Succeskriterier til Krigslive…

Puha. Mellem fuldtidsarbejde (og lidt til), deltidsstudie og Krigslive IX arrangørarbejde har der ikke været mange minutter til at skrive på bloggen siden engang i August. Det vedbliver nok sådan året ud, men nu har jeg en kort pustepause mellem opgaverne på studiet så nu forsøger jeg at få skrevet lidt om de tanker, der presser sig mest på.

Den her er lidt apropos Krigslive IX. Eller nok snarere Krigslive VIII – for det var her de her tanker blev født.

Krigslive handler for de fleste deltagere i en eller anden grad om at vinde. Uanset hvor meget man er den graciøse taber, så er det lidt nedslående at få tæv gang på gang. Jeg ved ikke om det har noget at gøre med at man er en stor gruppe der skal samarbejde og det skaber splid i gruppen at tabe eller om det bare er fordi de mennesker der er dårlige tabere får lov at sætte dagsordenen, men det er som om det er svært at holde folks rollespil og begejstring højt, hvis de føler de gentagne gange får tæv.

Men det behøver jo ikke være sådan! Vi er jo simpelthen for låst i tanken om, at vi skal simulere krig. I krig er der (som regel) også højst en vinder og kampe kæmpes om det samme objektiv – land, titler, penge, osv. Men hvad nu hvis vi ændrede et par betingelser her. Hvad nu hvis ændrede objektiverne for de enkelte kampe således at:

  1. De to sider havde forskellige objektiver, der kunne opnåes uafhængigt af hinanden.
  2. De to sider er ikke bekendt med hinandens objektiver.
  3. At opnå sit objektiv ville medføre kamp med den anden side.

Hvis vi kunne designe kampe så de opfyldte ovenstående objektiver ville der pludseligt kunne være to vindere!

Der er en central faldgrube her – at de to sider sætter sig ned, snakker om deres respektive objektiver og bliver enige om en løsning, hvor begge kan få opfyldt deres objektiver – uden kamp. Ren, kold spilteori ville diktere det som den optimale strategi, så f.eks. i professionel sport var den slags oplagt, også selvom det er dårlig sportsmanship. Hvis begge sider kan vinde og opnå deres mål, hvorfor så kæmpe (og måske risikere ikke at opnå sig mål)? Her er rollespillet vores løsning – kampene skal sættes i en ramme hvor de to sider ikke kunne finde på at sætte sig ned og “snakke om tingene”.

Vi har diskuteret det en lille smule i forhold til Krigslive IX men indtil vi er klar til at offentligøre flere detaljer omkring træfningerne vil jeg helst ikke komme med eksempler taget direkte derfra. Så her kommer et tænkt eksempel der opfylder ovenstående krav.

To ærkefjender – højelvere og mørkelvere – står overfor hinanden. Højelvergeneralen har til ansvar at sikre, at den nyfødte prins hvis karavane er bag ham, får tilstrækkeligt med forspring til at komme i sikkerhed, og skal således holde fjenden væk fra bakken i mindst 20 minutter, så karavanen kan forsvinde ud af synsvidde. Mørkelvergeneralen har til opgave at erobre den bakke som højelverne har besat, fordi i den ligger et mægtigt dæmonsværd begravet, som hans herre begærer. Han skal op på bakken og holde den længe nok til at han kan få gravet sværdet op. Ingen af de to generaler er bevidst omkring den anden generals mål.

Som beskrevet er de to sider ikke bekendt med hinandens objektiver og selv hvis de var, havde de ingen grund til ikke at gå i kamp med hinanden – de er jo svorne fjender! Hvis vi undersøger de mulige udfald kan vi se, at denne situation opfylder kravene til objektiver som beskrevet ovenover. Eksempler beskrevet herunder.

Mørkelvere vinder Mørkelvere taber
Højelvere vinder Højelverne holder bakken i over 20 minutter hvorefter de bliver nedkæmpet af mørkelverne. Mørkelverne bliver nedkæmpet og tager aldrig bakken.
Højelvere taber Højelverne bliver nedkæmpet. Mørkelverne tager bakken indenfor 20 minutter fordi højelverne bliver tvunget fra bakken, men bliver nedkæmpet før de når at grave dæmonsværdet op.

Bemærk at disse objektiver faktisk er lidt friere, end beskrevet i reglerne for objektiverne ovenfor. Betingelsen var at de skulle kunne opnåes uafhængigt – men ikke noget om, at det skulle være muligt for begge at tabe, som det er muligt her (omend noget usandsynligt).

Træfninger designet således kræver lidt mere, end de almindelige “Nu slås vi her i stedet for der” træfninger som mange Krigslives har båret præg af. Jeg ved heller ikke, om det giver mening at kæmpe alle træfninger sådan til Krigslive (det begynder at virke lidt mystisk at man aldrig kender den anden sides objektiver). Men det kunne være en variation der ville gøre det muligt at opnå flere sejre per træfning (i gennemsnit) og derfor vil der – medmindre den ene sides objektiver er markant sværere for dem at opnå end de er for den anden – i gennemsnit være kortere mellem nederlagene på begge sider.

En anden variant er simpelthen at måle på graden af sejr, og ikke sejr/nederlag som et binært begreb. I ovenstående eksempel kunne det f.eks. for højelverne være “jo længere tid du kan holde dem væk, jo bedre” og så en eller anden skala. Slutteligt kan man tage den endnu videre – og ganske simpelt fortælle to helt forskellige historier på de to sider. Så længe de to sider kun har begrænset ingame kontakt (ærkefjender kan være en begrundelse) kan man fortælle to vidt forskellige historier hvor den enes vigtigste kamp er den andens mindst vigtige kamp og historien kan slutte med to sejre.

Okay, nu bliver det måske lidt for  pædagogisk-hippie-lilla-ble agtigt. Nogle gange er noget af det fede ved at vinde, at de andre anerkender at man vandt og gjorde det godt. Men jeg tror der vil være mere mentalt overskud til det, hvis nogle af kampene var designet således, at der var plads til to vindere. For det er sgu’ federe at tabe hvis der også er nogle sejre indimellem. Også til Krigslive.

En kommentar til Succeskriterier til Krigslive…

  • Jeg synes det er nogle gode og kloge tanker.. Jeg tror at man sagtens kan vinde på andre måder end ved at vinde en militær sejr (selvom det er den letteste måde at sikre en “vinderoplevelse”)

    Tidligere har vi (med Skovelverholdet, f.eks.) haft succes med at opsætte succeskriterier for enheden, som var bundet op på fortællingen. “I denne træfning skal vi redde Ungriddernes røv, så de kan regruppere, efter at have kæmpet mod umulige odds”, var et eksempel der fungerede rigtigt godt, fordi det lykkedes for os, til trods for at alle involverede endte med at få bank.. det bragte spil med sig i lejren, og var en succesfortælling (både under træfningen og ellers).. Så hvis man søger sin succes ved at få en særlig fortælling frem af spillet (en narrativistisk/dramatistisk sejr), frem for en “gamistisk” sejr, kan det også skabe de eftertragtede succesoplevelser..

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier