Jamen min rolle…

Warstories – når en spiller fortæller hvordan han/hun oplevede en rollespilsoplevelse – er utroligt lærerige. De fortæller en helt masse – heriblandt særligt om den der fortæller og dennes måde at spille rollespil på. Det jeg særligt vil fokusere på her er spillerens argumentation for sine handlinger – hvorfor valgte spilleren at handle på en bestemt måde under spillet. Mere bestemt argumentationen der starter med “Det passede godt til min rolle at gøre X fordi…”.

Sådan nøgternt betragtet er det et fint argument. Vi spiller rollespil. Det betyder vi påtager os nogle roller, som har nogle bestemte holdninger, handlingsmønstre og opførsel. Selvfølgelig skal vi spille vores roller. Ellers forsvinder pointen med det hele.

Men omvendt er det et pissefarligt argument. Jeg har alt for mange gange hørt folk med det argument forsøge at “legalisere” handlinger, som gik imod arrangørernes vision, scenarieoplægget eller blot var skadeligt for mange andre spilleres underholdning. “Det passede godt til min rolle at samle penge sammen, så derfor snød jeg i skat – og se, jeg havde 1000 skilling da spillet sluttede.” eller f.eks. “Min rolle var hemmeligt seriemorder, så derfor slog jeg  hemmeligt greven ihjel.” eller “Min rolle var bange for at det her var farligt at få ud, så derfor blev de hemmelige dokumenter ikke delt.”

Nogle af den slags problemer kan håndteres ved omhyggeligt rolledesign. Men det er ikke altid at hverken spillere eller arrangører på forhånd kan slå fast, at et bestemt karakteristika ved en rolle kan give problemer. Måske er det kun løst dokumenteret. Måske er der ingen der ser sammenhængen mellem det og scenarieoplægget. Måske er problemet i virkeligheden at det karakteristika i en given scene, vil give et problem men fungere fint i alle mulige andre situationer. Måske noget helt fjerde. Det betyder, at I sidste ende er det spilleren, der skal være villig til at fortolke sin rolle i den givne situation og afgøre, om det er skadeligt eller ej at spille på et bestemt karakteristika.

Jeg er ikke imod man spiller sin rolle – ingenlunde. Det er vigtigt. Men det skal gøres under hensyn til visionen, scenarieoplægget og de øvrige deltagere og deres oplevelse. Så hvis du står bagefter, og dit eneste argument for at udføre en given handling var “det passede til min rolle” og det gik imod visionen, scenarieoplægget eller ødelagde oplevelsen for flere af de andre spillere, så er det nok grundlag til at revurdere, om det var den rigtige handling i situationen.

Og ja – det er pissesvært at afgøre i situationen. Jeg siger ikke det er let. Men det er ikke et argument for ikke at øve sig i at blive bedre.

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier