Vi er bange for at fejle…

Grunden til dette indlæg blev egentlig lagt på det fantastiske Forum09 hvor jeg hørte Troels Barkholt snakke om Babylon.

Nu har Troels jo sagt mange kloge ting gennem tiden, tillige med nogle mindre kloge men tilpas velformulerede til at ingen opdagede det, så det er som sådan ikke noget specielt i sig selv. Men det satte et par ting igang.

Det Troels sagde som var klogt var nemlig, at de til Babylon blev bange for at eksperimentere fordi det var så stort, og nu skulle det bare lykkes – det ville være pinligt hvis det fejlede. Og det betød at de ikke eksperimenterede nok hvilket i sidste ende nok egentlig havde den modsatte effekt – nemlig at der var nogle ting der ikke lykkedes (okay, måske var det ikke præcis det han sagde, men det var det jeg huskede).

Den har jeg så gået og tygget lidt på og det har slået mig at det egentlig er et ret ofte forekommende fænomen, særligt når arrangementet er slået stort op. Mere konkret kommer jeg til at tænke på Uskyldighedens Melodi som blev arrangeret primo 2007 af Bjørn og Ulf gennem Eidolon…

Til det her scenarie, som var godt funded fra Initiativstøtten og hvad ved jeg, havde arrangørerne gjort rigtig meget ud af at definere spillestilen. Jeg har ikke på rede hånd de dokumenter de skrev, men jeg har dog et relevant citat derfra:

… at der simpelthen ikke vil være hverken større overskyggende plots eller arrangørmæssigt iscenesatte situationer, …

Resten af teksten var af samme skuffe (og noget mere). Kort fortalt tolkede jeg det her som at spillet måtte gå sin gang og hvis det betød at det blev kedeligt, ja så blev det kedeligt. Man skulle ikke fremtvinge handling for handlingens skyld.

Til scenariet, hvor vi alle var jesuitter, var jeg en del af en familie som havde nogle grimme hemmeligheder. Den mest centrale deri (i al fald som jeg var involveret i) var, at min bror (spillet af Claus Raasted) havde bedt mig om at have sex med hans kone (spillet af Ida Tjell) for således at give ham (endnu et) barn (spillet af Elisabeth Nørresø Haase). Datteren vidste det selvfølgelig ikke og det var altsammen blev tiet lidt ihjel imellem de voksne. Dertil havde jeg (sikkert ikke som den eneste) en masse personlige problemer. Der var virkelig lagt op til en masse – men på den anden side var der jo ikke noget, udover os selv, der kunne sætte det igang. Med andre ord ville det være helt indenfor scenariets rammer hvis hemmeligheden forblev hemmelighed under hele scenariet.

Nu skete der så det, at Claus Raasted blev syg. Og så tænkte jeg egentlig at det nok blev enden på den konflikt, og var fint tilfreds med det. Der var ingen til at spille rollen, i spillet var han ganske simpelt også syg og mødte ikke op på kongressen.

Men så blev arrangørerne bange. De blev bange for, at der ikke ville ske nok i spillet, og at folk ville kede sig. At vi ville kede os. Så en af dem spillede min bror og ringede til min datter og fortalte hende at det i virkeligheden var mig, som var hendes far. Og så kunne hun så tygge lidt på det – og reagere på det.

Det gav uden tvivl en fantastisk masse spil – helt klart nogle af de allerbedste spiloplevelser jeg nogensinde har haft. Men, og det mener jeg er vigtigt her, arrangørerne brød med deres egen, klare og tydelige, beskrivelse af spillestilen. De blev bange for at folk skulle kede sig og faldt tilbage på det de kendte – at sætte nogle scener igang udefra.

I den pågældende situation var udfaldet godt, og spiloplevelsen blev bedre. Men det kunne være gået galt – og det der i al fald gik galt var eksperimentet med at se, om den pågældende spillestil ville virke. For selvom det virkede til at spillerne havde “nerverne” til at gennemføre den, så havde arrangørerne ikke – det var bange for, at deres store, krævende, stort opsatte arrangement skulle gå i vasken fordi der ikke skete nok. Ærgeligt, for jeg ville faktisk også gerne have spillet den spillestil arrangørene havde bedt os om.

Så hvis du vil eksperimentere så mener jeg der er to stier; gør som Troels efterfølgende gjorde med “genfærd” – lav et lille arrangement hvor det at fejle ikke er så slemt eller hav så meget is i maven, at du tør satse stort. Af de to er det først helt klart det letteste, men det er det andet der nok giver de mest spektakulære resultater (på godt og ondt)…