Scenarier under opsejling…

Der er indenfor de foregående par dage blevet (semi-)offentliggjort et par scenarier.

City of Cities blev offentliggjort med en tråd på liveforum hvor der blev spurgt, om der var nogen der kendte til hvem der stod bag. Dette spørgsmål er sikkert staged, det er jo ikke meget forskelligt fra hvad vi gjorde på Krigslive V med en snyde-release af traileren – hvad er chancen for, at nogen vil opdage siden tilfældigt?.

Siden indeholder lige nu ingen information andet end at hjemmesiden vil blive offentliggjort midnat natten til d. 14. december. En hurtigt søgning på DK-hostmaster meddelte mig at Christian Bierlich er rodet ind i det, dvs. JRK/Rollespilsfabrikken (som vist nok er en forening nu eller hvordan er det lige det er?). Hvis man vil være hemmelig, skal man gøre det mere gennemført. Men måske vil de ikke være så hemmelige endda? Under alle omstændigheder er jeg tændt på tanken om Post-apokalyptisk scenarie, så jeg er positivt indstillet… det står højest på listen over scenarier jeg kunne have lyst til at deltage i.

Helteakademiet, som jeg har indtrykket af var en succes (mangler dog stadig at se nogle evalueringer på liveforum?), har også på Facebook offentliggjort at de vil lave en III’er, men flere detaljer er stadig udestående. De siger dog, at de forventer 6-7 måneders planlægningshorisont, så det må betyde endnu et forårsarrangement (måske umiddelbart efter Krigslive VI?). Jeg kunne godt have lyst til at deltage, det skal bare ikke ligge samtidig med tusinde andre ting (hvoraf den mest kritiske var, at jeg var på arbejde i Brasilien).

Derudover pusler Einherjernes stadig med at lave deres sommerscenarie, og rygtet vil vide, at der enten er en ny gruppe eller lidt omstrukturering i forhold til den der offentliggjorde deres eksistens til efterfesten i år – jeg stødte i al fald på en del nye navne i en kommentartråd på Facebook. Sommerscenariet.dk har endnu intet nyt at vise, men mon ikke der sker noget inden årsskiftet, det kan jo kun blive tidligere end sidste år.

Jeg vil bevidst undlade at komme ind på hvad jeg ved om TRoAs planer for at lave scenarie til sommer, da jeg har førstehåndskendskab gennem bestyrelsen og gruppen har udbedt sig ro indtil hjemmeside og koncept er klar, men jeg er ret overbevist om, at der bliver noget, og at det bliver markant anderledes end foregående år.

Jeg synes det lyder til at der er 4 spændende arrangementer på bedding for den kommende sæson – for ikke at nævne Uden Guds Nåde, Hva’ Du Værd? og Krigslive VI – som alle tre dog udmærker sig ved at være officielt annoncerede på nuværende tidspunkt, og derfor har mindre relevans i indeværende post.

… jeg forstår ikke helt at der er nogen der mener vi mangler scenarier

3 kommentarer til Scenarier under opsejling…

  • Migal skriver:

    Steampunkscenariet: Krig over Kaukasus er også lige afholdt i denne sæson 😉 Det er heller ikke at kimse af.

    Og så er der alle scenarierne der går under radaren (f.eks. det levende håb eller belejringen af Bastonge og andre små- eller juniorscenarier), jeg skal f.eks. både til et vampyr scenarie og et Mafia sceanrie i november månede. 2009 bliver nok mit mest aktive år nogensinde (forhåbentligt).

  • Pingback: Der sker en helt masse lige nu…

  • Pingback: Arrangementsoverlap er en risiko…

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier