Det forhadte bondeoprør…

Når arrangører beskriver deres scenarier er det ikke usædvanligt, at der bruges en del kræfter på at beskrive ting man ikke ønsker at se (hvorfor det er tilfældet er en helt anden – og som sådan meget interessant – snak). En af de ting jeg ofte støder på er at “Vi vil ikke have nogle bondeoprør”.

Faktisk er det blevet så almindeligt at høre, at jeg tror der må være det meste af en generation af rollespillere der aldrig har oplevet et bondeoprør. Men hvorfor er det egentlig arrangører har så meget imod bondeoprør?

Hvad er bondeoprøret?

Vi må nok lige starte med en kort definition. Ved et bondeoprør forstås en spilsituation hvor en stor samling roller der har lavstatus gør oprør mod roller med højstatus, typisk med våben i hånd. Klassisk er fantasy-scenarierne hvor der var adelige og borger/bønder hvor sidstnævnte gør oprør mod de adelige og slår dem ihjel. Det hænder også ofte, at det foregår uden en tilpas spilmæssig forstyrrelse (dvs. uden ordentlig grund) og typisk på et tidspunkt, hvor der er meget lidt interessant spil for de roller, som griber til våben.

Hvad er problemet?

Der er flere problemer set fra arrangørside, hvoraf nogle af de mest markante jeg er bekendt med er listet herunder:

  • En masse roller dør. Det er altid træls for spillere at deres roller dør, særligt hvis grundlaget er tyndt.
  • Fiktionen kastes rundt. Hvis arrangørerne – og spillerne – har bygget en fiktion der skal forestille feudal middelalder så går det hele lidt i stykker, hvis de adelige bliver dræbt. Rammerne for spillet ændres totalt.
  • Rollerne har i virkeligheden ofte lille årsag til at lave et bondeoprør. De fleste ville have deres liv for kært og ville ikke vide nok om våben, krigsførsel mm. til rent faktisk at gennemføre det.
  • Den argumentation der findes, har ofte en anakronistisk oprindelse. Bønder der pludselig vil have demokrati vil i en feudal middelaldersetting give lige så meget mening, som at en gruppe landmænd på Lolland pludselig besluttede sig for, at det var bedre at være fæstere end at lave i et demokrati, og så bortførte prins Henrik til at være Hertug af Nykøbing Falster.
  • Arrangørerne mister kontrol – midt under scenariet.

Set fra de synspunkter forstår jeg godt modstanden mod bondeoprør. Men jeg synes holdningen er ved at være forældet.

Vi er sgu’ blevet klogere

Dengang jeg startede med at spille liverollespil var et af de største problemer, at folk hele tiden blev slået ihjel. Det letteste når man havde nedkæmpet en eller anden gut var lige at slå ham ihjel – og mange regelsystemer dikterede ligefrem at folk døde, hvis nogle ikke aktivt gjorde  noget for at redde dem. Det var jo også meget realistisk og alt det der.

Men i forhold til spillet var det lidt uhensigtmæssigt. Folk døde for let og for tit, og det gavnede ikke historien. Så kom der flere og flere steder med regler der gjorde det sværere at slå folk ihjel. Og med tiden lærte folk det og nu om dage er folk markant bedre til ikke at slå hinanden ihjel. Faktisk synes jeg nogle gange det går den anden vej – til en kampagne som Sidste Søndag (TRoAs største juniorrollespilskampagne) tror jeg antallet af karakterdrab ligger under en håndfuld om året når vi ikke tæller NPC’er og deres handlinger med ind i det. Det er næsten for tamt.

Alt i alt synes jeg dog vi har ramt balancen godt. Til Khypris døde der måske lige vel mange til sidst, men generelt synes jeg scenariet ramte dødeligheden der skulle være til det scenarie, rigtig godt. Og det synes jeg faktisk man kan sige om de fleste scenarier i nyere tid. Selv uden komplicerede regler for det.

Kort sagt; vi har lært noget.

Flere bondeoprør!

Jeg tror kort fortalt det samme gør sig gældende om bondeoprøret. Jeg tror vi har lært hvad problemerne er. Og når vi har lært det og kan bruge det, så er bondeoprøret jo ikke i sig selv dårligt. Tværtimod. Der sker en hulens masse for folk. Der er en helt masse at spille på – for alle. Ja, der dør nogle roller. Ja, fiktionen kastet rundt. Men gøres det på det rigtige tidspunkt af de rigtige mennesker kan det bliver superfedt og spilskabende.

Den gamle far, hvis to unge knægte er løbet op med knive for at hjælpe til i oprøret og som er ved at gå til i bekymring. Diskussionen blandt de tre fraktioner i oprøret som er enige om at være utilfredse, men bestemt ikke enige om hvad der skal ske når hertugen er væk. Når sejren er vundet, men prisen er betalt i brødre og søstre, mødre og fædre og konsekvenserne af hvad der er gjort, rammer folk. Eller det hurtige oprør der bliver til den stædige belejring og gradvist åbner op for forhandlinger da begge parter kan se, at de ikke kan vinde. De illoyale soldater fra overmagten der skifter side undervejs og kæmper sammen med deres familier i stedet for den onde hertug.

Vi behøver ikke at være forskrækkede mere. Bondeoprøret kan faktisk være grundlag for en masse fedt spil. Lad være med at se det som eksemplet på hvad rollespil ikke skal være, men i stedet som en udfordring både som arrangører og spillere.

Jeg tager til det næste scenarie, hvor der er plads til et bondeoprør!

13 kommentarer til Det forhadte bondeoprør…

  • thomas aagaard skriver:

    Vi havde et ganske godt bondeoprør til einherjernes scenarie “Slægtsfejden.”
    Noget af det som virkede var netop at målet ikke var at slå kongen ihjel eller ændre samfundsordenen. Men blot at minde kongen om at vi som fri bønder havde en række rettigheder og dem skulde man ikke forsøge at ændre på.

    Problemet er vel at de fleste “bondeoprør” er regulære revolutioner som ændre samfunds ordenen fuldstændigt. Og en masse af de deltagende roller, ud fra stand, profession osv. ikke burde deltage. (med spillerne gør det pga. kedsomhed oprør imod settingen og ligende)

    Så hvis bønderne i et middelalderscenarie vælter kongen og indsætter Kongens fætter, som har lovet lavere skatter, så er det fint. Men sker oprøret fordi spillerne synes at det er forkert at kongen bestemmer så meget og de vil indføre demokrati, så er det et problem, fordi det ikke passer til den setting som arrangørrene ønsker.

    Tror iøvrigt Prins Joachim er et bedre valg til hertug af Lolland… han er trods alt selv landmand…

  • Jeg var i 2003 (ja, så længe er det faktisk siden) til scenariet I Mørkets Skygger, hvor der var et pragtfuldt bondeoprør.
    Det var ikke hvad arrangørerne havde forventet, rigtige mange af bønderne (og nogle stykker af mine soldater) døde og scenariet stoppede tidligere.

    Men, jeg synes det var fantastisk.
    Siden har vi snakket om det utallige gange. Historien om hvordan vi – den onde greve og hans soldater – gik fra landsbyen med en bemærkning om at “i nu ikke skal gøre noget dumt imens vi er væk”. Så gik vi til Det Onde Tempel udenfor spilområdet, og hvilede os lidt. Der kom en arrangør så pludselig cyklende og fortalte os at bønderne havde gjort oprør, og de om 5 minutter nåede frem til os – så vi var tilbage i spil nu. Den efterfølgende nedslagtning af bønderne var fantastisk (at de så inden havde slagtet alt i vores lejr og brændt den, var lidt ærgeligt).

    Så herfra lyder den også: Ja tak til flere bondeoprør.

  • Søren Ebbehøj skriver:

    Jeg er helt uenig:
    Jeg synes, bondeoprør er noget lort, og at det er en kæmpe success, at vi langt om længe er ved at have udryddet dem.

    Og hvorfor så det?
    Fordi de meget sjældent passer med resten af scenariet.
    Jeg skal her måske lige præcisere, at jeg mener, man skal definere “bondeoprør” langt bredere end Kåre gør. Det, som jeg forsøger at bekæmpe, når jeg taler mod bondeoprør, er større larp-hacking begivenheder, der bryder med centrale dele af fiktion, spildesign eller vision i scenariet.
    Og det skal vi udover.
    For det kan godt være, at der er masser af sjovt spil i, at der pludselig er borgerkrig. Men hvis hele landsbyens spillere havde forberedt sig på en historie om håbløsheden i det feudale samfund er det bare super nederen, hvis de pludselig er frie.
    Eller hvis det i virkeligheden handlede om kærlighed, og en håndfuld spillere pludselig trækker en krigs tematik ned over spillet.

    I den argumentation ligger der selvfølgelig en forudsetning og en holdning:
    1: Jeg forudsætter, at scenariet har en eller anden central tematik – et eller andet scenariet vil opnå, og noget som spillerne har forberedt sig på, at de skal opleve. Jeg gider ikke spille scenarier, der ikke har det (selvom de sikkert er underholdende) fordi jeg ikke har nogen som helst sikkerhed for, at resten af scenariet spiller på de samme præmisser. Og det gør, at bondeoprør, karakterdrab, rollespilsdemokratier og alle mulige andre fiktionsmæssige fuck-ups bare er for almindelige, og gør at der er for lille en chance for, at jeg får en sammenhængende historie ud af det.
    2: Jeg har den holdning, at folk, der starter et bondeoprør (og dermed fucker store dele af spillerskarens forberedelse over ved enten at slå deres roller ihjel, ødelægge deres planlagte historier eller skabe huller i fiktionen (hvordan går man fra hus og hjem, når man er afsat som regent i et klassisk fantasyrollespil?)) normalt gør det fordi de keder sig, eller fordi de mener, deres roller eller dem selv bliver uretfærdigt behandlet af de roller, der har magten.
    Begge dele handler om at de ikke har forberedt sig ordentligt, ikke har gidet at sætte sig ind i hvad scenariet handler om og ikke har taget aktiv stilling til om det var noget for dem, men bare meldt til for at spille pandekageboden ligesom sidste år.
    Uanset grunden, så er det respektløst overfor de spillere og arrangører, der godt gider forerede sig, og spiller med på scenariets præmisser.

    Men Arh Søren, er det ikke lige groft nok?
    Jo sikkert. Hvis det handler om et scenarie uden den centrale tematiske styring og total KMSKM, så er det da sikker fint. Det vil jeg ikke blande mig i (hverken scenariet eller oprøret).
    Men til syvende og sidst mener jeg, at hvis man vil spille et bondeoprør, så må man finde et scenarie, der handler om det, eller hvor arrangørerne som minimum er med på den på forhånd.
    Og i de tilfælde er bondeoprøret ikke noget problem, og har aldrig været det.

    -Søren

  • Jeg kan godt lide du er uenig Søren.

    Jeg står dog lidt tilbage med det indtryk, at du kun har læst min afsluttende kommentar, for der er et par pointer jeg opfatter som ignoreret i det du skriver:

    1) Jeg læser det som om, du redefinerer bondeoprør til at omfatte alle større larp-hackings generelt. Det er bevidst jeg ikke gør det og behandler [i]bondeoprøret[/i] som begivenhed. Jeg bifalder ikke alle slags larphacking generelt, og de konklusioner jeg gør mig ovenover mener jeg heller ikke er gyldige omkring alle former for larphacking generelt, omend de nok er gyldige til andet og mere end blot bondeoprør.

    2) Jeg forudsætter netop at inden man går igang med at bondeoprør er man bevidst omkring problemerne og hvilke argumenter der ikke er gyldige for at lave bondeoprør. Det forsøger jeg at udtrykke klart i “Jeg tror vi har lært hvad problemerne er. Og når vi har lært det og kan bruge det, så er bondeoprøret jo ikke i sig selv dårligt.”. Som jeg læser de argumenterne du fremfører ovenover imod bondeoprør netop er inkluderet i de dårlige årsager til bondeoprør jeg nævner, som jeg netop forudsætter ikke må være udgangspunktet for at lave et bondeoprør.

    Min pointe med indlægget er, at bondeoprør ikke i sig selv er noget der skal undgås. Det har ofte været startet af de forkerte årsager og derfor har det fået et dårligt ry, men hvis man starter det af de rigtige årsager, mener jeg det kan være spilskabende.
    Vi vurderer nu om dage ikke bondeoprøret på om det rent faktisk er gavnligt for scenariet, men afviser det blankt som værende dårligt. Jeg argumenterer for, at I stedet for at sige “bondeoprøret er dårligt” så skal vi sige kigge på hvorfor bondeoprøret har været dårligt, og lave bondeoprør der er gode. Og det mener jeg faktisk også godt man kan.

  • Migal skriver:

    Jeg havde en fantastisk bondeoprørs oplevelse til et Einhejre scenarie et par år tilbage. Der virkede det gennemtænkt og medførte en del af de oplevelser som du nævner. Især da min bror, spillet af Jonathan Faber, dør i oprøret, som jeg ikke selv deltager i.

    Så man kan godt.

    Jeg har faktisk ikke oplevet et bondeoprør som var helt træls.

  • thomas aagaard skriver:

    Jeg er sådan set enige med jer begge to.
    “Bondeoprør” defineret bredt som “larphacking” er uacceptabelt.
    Og jeg har da selv brugt betegnelsen “bondeoprør” for hvad man nok burde kalde for “larphacking” Men så er det indforstået at det ikke passer til settingen.

    Bonde oprør, som passer til setting og scenarie er jo helt fint.
    Til slægtsfejden var der meget klart defineret rettigheder og pligter i forholdet imellem konge og folket. Det var f.eks Tinget hvor alle familieoverhovedet havde stemmeret og det var tinget som valgte kongen og tinge var også domstol.
    Da en ridder (de var ikke adelige og havde ikke særlige rettigheder) så bliver dømt for voldtægt, valgte kongen at han ikke skulde straffes. Noget som man vel i dag ville kalde for grundlovsstridig. Derfor valgte en gruppe af folket at vise klart og tydeligt at det ville man ikke finde sig i. Nogle forsøgte at få kongen udskiftet med en af Kongens 2 brødre, men det gik dog ikke. Kongen beholdte magten, men lovede dog at straffe ridderen som loven krævede og at han i fremtiden nok skulde følge loven. (så mit mål med at deltage blev opfyldt)
    Der døde også nogle få folk, men det var vist primært fordi der her og der var folk der udnyttede situationen til indterne opgør…

  • Christian Gjelstrup skriver:

    Hvis det ikke giver mening at bønder der gør oprør i en feudal middelaldersetting vil have demokrati, hvad så med det store tyske bondeoprør i 1525? Der indsatte bønderne da ikke nogen anden konge, men dannede i stedet en bonderepublik som nåede at bestå i nogle måneder inden oprøret blev knust.

  • Jeg har læst lidt op på det omtalte bondeoprør (Jeg går ud fra det er det her: http://en.wikipedia.org/wiki/German_Peasants%27_War) og så vidt jeg kan se, kæmpede de ikke for demokrati, men imod undertrykkelse af forskellig art (skatter, alle mulige og umulige rettigheder samt ændringer i det juridiske system). Det er jo fine årsager til et bondeoprør.

  • Christian Gjelstrup skriver:

    Ja, det er det du har linket til. Jeg tror der ernoget du har overset:
    “…peasants faced several basic problems. The democratic nature of their movement complicated their military organization.”

  • Der er forskel på “democratic nature of their movement” og på rent faktisk at indføre demokrati som styreform. Det betyder bare, at de ikke havde en stærk leder, men at alle havde noget at skulle sagt (som man også kan se, når man læser længere ned i artiklen – de mødtes og diskuterede sig frem til enighed om hvilke ting de ville have ændret). Men der står intet i deres mål om, at de ville indføre demokrati som styreform.

  • Christian Gjelstrup skriver:

    Der stå også:
    “The revolt incorporated principles and rhetoric from the emerging Protestant Reformation, through which the peasants sought freedom and influence.”

    Er “freedom & influence” ikke demokrati?

  • Du kan sagtens have frihed og indflydelse uden demokrati. Frihed og indflydelse relative begreber – det afhænger jo af hvad man sammenligner med. Igen – kig længere ned på hvad det var de rent faktisk var utilfredse med. Jeg finder intet sted et ønske om folkestyre. I stedet omtales rettigheder til jordbrug, jagt, fiskeri, love der er mindre arbitrære og mere retfærdige samt fjernelse af skatter. Igen – det er ikke folkestyre, men det er bestemt mere frihed og indflydelse.

    Min pointe med indlægget er, at selvom man nok gerne vil ønske sig frihed fra skatter og hård lovgivning er der langt derfra til at man ønske at kongen skal vælges ved afstemning blandet folket. Jeg vil tro det var en meget fremmed tanke for langt de fleste mennesker i middelalderen, men en nærliggende tanke nu om dage, hvor det virker som om at alle krige vi involverer os i fra vestlige side drejer sig om at vi skal indføre demokrati.

  • thomas aagaard skriver:

    I torsdags var vores række af forlæsninger om danmarkshistorie nået til senmiddelalderen.
    Der nævnte vores forlæser faktisk, at selv om man op igennem middelalderen har oprør efter oprør. Så er de altså ikke ude på at indføre en republik. Men blot få ændret ting som skatter og love. Og hvis kongen ikke vil lytte så forsøger man at indsætte man en anden.
    (det er jo godt hjulpet af at danmark, imodsætning til f.eks sverige og Norge er et valgkongedømme og ikke et arverige. Så kongerne blev tvunget til at skrive under på håndfæstninger som begrænsede deres magt. Med det resultat at rigsrådet i mange perioder reelt er dem som sidder på magten, og ikke kongen)

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier