En Samurai, en Ridder og en Frimurer…

Hvad har mafiaen, en ridder fra en romantisk ballade, en samurai og et logemedlem til fælles? De har alle et kodeks – et sæt regler omkring opførsel de lever efter i kraft af deres medlemsskab af en eksklusiv social gruppering.

Kodekser er superfede. De definerer en bestemt opførsel som afviger fra normen og gør derfor rollen til noget særligt. Vi kan allesammen godt lide at spille noget særligt. Kodekser bygger også ofte på nogle få, dogmatiske regler (eller kan tolkes sådan) så det er let at spille som vi havde tænkt dem – modsat almindelig mennesker som oftest har meget sammensatte holdninger og opførsel som kan være overordentligt situationsbestemt (“Man skal overholde loven. Men det er okay at bryde færdselsloven og køre for stærkt. Medmindre det er i nærheden af vejarbejde, for det er pissefarligt for dem der arbejder. Men hvis jeg er ved at komme for sent til et vigtigt møde, så…” osv.). Vi kan også godt lide, når vi kan spille vores roller som vi tænkte dem.

Film – og rollespil – gør også sit for at fortælle os hvor seje folk med kodekser er. Det kan godt være D&D paladinen har en masse moralske regler han skal overholde, men til gengæld er han både en god kriger og immun overfor sygdom, har en magisk ganger, kan anvende velsignelser, osv. Han er da megasej at spille! Talløse rollespil med point-købs-system lader dig købe en ulempe der dækker over et æreskodeks som giver dig nogle ekstra point at købe noget andet for. Har du et æreskodeks, er du ikke bare let at spille og noget særligt – du er typisk også sejere end dem der ikke har et. Vi kan allesammen også godt lide at være lidt seje.

Ja, selv set fra et liverollespilsperspektiv er kodekser pisseseje. De er nemlig typisk konfliktskabende, fordi opførsel og norm afviger fra de øvrige roller, og derfor hele tiden bringer rollen på kollisionskurs med de øvrige roller. Yay – konflikter til alle – vi kan allesammen godt lide at være dem, der skaber alle de fede konflikter.

Nej vent – nu kommer vi ud på tynd grund. Vi er naturligvis enige om at vi gerne vil have konflikter. Men de skal også have en vis mening og her har jeg stødt på to problemer omkring kodekser i liverollespil.

Første problem: Kodekser der ikke ville fungere ved status quo

Jeg har set flere eksempler på kodekser, der ikke ville fungere ved status quo. Det klassiske eksempel kan let skabes i D&D – en paladin i gruppe med en chaotic evil tyv. Der ville ikke gå mange øjeblikke inden paladinen ville opdage sagens sammenhæng og ville tage livet af tyven. I bordrollespil er det relativt overskueligt at se den slags konflikter sammenlignet med liverollespil – der er kun en håndfuld spillere, så det er let at snakke alle rolleoplæg igennem og forsøge at imødekomme sådanne konflikter (og måske ligefrem designe spillet omkring denne problematik – se f.eks. Belkar og hans omgang med Miko).

Men til et 200-personer sommerscenarie er det noget sværere. Hvis ham der spiller den feudale ridder gør det efter et kodeks der siger, at han vil dræbe enhver bonde der ligger hånd på ham og en gruppe bønder laver en kultur der hedder, at de rører ved alle de snakker med? Det ville jo ikke have fungeret særligt længe i virkeligheden (bønderne var enten døde eller havde ændret opførsel – eller ridderen havde modificeret sit kodeks), men i liverollespil kan man risikere at den slags problemer først opdages ved spilstart. Det leder til det andet problem…

Andet problem: Kodekser er for dogmatiske

Noget af charmen ved kodekser er også problemet ved kodekser – at de er ekstremt dogmatiske. Hvis man spiller en rolle der er som mennesker er flest, kan man som regel finde en undskyldning for ikke at slå sin ærkefjende ihjel halvvejs inde i spillet, selvom man har den perfekte chance. Men hvis man er en hellig kriger der har fanget en kætter og det kodeks man lever efter dikterer, at kætteren skal dø, er det noget sværere.

Problemet her er, at fordi kodekser er dogmatiske, kan det været næsten umuligt at tilpasse dem til den spilsituation man befinder sig i. Hvis man gør det, vil det typisk være meget synligt for de øvrige spillere at man har brudt/bøjet sit kodeks, og et kodeks er jo netop interessant i kraft af dets kompromisløshed.  Man kommer således utroligt let til at “spille sig selv ind i en krog” hvor man kan blive tvunget til at afslutte konflikter på en dårlig måde, gå udenom konflikter eller på andre måder tage handling, der er uoptimal i forhold til en spændende spiloplevelse. Det er et tveægget sværd.

Hvad kan vi så gøre?

Til Khypris År 1 stod vi som bretonere overfor begge problemer.

Vi havde et æres-kodeks som riddere der foreskrev, at vi var alle andre overlegne, og at deres liv ikke var noget værd i vores optik (sammenlignet med vores eget, altså). Men af en eller anden grund havde vi jo accepteret alle de udskud der flokkede til byen og ladet dem leve og beskyttet dem. Hvorfor?

Riddernes kodekser er også meget dogmatiske. Fornærmelser skulle afklares med duel eller henrettelse. Men chancen for at havne i en situation hvor man ville blive fornærmet var jo relativt stor – hvordan undgår vi at havne i den situation, at vi enten skal bryde vores kodeks eller slå andre spillere ihjel der måske ikke havde til hensigt at gå ind i den konflikt?

Der er flere værktøjer man kan gribe i her og ud fra vores erfaringer med at tilpasse bretonernes æreskodeks til Khypris År 1 vil jeg fremhæve følgende:

• Informer: Ved at sørge for at de øvrige spillere forstår kodekset, kan man gøre det mindre sandsynligt, at de uforvarende stiller sig i en situation hvor de tvinger en til handling de ikke ønsker.
• Det der med drab og død: Mange kodekser indeholder noget med at slå andre ihjel. Overvej, om det ikke kan modereres eller om der kan indlægges “escape clauses” således at den med kodekset kan lade den anden part slippe, uden at bryde sit kodeks.
• Identificer de dårligt fungerende elementer og fjern dem: Det er meget fedt at ens kodeks siger, at man ikke vil sidde ved bord med en af lavere stand eller at der skal slås tre ihjel til hvert bryllup. I praksis er der bare altid for få siddepladser til liverollespil og alle skal jo have mad (ellers holder de fleste op med at spille rollespil) og det er ret træls at være en af de tre der bliver slået ihjel til et bryllup “bare fordi”. Måske er det bedre at forlange at ens plads skal renses inden man sætter sig på den, og der skal tæskes tre personer til hvert bryllup (som så kan søge hævn senere hen)?
• Betragt i forhold til status quo: Ville kodekset fungere i status quo? Hvem kan jeg hænde at havne i konflikt med på “daglig basis” på baggrund af mit kodeks? Hvordan kan jeg tilpasse mit kodeks – eller andres opførsel/adfærd – således at vi ikke ville havne i konflikt eller på anden vis have afklaret den?

Ved hjælp af ovenstående regler tror jeg man kan tilpasse de fleste kodekser til på en gang at have mange af de først nævnte fordele samtidig med, at de ikke bliver spilødelæggende. Det virkede i al fald for os til Khypris År 1, og jeg tror også det kan have anvendelse til andre scenarier.