Kapo eller ej…

Jeg kan ikke lide Kapo. Delirium var aldrig et scenarie for mig. System Danmarc er jeg kun ked af at jeg ikke deltog i, fordi det var så utroligt imponerende logistisk, praktisk og i samarbejde med myndighederne. Jeg så ikke fascinationen i at tage til Norge og spille homoseksuel i 70’erne.

Altså, forstå mig ret. Jeg synes det er megafedt at scenarierne bliver lavet fordi det er med til at udvikle liverollespil, og vise hvad man kan med det. De tjener som inspiration til andre arrangører, og der er også kommet ting ud af de scenarier som andre arrangører har haft direkte gavn af (f.eks. Workshophåndbogen).

Men det er ikke min type scenarier.

Normalvis vil jeg mene det er en ærlig sag at sige der er noget man ikke har lyst til, men lige hvad angår disse “avant garde” scenarier virker det som om det er lidt tabubelagt at sige, at man ikke har lyst til at deltage. Pludselig er man i kategori med dem der kommer til deres månedlige kampagne og spiller “orken jimmy” hver gang og bliver sur, hvis arrangørerne piller ved reglerne for hit points. Eller i kategori med dem der synes at sex altid skal være i missionærstillingen og kun om onsdagen. Man er er tryghedssøgende og kedelig på den ikke-socialt accepterede måde.

Så hvorfor er det, at jeg ikke gider scenarierne? Først og fremmest er det jo udenfor de vante rammer rent genremæssigt, og det er sjældent der er valgt genrer der appelerer til mig i særlig grad. Men det er ikke den tungest vejende årsag. For mig drejer det sig primært om, at det ikke appelerer til mig at deltage i scenarier, hvor et væsentligt element er at udfordre og belaste mine fysiske og psykiske grænser – uanset om der er et højere formål med denne udfordring eller om det bare er for at gøre det (jeg antager at Kapo mm. ligger i den første kategori).

Det er ikke fordi jeg som sådan er bange for at jeg “ikke kan klare det”. Det er mere end magelighedsvinkel; jeg kan ikke forestille mig, at det gør oplevelsen så meget federe at være fysisk eller psykisk ukomfortabel, at jeg synes det er det værd. Og slet ikke når et central element i scenariet er at udfordre disse ting. Jeg kan godt se pointen med at udfordre mig selv engang i mellem, men jeg vælger mine udfordringer på andre fronter (f.eks. ved at flytte onsdag til torsdag og sådan noget ;-)).

Altså bevares, det er ikke sort/hvidt det her. Jeg behøver ikke at sove på tre madrasser (uden ært, tak!) med edderdunsdyner hver nat og spise friskfanget laks til morgenmad (jeg kan faktisk slet ikke lide laks, så stryg det). Jeg kan godt sove i et telt i en sovepose, skide i en spand, blive råbt af og skubbet til og spise kold rødbedesuppe, hvis det er vigtigt for at leve sig ind scenariet. Men ikke som et centralt element, og ikke for at udfordre mine grænser.

Jeg ser forskellen på mine scenariepræferencer og disse scenarier lidt ligesom forskellen på danske socialrealistiske film og hollywood film. Jeg vil hellere sgu’ hellere se Ringenes Herre end en socialrealistisk dansk film om en afdanket pusher der er i “deep shit” og som ender med at begå selvmod mens hans datter ser det. Sådan har jeg det også med scenarier. Hellere Krigslive end Kapo. Ja, jeg tager mainstream håndværket over kunsten!

Og når så folk kommer hjem fra disse scenarier og fortæller om dem, så er de allesammen helt derude hvor de ikke ved hvad de skal sige. De kæmper på facebook i at finde en måde at overgå hinanden i at udtrykke, at de ikke kan udtrykke, hvor fedt scenariet har været. Altså… jeg anerkender at en god scenarieoplevelse kan tage pippet lidt fra en, men jeg synes noget af det virker en smule som massehysteri. Jeg tror gerne på at godt scenarie kan være med til at åbne folks øjne for nogle ting, at de kan bleede til højre og venstre og at de gror tættere sammen med de folk, de har spillet med. Men jeg køber ikke rigtig, at det er så omfattende og at ingen har nogle alvorlige kritikpunkter, og at det er grænsende til umuligt at sætte ord på. I er alle begavede, veltalende/skrivende unge mennesker, så svært kan det da ikke være at sætte ord på!

Måske er jeg virkelig gået glip af den hellige gral, og sidder her i bedste “rønnebærerne er sure” stil og hidser mig op over noget, som jeg i bund og grund ikke har noget belæg for at udtale mig kvalificeret om. Måske er Kapo mv. virkelig en oplevelse af en art, hvor det er umuligt at beskrive hvordan det ændrer ens liv. Med vanlig jysk skepsis tillader jeg mig at tvivle.

Jeg tror, at sandheden ligger et sted midt i mellem. Jeg tror ikke i bund og grund det ændrer så voldsomt ved folks liv, som mange påstår. Men jeg tror gerne, at det for nogle mennesker gør stort indtryk. Men jeg køber ikke den nærmest tilbedelsesagtige feedback mange af de scenarier får – jeg tror der er nogle får der bræger med i flokken, og det kan godt irriterre mig lidt.

Jeg håber, at der på et tidspunkt kommer et af de scenarier, som appelerer så meget til mig, at jeg ender med at melde mig til, så jeg enten kan blive be- eller afkræftet i mine holdninger. Det vil nok være sundt for mig. Indtil da vil jeg tillade mig at være skeptisk og gå til bekendelse;

Kapo er ikke for mig, men det gør mig ikke til en ringere rollespiller. Sgu!

28 kommentarer til Kapo eller ej…

  • Så, bette Kåre, ingen grund til at hidse sig op, du er sikkert skide god til at spille rollen som imperial soldat, så meget træning som du får i det. 😉

    Grundlæggende vil jeg sige at du taler som du har forstand til, som Thomas så smukt formulerer det. Det er der ingen skam i. Du har bare ingen erfaring med de her ting og taler med perspketiv udefra. Men det er en debat jeg gerne vil gå ind på, ud fra den præmis at du ikke aner hvad det handler om og bare rapporterer dine personlige tanker.

    Der er helt sikkert en masse flokmentalitet i hvordan folk snakker sammen efter et live, men faktum er at det er en stærk oplevelse at dykke ned i de situationer. Det kan påvirke en på et dybt niveau. Som med alle andre narrative medier er der et spektrum af dybde i budskaberne og et andet spektrum i modtagerpræferencer. Nogen vil bare underholdes andre vil gerne leve sig helt ind i det. Rollespil har i min bog klart potentialet til at gå længere i retning af fordybelse end mange andre medier og derfor bliver det også større reaktioner efterfølgende.

    Når man står efter sådan en oplevelse er det svært at hitte rede i det rod af tanker, minder, følelser og warstories der svømmer rundt i ens hoved. Det tager noget tid før man får perspektiv på situationen og i den tid er det rart at tale med ligesindede og bekræfte den fælles oplevelse. For mig personlig er noget af det sidste jeg kan tage hul på at kigge kritisk på det hele som et spil og en leg, det er ikke fordi jeg ikke kan se hvad der er gået godt og skidt, men det er bare ikke vigtigt før den personlige oplevelse er på plads. Og når man endelig når til det punkt er man faktisk ret træt af at tale om det, særligt med udeforstående der som dig, der ikke har nogen anelse om hvad oplevelsen rent faktisk indebar.

    Det er svært at tale om den følelsesmæssige investering og indlevelse den slags spil indebærer på en måde der virker rationel, det er ikke det sædvanlige sprog man bruger til at fortælle om rollespil. Warstories er warstories, men hvad der er vigtigt i dem er ikke det samme og på samme måde kan jeg slet ikke se hvorfor der er så meget hype omkring krigslive. Det er jo helt absurd hvor meget tid og energi folk lægger i at lege middelalderværnepligt.

    I det hele taget er der masser af personlig præference i det jeg hører dig sige, det er bare træls at den slags indebærer at underkende andres oplevelser og smag fordi man ikke forstår dem. Jeg vil selv hellere læse klassisk litteratur end discworld, men derfor gider jeg ikke skændes med Elias om hvorfor hans yndlingsbøger ikke er for mig. Mindre smagsdommeri, sgu.

  • Du læser mit indlæg så selektivt at du kunne blive politiker Oliver.

    Jeg forholder mig ikke tvivlende overfor at nogle kan få en dyb oplevelse. Jeg forholder mig tvivlende overfor at alle kan få så dyb en oplevelse som det virker bagefter.

    Dernæst er min primære pointe egentlig det snobberi jeg finder omkring scenarierne. Rollespil er mange ting, og jeg ser ikke min spilpræfererence som værende ringere – eller bedre – end andres og det er det jeg gerne vil ud over.

    Og så synes jeg du med tonen i dit indlæg passer fint ind i den klassiske “kunstner der er ikke orker at forklare pøblen sin genialitet”. Du skriver jo blot endnu engang at hele oplevelsen var så kompleks, at du ikke kan forklare den og pakker det pænt ind i fornærmelser.

    Det kan sagtens være sandt, men er din påstand virkelig, at det er umuligt at forklare uden at deltage? Eller er sandheden blot at du bare ikke er dygtig nok – eller for doven – til at forsøge at forklare det? Du er en klog ung mand der behersker det skrevne ord, jeg er sikker du kan forklare det – hvis du altså orker at komme ned på pøblens niveau et øjeblik. Og jeg lægger gerne øre til, hvis du vil levere et ærligt forsøg på at forklare det, og ikke bare spiller kunstner-kortet.

  • Martin Horn Pedersen skriver:

    Kåre:
    (dam det blev langt, beklager, stave og sproglige fejl, spørg hvis der er noget der ikke kan forstås)

    Men det du vil er jo primært at spile klassiker scenarier i klassiker settinger, det gør dig ikke til en dårligere rollespiller, men en mere konservative rollespiller, der kan lide det han har og ikke ønsker mere af rollespil. Det er dit valg, men det er trist. Kom ud af busk og prøve noget andet. Nu så jeg du skrev på Johs blog at du overvejede Fastaval i 2012 og var trist for at han meldt fra da det var et af de 2 scenarier der lokkede dig. Kom til Fastaval og meld dig til det som taler mest til dig, men meld dig også til et scenarie der er skide ” avant garde” og prøv det, det er nogle få timer du satser.. og du må gerne pege finger af mig bagefter i baren hvis det var lort.

    Også til Kapo delen af indlægget.

    Jeg gider ikke skide i en spand, spise kold rødbedesuppe ude i en skov, fordi det betyder så meget mindre der. Men da jeg kom ind i Kapo setting og havde været i buret en tid, blev valgt og det sagde det BANG da bliver smidt på jorden af andre spiller og bliver tvunget til at overhælde mig selv med klambrun væske fordi jeg var for ren. Det medførte at jeg med i det øjeblik var 100 % ingame og at jeg ikke var i tvivl om at det her var noget lort og jeg ingen magt havde der hvor min rolle var nu. At jeg sener bliver byttede som en vare, at jeg går og laver ligegyldigt malearbejde, kravler rundt på jorden og maler så min knæ gør ondt, at jeg får lov sove kold på jorden ude et tæppe, fordi folk med højre rank siger jeg ikke må få det, det gør at jeg ikke er i tvivl om at jeg ikke er noget værd, og det gør jeg vil gøre utroligt meget for at ændre det. Det gør at jeg vil gør de forfærdelig ting som bliver gjort mod mig ved andre hvis det kan få mig væk fra den plads. Og det var jo netop det vi skulle, blive nedbrudt, blive som de andre og nedbryd folk(Meget overfladisk fortalt).

    Havde alt det virkede hvis Martin ikke var blevet presset og kun rollen? Joh kunne da godt have spillet det, men så havde jeg nok stået bagefter med en flad oplevelse, ikke haft nogle tanker omkring det at være i en lejre, ikke var taget tilbage og mødes med folk… så havde det bare været 24timers spil. Spil hvor jeg var blevet behandlede dårligt.. det gider jeg ikke betale penge for. Men jeg vil gerne betale penge for at blive behandlet dårligt og behandle andre dårligt, når det kan påvirke mig som menneske.

    Så var Kapo perfekt? Det var det da helt sikkert ikke. Lavede Kapo et rigtigt godt workshop arbejde som man kan lærer af? Ja, lavede Kapo en fantastisk setting rent fysisk ja, gav det folk et fedt scenarie? Ja.

    Gav Kapo en masse folk en oplevelse der rækker videre end Kapo, ja. Dermed var Kapo mere end dit klassiske ude i skoven scenarie som fine, men stadig ikke har vist de kan mere end det, så må de accepter at de ikke får lige så meget street credit. Men de kan trække langt flere folk og det viser jo at de gør det de skal. Uden blockbuster, ville der ikke opstå cult film, der ville ikke være penge til lave dem. Uden mainstream rollespil, ville de fleste af os aldrig have fået lov spille Kapo, for så havde vi nok ikke mødt rollespil.
    Så Kåre du skal ikke hade, du skal forstå at de her scenarier kan noget som de får anderkendelse for, men nej de er ikke for alle, sådan vil det bare være, Delirium var ikke et scenarie for mig, Kapo var. Håber det gav lidt indblik og ikke blev for meget trash, for det er ikke min mening, men er nok sket lidt i opstilling af hvorfor

  • Hej Martin

    Det var en interessant beskrivelse. Jeg er naturligvis med på, at hvis man skal have dårlige kår skal det naturligvis have en pointe – men selv der forholder jeg mig en smule tøvende overfor effekten af det på mig personligt. Måske skal jeg prøve det førend jeg kan forstå det.

    Jeg synes dog også jeg bliver skudt i skoene at jeg hader Kapo. Det gør jeg overhovedet ikke og det mener jeg heller ikke jeg skriver. Jeg har sådan set kun to problemer med Kapo (og alle de øvrige, lignende scenarier);

    1) Jeg forstår ikke den lettere lavstatus der kommer med ikke at interessere sig for Kapo. Jeg går ud fra at den kommer af, at de folk der deltager også har prøvet f.eks. at løbe rundt ud i skoven og ikke længere synes det tiltaler dem. De føler de har udviklet sig og at dem der stadig synes at løbe rundt i skoven er det fedeste, er bagefter. Måske har de en pointe, men jeg synes stadig tendensen er lidt uheldig.

    2) Jeg synes den nærmest tilbedelsesagtige status scenarierne får bagefter virker utroværdig. Jeg vil vedgå (og det har jeg måske ikke udtrykt klart nok tidligere – og måske først rigtig blevet bevidst omkring efter at have diskuteret indlægget), at jeg bestemt tror at nogle mennesker kan få en helt fantastisk over-vild livs-ændrende oplevelse ud af et sådant scenarie. Men jeg nægter at tro at det er lige vildt for alle deltagere i et 200+ personers arrangement (eller hvor mange de nu var), og jeg nægter at tro, at der ikke er nogle seriøse kritikpunkter. Det virker lidt som om at hypen omkring scenariet drukner kritikpunkterne.

    Tværtimod mener jeg Kapo mm. gør en masse godt for liverollespil (se mit originale indlæg).

    Når det er sagt er det måske rigtigt at jeg ikke udfordrer mig selv nok på rammerne i mit spil. Jeg udfordrer mig masser som spiller (forsøger at vælge roller og oplevelser der er nye for mig, og som jeg ikke føler mig komfortable med), men det er indenfor de kendte rammer.

    Som det ser ud nu, er der intet der forhindrer mig i at deltage i Fastaval, og det var måske ikke tosset at gøre under alle omstændigheder, også selvom det bliver uden EGF. Tilsvarende burde jeg også se mig om efter et liverollespilsscenarie, som kan udfordre mig på rammerne, det vil nok være sundt. Mig bekendt er der ikke noget relevant på trapperne, men det kan komme. Jeg lytter i al fald gerne, hvis der er nogen der har nogle forslag.

  • Martin Horn Pedersen skriver:

    Hvis vi tager de 2 punkter hvert for sig.

    1.
    Du har ret i at de fleste kommer fra skoven og vi ikke bare føler vi at vi har udviklede os, det har vi. Det gør det ikke pr automatik bedre. Det gør for mig at jeg stadig gider spille, fordi jeg har prøvet det jeg gad i skoven, det er ikke sjovt for mig mere.
    Og det er “skovens” problem i min verden, det udvikler sig ikke særligt meget, det er ret meget det samme, det gør det ikke til et dårligt produkt, men det gør også det ikke får hypen fordi det er set før.
    Så tror ikke de normal scenarier får lav-status, det er mere Kapo og ligene der får status af noget særligt. Og det var noget særligt. Der er masser ikke-fantasy scenarier som ikke får den status. Så tror du skal tage de positiv briller på og ikke se det så negativt, men bare accepter at Kapo får hypen, men at det sgu er fantasy scenarierne der er flest spillere til og flest scenarier af(Så slipper du for som mig at være bitter over der er så lidt live jeg gider) og ikke tænke status(Masser af de “seje” børn spillede jo ikke Kapo.. så var jo ikke noget alle de “cool” gjorde)

    2)
    Naturligvis er et scenarie aldrig lige godt for alle.
    Og som skrevet før så var Kapo da ikke perfekt, men når du spørger mig eller andre om Kapo som har haft en fantastisk oplevelse så fortæller vi om den, i stedet for hænge os i en lille detalje om et eller andet der kunne være bedre.
    Og hvis du læser den her tråd:
    http://rollespil.dk/forum/kapo-0
    Så kan du se folk nævner de fejl de fandt. Jeg gider ikke søge efter fejl, med mindre det er fordi jeg skal bruge det til noget.

    Og jeg syntes du skal komme på Fastaval, prøve nogle andre scenarier, vil gerne komme med input hvis du ønsker det når du skal vælge scenarier i forhold til måske vælge nogen der gør du kan prøv noget andet. Og derudover er Fastaval jo fyldt med fest og kreativ energi.

  • Tommy Schouw skriver:

    Jeg kan faktisk rigtigt godt identificere mig med hvad Kåre skriver. Jeg finder det også enormt symptomatisk at han straks kommer under angreb for sin udmelding.

    Avantgarden er altid igang med at prøve grænser af, udvide horisonten og generelt udfordre det etablerede etablissement. Det er der absolut intet I vejen med. Til tider sker udviklingen på en front hvor man selv føler der er noget man ønsker at lære fra. Det har folkene i “felten” straks meget sværere ved at acceptere.

    Hvis man ikke er med på ALT det nye, så er man tydeligvis imod alle former for nytænkning. Det er her konflikten reelt opstår.

    Den nuværende avantgarde fokuserer meget på forskellige varianter af Stanfords fængsels-eksperiment. Jeg kan godt se det fornuftige i at give folk en mulighed for at forstå deres egen psyke i pressede situationer og hvordan de situationer kan opstå i et “næsten normalt” samfund. Det er enormt interessant, særligt i en tid hvor folk kan have svært ved at forstå de forskellige ting der sker i Irak og Afghanistan.

    Selvom det er interessant, skal der stadig være plads til udvikling indenfor rollespil der udforsker andet end netop det aspekt af den menneskelige psyke. Personligt har jeg ikke det store behov for at se hvor langt ud man kan presse folk og stadig komme nogenlunde uskadt tilbage. Dels tiltaler konceptet mig ikke særligt meget, dels forventer jeg at folk blive ved med at presse grænsen indtil de til sidst får lavet uoprettelig mental eller fysisk skade på nogen af deltagerne. Det er ikke noget jeg virkelig har lyst til at være del i.

    Jeg er stadig meget interesseret i at deltage i nytænkende scenarier men lige netop denne her slags scenarie, tiltaler mig altså ikke. Ligesom Kåre kan jeg godt blive lidt trist over at blive kaldt en gammel-konservativ havenisse der ikke ønsker at udvikle mig mere, eller for den sags skyld komme under heftig beskydning, bare for at have en afvisende holdning til det.

  • Claus Raasted skriver:

    Hej Kåre

    Jeg elsker, at du tager debatter som denne her op.
    Jeg ærgrer mig over, at du gør det på et lidt mindre sej måde at du kunne have gjort. Især fordi du forådder dine stolte naturvidenskabelige principper. 😉

    At bruge argumentet “Jeg kan ikke tro på, at det var lige vildt for alle til det her 200+ arrangement” er usselt, når KAPO havde 102 deltagere. Og hvis du ikke ved, at KAPO havde omkring 100 deltagere, så er det fordi du er for doven til at læse artiklen om KAPO i ROLLE|SPIL #10, som bl.a. indeholder det tal, og en foklaring på oplevelsen for en af deltagerne. 😉

    Desuden er det også udtryk for manglende research, at du klager over, at alle deltagerne er “helt derude hvor de ikke ved hvad de skal sige.” Der var en fin evalueringstråd på http://www.rollespil.dk, hvor der kom en masse ret uddybede kommentarer omkring oplevelserne. Der var folk, som ikke vidste hvordan de skulle beskrive deres oplevelse, men det ville være synd, at sige at det var alle.

    At det var lige vildt for alle deltagere er selvfølgelig også noget pjat. Der var deltagere, der var skuffede, deltagere der var ekstatiske og deltagere der var tilfredse. Procentdelen af ekstatiske deltagere var ret høj, men det var den også blandt folk, der har set Inception (hvis man skal tro hvad “the buzz” siger).

    Dit reelle kritikpunkt er – som jeg læser det – at du gerne vil have lov til at sige nej tak til KAPO (og lignende scenarier), men ikke vil stemples som en ringere rollespiller af den grund. Ligesom folk, der primært ser Jim Carrey film gerne vil undgå at blive stemplet som ringere filmelskere end folk der ser polske smalfilm fra 30’erne.

    Well, guess, what? It ain’t happening. Ligesom du selv helt sikkert synes der er musik der er finere end andet, mad der er finere end andet og kultur der er finere end andet, så er der nogle som synes, at der er rollespil som er finere end andet.

    Og præcis ligesom folk, der lever af burgere, Nik&Jay og De Unge Mødre synes det er irriterende at blive set ned på af folk, der spiser spiser sushi, hører avantgarde fransk undergrundstechno og går i Det Kongelige Teater, så er du irriteret over, at nogle (føler du) ser ned på dig fordi du hellere vil til Krigslive end til KAPO.

    Og det har du det dårligt med, fordi du ellers er en intellektuel fyr, som både tager til Knudepunkt og Forum og endda har en klog blog, som mange kloge mennesker læser. 😉

    Sorry I’m such an asshole, men jeg tror hvis du kigger dig i spejlet, Kåre, så er det der hunden ligger begravet. Og du er heldigvis både sej nok og reel nok til at turde kigge dig selv i spejlet – hvis min læsning af dig er rigtig, selvfølgelig. 😉

    Og så må du derefter overveje om du har lyst til at være ham, der vil slås for, at folk ikke må kalde Jim Carrey film “værre” end Inception i fremtiden, eller om du vil sige “Tja, jeg ved da godt, at der er flere der får ændret deres liv af Inception end af Ace Ventura, men jeg er sgu’ mere til Jim Carrey alligevel.” og leve med, at nogle betragter dig som mindre kulturel.

    Your choice.

    Claus
    Der slet ikke er sur eller gnaven, men synes at den jyske skeptiker bør se sig selv i spejlet og kalde en spade for en spade

  • Tak for kommentarerne.

    Jeg kan se at jeg ikke har læst der hvor de negative kommentarer var. Måske skal jeg gøre det. Jeg skulle måske ikke have fokuseret så meget på Kapo, for i jeg havde lige så meget “Just a little lovin'” og “Delirium” i tankerne. Måske er der flere vinkler på begejstringen end jeg har set, og det invaliderer jo i høj grad mit primære kritikpunkt, og det tager jeg til mig.

    Claus;

    Hvis du vil angribe mine metoder, så skal du lade være med at fejlcitere mig – jeg kan jo også fejlcitere dig og analysere på det. Jeg skriver ikke at Kapo var et 200-personers scenarie, men skyder på det ligger deromkring og skriver, at jeg ikke præcist ved hvor mange der deltog – og om det er 100 eller 200 deltagere ændrer ikke min pointe.

    At du også bruger linier på at angribe min (tydelige) generalisering omkring folks holdning som værende et falsum tror jeg vist også bare for lov at stå for sig selv. Generaliseringer vil i sagens natur aldrig være sande – men overdrivelse fremmer forståelsen, det ved du vist alt om ;-).

    Du har dog ret i majoriteten af dit indlæg indtil du danner den forkerte konklusion til sidst. Hvorvidt (en tilfældig) Jim Carrey (film) er en ringere film end Inception afhænger af hvilke kriterier man vurderer en god film ud fra. Inception giver stof til eftertanke og sætter tanker i gang – Jim Carrey er relativt tom underholdning.

    Men når man ligger med tømmermænd eller har brug for at koble af efter en 12-timers arbejdsdag er Jim Carrey da et bedre valg end Inception. Og der er masser af mennesker der ikke bryder sig om Inception, fordi de foretrækker film, der ikke sætter en masse følelser og tanker igang. Det gør dem ikke til ringere mennesker, de har bare en anden smag i film.

    Folk har forskellige formål med at se film – ja nogle gange forskellige formål afhængig af tid, sted, humør og en helt masse andre faktorer. Derfor kan man ikke sige at den ene film er bedre end den anden – og det samme gør sig gældende for liverollespil.

    Det er min holdning og det er det, der er min pointe. Krigslive er ikke ringere – eller bedre – end Kapo fordi det er to forskellige oplevelser man søger i de forskellige scenarier. Tilsvarende med deltagerne til scenariet – jeg synes ikke man er en ringere rollespiller fordi Kapo ikke interesserer en, fordi det ikke er de udfordringer man søger – ligesom man heller ikke er en ringere rollespiller fordi man ikke gider Krigslive.

    Hvis du påstår at Kapo er et bedre scenarie end Krigslive grundet at nogle mennesker får udfordret deres menneskesyn så vil jeg gerne diskutere det med dig – om det så betyder at jeg er mindre kulturel :-). Den diskussion starter med at definere hvad meningen er med liverollespil, og jeg tror måske det er her vi ikke er helt enige…

    Forventer jeg at ændre noget i liverollespilsmiljøet ved at jeg skriver det her? Nej, det gør jeg ikke – hvis jeg er heldig sætter jeg lidt tanker igang og bliver klogere på andre folks holdninger såvel som mine egne – men det kan også være et formål i sig selv…

  • Claus Raasted skriver:

    Kåre, der er (heldigvis) heller ingen der tvinger dig til at synes, at KAPO/Inception er “bedre” end Jim Carrey/Krigslive. Og det er helt sikkert forskellige scenarieoplevelser – var man taget til KAPO for at slås havde man nok kedet sig en del. 😉

    Men du skriver selv lige præcis det som jeg mener er sagens kerne. Jim Carrey filmen er relativt tom underholdning, mens Inception sætter tanker igang. Alligevel er vi selvfølgelig enige om, at Jim Carrey nok er bedre som tømmermandsfilm. Men hvis der ikke var forskel på film, så vandt Jim Carrey flere Oscars. Og med mindre du virkeligt mener, at værdirelativismen er the way to go, så tror du ikke selv på den med Inception/Jim Carrey heller. Jeg skal selvfølgelig ikke sige, at du lyver hvis du skriver, at det er i din verden er ligeså “fint” at se Paradise Hotel som det er at se Inception (eller Jim Carrey for dens sags skyld). Men jeg vil gerne tænke det i mit (knapt så stille) sind. 😉

    De fleste af os har nogle holdninger hvad der gør os til bedre mennesker. Mange af os er uenige, men de fleste af os i dette miljø – og her regner jeg selvfølgelig også dig med – er rimeligt enige om, at man skal vurderes på sin person og ikke på sin hudfarve, sit efternavn eller sit køn. Vi mener – hævder jeg – endda, at man faktisk er et DÅRLIGERE menneske hvis man er uenig i den holdning.

    Kan man stadig have fantastiske oplevelser til Krigslive, i Rude Skov eller med Jim Carrey? Ja, selvfølgelig! Er der større chance for, at man får en stærk oplevelse af at tage til KAPO end til 1. søndag? Ja. Gør det, at jeg mener at det har mere værdi, at 100 mennesker tager til KAPO end til 1. søndag? Ja.

    Gør det en til en ringere rollespiller hvis man vælger KAPO fra? Ikke nødvendigvis. Men det gør en til et ringere menneske, at man ikke tror på at andre havde stærke oplevelser til KAPO fordi man ellers bliver nødt til at revurdere sit fravalg. Synes jeg. 😉

    Og det betyder ikke, at DU ville have haft den samme oplevelse til KAPO, som HC havde, Kåre. Det tror jeg ikke. Måske havde du haft en decideret skidt oplevelse. Måske ikke. Og du er heldigvis også ærlig nok til at sige, at måske tager du fejl. Men du tror ikke du gør det. For så havde du ikke skrevet posten.

    Men lur mig om vi to ikke er lidt uenige om hvor sundt “jysk skepsis” er for kreative processer helt generelt. Jeg er i hvert fald lykkelig for, at KAPO arrangørerne ikke lyttede til jyske skeptikere, men sagde “Vi vil det her, og vi vil noget alvorligt med det.”. Også selvom KAPO ikke ændrede mit liv. 😉

  • Claus Raasted skriver:

    Hov, jeg læste slet ikke Tommys udmærkede pointe. Til gengæld vil jeg besvare den med en anekdote. Det gør man jo når man ikke kan finde ud af at argumentere ordentligt. 😉 (jeg gør i hvert fald).

    I 2006 (tror jeg det var) var jeg inde og se teenagefilmen “Af Banen”. Det handlede om fodbold, teenageliv og den havde Lars Bom i den ene hovedrolle som en lidt falleret tidligere superliga-spiller der nu trænede 13-14 årige drenge. Jeg gik ind og så filmen fordi vi skulle spille mod holdet fra filmen, og jeg syntes, at det var pinligt hvis ingen af os på FC Zulu havde SET filmen når vi nu skulle spille mod holdet. Så jeg gik ind og så den alene lørdag formiddag før vi skulle spille.

    Jeg havde sgu’ ikke lige regnet med, at jeg ville sidde (alene) og stortude i biografen, fordi den åbenbart ramte mig lige i hjertet. Den skildrede et teenageliv jeg aldrig havde haft, fordi jeg (som mange andre rollespillere fra min generation) havde taget nogle andre valg i teenageårene og derfor ikke gik til ungdomsfester, havde kæresteproblemer som 13-årig og kæmpede for en plads på fodboldholdet.

    Og åbenbart ramte den teenageskildring lige ned i det iskolde Claus Raasted-hjerte, så jeg sad og græd. Helt for mig selv. Helt uventet. Men ikke desto mindre rigtigt.

    Den historie har jeg fortalt en del mennesker i forskellige sammenhænge henover årene. Der er ALDRIG nogle som har tvivlet på historien. Eller sagt “Ahhh… overdriver du ikke lidt, Claus? Græd du virkeligt?”. Nogle har undret sig, de fleste har været overraskede og enkelte har syntes at det var vildt sexet (the wonders of humanity never cease to amaze).

    Hvis nogen kom og sagde, at “Så stærkt ramte det dig heller ikke, det tror jeg ikke på…” så ville jeg da tænke: “Hvorfor skal du være indskrænket på mine vegne? Vi er forskellige mennesker og lige præcis det her aktiverede åbenbart mine tårekanaler like there was no tomorrow… og så TVIVLER du? Det er sgu’ svært nok at indrømme overfor sig selv at man græder over Lars Bom og teenagedrenge, men at folk også skal tvivle på det? Din lort.”

    Så jeg har intet imod, at man som Tommy ikke er interesseret i at tage til KAPO. Jeg tog ikke til Delirium fordi det ikke appellerede til mig. Men jeg tvivlede aldrig på, at andre havde sindssygt stærke oplevelser til scenariet.

    Derfor – for at afslutte både anekdote og rant.
    Enhver bestemmer selv hvilke scenariert vedkommende kan lide og har lyst til at eksperimentere med. Men når man begynder at tvivle på styrken af andres oplevelser fordi man ikke selv er interesseret i det samme som de er i, så mener jeg man er på vej ud på et skråplan. Og at sige “Jeg tror ikke det virkeligt var så vildt” er ikke langt fra at sige “Du lyver”. Og det kommer man nogle gange i konflikt når man siger. 😉

    Betyder det her, at jeg ikke forstår hvad Tommy og du mener, Kåre? Overhovedet ikke! Men jeg mener der er milevid til forskel på at sige “Jeg bryder mig faktisk ikke om sushi, men det er tydeligt at for nogle giver sushi dem en ekstremt god madoplevelse” og på at sige “Sushi… så godt smager det nok heller ikke. Og jeg har faktisk ikke lyst til at smage på det.”

    – Claus

  • Claus Raasted skriver:

    Hov, det sidste kunne misforstås. Der skulle selvfølgelig stå:

    “Sushi… så godt smager det nok heller ikke. Og når folk fortæller mig, at det gør det for dem, så tror jeg ikke rigtigt på det. Og jeg har ikke tænkt mig at smage på det for selv at få et indtryk. Så jeg tillader mig at have vanlig jysk skepsis overfor sushi indtil nogen opfinder burger-sushi.” 😉

  • Jeg synes du skyder mig utroligt mange holdninger i skoene Claus, som du i bund og grund ikke ved om er sande. Jeg har ikke stødt på udtrykket “værdirelativismen” tidligere (prisen for en naturvidenskabelig uddannelse gætter jeg på), men det lyder umiddelbart ikke helt tosset. Jeg mener vitterligt ikke at Jim Carrey objektivt er en dårligere film i sin handling selvom den måske ikke sætter en masse tanker igang – det er bare en anden oplevelse end Inception og om man er til det ene eller det andet er en personlig eller situationsbestemt præference. Hvis det er værdirelativisme, så er jeg måske tilhænger af det.

    Dernæst siger jeg ikke at folk ikke har haft en stærk oplevelse (eller… det kommer jeg måske til at antyde i min først post, og det klargører jeg i kommentarerne at jeg ikke mener, for det var ikke min mening) – jeg siger jeg forholder mig tvivlende overfor at alle har haft en stærk oplevelse fordi de steder jeg har set, har der (næsten) ingen kritikere været, og det virkede utroværdigt. Med de henvisninger der er kommet i kommentarerne til steder hvor folk har været mere kritiske så falder den pointe delvist til jorden – jeg kan se mine kilder ikke har leveret et fuldstændigt billede. Det gør folks kommentarer til scenarierne lidt mere troværdige, at det er tydeligt at der også er folk der ikke var ubegrænset begejstrede.

    Så for at hive fat i din anekdote; hvis du havde sagt at alle sad i biografen og stortudede, så ville jeg nok have tvivlet på det – eller i al fald forholdt mig skeptisk overfor at alle virkelig var så stærkt berørt af det. Men at enkeltpersoner kan blive stærkt påvirket – den køber jeg gerne.

    Jeg mener stadigvæk at Kapo er et “bedre” scenarie end f.eks. Krigslive medmindre du først vil opstille kriterier for hvad der gør et scenarie til “bedre”. For mig er underholdning et centralt kriterie. Hvis man mener at “personlig udvikling og udfordre sine grænser og opfattelser af mennesker” er et centralt kriterie, så er Kapo bedre – men jeg tror det er der vi er uenige.

  • johs skriver:

    Jeg gider ikke læse alle svarene til Kåres indlæg, så måske skriver jeg noget vi allerede er færdig med at diskutere.

    Kåre selvfølgelig er du en dårligere rollespiller, fordi du ikke tager til Kapo. Forudsat at det at være en god rollespiller er at kunne påtage sig mange forskellige roller i mange forskellige slags rollespil.

    Men det gør ikke noget. Tag til det, hvis du har lyst eller lade være hvis du ikke har.

    Jeg går ikke op i live og det betyder helt sikkert at jeg ikke har ligeså mange erfaringer som Oliver fx har. Måske er det endda bedre at spille et bordrollespil med Oliver end med mig, fordi han kan trække på noget magisk liver-erfaring. Måske, men det er hverken noget Oliver, jeg eller vores potentielle medspillere kan bruge til noget, så jeg gider faktisk ikke rigtig gå op i det.

    Når man står udenfor, men lidt er del af samme miljø, virker de fleste live til at være små hysterimaskiner. Det er Fastaval sikkert også. Og jeg tror det er vigtigt (især indenfor ungdomskulturer) at havde nogle sunde hysterier og fællesoplevelserm, men for min skyld kunne I altså ligeså godt gå til fodbold. Ligesom jeg aldrig forventer at mine kollegaer skulle forstå min hobby og det er ok.

    Det jeg prøver på at sige er at vi ikke er enes. Nogen kan lide rollespil og nogen kan ikke. Det er ok. Nogen af dem der kan lide rollespil, kan lide live-rollespil og nogen kan ikke. Det er også ok. Og nogen af dem der kan lide live, kan lide Kapo, andre ikke.
    Det er nok også ok, ikke?
    Selvom vi ligner hinanden (og I mere hinanden end I ligner mig) er vi ikke enes. Fx synes jeg at de fleste blogrollespiller høre virkelig dårlig musik.

    Men tak for den gode pointe: Det er mega mærkeligt at så mange unge mennesker ikke kan beskrive deres weekendoplevelser. Jeg skylder skylden på folkeskolen og massehysteriet.

  • Jeg kan godt lide dit lettere apatiske perspektiv Johs; I bund og grund er det jo ligegyldigt at vi ikke allesammen kan lide det samme og jeg kan jo – i bund og grund – være ligeglad hvad andre tænker om mig baseret på mine rollespilspræferencer.

    Efter definitionen, at en god rollespiller er en rollespiller der kan spille mange forskellige slags roller, kan man godt argumentere for at man er en dårlig rollespiller hvis man ikke kan spille Kapo. Man kan dog ikke argumentere for at man er en dårlig rollespiller fordi man ikke har lyst til Kapo, omend det er fristende at sætte lighedstegn mellem de to. Jeg har masser af begrænsninger som rollespiller som jeg ynder at arbejde med, men det betyder ikke at alting interesserer mig. Det gør mig ikke til en dårlig rollespiler – allerhøjst en kedelig en ;-).

  • Tommy Schouw skriver:

    Nu nævner du Sushi, Claus, og det syntes jeg faktisk er en rigtig god analogi. For indenfor madverdenen er der nemlig rigtigt mange måder at være fin på den, eller bare “avantgarde”, og sushi er kun en enkelt niche af dette større billede. Det samme gælder også indenfor liverollespil, der er mange fronter der kan udforskes, men for tiden er det bare enormt hot at lave “vær nederen mod dine medmennesker”-scenarier.

    Min holdning er lidt at selvom jeg måtte have en aversion imod at spise rå fisk (not true, i loves me some sushi), så medfører det ikke nødvendigvis at jeg tror at det er “at spise fint” når man beder om plastik-bestik på McD. Men det er desværre den holdning man får skudt i skoene. Med mindre man kan dokumentere at man er skaldyrs-allergiker og vil dø en meget hurtig død af at spise sushi, så skal man æde det, eller er man et dårligt menneske. Det er i mine øjne den holdning som Kåre prøver at gøre op med, og den kan jeg sagtens støtte ham i.

    Selvom krigslive er ved at blive alment-eje og lav-status (åbenbart), så var/er det stadig på mange punkter et avantgarde projekt. Når man kigger på udstyrssiden så har det hævet niveauet ganske betydeligt. Hvis man tænker på samarbejde på tværs af landet, så tror jeg det projekt har gjort en enorm forskel. Både spillere og arrangører har fået styrket deres netværk og fået øjnene op for helt nye muligheder indenfor rollespil. For pokker, krigslive startede som et scenarie og er nu blevet en regulær genre.

    Opsummeret kort: Der er mange retning hvor liverollespil kan udvikle sig videre, bare fordi man er uinteresseret i en enkelt af retninger, medfører det ikke at man er ligeglad med alle de andre.

  • Pingback: 2011 til 2012…

  • Lidt i samme dur fald jeg over Mertz’ blog i går: http://rollespil.tmertz.com/2011/10/sandkasse/

    Jeg kan se jeg skal have den på min egen feed liste – også selvom det er lidt tid siden han har skrevet noget nyt. Han tager det vel op igen.

  • Claus Raasted skriver:

    Og et indbrud på Akademiets kontor gjorde lige, at jeg var out of the blogosphere i lidt tid. 😉

    Det jeg brokker mig over, Kåre, er at du starter med at sige “Jeg tror ikke på at alle sad og stortudede”, hvorefter du kommer med et par grunde til, at det ikke kan være sket. Men ingen har på noget tidspunkt sagt, at alle sad og stortudede. 😉

    Det tætteste vi kommer på er, at folk siger “Der var flere der havde stærke oplevelser til KAPO end til Krigslive”, og det kan vi vel være enige om? Jeg blev irriteret over, at du tog fakta du selv havde mistolket (lad os kalde det “tvivlsom research”) og så brugte det til at argumentere for at det ikke kunne være så godt som det blev hypet til.

    Og det syntes jeg sgu’ var synd. Jeg skal være den første (eller tredje, efter dig og Tommy) til at lade folk spille det de har lyst til uden fordømmelse, men jeg synes det er ærgerligt at blive mødt med jysk skepsis fordi man har oplevet noget vildt. Men jeg er selvfølgelig enig i Tommys statement om, at der ikke er noget galt i at være ligeglad med nogle af retningerne. Det skal man have lov til. Men man skal vel også have lov til at synes det er ok, at nogle prøver “the crazy shit” og kommer forandrede ud på den anden side.

    Så for at opsummere. Jeg synes du lavede dårlig research, Kåre, og så brugte du din dårlige research til at retfærdiggøre din irritation. Havde du bare skrevet de første par linier havde jeg jublet og bakket dig op. Men allerede da du skrev, at du ikke ville sættes i bås med orken Jimmy eller missionær-parret, så tænkte jeg “Kåre er præcis ligeså meget feinschmecker-snob som os andre – nu er han bare på den forkerte side af hegnet, og det huer ham ikke.”

    Og der ligger koen (og måske også hunden) jo nok begravet for mig. For hvis man siger “Hvorfor skal jeg sættes i bås med DEM bare fordi jeg ikke kan lide DET?”, så er det i min verden svært bagefter at forsøge at argumentere for, at alting er lige “godt”. 😉

  • Jeg vedgår, at min research ikke har været god – Jeg har nu fundet nogle kritikpunkter på scenariet skrevet af spillere. Rart med lidt nuancer.

    Du tager dog fejl i at jeg brugte dårlig research til at begrunde min irritation. Jeg blev derimod irriterret over det min dårlige research viste mig. Selvom jeg mener majoriteten af de kritikpunkter folk har nævnt på rollespil.dk er i småtingsafdelingen, så er det først nu jeg i offentlighed har set nogle forholde sig kritisk til scenariet, og det gør, som tidligere nævnt, at jeg ikke har samme skepsis overfor scenariet og hypen.

  • Peter Munthe-Kaas skriver:

    spændende spændende

    Der er lidt forskellige pointer i dit indlæg og i debatten Kåre, så jeg prøver lige at dele dem op.

    Manglende Kritik
    Jeg er sådan set enig i betragtningen om at der er meget lidt alvorlig kritik af kapo, men jeg tror også at jeg ved hvorfor.

    1) kapo var et ret godt scenarie og størstedelen af spillerne havde en “god” oplevelse, som stemte overens med eller overgik deres forventninger.

    2) kapo var baseret på workshops, hvilket indebærer at spillerne selv har haft meget ansvar for deres oplevelse. Det gør det sværere at kritisere spillet efterfølgende.

    3) oplevelsen til denne type scenarie gør det, som oliver skriver i den første kommentar, meget svært at forholde sig til designet. Historierne om spillet er knyttet op på stærke følelser, der ikke nødvendigvis lige lader sig overføre til skrift.

    4) kapo var en ret vild oplevelse for mange af spillerne og ud af respekt for de andres oplevelse og for ikke at ødelægge den gode stemning, har nogen valgt ikke at ytre sin kritik offentligt. Jeg har da snakket med deltagere, der ikke har haft en specielt god oplevelse eller ikke har ment at scenariet var særlig godt skruet sammen.

    Vi er sådan set interesserede i den kritik og jeg sad så sent som igår og overvejede om jeg skulle prøve at lave en evaluering v.2 for at se om der kunne komme nogle flere kritikere ud af busken.

    Noget om hvad man vil deltage i
    “Jeg kan godt sove i et telt i en sovepose, skide i en spand, blive råbt af og skubbet til og spise kold rødbedesuppe, hvis det er vigtigt for at leve sig ind scenariet. Men ikke som et centralt element, og ikke for at udfordre mine grænser.”

    Jeg er ikke helt med på distinktionen her. Som jeg læser det siger du at kapo først og fremmest handlede om at presse grænser og det synes jeg er en mærkelig kritik. Kapo var designet for at give folk en specifik rollespilsoplevelse og vi vurderede netop at det ville gøre oplevelsen bedre hvis den også var lidt hård.

    …og så er der en diskussion af godt og dårligt rollespil, som også er spændende, men nok ikke skal tages her.

  • Hej Peter

    Tak for dit indlæg – i forhold til hvad der bliver skrevet og hvor højt bølgerne går, så er jeg glad for at se, at du ikke bliver revet med af følelserne – jeg er ikke sikker på jeg kunne det samme, hvis mit scenarie var blevet diskuteret på den måde.

    Jeg synes alle dine nummererede pointer er kloge og indsigtsfulde.

    Hvad angår citatet om scenariepræferencer; Det virkede for mig som om et centralt element i kapo var, at man ville blive presset fysisk og psykisk. Ikke at scenariet handlede om det, men at man ikke ville kunne lave scenariet uden at gøre det.
    Og det at den centrale oplevelse kun kan skabes (eller skabes bedst) hvis man bliver presset, gør, at det nødvendigvis bliver et central element. Det er IKKE det samme som at sige, at scenariet har andre formål for naturligvis havde Kapo det.

  • Christian Gjelstrup skriver:

    Selvom der også er folk som kritiserer KAPO offentligt, så vil jeg stadig give dig ret i at avant-garde scenarier er overvurderede i forhold til andet rollespil. Hvis du klikker på linket og ruller ned og læser Lars Andersens indlæg på side 2, har han skrevet:

    “Når jeg ikke arbejder frivilligt for LR Så er det primært fordi jeg ikke opfatter LR som landsforeningen for alt rollespil Men derimod en forening de i høj grad tager sit udgangspunkt i at forskellige rollespilsformer har tydelig forskellig værdi. Når formanden går ud og undsiger ”gummivold” (ligesom andre fra LR) så betyder det i praksis at meget stor del af de personer som man postulere at repræsentere i virkeligheden ikke høre hjemme i LR Det svare lidt til at formanen for DBU går ud og siger at dem som bare spiller fodbold og ikke mere avancerede boldspil, er galt på den. For hver Rollespiller de spiller avanceret avantgarde spil, er der nok 100 til ”gummivold” og så er der alle dem imellem men det er en anden historie. Hvis man som landsforening ikke virkelig kan ”elske” alle dem der ”kun” spiller kamp baseret rollespil. og ikke bare have dem med som et nødvendigt onde. Så syntes jeg hellere man i LR skulle tage en virkelig grundlæggende diskussion om hvem man er forening forog så melde det klart ud. Kan man ikke rumme alle så er det spørgsmålet om en opdeling ikke ville være bedre.

    Venlig hilsen
    Lars Andersen

    Som kan lide de fleste former for rollespil; Men mener at den dreng/ mand som “bare” klæder sig ud for at slås, er ligeværdig med den eksperimenterende avantgarde rollespiller.”

  • Christian Gjelstrup skriver:
  • Der vil nok altid være lidt mere fokus på avant garde – det er som sådan okay synes jeg, så længe man anerkender, at det altså ikke er majoriteten. Sammenligningen med fodbold synes jeg faktisk er lidt interessant (selvom det hurtigt kan blive slidt at sammenligne med fodbold).

  • Christian Gjelstrup skriver:

    Ja, dem der kommer til deres månedlige kampagne og spiller “orken jimmy” hver gang og bliver sur, hvis arrangørerne piller ved reglerne for hit points, har jo samme betydning for dansk larp, som dem der bare spiller fodbold uden at spille mere avancerede boldspil, har for dansk boldspil.

    Jeg vil iøvrigt også gerne udtrykke min sympati for din pointe med at du hellere vil se Ringenes Herre end du vil se socialrealisme. Her kommer et citat fra Den Uendelige Historie (side 29-30), som du måske også vil syntes er lidt interessant, jeg tror ihvertfald du vil kunne genkende noget:

    “Han brød sig ikke om bøger, der på en eller anden utilfreds og klynkende facon fortalte om ganske dagligdags begivenheder i ganske dagligdags menneksers ganske dagligdags liv. den slags ting havde virkeligheden nok af, hvorfor skulle man så tilmed også læse om dem? Desuden kunne han ikke fordrage, når han mærkede, at man ønskede at få ham til noget. Og i den slags bøger skulle man altid, mere eller mindre tydeligt, fås til noget. Bastian havde en forkærlighed for bøger, der var spændende eller morsomme, eller som gav mulighed for at drømme, bøger, hvor opdigtede personer oplevede fantastiske eventyr, og hvor man kunne udmale sig alt muligt.” Citat slut.

    Jeg har det på akkurat samme måde som Bastian, jeg kan heller ikke fordrage når nogen prøver på at få mig til noget med en novelle, en film eller et avant-garde rollespil. Dette er hovedgrunden til at JEG ikke kan lide KAPO, delirium og System danmarc. For til alle Peter Munthe-Kaas avant-garde scenarier skal spillerne, mere eller mindre tydeligt, fås til noget. Bevares, jeg er glad for at han laver dem så folk kan se at rollespil kan være seriøst og for voksne, og da jeg læste om Sytem danmarc i Nordic LARP, blev jeg især glad over dette: “it played a central part in the ongoing movement to present larp as mor than orcs in a forest”. Men jeg blev endnu mere glad over dette: “it failed to trigger the public discussion the organisers had hoped for”.

    Den hvide Krig er det tætteste jeg vover at nærme mig, der har jeg ikke indtryk at at de prøver at få spillerne til noget, da de har meldt ud at de i arrangørgruppen har vidt forskellige holdninger til Irak-krigen, og har valgt at bruge en fiktiv setting for at spillernes eventuelle holdninger og fordomme ikke forstyrer spillet, i modsætning til beskrivelsen af KAPO i magasinet rollespil #7, hvor Peter blandt andet har sagt: “Vi er bekymrede for den måde lovgivningen i danmark og internationalt i højere og højere grad bliver styret af frygt i stedet for grundlæggende retsprincipper”.

    Er det også derfor du deltager i den hvide krig, Kåre? eller er det på grund af det med at hovedelementet er at spillernes fysiske og psykiske grænser bliver udfordret?

  • Den Hvide Krig er et spændende scenarie at spille synes jeg. At der er et politisk budskab gør ikke mig noget. Jeg mener ikke man bliver psykisk og fysisk udfordret.

  • Christian Gjelstrup skriver:

    Jeg omformulerer lige mit spørgsmål, jeg kan se jeg spurgte på en klodset måde: Hvad er grunden til at du godt vil deltage i Den Hvide Krig, men ikke kan lide Delirium og KAPO? Er det det med at hovedelementet i Den Hvide Krig ikke er at udfordre spillernes fysiske og psykiske grænser, eller er det at arrangørerne af Den Hvide Krig ikke prøver at få spillerne til at have samme off-game holdninger som dem selv, eller er det noget helt tredje?

  • Det er et godt spørgsmål, jeg faktisk ikke er helt sikker på jeg kan svare på.

    Jeg tror forskellen er, at Den Hvide Krig ikke virker at have til formål at udfordre mig fysisk / psykisk og at jeg finder settingen såvel som den historie der skal fortælles som værende interessant for mig. Ved Kapo virkede det som om at jeg ville blive udfordret psykisk og fysisk og “fængselssettingen” såvel som historien om, at være en i fængslet, ikke virkede fængslende på mig.

    Jeg ved ikke hvorvidt budskab – eller mangel på samme – betyder særligt meget for mig. Jeg tror det ikke.

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier