Fastaval…

Som lovet har jeg deltaget i Fastaval. Det er jeg sluppet levende hjem fra – uden FastaPest (som jeg kan forstå er på mode) og alt muligt.

Som med så mange andre ting jeg deltager i, ynder jeg at bruge lidt af min og lidt af jeres tid på at anmelde det. So here goes…

Jeg har en hel masse ting at sige, men jeg tror jeg starter med at beskrive mine aktiviteter og hvad jeg synes om dem i kronologisk rækkefølge.

Onsdag

Onsdag aften skulle jeg spille Elefanter og Eventyrere. Det var en af de ting der havde lokket mig til Fastaval fordi jeg synes den setting Morten beskrev, var uhyre spændende på flere måder. Både selve settingen (rollespil opfundet i en anden tidsalder, andet rollespilsmiljø, anden struktur, osv.) men også ideen med at spille en rollespiller der spiller en rollespiller (som måske ikke er original, men jeg har ikke hørt om den før) var interessant.

Spillederen hed Jeppe (Jebbe?) og var velforberedt og dygtig. Han havde dog lidt af mundfuld; ud af de seks spillere var to af dem meget unge, og den ene havde aldrig spillet bordrollespil før. Selvom de gjorde det utroligt godt da de først kom igang, så var de stadig lidt et hak bagud og det var måske lidt for dybt vand at starte på – særligt det med de mange roller tror jeg var svært. De øvrige spillere var dog alle dygtige.

Settingen var helt klart scenariets styrke, for den var rigtig velfungerende samtidig med at den var helt sin egen. Spilmekanikkerne var simple og fungerede okay, men samtidig synes jeg hurtigt det blev til at man “dansede” lidt rundt om udfordringerne fra spilleder – man vidste, at de kun kunne løses med “skill points”, men folk prøvede gang på gang andre ting og ingen ville rigtig bruge deres point på at løse opgaverne, for så ville de være begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder senere hen. En eller anden form for mekanik der gjorde det uinteressant at gemme sine point for længe ville være dejligt.

Det største problem ved scenariet var mængden af roller. De fleste spillere havde 9 roller (eller 7 hvis man skar en spilgruppe væk). Det betyder utroligt kort spiltid til hver rolle og meget lidt mulighed for at afspejle deres forskelle. Rollerne var dog ikke specielt dybe, så det var okay. Men også på et lavpraktisk plan; det var næsten umuligt at huske hvad de andre spilleres roller hed eller hvad de forskellige spilgrupper havde oplevet af eventyret. Navneskilte ville være en hjælp; en anden hjælp ville være at hvert hold havde været farvekodet og når man spillede gruppe nummer 1 (rød) lå der et rødt stykke papir midt på bordet, hold nummer 2 grønt, osv. Det ville hjælpe meget på at huske hvad de forskellige havde oplevet.

Det fulgtes hånd i hånd med et par andre problemer. Flere af rollerne var – kærlige – parodier på rollespillerarketyper. Jeg havde f.eks. flere roller der snakkede i tredje person om deres roller. Men det opdager folk ikke grundet rolleforvirringen. Et andet problem var, at rollerne (i al fald dem jeg spillede) havde karaktertræk der var tæt på identiske. Så derfor kunne det være svært for de andre at vide om det var mig der ikke kunne spille noget bestemt, eller om det var mine roller, og skelne mine roller fra hinanden. Måske var de andre roller bedre på det punkt. Jeg skred mere og mere over i at karrikere groft for at understrege min rolle(r).

På et mere lavpraktisk plan var der mange taste/skrive/stavefejl. Jeg havde f.eks. en rolle med et uddrag af en anden rolle som gjorde rollen lidt svært forståelig.

I sidste ende havde jeg dog en god oplevelse. Scenariet var en kærlig og elskelig parodi over rollespil, spillerne og spilleder formåede at bygge godt på de muligheder scenariet gav og jeg var underholdt under hele scenariet. Jeg vil ikke anbefale det til nybegyndere både grundet de mange roller og fordi en god bid af underholdningen ligger i parodien, men jeg synes bestemt det var spilleværdigt – og det kan sagtens spilles igen.

Og så er det en fordel at kunne tysk. Det kæder det sammen med næste scenarieoplevelse, Den Dag Døren Går Op.

Torsdag

Denne dag startede med Den Dag Døren Går Op. Scenariet var i genren komedie, og startede med en diskussion omkring humor, hvilket var meget godt. Roller og bipersoner var alle sjovt skrevet og vi sad og grinede i takt med at de alle blev læst op.

Spillederen – Martin tror jeg han hed? Øv, jeg skulle have skrevet det ned – var rigtig dygtig og havde godt styr på at styre scenariet. Spillerne var lidt en blandet flok men gjorde det alle utroligt godt og gjorde helt klart deres for at skabe en sjov spiloplevelse for os allesammen.

Men scenariet kom aldrig til at fungere vildt godt. Det var der flere årsager til.

For det første var der det svært at ramme stilen. Det er utroligt svært i fællesskab at skabe “sjovt” uden ofte at ramme “plat”. Og det skete rigtig tit. Vi grinede, men der var også flere gange hvor jeg synes det kammede over eller blev for meget. Måske er jeg bare gammel og kedelig.

En anden stor faktor tror jeg var, at jeg manglede en ide om hvor scenariet bevægede sig hen af. Der var nogle scener sat, men jeg manglede ofte en fornemmelse af hvad formålet med scenen var og hvornår den var slut – og hvad var acceptabelt som en slutning på scenen? Jeg tror en form for briefing om start og forventet slut på scenen forinden havde været nyttigt, for det virkede til at scenerne var planlagt på forhånd.

Jeg havde også en lang række mindre kritikpunkter. De fleste handouts havde uden tvivl taget lang tid at lave, men virkede meningsløse på mig. En 3D- tegning af nogle af lokationerne var – for mig – totalt ligegyldig. Det samme kunne jeg sige om de fleste handouts. Og min rolle – den eneste kvinderolle – var karakteriseret som “den stille nørd”. Det burde være forbudt ved lov at karakterisere en rolle som “stille” på et 4 timers scenarie – hvordan skelner man mellem “stille” og “spiller ikke rollespil”. Heldigvis var der masser af biroller at tage af, så det var ikke et kæmpe problem.

Slutningen var også ret flad – den var antiklimatisk på den forkerte måde. Det havde været en god filmslutning men en dårlig rollespilsslutning.

Og det vil jeg faktisk sige generelt om scenariet. Det havde været en bedre film end et rollespil. Om det var genren, oplægget, medspillerne eller spillederen der ikke var optimalt skal jeg ikke kunne sige, men det virkede som om at vi ikke helt ramte det, som forfatteren havde tænkt. Selvom det var skægt, så virkede det lidt off, og det trak lidt ned. Min lektie – som jeg har genlært – er at ikke alle historier er ment til rollespil – nogle er bare bedre til andre medier.

Så havde vi også bogreception – samtidig med at jeg skulle spille (det havde været skægt hvis nogen havde fortalt mig inden Fastaval). Den missede jeg så.

Jeg havde ikke flere spilleting torsdag. Jeg tror jeg brugte resten af dagen på at snakke med folk og skubbe pap og plastic. Der er mange rare folk at snakke med. Jeg tror også den gik med en anelse alkohol. Jeg kan ikke helt huske det.

Fredag

Jeg skulle starte med brætspil – humorblokken. Det magtede jeg ikke – jeg tror det var tømmermænd. Så brugte jeg en masse tid på at snakke med folk da jeg endelig kom op.

Jeg havde madudlevering. Det var en fin GDS-tjans fordi det var hurtigt og action-packed. Det vil jeg nok gerne igen.

Grindnight stod på programmet om aftenen, men jeg var træt og ikke rigtig geared til det. Jeg endte med at springe over. Jeg undgik dog baren – belært af gårsdagens erfaringer (eller – jeg gik i al fald inden baren lukkede). Jeg bør nok ikke drikke til con’er, det ender bare med, at jeg ikke får spillet så meget rollespil, og det er sgu’ da ærgeligt.

Lørdag

Nu skulle jeg indhente det spil jeg misset dagen før!

Det startede med EUROGAME blokken af nye brætspil. Her blev jeg kastet ud i noget der hed Keeper of the Seal. Der var en enkelt udlænding med, så vi spillede på engelsk, men det gik gnidningsfrit. En uheldig kombination af farveblindhed blandt to deltagere satte lidt andre udfordringer i spillet, som vi kom udenom. Spillet var meget sjovt at spille og modenhedsmæssigt på linie med flere færdigudviklede brætspil jeg har spillet.

Kort fortalt spillede man en af fire adelsfolk ved hoffet som intrigerede om kongens gunst så de kunne blive den næste Keeper of the Seal. En af de fedeste spilmekanikker var relationer på kryds og tværs mellem de adelsfolk man havde kontrol med så ting som afpresning, magtmisbrug, ægteskab, affærer og lejemord fungerede fint og var utroligt godt visualiseret og overskueligt – små farvede klemmer der sag på fast på kortene for de enkelte adelsfolk skabt et usynligt net af relationer. Der var flere forbedringsmuligheder, men alt i alt var det sjovt og tilpas strategisk til min smag.

Der var i spillet basalt set to veje til sejren såvidt jeg kunne se hvoraf den ene krævede at tingene flaskede sig på en bestemt måde. Jeg kom – halvt tilfældigt – ud for omstændighederne der gjorde jeg kunne forfølge den mindst åbenlyse og troede egentlig ikke at det ville virke – men det gjorde det, og jeg vandt (det tror jeg ikke nogen havde ventet – inklusiv mig selv).

Derefter skulle jeg spille Narrøve og Tidsmaskiner. Scenarieoplægget var kort sagt at Steffen – scenariets hovedperson – havde fået evnen til at gå tilbage i tiden og “rette op på” ting der ikke helt gik som han ønskede. Steffen var – desværre for ham, heldigvis for os der spillede – cirka det mest smålige menneske verdenen har set og oplæggene til scenerne reflekterede det. Der var en fin lille bog med et par håndfulde forskellige oplæg hvoraf man så kunne vælge nogle at spille. I hver scene skiftedes man til at spille Steffen, Målet, Fjenden og Vennen – hvor de tre sidste (særligt de sidste to) mere var abstrakte begreber der kunne opfinde og tage roller, sætte omstændigheder, osv.

Oplægget var ikke stort, og mekanikkerne var kun løseligt beskrevet. Som ny udi novellerscenarier, sceneskift og den her anderledes fortællemåde følte jeg mig ikke vildt komfortabel med scenarieformen i starten og havde lidt svært ved at finde ud af hvad jeg kunne og ikke kunne tillade mig. Lidt mere instruktion på den front havde været rar. Efter et par scener gik det bedre, men det gav i al fald mig en lidt haltende start.

Mine medspillere var dog utroligt dygtige og engagerede og bidrog til at det blev den time på Fastaval hvor jeg grinte allermest. Jeg savnede måske lidt mere styring og instruktion fra spilleders side, men det blev jo sjovt alligevel. Scenariet kunne sagtens spilles igen og igen, men det sætter relativt store krav til spillerne – der er ikke plads til en spiller, der er lidt usikker eller ikke rigtig kan bidrage.

Om aftenen skulle jeg spille i DYST blokken, men jeg var mæt – jeg orkede ikke mere spil den dag. Jeg gik i baren og var på “Københavner-safari” – hvor Søren Ebbehøj introducerede mig til alle de Københavnere han kendte med anekdoter. Jeg hilste på en masse mennesker jeg ikke kendte eller kun kendte af navn. En del har jeg nok desværre glemt igen, men det var alligevel lærerigt. Jeg tror faktisk sådan en “introduktion til folk der kunne være spændende at snakke med” var meget god som ny på Fastaval, og jeg tror godt det kunne være relevant at have som programpunkt – hvis det altså blev gjort med et glimt i øjet, så det ikke blev for meget snobberi (hvilket ikke var tilfældet med det her – stærkt hjulpet af øl, omend manglen på tropehatte var tæt på at blive katastrofal).

Søndag

Søndag var – ærligt talt – dødkedelig. Altså på programmet. Det hjalp lidt at kæresten kiggede forbi. Det hjalp ikke at en kunde ringede med et kritisk problem så jeg måtte bruge et par timer på at arbejde. Min eneste aktivitet var madudlevering som GDS tjans, hvilket var OK. Inden Otto-festen havde jeg besluttet at smutte derfra søndag aften, og halvanden time inde Otto-festen tog jeg hjem, mæt på oplevelser. At folk har rost denne Otto-fest for at være kort bidrager klart til at jeg nok ikke vil prioritere at deltage i den igen – du godeste hvor var der mange folk der bare burde have trænet at fatte sig i korthed på en scene.

Tanker

Det var så mit Fastaval som det forløb. Nu til nogle tanker omkring udvalgte områder.

Kiosken

Jeg har både godt og skidt og sige om Kiosken. Sandwich var et stort (!!!) plus i min bog. En hel con uden en eneste toast eller pizza – det er iorden! Mere af det! Og der var frugt og grønt! Wow! Jeg blev ikke 10% tykkere af at tage på con – det er nok rekord! Toasthalla var også rigtig fedt – men lidt ærgeligt at der var så stor kø permanent – jeg endte med at opgive fordi jeg ikke gad bruge så længe i en kø.

Men der var også et par skuffende ting. Hvordan kan kiosken løbe tør for så mange ting? Det er måske sværere at beregne indkøb end man lige regner med, men jeg går ud fra der er tilbageleveringsaftale, så det gælder vel om at have rigeligt, og det er jo ikke første år med en kiosk? Nå, der er sikkert en god forklaring, og det blev jo løst.

Det kan jeg derimod ikke forestille mig en god forklaring på kølingsituationen. Eller – der er sikkert en forklaring, men der må også være en work-around. Det var lidt træls at alle drikkevarer man købte var lunkent. De kunne lige så godt helt droppe køleskabet. Noget med en kølecontainer hvor man køler hele kasser og så slæber dem kølede ind i køleskabet som man løbende tager af tror jeg havde virket.

… og så fik jeg usandsynligt ofte noget andet end det jeg bad om. Jeg arbejder lidt med en teori om, at når jeg tænker “Cola Zero” siger jeg “Cola Light” for det virker som den mest sandsynlige forklaring. Ikke så meget et kritikpunkt som en kuriøsitet.

Scenarie-udvalg & tradition

Det var jo lidt det jeg tog afsted for. At prøve de famøse Fastaval-scenarier.

Jeg har lært en ting. Det at læse foromtaler er en skill på lige med at læse en liverollespilsscenariehjemmeside og prøve at vurdere hvilken oplevelse man får – hvis ikke sværere. Det drejer sig – øjensynligt – også meget om navne – på forfatterne forståes. For der er ikke rent guld blandt scenarieoplevelserne.

Jeg synes ikke jeg havde nogle overvældende oplevelser der ændrede fundamentalt ved min opfattelse af rollespil – som jeg lidt havde forventet. Der var heller ikke rigtig noget af det jeg spillede der var “præmiehestene”, men alligevel. Jeg er nok blevet en smule mere kritisk overfor de folk der roser “indie-teknikker”, “bipersonsspil” og “delt fortælleret” og hvilke andre spændende ting jeg end har oplevet. Et gammelt stykke rollespilsvisdom gik op for mig – at ethvert scenarie kan blive godt med dygtige, engagerede og erfarne spillere, og ethvert scenarie kan blive dårligt med dårlige, uengagerede og uerfarne spillere. Dermed ikke sagt at manglende erfaring i sig selv er skidt eller engagement i sig selv er godt – men spillerne og deres udgangspunkt betyder usandsynligt meget for oplevelsen, og måske også mere end vi egentlig er glade for at indrømme.

Vi er lidt tilbage i “kæden er ikke stærkere end det svageste led” hvor leddene er forfatter, spilleleder og spillere – og relativt mange af leddene udgøres altså af spillere.

Jeg havde da overvejende gode oplevelser – helt bestemt. Men jeg følte ikke mine oplevelser stemte overens med mine forventninger – måske fordi jeg var uheldig, måske fordi mine forventninger var ude af trit med virkeligheden.

Jeg ved ikke hvor meget man kan gøre anderledes. Det er uhyre svært – hvis ikke umuligt og uønskeligt – at gruppere spillere og spilledere efter kompetencer. Det er også svært at sikre at “alle scenarier er gode”. Det ved man i sagens natur ikke før de er afprøvet. Så jeg har ingen gode ideer til hvordan det kan løses – jeg ved bare, at det er meget svært gennemskueligt at sikre, at man får en (rigtig) god oplevelse. Det havde jeg – lidt naivt – ikke rigtig forudset.

Når det er sagt – min oplevelser var overvejende gode med 5 og 6-taller i vurderingen. Men jeg havde nok ventet der var kommet nogle oplevelser der havde ramt 7-taller, og de udeblev.

Location

Kloge folk har sagt hvad der var at sige; jeg synes location var fantastisk og jeg tvivler på man kan finde noget der er bedre på et område uden det er tilsvarende ringere på et andet. Særligt fællesområdet fortjener stor ros. Det tog mig dog lidt tid inden jeg fandt f.eks. Loungen. Måske skulle jeg bare have kigget mere på kortet.

Og så kan Nordjyden i mig jo godt lide at det var i Hobro. Det gør det også muligt at lokke lidt flere (nye) Aalborgensere med…

Organisatoriske skills

Jeg har deltaget til en del rollespilsrelaterede arrangementer over årene. Jeg har nok ry for at være kritisk overfor det organisatoriske arbejde. Men uanset hvor meget jeg leder har jeg svært ved at finde noget at være rigtig utilfreds med omkring arrangørernes generelle arbejde. Information var generelt rigelig og god. Man havde en følelse af der var styr på sagerne. Tingene gled, og der var ingen større, fjollede hick-ups. Jeg tror den flok der laver Fastaval er nogle af de bedste – hvis ikke de bedste – arrangører såvel til “håndværket” som til at finde på nyt. Det har jeg stor respekt for, og det gør meget for min oplevelse.

Informationen

Måske kom jeg altid lige når de havde allermest travlt, men jeg stod altid en mindre evighed når jeg skulle spørge om noget. Jeg tror de var lidt underbemandede – eller også var jeg virkeligt uheldig. De var dog yderst hjælpsomme når man så endelig fik fat i dem.

Pris

Jeg synes ikke Fastaval var dyrt. Men jeg synes det kostede mange penge. Jeg vil tro min samlede Fastavaloplevelse sneg sig et stykke over 2.500 DKK; tilmelding, mad, transport, osv. Dertil kommer eventuelle nyanskaffelser (som jeg holdt til et minimum). Jeg siger ikke det er dyrt – for det varede jo også et pænt stykke tid – men jeg synes det er mange penge. Det kan nok holdes lavere hvis man ønsker (færre øl, ingen wear, lidt mere økonomisk med forbrug under connen) men jeg har svært ved at se hvordan jeg realistisk skulle være kommet under f.eks. 1.500 under at spare så meget, at det gik ud over min oplevelse.

Jeg ved ikke om der er så meget at gøre ved det, men det sætter jo nogle begrænsninger på hvem der kan deltage. Ja, man kan da altid finde 1.500 DKK hvis det er det man absolut vil – men hvis man nu ikke lever og ånder for det så er det måske lidt mange penge f.eks. på en SU. Havde jeg været på SU havde jeg i al fald ikke deltaget.

Maden

I was less than impressed. Kvaliteten af det serverede skiftede utroligt meget. Særligt kødet blev jeg skuffet over flere gange. Jeg forstår godt omstændighederne til madlavning ikke var ideelle (lille køkken, det var ikke et industri-køkken, etc.), men til de priser kan man jo hyre et catering firma til at lave al maden. Det ville også spare en stor del praktisk arbejde på selve connen.

Jeg tror til en anden gang at jeg nøje ville overveje ved de enkelte måltider om jeg regnede det for sandsynligt at det blev godt og vælge derefter – og supplere op med sandwich og/eller fastfood. Jeg vil i al fald ikke blindt vælge maden til.

Hvor er gode gamle Sputnik når man skal bruge dem?

Alle er her

Hvis jeg skal fremhæve en ting der overraskede mig så var det hvor mange folk der deltog. Altså ikke bare antal, men folk jeg kender. Der var utroligt mange liverollespillere og folk som jeg ikke havde set længe. Om noget var det for mig et af de største argumenter for – som absolut minimum – at kigge forbi – fordi alle er der.

Baren

Selvom jeg nok lidt hører til dem der er lidt træt af at muligheden for at drikke alkohol skal rodes ind i alting, så synes jeg også det er hyggeligt at der er en bar. Det var nok også meget klogt at lukke den klokken 4 – selvom jeg begge gange var lidt træt af at festen var slut nu. Men fortsatte den længere havde den nok for stor indflydelse på dagen derpås aktiviteter.

Jeg kunne godt se charmen i slet ikke at have en bar. Men den danske kultur er nu engang sådan, at vi kan ikke have det hyggeligt uden at vi skal kunne drikke os fra sans og samling. Men det har jo meget lidt med Fastaval at gøre.

Længde

Påsken er godt nok lang… jeg tror det nåede “less is more” grænsen for mig. Selv hvis man en kort overgang ser bort fra at Søndag var næsten tom for aktiviteter, så var jeg også rigeligt mæt af oplevelser inden da. Hvis jeg deltager en anden gang – og det forventer jeg umiddelbart – så tager jeg nok hjem lørdag aften. Søndag var simpelthen ikke værd at blive der for, og onsdag-torsdag-fredag-lørdag er også rigeligt til at tilfredsstille mit behov for nørderi på en gang.

Var der lidt mere program og aktiviteter søndag var sagen måske en anden. Men det er jo også rart at få et par dage fri i påsken.

Brætspil

Der er en kæmpe tradition for brætspil på Fastaval. Det tror jeg med fordel man kunne reklamere lidt mere for. Jeg har selv fået større interesse i brætspil de senere år, og synes det var fedt at spille en masse på connen. Jeg tror også det ville være et godt entry-point for folk der måske ikke er vante Fastaval-gængere.

Dirt busters

Efter al den kønssnak fortjener de jo at blive nævnt. Uanset hvordan de måtte have optrådt tidligere oplevede jeg i al fald intet fra dem i år. De mange stikpiller til diskussionen var underholdende, omend det er en svær balancegang uden at træde nogen over tæerne.

Det arbejde de gør er jo derudover upåklageligt. Og så var de gennemført underholdende ved flere lejligheder – f.eks. “Duel of the mops” der udspillede sig en morgen til banjomusik.

Fede ting

Der var også en masse fede ting som jeg ikke kan sige ret meget om udover at de var fede. Så de kommer her i den rækkefølge som min biologiske hjerne ihukommer dem:

Dancing with the clans, brætspilscafeen, temaet, tilmeldingssystemet, SMS-service, at der altid skete noget rundt omkring, kreative og dygtige mennesker overalt.

Konklusion

Var det godt? Ja. Var det tiden og pengene værd? Ja. Gør jeg det igen? Ja.

Og så er alt andet vel egentlig bare mig der arbejder på at slide mit tastatur op.

Tak Fastaval-arrangører, hjælpere, forfattere, dirt busters, køkkenfolk, mmfl. Det blev til en rigtig god oplevelse for mig.

2 kommentarer til Fastaval…

Skriv et svar

Login
Login med Facebook, Google, Yahoo eller Twitter.
Abonner
Arkiver
Kategorier