2011 til 2012…

Inspireret af Oliver tænkte jeg, at jeg også gerne ville skrive en “Nytårupdate”. Det tjener to formål; at reflektere over rollespilsåret der gik og sætte mig nogle mål, for rollespilsåret der kommer.

2011

Når jeg kigger på 2011 var det er relativt rollespilsfattigt år – hvilket til dels hænger sammen med at jeg arbejdede ekstremt meget.

På liverollespilssiden blev det kun til to liverollespilsscenarier; Krigslive VII og Noget om Helte. Begge var overordnet set gode oplevelser, omend ikke de vilde rollespilsoplevelser – jeg synes i begge tilfælde der var en vis difference mellem mine forventninger og det arrangørerne (og de øvrige spillere) leverede, men der var også gode ting.

Jeg deltog i en enkelt con – TRoA Con hvor jeg brugte hele weekenden som hjælper. Det var også noget mindre end det plejer; både Hyggecon, Forum og Knudepunkt har jeg tidligere deltaget i, men af forskellige årsager blev ingen af dem til noget i år.

På bordrollespilssiden var det mit tyndeste år til dato. I starten af året spillede jeg en (eller to?) faste ting, men stoppede begge to. Det ene fordi det ikke rigtig fangede mig, og det andet fordi holdet var lidt faldet hinanden – folk havde svært ved at finde tid hvilket nok var en indikator på manglende interesse.

Majoriteten af min tid på min hobby er egentlig gået med lidt mere administrative ting – jeg har lavet en masse IT arbejde, både for TRoAs forskellige projekter og for andre. Jeg har også passet bestyrelsesarbejdet i TRoA, hvilket også har ædt en god del af min tid.

Men alt i alt – hold kæft hvor var det sløjt! Alt for lidt nyt og sjovt og generelt – alt for lidt!

2012

Det skal der gøres noget ved. Jeg har masser af planer for 2012. Jeg indser at en del af dem nok ikke bliver til noget, men jeg vil gøre mig umage for at de gør.

På bordrollespilssiden skal jeg igang med at spille bordrollespil igen. I januar starter vi op på Migals nye kampagne “Overlord”. Det er inspireret af Dungeon Keeper og Overlord computerspillene, og vi skal spille leder af forskellige racer af minions som forsøger at hjælpe vores onde Overlord til at overtage verdensherredømmet eller sådan noget. Første spillegang bliver verdensbygning ved hjælp af Dawn of Worlds. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Derudover vil jeg rigtig gerne igang med Victoriana. Jeg har planlagt den kampagne i over to år, og den er indrømmet i risikozonen for at dø en stille død grundet stilstand, men jeg har stadig rigtig meget lyst. Jeg har skåret lidt i ambitionerne og burde være i stand til at søsætte den hvis jeg får en dag eller to til at planlægge i.

På liverollespilssiden ligger der allerede tre rimeligt faste planer.

Først og fremmest skal jeg til Khypris År 1 – jeg skal spille bretoner sammen med en flok af de øvrige TRoA folk. Det bliver et hyggeligt gensyn med en gammel serie tror jeg.

Dernæst er der Krigslive VIII. Jeg er stadig lidt i tvivl om præcis hvad jeg skal. Jeg har forhørt mig om noget der er markant anderledes end jeg plejer og det tror jeg bliver spændende, men om det ender der i sidste ende afhænger af hvad der sker de kommende måneder.

Kroen ved Vejens Ende vil jeg helst heller ikke misse – hvis det da ellers bliver til noget. Lige nu står det lidt på standby grundet locationproblemer. Der var meget hype omkring det i starten, men det døde lidt ud da det blev uvist om – og hvornår – scenariet bliver til noget.

Derudover er der flere potentielle arrangørprojekter på bedding. Krigslive er stadig en mulighed, omend det er det mest uklare. Der er også et andet scenarie i TRoA regi under opsejling, som jeg er rodet ind i – om det bliver til noget får vi at se de kommende måneder. Slutteligt har jeg et projekt – helt for mig selv – omkring at lave et bilkortscenarie. Jeg har allerede det meste planlagt i hovedet og skal blot have det ned på papir. Hvis det bliver til noget kommer I til at høre mere om det.

På considen er der først og fremmest TRoA Con – jeg er trods alt arrangør (well, IT og praktisk arbejde). Spørgsmålet her er om det bliver til noget – der er meget få tilmeldte og efter at den planlagte Magic PTQ turnering ikke blev til noget, så røg der er en del deltagere. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal forvente mig her.

Dernæst har jeg lidt sat mig i hovedet, at jeg vil til Fastaval. Jeg har tentativt lagt ferie der, og jeg håber det holder stik. Jeg har længe haft lyst til at prøve at spille noget markant anderledes rollespil end jeg er vant til, og Fastaval er et godt bud – selvom jeg er en smule tøvende overfor at tage til con “alene”. Måske skal jeg forsøge at slæbe nogen med som også kunne have lyst.

Knudepunkt er no-go. Jeg brænder ikke nok for det længere til at jeg gider at rejse udenlands for det. Både Forum og Hyggecon gider jeg godt deltage i, men i realiteten står de langt nede på listen og er i høj grad afhængige af hvorvidt mit arbejde tager min tid eller ej og “hvor let” de er at deltage i.

Jeg vil egentlig også gerne være åben overfor at deltage i noget liverollespil der er helt anderledes end jeg plejer, men lige nu ser jeg ikke noget der kunne opfylde det kriterie. Jeg er åben for forslag – også gerne for at få rystet mine Kapo-holdninger lidt 😉

4 kommentarer til 2011 til 2012…

  • pierresigvardsen skriver:

    Det lyder spændende Kåre! Især at du prøver noget nyt til Krigslive 😉

    Synes at der mangler en “Synes om” funktion eller lign på siden, så man bare kan tilkendegive at det var spændende læsning, uden nødvendigvis at skrive en længere fristil om hvorfor.
    Vil jo gerne fortælle dig at du bare skal skrive videre, for det bliver læst!

  • Migal skriver:

    Bilkortscenarie lyder interessant. Jeg forsøgte eksempelvis at implementere bilkort til Krater som ressourcer, men det døde i kompromiernes kolde og grumme verden. 🙂
    Jeg tror der er meget underholdning at hente i bilkort… så længe man gør det interessant og gennemtænkt.

    Muligvis kunne man finde andre ‘gamle standards metoder’ i stil med at kejseren bor i byen, men hans 4000 mands hær er udenfor-bilkort. Der må da være nogle flere ting hvor man tænker -“arj, det er sq for gammeldaws” og så teste om man kan gøre det godt.

    Mit 2011 var præget af at jeg ikke blev tilfreds med scenarierne. Eftersom det var konsekvent over hele af linien af live-spil, så fristes jeg jo til, selvkritisk som jeg er, at tro at det er min fejl.

    2012 – Live:
    Jeg skal spille Khypris år 1. Jeg glæder mig til at se hvor skinnende gammelt guld er når man støver det af. For som jeg husker det strålede byscenarier jo som solen. Og ud over det så er min underholdning sikret ved min rolle, som bonde. JEg håber jeg bliver den eneste bretonske bonde. Det er også ret sandsynligt.

    Måske City of Cities, men eftersom jeg ikke ved noget som helst omkring den gamle gruppe, er min egen interesse faldet betragteligt.

    Ikke krigslive efter at valkyrie konceptet led døden.

  • Pingback: Fastaval…

  • Pingback: 2012 til 2013… | …i den mørke skov

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier