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier