Romantisk glemsomhed…

Da jeg skulle anmelde Krigslive VIII prøvede jeg at vurdere det op mod de gamle Krigslives. Det var egentlig ret let når jeg gik et par stykker bagud, men da jeg kom tilbage til I’eren og II’eren gik det op for mig, at jeg ikke var i stand til at vurdere hvor gode oplevelser de egentlig var. Oplevelsen lå simpelthen for langt tilbage.

Når jeg granskede det lidt gik det op for mig, at jeg i høj grad manglede at kunne huske mine kritikpunkter. Jo der var enkelte ting jeg stadig kunne huske – at der var salami til I’eren og information omkring II’eren var mangelfuld langt hen i projektet – men jeg kan ikke huske hvor store irritationsmomenter det egentlig var, og jeg kan ikke huske særlig mange andre kritikpunkter ud over det.

Derimod kan jeg huske mange gode ting. Følelsen af første gang at marchere enheder rundt til Krigslive I, følelsen af at være den vigtige forstærkning i en af de første træfninger til Krigslive II. Hvor fedt det var at holde de første stabsmøder, at se Niende Stirland samlet, at kæmpe det fede tilbagetrækningsslag til I’eren eller min skakdyst med skak-analfabeten Claus Raasted i bakkerne til Krigslive I (det er altså aldrig en god strategi at efterligne sin modstanders træk, og slet ikke i skak hvor man besidder perfekt information om alle elementer i spillet).

Eller sagt meget kort – jeg husker en masse fede episoder, men jeg husker meget få af de dårlige.

Når jeg tog den tanke lidt videre, så fandt jeg, at det galt for mange af de scenarier der ligger langt tilbage. Til Dalens Døtre – som var mit første, større overnatningsscenarie – kan jeg virkelig ikke huske nogle kritikpunkter. Jeg kan derimod huske stemningen, hvor imponeret jeg var over kulisserne og folks kostumer, det kæmpe arbejde alle tydeligvis havde lagt bag og den fede setting.

At det er det jeg kan huske skyldes jo ikke at Dalens Døtre var fejlfrit. Jeg tror det der gør sig gældende er en form for romantisk glemsomhed – med tiden glemmer man de trælse ting men husker alle de gode historier og oplevelser. Et forsigtigt bud på hvorfor det fungerer sådan kunne være, at det er fordi det er de gode historier vi genfortæller gang på gang på gang mens de dårlige historier kun bliver hevet frem i ugerne umiddelbart efter scenariet. Herefter får de enten et twist så de bliver underholdende at fortælle eller også glemmer man dem slet og ret.

Alternativt kan det være en form for overlevelsesredskab. Hvis man ikke har en selektiv hukommelse der virker på denne måde så vil man samle på for mange dårlige oplevelser til at man synes det giver mening at vedblive med at være rollespiller.

Jeg tror nok mere på den første teori af de to.

Claus Raasted – og måske andre før ham jeg ikke har stødt på – er meget begejstret for udtrykket “Alting var bedre i ’98” – som oftest sagt ironisk. Romantisk glemsomhed bærer nok en stor del af æren for at alting huskes som værende bedre i ’98.

Såfremt at det gælder, at jeg ikke er den eneste der husker gamle scenarier sådan – hvad kan man så bruge det til? Det oplagte er at bruge det som en opfordring til at arrangere – for tiden vil male dine scenarier i et godt lys; fortiden fejl vil blive glemt men du vil til gengæld altid blive husket for de gode oplevelser du har skabt for folk. Og det er sgu’ da dejligt positivt!

5 kommentarer til Romantisk glemsomhed…

  • Tommy Schouw skriver:

    Jeg ville mene at selektiv hukommelse der prioriterer tidligere tiders succes historier klart er et darwinistisk overlevelsestræk. Genfortællingselementet er også ganske vigtigt. Det giver særligt god mening når man hører første persons – warstories fra scenarier som man ved personen ikke selv deltog i.

    Hvad man kan bruge det til? Det er vel værd at huske at uanset hvor skidt man lavede det første scenarie, så er det næsten stadig nemmere at skaffe spillere til en 2’er, end det er at holde en ny 1’er. Man kunne være lidt fræk (og nu får jeg måske på puklen) og sige at hvis man ville holde noget nyskabende og anderledes som “Udskud” og ikke kan finde spillerne til det. Så kan det godt betale sig at bløde spildesign-profilen lidt op, og genlancere det som “Khypris aar 1”.

  • Claus Raasted skriver:

    Jeg kan faktisk godt spille skak. 😉
    Men det var sjovere sådan.

    Det spændende er om man ikke skal tage det lidt mere til sig og gøre som Lars Andersen har gjort i sin artikel om Krigslive 8 i ROLLE|SPIL #13.

    Han skriver bl.a. “Bevares, der var ventetid og dårlig timing nogle gange, men det overskygges af alle de fantastiske ting og jeg vælger at fokusere på dem. Hvad kan jeg bruge det til at noget gik galt? Og hvad får man ud af at jamre sig hvis det alligevel ikke gør en forskel?” og taler også (ganske ærligt) om, at han regner med at kunne huske sin Krigslive-oplevelse i mange år… og så er alle småtingene lidt mere ligegyldige.

    Selvfølgelig mener jeg ikke, at man skal vurdere alting udfra “Bliver det her husket om ti år” princippet, men måske kunne vi gøre os selv en tjeneste ved at gøre det med lidt flere? Især i forlængelse af nogle af de glimrende betragtninger om forventningsafstemning, som bl.a. Kåre har gjort sig… så kunne vi måske være mindre kritiske, mere glade og huske endnu federe ting om 10 år, når vi taler om hvordan alting var bedre i ’12…

  • Man skal det helt klart fokusere på de gode ting når oplevelsen står på. Hvis man ikke gør det, så bliver det træls at deltage i.

    Når man så kommer hjem synes jeg faktisk det giver uhyre god mening at fokusere på de ting der var knapt så gode. Ikke fordi man skal sidde og være bitter og gal på medspillere og arrangører (og hvem man ellers kan pege på – for det er jo aldrig ens egen skyld ;-)) men fordi det er nøglen til at blive endnu bedre – at finde de ting, hvor der var plads til forbedringer.

    Jeg ser dog meget lille værdi i at vurdere scenarier ud fra om de bliver husket om 10 år. Jeg kan huske alle scenarier jeg har deltaget i (med undtagelse af kampagne-spillegange hvor de godt kan flyde lidt sammen) og det er uanset om de er gode eller dårlige. Og det er jo netop min pointe – man husker de gode ting og glemmer de dårlige. Så efter det kriterie er alle scenarier gode. Det er da en dejlig tilgang til tingene hvis man har det sådan, men jeg tror det er de færreste der synes at alle scenarier har været gode oplevelser.

    Jeg er lidt usikker på hvad det er for betragtning om forventningsafstemning du henviser til?

  • thomas aagaard skriver:

    Jeg husker min rekruttur som en hård, men god oplevelse.

    Havde man spurgt mig den sidste nat, hvor det småregnede, vi var for længst løbet tør for mad, vi havde næsten ingen vand og havde allerede gået alt for langt… Jeg er ret sikker på at jeg på det tidspunkt ikke kunne se det sjove i oplevelsen…
    —————–

    Og khypris år 1 og Udskud er slet ikke samme scenarie i grundformen.
    Kultur spillede ingen rolle overhovedet i udskud spildesignet.
    Det er omdrejningspunkt for alt til Khypris.

    En stor del af spillernes underholdning til udskud var at gå i skoven og overfalde karavaner.
    Det kommer ikke til at ske til Khypris.

    Ideen om en lovløs by går igen. Men det er mere for at få få de kulturelle konflikter frem og sikre at folk kan læse dem på deres egen måde. I stedet for at der er en byvagt/statsmagt som gør det.

    Men vi har taget ting hist og her fra fra Udskud, (specielt rollers mørke) og vi har taget ret meget fra einherjernes “Slægsfejden”.

    Men alt i alt, minder minder Khypris mere om Krigslive 1 i sin grundvision, end om Udskud.
    (KL1 havde et punkt om WFB som live, dvs formationskamp. De restrene punkter var alle sammen noget om at få mere Kultur ind i folks tøj, udrustning, måde at slås, på, taktik, lejropbygning kommando system osv)

  • Hjernen fungerer sådan at hver gang vi husker noget, så gemmer vi en ny udgave oven i den gamle, redigeret efter den situation vi huskede tilbage i. Derfor kommer der let til at være et lyserødt skær over ting vi huske glade tilbage på, uanset om de rent faktisk var sådan eller ej. Og jo mere vi husker noget jo bedre sidder det fast, mens det vi ikke bruger så meget forsvinder ud. Menneskelig hukommelse er rocker-upræcis, særligt over tid og gentagelser.

    Vi husker de gode oplevelser igen og igen fordi de giver gode historier at fortælle andre om efterfølgende, mens de dårlige hurtigt mister interessen ud over evalueringsformålet. Desuden er der en faktor i at vi som spillere alle har været med til at skabe spillet, vi får mere behagelige personlige oplevelser af at genfortælle spil som succesfulde end ved at rakke dem ned.

    Min oplevelse er også tit at serie scenarier eller kampagnespil tit bliver tynget ned af gode minder fra tidligere. Man går og håber på at genskabe oplevelser der var fede frem for at prøve at lave nye på spillets nuværende præmisser. Folk spiller også tit mere løst med deres roller hvis de er nye end hvis de er gamle og har tonsvis af baggage og magt indsamlet over tid. Jeg synes tit at nye scenarier fører sjovere spil med sig på den konto.

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier